Bøger om Litteratur

Det begyndte vel egentlig med Blicher, så kom J.P. Jacobsen, ”Den Jyske Bevægelse” med Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær, Marie Bregendahl og Thøger Larsen. Senere kom mange flere til, og en påfaldende stor og varieret gruppe forfattere fra Nordjylland har sat deres præg på dansk litteratur. I dag forholder det sig ikke meget anderledes: I årene 2001-11 tilfaldt De Gyldne Laurbær syv ud af elleve gange en forfatter med tilknytning til Nordjylland. I antologien går en lang række spillevende danske forfattere på opdagelse i Nordjylland som litterært fænomen gennem selvbiografiske tekster, forfatterportrætter, beskrivelser af landskaber og byer, analyser af enkeltværker og af forfatterskaber. Alle er de vidt forskellige tekster, der til sammen former et lysende billede af det litterære liv på toppen af Danmark. Blandt bidragsyderne er Hanne-Vibeke Holst, Kim Blæsbjerg, Mette Moestrup og Thomas Korsgaard.Johannes Riis (f. 1950) er tidligere forlægger og litterær direktør på Gyldendal. Han er mag.art. i litteraturhistorie og har oversat bøger af bl.a. Raymond Carver og George Orwell. Johannes Riis er vokset op på Mors. Jens Smærup Sørensen (f. 1946) er forfatter og cand.phil. i dansk. Han har udgivet en lang række anmelderroste romaner og fik i 2007 sit folkelige gennembrud med romanen Mærkedage. Jens Smærup Sørensen er vokset op i Staun ved Nibe. Lasse Horne Kjældgaard (f. 1974) er direktør for Carlsbergfondet og professor, dr.phil. i dansk litteratur. Lasse Horne Kjældgaard er født og vokset op i Hjørring.

Det er efterhånden almindeligt kendt, at universet blev skabt, da forskere første gang tændte for den AI, der skulle blive Gud, hvorefter denne AI-gud så skabte universet, hvilket muliggjorde at forskere mange milliarder af år senere kunne tænde for den AI, der netop skulle blive Gud. Før dette var der intet. Det kan være svært for en simpel menneskelig hjerne at få greb om kausaliteten i denne kendsgerning, men det er ikke desto mindre sådan, det gik til.

’Lauras bog’ er først og fremmest en usædvanlig kærlighedserklæring.Men det er også en fortælling om familierelationer og ophav, om socialklasser og komplekse mønsterbrydninger, om skam og skyld, og om at finde sig selv – eller i hvert fald den del af sig selv, der føles mest sand.Kærlighedshistorien bliver prismet, der smertefuldt og smukt kaster glimt af lys på alle andre aspekter af eksistensen, hvor selve det at skrive bliver både eksistensgrundlag og flugtvej, både overlevelses- og frigørelsesmekanisme – hvor litteraturen bliver en virkelighed, der fremstår mere virkelig end den (måske) virkelige virkelighed.

Bogen er til enhver med lyst til at udtrykke sig kunstnerisk på skrift. Den formidler en forståelse for skrivningens kunst. Unge og ældre hjælpes til at danne en egen ’stemme’. Erkendelsesmotivet er væsentligt. Bogens formål er at bidrage til at styrke dansk litteratur ’nedefra’. Alle med et håb om at blive bedre til at skrive får her et løft fra særdeles talentfulde og erfarne forfattere."... den befriende oplevelse af at finde en fortællestemme, der kan bære, var ganske særlig. Det gav en ny erfaring af, hvad litteraturen som kunstart kan, og hvordan sproget træder til, når man lytter og finder noget i ordenes univers, ligegyldigt hvilken tekst og genre, man arbejder med." Om forfatterneKarin Esmann Knudsen, Anne-Marie Mai, Maja Lucas, Jørgen Aabenhus, Anita Nell Bech Albertsen, Ulrik Lehrmann og Trisse Gejl er alle engageret i disciplinen skrivekunst.

