Bøger om Menneske

Det er næsten synd at beskrive, hvad der sker i denne ordløse billedbog, hvor handlingen alene udspiller sig i billederne, kun suppleret af små, diskrete klokkeslæt, der viser de minutter, der går undervejs.Men vi kan afsløre så meget, at det er en vidunderlig spansk billedbog, der, næsten på samme måde som fugle folder deres vinger ud og sætter af, udfolder to børns (eller vores alle sammens!) drømme om at flyve. Og hjælpe hinanden til det.Kan "læses" af alle uanset sprog og alder ...

Det virkelige menneske gennemgår en lang række reelle og drømmende scenarier og episoder i tilværelsens spredte mængde af muligheder og nødvendigheder. Hvad der er rigtigt er ikke til at sige, og hvad der er forkert kan være et spørgsmål om vinkel, perspektiv eller bevidsthedstilstand ...

Sanselig besyngelse af erotik og kærlighedOplagt gavebog til dén man er forelsket i, til brudepar, til én der trænger til sitrende ord om kærligheden – Sangenes Sang er en nyoversættelse af Højsangen fra Det Gamle Testamente, sanseligt smykket med en fauna af blomster og planter fra oversætter Oscar K.s have og illustrator Dorte Karrebæks hånd. Anden bog i en ny serie af ”urnebøger”: bøger man gerne ville have stående ved siden af sin urne, skulle man vælge at få placeret sin aske i en urnehal, sådan at en besøgende kan tage bogen ned, sætte sig på en bænk og dvæle ved vise ord. Eller et helt andet sted, til en stund i stilhed; måske som en gave til en, der kunne trænge til en stund i stil- og tankefuldhed.

Historien om en mand, der ønsker at undersøge, hvad livet går ud på – er der en mening med vort liv på jord? Ellers kendt fra Det Gamle Testamente (under titlen Prædikerens Bog).Skeptikeren lover ikke noget, end ikke et liv hinsides, men erkender sagtmodigt og fortrøstningsfuldt, at mennesket ikke kan gøre noget bedre end at glæde sig og opføre sig ordentligt, spise brød og drikke vin med muntert hjerte og nyde livet med én, det holder af, alle sit flygtige livs dage.Første bog i en ny serie af ”urnebøger”: bøger man gerne ville have stående ved siden af sin urne, skulle man vælge at få placeret sin aske i en urnehal, sådan at en besøgende kan tage bogen ned, sætte sig på en bænk og dvæle ved vise ord. Eller et helt andet sted, til en stund i stilhed; måske som en gave til en, der kunne trænge til en stund i stil- og tankefuldhed.Skeptikerens Bog er illustreret med håndtegnede uncialer af illustrator Dorte Karrebæk, palimpsester ovenpå skitser af Leonardo da Vinci.

Det kan udtrykkes sådan at denne sammenhæng, betryggende, livmoragtig, kan reduceres til et ønske om en positiv antropologi. Vi har brug for at man fortæller os hvad ‘et menneske’ er, hvad ‘vi’ er, hvad der er os tilladt at ville og være. Når alt kommer til alt er den- ne tidsalder fanatisk omkring mange ting, især hvad angår det så- kaldte menneske hvormed man sublimerer det indlysende faktum: Bloom. I dens dominerende form er antropologien ikke blot positiv i kraft af dens forsonende, noget enfoldige, og elskværdigt fromme opfattelse af menneskets natur, den er først og fremmest positiv fordi den positivt tilskriver ’Mennesket’ kvaliteter, bestemte egen- skaber, substantielle prædikater. Derfor er selv den angelsaksiske pessimistiske antropologi med sin hypostasering af interesser, af be- hov, af struggle for life, endt med at være et beroligende foretagen- de fordi den stadig leverer nogle anvendelige overbevisninger om menneskets væsen. Men vi; vi som ikke stiller os tilfreds med nogen form for kom- fort, som godt nok har flossede nerver, men også til hensigt at gøre dem stadigt mere modstandsdygtige, stadigt mere uforstyrrede; vi har brug for noget helt andet. Vi har brug for en radikalt negativ antropologi, vi har brug for nogle abstrakte begreber, som er til- strækkeligt tomme, tilstrækkeligt gennemsigtige til at afholde os fra at dømme på forhånd, en fysik der garanterer ethvert væsen og enhver situation deres tilbøjelighed til det mirakuløse. Begreber der bryder isen og giver adgang til - giver plads til erfaringen. Så de kan rumme den. Om mennesker, hvilket vil sige: om deres sameksistens, kan vi ikke sige noget som ikke omgående bedøver os. Intet kan forudsiges om denne ubønhørlige frihed, så vi er tvunget til at betegne det med en udefineret term, et blændet ord hvormed man sædvanligvis navngiver det man ikke forstår, fordi man ikke vil forstå, forstå at verden kalder os. Dette ord er borgerkrig. Det er et taktisk valg; det handler om på forhånd at genindtage det ord som vores operatio- ner uundgåeligt vil blive kendt under.

Villabyernes Jeppe Lund skriver 12-11-2013 under overskriften Digte om livets skrøbelighed. og undertitel: Lokalt forlag udgiver digtsamling om søgen efter at finde styrke i skrøbeligheden. bl.a. "... Det er den mangesidede kunstner Lisbeth van Deurs, der er forfatter. I sin kunst interesserer hun sig for bevægelse og den konstante søgen efter styrke i skrøbeligheden. De 50 sider med digte reflekterer både skyggerne og skønheden i Lisbeth van Deurs univers....." Lisbeth van Deurs skriver selv om at skrive digte "Digt er det der bliver tilbage når indtryk i ord og billeder er sevet ned gennem alle ens lag og filtre og når ned til grundvandet. Digte bliver ofte til om natten når al anden billedstøj hører op. Det er også en måde at returnere indtryk på, få dem sendt den anden vej. Nogen løber, nogen spiller musik, nogen skriver. Hvis man er et menneske med et stort modtage-apparat, eller det jeg kalder en lidt for stor hoveddør, er det ganske enkelt en nødvendighed at få noget sendt den anden vej. Når det man sender den anden vej , ud af modtageapparatet, er komprimeret (i form af digt) er det muligt at sende store mængder på en gang. Personligt synes jeg at det moderne menneske forventes at skulle kapere helt utrolige mængder indtryk hver dag og hele tiden. Jeg holder meget af at være vågen om natten når mørke og stilhed giver plads. Ligesom jeg laver stop-motion, som er en filmteknik hvor det tager meget længe at flytte et objekt fra A til B, og altså rummer en meget langsom bevægelse i sig. Jeg indhenter på en måde mig selv, ikke ved intet at gøre, men ved at gøre noget langsommere og langt mere komprimeret end normalen. Det har mit fysiske billedarbejde og mit skriveri tilfælles."