Bøger om Medier

Om markedskommunikationens funktion i og påvirkning af samfundet. Med gennemgang af basale kommunikationsmodeller, og om planlægning af reklamekampagner fra idé til færdigt produkt

Hele verden forfra handler om de seneste 25 år på Dagbladet Information. Nuværende og tidligere journalister, redaktører og chefer fortæller om de journalistiske satsninger, de interne diskussioner, aktivismen, kulturdækningen og medieudviklingen på Information.

"En jubilæumspublikation for avisens 75 års dag skal reflektere perspektiver, visioner, resultater, brud, sejre, udfordringer, vendepunkter, nedslag og kriser på den uafhængige avis." - Leila Krogh formand for 'Informations venner'.Bidragsydere: 
Leila Krogh, Rune Lykkeberg, Line Vaaben, Anna von Sperling, Lotte Folke Kaarsholm, Lilas Hatahet, Mette-Line Thorup, Ulrik Dahlin, Anton Geist, Georg Metz, Sebastian Gjerding, Waleed Safi, Christian Jensen, Karen Syberg, Ralf Christensen, Erik Skyum-Nielsen, Lasse Ellegaard, Jørgen Steen Nielsen, Lærke Cramon, Ejvind Larsen, Stine Carsten Kendal, Henrik Bo Nielsen og Lasse Jensen.

En mand er forsvundet og efterlyses i Radioavisen. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men da der er tale om en kandidat for et politisk parti, vækker sagen alligevel ekstraordinær interesse - også for medierne. Derfor tager en stjernereporter på sig at levere alt det nyhedsstof, han kan fremskaffe om sagen. Og kan han ikke finde frem til noget, så finder han da bare selv på noget ... lige til den bitre ende.Orla Johansen (1912-1998) var en dansk journalist og forfatter, der primært arbejdede med krimigenren; både i sin journalistik og sit forfatterskab. Johansen udgav mere end et dusin skønlitterære værker, og var blandt andet meget kendt for sin krimiserie med karaktererne Brecht og Olsen som hovedrolleindehavere. Orla Johansen fik sin litterære debut med krimien "Tusindfryd" (1970), som samtidig var det første bind i serien om Brecht og Olsen. Johansen skrev desuden flere af sine værker under pseudonymerne Leslie Clyde, Ronald Terry og Sigurd Johnsen.

I 2006 blev der i forbindelse med chefskiftet på TV 2 bl.a. formuleret det fremtidsperspektiv at kanalen skulle tilpasses annoncørerne og være langt mere kommerciel. Ja, TV- journalistik kunne overhovedet ikke blive kommerciel nok. For blot få år tilbage ville en sådan tankegang have vakt protest og kritik, men fremført nu falder den godt i hak med den smarte kynisme der udgør en væsentlig del af tidsånden og som slår igennem på mange andre områder - sammen med forløjetheden, den kreative bogføring i nye forklædninger, forskellige former for "nysprogs" omformning af værdibegreberne, oppustet business-class visdom, poserende iscenesættelser og selvpromoveringer og det anmassende, omsiggribende privateri og mediefjant. Fraklip og tilføjelser vinkler sig respektløst ind på forskellige sider af det offentlige liv og mediekulturen med udgangspunkt i direkte citater eller såkaldte virkelige begivenheder, udsagn og personer