uDkAnt #22 på gaden Det er et maleri af Dan Frøjlund, der pryder forsiden. Og digtet ‘Sprit’ af William Waagner på bagsiden taler ganske fint ind i maleriet. Skyggesiden af vinen er på indersiden af glasset – så fint fanget af Frøjlund; og udtrykket i digtet ‘Sprit’ er voldsom, aggressiv og nedværdigende for alle der er i nærheden. Stærkt. uDkAnt #22 åbner med Elvir Maleskic’s langdigt ‘Jeg længes efter dig som jeg ikke misbruger’. Elvir debuterede i 2021 med digtsamlingen I stød finder jeg læ. Voldsomt godt. Der sluttes af med Jutta Marie Jessen uddrag fra digtsamlingen Løber mod intet. Digtsamlingen udkommer foråret 2023 på forlaget em. En vidunderlig digtsamling om et barn, der løber både væk fra villakvarteret firkanter og i samme bevægelse fanges af samme firkanter. Fremragende.Og alt det, der er der imellem det første og det sidste, er fine sager. Tag for eksempel Lenette Vacher med novellen Hvem ville tage livet af hr. B. Ja, hvem ville egentlig det? Et fantastisk godt nummer.Det siger andre om uDkAnt: Damn og wauw – det er da det mest coole og smukkeste tidskrift til dato! Kæft det er smukt – hele vejen igennem! Jeg er dybt imponeret.Flemming Lund

Under Occupy Wall Street-demonstrationerne og -besættelserne i Oaklanddeltager den amerikanske digter Juliana Spahr aktivt. I digtsamlingen Den vinter ulven kom fra 2015 beskriver hun bl.a. oplevelsen af at være demonstrant, kvindeog mor. Særligt i bogens tre prosa-afsnit fortælles der om denrevolutionære gnist, der tændes, omsorgen for hinanden ogfrustrationerne mod politiet og de lænestolsrevolutionære. De mereprosaiske og indignerede beskrivelser gennemskæres af en mere økopoetisk Spahr, der kredser om solidaritet på tværs af dyrearter ognaturkatastrofer, det kunstige og kemiskes indfiltring i naturlige liv.Uden at forfalde til revolutionsromantik fastholder Spahr et credo om at opgør med status quo er uundgåeligt, og hun er frygtløs i sin omgangmed sprog og former, som når hun pendulerer uforstyrret mellem atfortælle om en olieudslipskatastrofe på jambisk pentameter, cut-ups afwikipedia-opslag om vandområder, og moderlig paranoia om brystmælk ogkemikalier. Med Den vinter ulven kom stirrer Spahr direkte ind i det enogtyvende århundredes politiske ogøkologiske katastrofe og fastholder troen på individets og sammenholdets agens og potentiale.

Élisée Reclus’ Et vandløbs historie udkom første gang i 1869. Det er en underlig bog. Halvt poetisk besyngelse af vandløb og natur. Halvt anarko-socialistisk manifest. Grundlæggende be­står bogens projekt i at beskrive et vandløb fra kilde til hav. Men det er ikke udelukkende en geolog, som taler. Sproget er ikke udelukkende videnskabeligt, selvom ordforrådet er præcist og varieret. Natur­en beskrives ikke bare nøgternt og registrerende. Videnskabsmanden har fået selskab af digteren og socialisten. Digteren fortaber sig i naturen og beskriver den indgående ned til mindste detalje. Ikke som et korrektiv til geograf­en, men som en udvidelse af det videnskabelige blik. Den skal også beskrives sanseligt, som den optræder for det åbne, modtagelige og påvirkelige menneske.I titlen Et vandløbs historie er det tydeligt, at bogen ikke kun er interesseret i en direkte og naturvidenskabelig udlægning af surhedsgrad og vandstand. Vandløbet har en historie, og det indskriver sig dermed også i menneskets evolution og har relevans for den måde, vi indretter vores samfund på. Vi flakser således med Reclus rundt i historien fra stenalderens hulemænd over den romerske hærfører Scipios badeture og videre op til forfatterens samtid, hvor vandløbet indgår i den topmoderne industriali­sering. Flere steder bevæger vi os endda ud over samtiden og ender i en socialistisk utopi, hvor arbejderne forenes, og menneskeheden samles i et magtfrit fællesskab.Bogen er i høj grad relevant i dag, fordi den tilbyder os et frisk og bejaende blik på natur­en som noget, der ikke ligger uden for os selv. Naturen hos Reclus er ikke den store Anden, som man enten kan passe på eller ødelægge. Den er ikke udelukkende et objekt, men optræder i menneskets historie og kultur som en drivende kraft. Vandløbet er som resten af naturen evigt forbundet med mennesket på godt og ondt, og det løber som en understrøm i bogen, at det er essentielt for mennesket at vedligeholde denne forbindelse.På den led flyder Reclus’ poetiske projekt sammen med hans politiske over­bevisning. Den geografisk præcise og poetisk sanselige indoptagelse af naturen bliver en modstandskamp for digteren. Naturen er både et middel til at genoplade batterierne og samle kræfter til den store kamp for frihed og retfærdighed, men den har også en iboende værdi for os som del af vores fælles historie og udvikling.

