Bøger om Maradona

Verdens suverænt største og mest populære idrætsgren er fodbold, som overalt i verden dyrkes og beskues med passion, begejstring og kærlighed. Alle, der elsker denne sport, har formentlig et eller flere hold, som de holder særligt meget med, og igennem tiderne har de fleste fået en eller flere favoritspillere. Enten fra yndlingsklubberne eller fra et eller flere landshold, der har gjort det særlig godt under en slutrunde. Nogle kan huske Pelés store gennembrud som blot 17­årig under VM 58, mens andre jublede særligt meget, da Müller scorede sejrsmålet i VM 74­finalen. Andre igen husker Zidanes vidunderlige flugter mod Leverkusen i CL­finalen i 02, mens den yng­re generation måske bedst husker Mbappes præstationer under seneste VM, hvor han som den blot tredje teenager i historien kunne løfte VM­pokalen sammen med Frankrig. Vi kan blive ved med at hive disse fantastiske individuelle præstationer frem af bunken med fodboldminder, og konstant går snakken om, hvilken spiller der er den bedste.Valentino Mazzola, Meazza, Di Stefano, Pelé, Cruyff, Maradona, Ronaldo, Zidane, Ronaldinho eller måske en helt anden? Hvem er den største, den bedste, den mest fantastiske individualist, som verden endnu har set? Hvem har vundet mest, hvem har begejstret mest, kort sagt – hvem er den bedste af de bedste af de bedste?Bogens forfatter har i mange år arbejdet i store internationale klubber og har scoutet et utal af spillere. Heriblandt verdensstjerner som Hazard, Lukaku, Suarez, Azpilicueta, Boateng og Reus samt danske spillere som PE Højbjerg, Andreas ’AC’ Christensen, Kvist og Christian Eriksen m.fl. De mange års erfaring gør, at Aakjær har erhvervet sig en uvurderlig viden og indsigt i fodbol- dens specielle verden, og evnen til at vurdere spillere fra den øverste hylde, gør ham i stand til at definere sit bud på de bedste af de bedste, vel at mærke dem, som har ’smidt støvlerne’.I bogen vil du, ud over historierne om de 100 bedste, endvidere kunne læse om hvordan Torben Aakjær fejlvurderede Luis Suarez, om dengang han vandt over Ryan Giggs i en spisekonkurrence, da han drak rødvin med Sir Alex Ferguson, og da han i den grad dummede sig på de sociale medier. Dertil kommer historier om alle de spillere, der måske ikke er i top 100, men som hver for sig har defineret fodbolden fra 1930’erne og frem til vore dage.Om forfatterenTorben Aakjær har siden 2007 arbejdet som scout i bl.a. Hamburger Sport-Verein og Manchester United, og endvidere rådgiver han en række engelske firmaer omkring fodbold. Før da arbejdede han som træner for forskellige ungdomselitehold i Danmark og har herudover sit eget firma, Aakjærs Football Player Advisoring, hvor han vejleder unge spillere i såvel Danmark, som i udlandet. I privat regi bestyrer han 7-8 fodboldsider på Facebook om alt lige fra beskrivelse af unge talenter, diverse afstemninger, til historier om nostalgiske fodboldbegivenheder m.v.

“Han gik til højre. Det vidste alle, men i hans glansperiode havde ingen forsvarsspiller nogen sinde held til at blokere Garrincha. Helt ude på fløjen stod han over for én eller to "João'er", sådan kaldte han modstandernes forsvarere, som i troldmandens øjne var reduceret til nikkedukker eller slalomstænger, helt anonyme. Garrincha stod stille, "João" var på vagt, og publikum holdt vejret: Hvad havde han tænkt sig at gøre? En, to, tre bevægelser med benene? Hvor mange finter, hvor mange tyvstarter, inden han var stukket af som en hvirvelvind, afsted mod mållinien? Forsvarsspilleren trak baglæns, mens han granskede Garrinchas blik, hans ben, hvilket af dem han støttede på, tøvede med at tackle, trippede, tog endnu et skridt bagud og mistede fodfæstet. Somme tider løb Garrincha bagud igen for at genoptage sin djævelske opvisning, alt imens forsvarsspillerne dejsede om eller stødte sammen, til grin og ydmygede.”

Journalist og fodboldkommentator Olivier Guez samlerher artikler om fodbold: fra det franske landsholdssucces over RB Leipzigs omvæltning af europæiskfodbold til VM i Rusland 2018. Guez hylder spillet og kaster et kritisk lys over sportens bagmænd og den stærkt omdiskuterede VM-slutrunde i Qatar.“Sådan går det hvert fjerde år, i de lige år, som ikkeer skudår. I begyndelsen af maj begynder symptomerne at dukke op hos de stærkest forgiftede, en vis ophidselse, der er ildhu på færde. Ved månedens slutning (lige nøjagtig efter finalen i Champions League) smitter febersygdommen store grupper af befolkningen. De snakker "bruttotrup", “venskabskampe"og "træningslejr" og vover sig ud i de første prognoser.Fædrene indvier sønnerne (og døtrene) ved hjælp af magasiner, merchandise, albummer og samlekort, og kioskejerne gnider sig i hænderne. Der sættes krydser i kalenderen. "På onsdag, tre uger?”. Man må takke nej til invitationer eller høfligt sikre sig, at der vil blive dækket op foran tv'et. Dagene bliver længere, tordnen rumler. Det bliver juni, og syvogtres millioner landstrænere (alene i Frankrig) hidser sig op hjemme i stuerne. En minoritet brokker sig: "Ingen taler om noget som helst, kun om et boldspil." Ingenting nytter det, ophidselsen er på sit højeste. Slutrunden om verdensmesterskaberne i fodbold skal til at begynde.”