Det er ikke alene i relation til samfundsvidenskaberne, at den tyske sociolog Niklas Luhmann (1927-1998) teoretisk har gjort sig gældende, det er også tilfældet inden for en lang række andre mere specifikke områder som filosofi, æstetik, retsvidenskab, teologi, pædagogik og – som i den aktuelle sammenhæng – medievidenskab. Med systemteorien som analyseredskab undersøger Luhmann i Massemediernes realitet dels den virkelighed, medierne i sig selv repræsenterer, dels – og vigtigere endnu - det særlige billede af ”virkeligheden”, medierne skaber i og med deres formidling af viden og de kommunikationer, det afstedkommer. Det meste vi ved om samfundet, om den verden vi lever i og dens historie, om naturen der omgiver os, ved vi fra massemedierne. Samtidig ved vi så meget om massemedierne, at vi ikke kan tro på dem som kilder. Vi har en mistanke om manipulation, som dog ikke får nævneværdige konsekvenser. Med Luhmanns smag for paradokser må man ”forsyne al viden med tvivlens fortegn - og alligevel bygge på den og tilslutte sig den”. Denne ”effekt af det moderne samfunds funktionelle differentiering” som Luhmann kalder det er det forhold eller vilkår, bogen fokuserer på og bygger sin tese op omkring. Som med størstedelen af Luhmanns bøger er der også her tale om et skrift, der forudsætter en ganske betydelig indsats af sin læser, til gengæld kan man være sikker på, at besværet bl.a. med at dechifrere de krævende sproglige formuleringer altid giver overraskende forslag til fornyet gennemtænkning af kendte problemstillinger. Af Niklas Luhmann foreligger allerede på Hans Reitzels Forlag Tillid. En mekanisme til reduktion af social kompleksitet og hovedværket Sociale systemer. Grundrids til en almen teori. Oversat fra tysk efter Die Realität der Massenmedien af Nils Mortensen.

I den offentlige debat i Danmark om mediernes rolle i den demokratiske proces har der i årtier været enighed om, at medierne i stigende omfang underminerer borgernes muligheder for at fungere demokratisk hensigtsmæssigt. Det gælder ikke mindst vurderingen af det underholdende tv-medies rolle i demokratiet. Det er imidlertid påfaldende, at debatten har været ført stort set, uden at der har foreligget nogen forskningsmæssig viden om samspillet mellem borgere og medier. De undersøgelser, som fremlægges i denne bog, indeholder den første større kvalitative analyse af, hvordan medierne iscenesætter politik defineret i bred forstand som hele spektret fra parlamentarisk politik over græsrodspolitik til politisk handling i hverdagen. Det viser sig blandt andet, at mediernes iscenesættelse af politik i høj grad er præget af den positive fremstilling af ´demokratiet i arbejdstøjet´, samtidig med at der også ofte anlægges en kritisk vinkel, der viser borgeren i et modsætningsforhold til det politiske system.Bogen undersøger også, hvad borgerne faktisk bruger medierne til i samspillet mellem hverdagsliv og demokrati. Det viser sig her, at borgerne generelt er velorienterede om samfundsanliggender og politik. Dertil kommer, at de er særdeles mediekyndige og ikke uden videre køber mediernes billede af den politiske virkelighed.

Når medierne skildrer flygtninge og indvandrere iDanmark, sker det ikke blot ved en direkteafbildning af virkeligheden. Virkeligheden fortolkesog konstrueres, så den giver mening, og der skabessammenhæng. De danske mediers fremstilling afflygtninge- og indvandrerspørgsmålet har ændret sigflere gange, siden det kom på den offentligedagsorden i Danmark. I 1970 var det overordnedetema "gæstearbejdere som arbejdskraft" , hvorindvandringen af nogle blev betragtet som etnødvendigt middel til at skaffe arbejdskraft til denbugnende danske industri, mens andre fokuseredepå indvandringens mange sociale problemer. I 1984stod indvandrerspørgsmålet i "kriminalitetens tegn",mens medierne i 1990'ernes sidste halvdel harfokuseret på de mange problemer, der følger medflygtninge og indvandrere, og dermed har medvirkettil opbygningen af et skel mellem "dem" og "os".Mediernes konstruktion af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet er skrevet af JacobGaarde Madsen, som har været forskningsassistent ved Magtudredningen.

I Danmark er medierne folks primære kilde til information om minoriteter integration og indvandring. Men hvad er det egentlig for en formidling vi får fra vores medier? Der er et yndigt land kortlægger de danske nyhedsmediers (aviser og tv) formidling om etniske minoriteter. Som den første forsker nogen sinde har Rikke Andreassen fået ubegrænset adgang til både DR og TV2´s arkiver. Gennem analyser af mere end 300 avisartikler og 300 nyhedsindslag fra 1980´erne til i dag kortlægger hun hvordan danske medier har beskrevet - og beskriver - etniske minoriteter.