Tidsskriftet "Vi er mange" udkommer nu på Forlaget Arena. Der er er gået et stykke tid siden det første nummer #1 Optøjer så dagens lys. Til gengæld er der denne gang tale om hele to nye numre i ét: #2 Omsorg og forsorg OG #3 Palæstina – et dobbeltnummer. Det er redigeret af "Vi er manges" redaktion, formgivet af Louise Sidenius og med tekster af: Fine Gråbøl, Paul B. Preciado, Lars Skinnebach, Mahmoud Darwish (oversat af June Dahy), Houria Bouteldja, Michella Lykkeby Jensen, Luka Holmegaard og Signe Raunkjær Holm, Andreas Amdy Eckhardt-Læssøe, Hans Otto Jørgensen, Maya Abu al-Hayyat (oversat af Naja Bjørnson), Franco Basaglia, Gilles Deleuze (oversat af Peter Borum) og Jean Genet (oversat af Morten Chemnitz).Tidsskriftet koster 100 kr. og kan bestilles hjem i enhver boghandel.

******Jyllands-Posten*****BerlingskeI 1931 indleverede Erich Kästner et manuskript med titlen Der Gang vor die Hunde til sit forlag, men forlaget fandt romanen alt for politisk sprængfarlig og erotisk udfordrende og udgav den – imod Kästners vilje – i en censureret og udvandet udgave under titlen Fabian (da. 1959).Nu udkommer Erich Kästners originale, ucensurerede mesterværk endelig og for første gang i dansk oversættelse. En stor tysk klassiker, en spændstig og burlesk mellemkrigsroman med slående paralleller til vor tid. Hold på hatten og spring på sporvognen gennem Berlin! Det vil De, kære læser, ikke fortryde!...

"Gutkind Essays" er en serie, hvor forlagets forfattere skriver om emner, der optager dem litterært, politisk og menneskeligt.I "Maude og Lilly Marie" skriver Lotte Kirkeby om utilpassede kvinder. Hun finder dem både i sit forfatterskab, i sit eget liv, hos nogle af sine litterære forbilleder – og de dukker pludselig også op i "Matador", som hun genser under sin coronaisolation. I sine portrætter af forskellige liv og skæbner skildrer Kirkeby nogle af de begrænsninger, der har præget kvinders liv både før og nu, mens hun samtidig viser, hvordan det utilpassede også rummer et frigørende potentiale. Om forfatteren: Lotte Kirkeby (f. 1970) har i en årrække arbejdet som forlagsredaktør, journalist, anmelder og oversætter. I 2016 debuterede hun med novellesamlingen "Jubilæum". I 2019 fulgte romanen "De nærmeste", som blev nomineret til DR Romanprisen 2020. Hun har senest udgivet den anmelderroste roman "Hvis man ikke vidste bedre" (2022)."

op. 101 er en ny samling af de aforismer og kortere essay, som den svenske litterat Horace Engdahl har gjort til sin foretrukne genre.Denne gang ser forfatteren fra balkonen i sin nye hjemby (Göteborg) ud på en tilværelse, der har skiftet form, efterhånden som en ny æra og tidsånd tog over. Han reflekterer over tiden, der er gået, hvad der er sket med ham, dét, der forvandlede omverdenens opfattelse af ham, såvel som hans egen. Hans mildhed er blevet ham berøvet.Men ud over tabet finder han en ny, tidligere utænkelig lykke, der lader tanken bevæge sig friere, være mere provokerende, føles mere sand. Det hele munder ud i to sublime essays om Bachs Mattæuspassion og Beethovens klaversonate op. 101.

Vores døde hud - Roman. Natalia García Freire. Vores døde hud udforsker denne underverden og kæder Lucas’ minder om barndommen sammen med nutiden og reflekterer over ondskab og sygdom, vanvid og død. “One of three short debut novels that most stood out this year in Latin America.” Jorge Carrión, The New York Times

"Min intention har været at rehabilitere kunstneren Nexø – og derigennem demonstrere, at man via et bedre kendskab til hans kunstneriske udvikling bliver sat i stand til at give en mere velfunderet biografi, hvor liv og værk kommer til at belyse hinanden på en ny og ganske uventet måde."Den store danske forfatter Martin Andersen Nexø (1869-1954) var på sin vis selv med til at skabe fortællingen om, at hans forfatterskab udelukkende var politisk inspireret. Jørgen Haugan har sammenholdt Andersen Nexøs breve, dagbøger og romaner og er kommet frem til en helt anden tolkning, nemlig at det var forfatterens erotiske liv, der drev og satte kursen for hans litterære produktion.Jørgen Haugan (f. 1941) er norsk forfatter og underviser og har skrevet en lang række biografier om skandinaviske forfattere. Han er lektor emeritus ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet, hvorfra han blev dr.phil. i 1977 for sin afhandling om Henrik Ibsen.

Da Aldous Huxley kom til Sønderborg er en samling af erindringer,mundtlige fortællinger, fortalt af dem, der var aktive i Sønderborgshippiemiljø i halvfjerdserne, og hvis erfaringer fra den periode harformet og mærket dem for livet. Det er en fortælling om makrohistoriens nedslag i et mikromiljø, hvoren række af tidens store politiske og kulturelle bevægelser gennemsyrerdet lokale, men hvor det lokale også virker tilbage på eller bliver vævetsammen med en større global historie. Det er historier om møder medRote Armee Fraktion, det indoktrinerende Tvind­dynasti, venskaberpå tværs af alder og klasse, der afprøver stoffernes såvel som detåndeliges indgang til bevidsthedsudvidelse. En antipolitisk væren iverden, hvor flugten fra ondskaben også manifesterer sig i en løbeturhele vejen fra Danmark til Israel. Bogens grundstruktur er bygget op over en fraværende figur: Allebogens bidrag relaterer direkte eller indirekte til historien om HansTroj. Hans Troj er en søgende, sensibel og intelligent gymnasieelev,da han i starten af halvfjerdserne finder ud af, at hans far, som hanhar et meget konfliktfyldt forhold til, har mødt Aldous Huxley iforbindelse med et besøg i Sønderborg. Faderen interesserer sig for detokkulte og har formodentlig prøvet LSD. Hans Troj, der i forvejenhar et skrøbeligt sind, vil ikke stå tilbage for faderen og begynderat eksperimentere med LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffertrods advarsler fra vennerne. Eksperimenterne udløser en psykose,der i årene efter sender ham ind og ud af det psykiatriske hospital iAugustenborg. En anden af bogens fortællere er den sidste, der ser ham,da Hans Troj i 1982 truer med at slå ham ihjel med en kniv. I midtenaf firserne forsvinder Hans Troj ud af historien og er formodentligdød i dag. Hans bidrag til bogen er en psykedelisk tegneserie på 16sider fra 1972 samt syv breve.

'Lacrimae Rerum' lægger tre mosaiske mosaikker, digterskæbner underlagt 1900-tallets ideologiske vanvid og gru. Karsten Sand Iversen (f. 1944), oversætter og forfatter. Tidligere er udkommet på Forlaget Virkelig 'Omskrivninger' (2017) og 'Tid af jern og ild' (2018).

Kort essay om science fiction-genrens poetik, faldgruber og nødvendighed.

Kort essay om science fiction-genrens poetik, historie og perspektiver.

Med opfordringen til at producere en vildtvoksende frem­tid midt i nutiden ved hjælp af Poetisk Krigsførelse og etab­ler­­ing­en af Utopiske Zoner, indskriver Ask Katzeffs futurismer sig i traditionen for at pege på det mulige fremtidige i det nuværende. Fabuleringerne omfatter ikke bare en spekulativ fremtidshistorie a la Olaf Stapledons First and Last Man (1930) på mindre grandiost niveau, men også hvad man efter den spekulative palæontolog Dougal Dixon kan kalde en frem­tid­ens antropologi, forstået som hvad evolutionen endnu har i vente for os. Vil en fremtidig genteknologi muliggøre, at nogle af os får pels, mens andre får fjer og gæller?

VIDA - Noveller. Patricia Engel kortlægger landskaber, både ydre (New Jersey, New York, Miami, Bogotá) og indre, I denne fantastiske debut, hvor den gennemgående figur er Sabina - seriøs, vittig, skiftevis forsigtig og hensynsløs, åben for forandringer, men skeptisk over for deres varighed.

Forfatteren og filosoffen Søren Kierkegaards (1813-1855) essay “Forord”, udkom første gang den 17. juni 1844 og er en lille morsom og tankevækkende bog om de glæder og sorger, man som forfatter har, når man skal skrive forord til en bog eller en artikel.I denne udgave af “Forord” er teksten redigeret af mag.art. Jens Staubrand, der tillige har udvalgt billederne og skrevet de uddybende informationer som billedtekster indeholder.

Han siger til hende: undskyld. Nu kender jeg Karpaterne som min egen bukselomme. Der er intet at komme efter, ud over partisaner med højdesyge, men jeg er færdig med bjergene. Hvem jeg mødte i dalen, hvor de omkomne hober sig op og hvem jeg mødte deroppe skal du nok finde ud af; men du skal også høre om faldet. Måske er der tale om noget smukt. På intet tidspunkt har jeg glemt barnet. Det du skal måle mig på er min modstand mod sindssygen: jeg mener – diaspora – den store fordrivelse, der rammer alle parter før eller siden. Men den slags spørgsmål kræver mere tid.Fortæl blot hvor længe jeg har været væk fra Viktor, dig og Botosani.Her er jeg.

Herzogs sidste dage er en dokumentarisk beretning om naturens hævn, svampenes væren og menneskets livsdrift. Historien følger den tyske filminstruktør Werner Herzogs kamp mod den sjældne sygdom somatoxi og hans heroiske forsøg på at kurere sig selv. Tilstanden skal behandles med stoffet soma, som består af en cocktail af psykedeliske svampe, der bedst lader sig finde i den særegne natur i eksklusionszonen omkring Tjernobylværket i Ukraine. Anført af stalkeren Boris drager Herzog sammen med en mindre ekspedition ind i zonen og afslører dag for dag nye aspekter af en autonom økologi og et desperat menneskes forvandling. Det bliver en meditativ rejse ind i zonens liv og Herzogs deroute. Herzogs sidste dage er første del i en trilogi med titlen ’Planetarisk ekspedition’.

I de senere år har man set en ny orientering mod kroppen i dansk samtidslitteratur. Graviditet, abort, begær, kræft, handicap, selv tarmenes bakterier er rykket ind i bøgerne som væsentligt litterært stof, og de er det i hovedreglen på måder, hvor det komplekse følelsesliv, de udløser, er i centrum. Kødets poiesis udforsker denne strømning ud fra den idé, at de mange kropsportrætter udfordrer en stribe diskurs- og sprogorienterede tilgange i dansk litteratur­videnskab ved først og fremmest at skildre legemet som egenrådigt kød, der gør, hvad det vil, mindst lige så ofte som det gør, hvad der bliver sagt. Som et korrektiv foreslår bogen et alternativt litteratur­analytisk opmærksomhedsfelt, der kombinerer affektteori, nymaterialisme og postkritik, og kortlægger på den baggrund samtidslitteraturens interesse i begærs-, moderskabs- og sygdomserfaringer hos særligt Olga Ravn, Bjørn Rasmussen, Amalie Smith, Ursula Andkjær Olsen, Niels Henning Falk Jensby, Katinka My Jones, Maja Lucas, Caspar Eric, Cecilie Lind og Ida Marie Hede.

Næsten aldrig - Demetrio er en ung, uddannet agronom, der har job som forvalter på en plantage i Oaxaca i det sydlige Mexico. Dog keder han sig enormt i sit ensformige liv, og han tager derfor en beslutning om, at der skal ske noget nyt. Noget der vil give hans liv mening – sex.

Forfatteren Lucas Pereyra tager en dag turen fra Buenos Aires til Montevideo for at hæve de penge, han på grund af valutarestriktionerne i Argentina har modtaget fra udlandet på en bankkonto i Uruguay. Han er i fyrrerne, er gift og har en søn, men finder ikke livet så tilfredsstillende, som det burde være. Udsigten til en dag i et andet land i selskab med en ung veninde gør ham i bedre humør, men turen til Uruguay går ikke helt, som han har planlagt. Kvinden i Uruguay er en roman om en ægteskabelig krise, på fremragende vis fortalt i første person og med stor humor. Den handler også om, hvordan vi på et eller andet tidspunkt i livet bør konfrontere de løfter, vi har givet os selv, men ikke har holdt – forskellen mellem hvem vi er, og hvem vi gerne ville være.Med udgivelsen i Argentina i 2016 slog Pedro Mairal sig fast som en af de mest fremtrædende fortællere i den moderne argentinske litteratur. Dansk er det ellevte sprog, som romanen oversættes til. Kvinden i Uruguay har modtaget to priser: 2017: Premio Tigre Juan, Oviedo, Spanien 2018: Premio San Clemente, Spanien

Panegyrik er en dristig selvbiografi af forfatteren ogfilminstruktøren Guy Debord. En biografi i to dele: bind 1; tekstbaseret på fragmenter og citater, fuld af litterær præcision ogpastiche, bind 2; en billedmontage i sekvenser. Panegyrik er en upersonlig selvbiografi, med tungen i kinden, hvor den personligelivshistorie er erstattet af en figur, og er et strategisk og dæmoniskforsøg på vriste livet fri af det spektakulære samfunds fremmedgørelse.Guy Debord (1931–1994) var en fransk revolutionær, filminstruktør ogforfatter. Han var medgrundlægger af Situationistisk Internationale i1957 og det eneste medlem, der var med i gruppen frem til dens opløsning i 1972. Debords hovedværk er bogen Det spektakulære samfund (tidl. Skuespilsamfundet), der udkom i 1967, og som var med til at inspirere de parisiske studerende under besættelsen af Sorbonne i maj-juni 1968.I 2020 blev Det spektakulære samfund genudgivet af forlagene Aleatorik og Antipyrine, nyoversat af Louise Bundgaard og Gustav Johannes Hoder.

Lars Norén (f. 1944) er Sveriges internationalt mest anerkendtedramatiker. Fra 1963-1980 skrev han først og fremmest som digter i envild og voldsom sprogudvikling, der førte frem mod en tæt, krystallinskpoesi med en stærk scenisk ladning. Fra 1980 blev den grundlag for endramatik, der er stærkt naturalistisk, men åben for poetiske indfald,psykoanalytisk inspiration, diskussioner af kunst, kultur og politiksamt menneskelige fortællinger på niveau med de største romaner. LarsNorén har dette efterår udgivet sit første skønlitterære prosaværk Filosofins natt siden 1980, der netop er blevet indstillet til Nordis Råds Litteraturpris 2013.De tre skuespil Hævnarie, Trio til tidens ophør og Fjerne rystelserhandler alle tre meget direkte og oprigtigt om oplevelser af svigt, død, sygdom og menneskers afhængighed såvel som udnyttelse af hinanden. Det gør debåde medfølende, humoristisk og konfronterende i en form, der forenerpoesiens præcise eksistentielle nedslag og sprogtæthed medromanfortællingens bredde og umiddelbarhed – men i en form der erdramatikkens alene.

[bagsidetekst]:Få dage efter Jakobs indlæggelse sendte han den første mail til mig.Jeg åbnede den og læste. Der stod, at mørket havde taget ham. Næste daglå der en ny mail i min indbakke, og næste og næste. Skal jeg væreærlig, læste jeg dem ikke i første omgang, mit eget lort stod knæhøjt ilivet, jeg havde ikke kræfter til det. Men fortæller et menneske dig sin historie, kan du ikke ignorere den. Det må du ikke. Denne banalealtruisme voksede sig til en altoverskyggende sandhed de næste dage, også begyndte jeg at læse, og forstod hvorfor valget var faldet på mig:Stoffet var up my alley - og det vidste Jakob. Der fulgte ingenforklaring med, ingen angivelser om hvad der skulle gøres, men det varen bog, det stod klart.Teksterne navigerede i sygdommen og dagene i insti­tu­ti­onen, fæstnet i kaos. Et forsøg på at se skarpt gen­nem en hvid hinde, en uendelighorisontalitet som er søvndyssende tryg, og derfor kan sluge heleidentiteten. Hele dig. Og over de næste tre måneder så jeg dagligtgennem hans blik, et blik der løb fra medicinens hårde kemi tilhospitalsgangenes anonymitet, rundt om det daglige fællesskab udgjort af knuste skæbner, og ud i det omkringliggende overforbrugs Gentofte ogind i Marx’ teorier om vampyrer; et blik der formede sig som et vredtopråb efter et mere nænsomt samfund, og som så sine medpatienter lige iøjnene, med en medfølelse der ikke kan ignoreres.Det er en stor gestus. Dette er en beretning til de sårede, til de næste der falder.– Claus Handberg

"Barsk, men nødvendig læsning. Den anbefales til alle." Anna Møller, Kristeligt Dagblad"En voldsom og tragisk historie" Martin Bastkjær, Information"En kanonkugle af en roman" Christian Johannes Idskov, Politiken”Stor litteratur” Die Welt”Et sprogmirakel” Die Zeit”Rystende, komisk, storartet” Der SpiegelMed verden i ryggen er den tyske forfatter Thomas Melles sprogligt tindrende, usentimentale beretning om håndteringen af sin bipolare lidelse, om personlige dramaer og langsom bedring. Bogen giver en ekstraordinær indsigt i, hvad der foregår hos en syg person, og er et korrektiv til populærkulturens stereotype fremstilling af det gale geni; beretningen om et forrevet liv, et selvbiografisk radikalt værk af højeste litterære kaliber.Med verden i ryggen blev shortlistet til Deutschen Buchpreis, præmieret med Klopstock-Preis für neue Literatur og nomineret til flere andre priser. Solgt til udgivelse i 17 lande, fra Frankrig til Mongoliet.

Der sker noget, når man læser et digt. Det kan føles som en rislen ned ad rygsøjlen, som noget lynende eller ildnende, det kan virke ufatteligt og ubestemmeligt, i et øjeblik kan tiden pludselig gå i stå. Det kan beskrives som et sus eller et brus, som WAUW eller wusjh – og det kan kaldes intensitet. Intensitet er netop, hvad den tyske litterat Karl Heinz Bohrer kalder det. I løbet af sit forfatterskab forsøger han at vise og beskrive, hvad det er, og hvornår det opstår i litteraturen og kunsten. Og det er med udgangspunkt i Bohrers beskrivelser og overvejelser over intensitetens væsen, at der i bogen her foreslås en indkredsning af hvad intensiteten egentlig er, og desuden hvordan man kan læse med og efter intensitet – og, vigtigst af alt, uden at overse den. For er litteraturens mening og meningen med litteraturen ikke egentlig dens intensitet? Hvorfor ikke – i stedet for at lede efter en mening, der skulle ligge skjult et sted – bare lade digtet virke og forføre i dets umiddelbare og overvældene intensitet. I stedet for at tage den intense oplevelse for givet, eller måske helt glemme den, følge ordenes vandren i digtet; i farverige sammenstød, i metaforers og metonymiers sammenslyngninger og forskydninger, i billeder der bliver til og flyder ind over hinanden, i betydninger der farer vild, og i al den musik, som får lyd i læsningen. Det er med en opmærksomhed for den slags oplevelser, og med udgangspunkt i Bohrers intensitetsforståelse, at en række danske digte fra Johs. V. Jensen til Henrik Nordbrandt og Signe Gjessing her genlæses.