Bøger om Mor-søn forholdet

DEN SIDSTE SPIRAL er digte fra briksen hos gynækologen, fra dansegulvet med en tyveårig, fra et blegrødt lagen i Vangede, fra Fisketorvets hårsalon, fra en botox-klinik, dødens vandhul og andre steder, hvor den mere eller mindre afklarede krop erfarer, hvad det vil sige at være til i en midaldrende kvindes legeme. ”Jeg har taget strømperne af, så mine ben ikke virker korte. /Gynækologen kæmper med at få rygstykket på lejet rejst. / Splitten har sat sig fast, hun sidder på hug. / Jeg står skråt bag ved hende. / som sagt er jeg nøgen. / /... / jeg tror ikke nogen kvinde nogensinde er kommet langt nok frem i første forsøg.” DEN SIDSTE SPIRAL kredser om frygten for at blive usynlig, om hud som synker, foldes og rynkes i en uundgåelig bevægelse mod jorden. Med vemod betragtes overgangsfasen fra frugtbar til ufrugtbar. Var det så det? Det blev ikke til flere børn, men sikke et prægtigt barn. Jeget vandrer på en forudbestemt vej mod overgangsalderen og kroppens sikre forfald. I en alt for nær horisont venter et farvel til blikke fra mænd, nu er det ikke længere nok blot at smile lidt. Kan man så ikke længere betragtes som et erotisk væsen? Splittelsen og sorgen er stor i den ikke-unge, ikke-gamle kvindekrop – en krop i limbo. Men i tabet af noget opstår noget andet, som en Fugl Føniks rejser der sig af ungdommens aske en taknemmelighed for det, man har og er. Et sundt og rask barn, en stærk krop, et meningsfuldt virke, en delvis tilfredshed med sit ydre, som jeget på sin vis forsøger at slutte fred med efter mange års kamp. Marie Louise Tüxen debuterede som digter i Hvedekorn i 2013. I 2017 udgav hun, ligeledes på Vild Maskine, den roste debutroman JEG SER MIG SELV SOM RYTMISK, som blev udvalgt som én af De bedste danske debutanter 2017-18 af Litteratursiden.dk. Siden da er det blevet til flere digte i poetiske tidsskrifter og dagblade samt to romaner i samarbejde med Anders Morgenthaler, udgivet på Gyldendal. Hver søndag er hun vært på podcasten Om søndagen græder vi på Podimo sammen med Hella Joof.

Le Tellier (1957) er tidligere videnskabsjournalist og har udgivet mere end 30 bøger. Han modtog i 2020 Goncourtprisenfor romanen Anomalien, der også er oversat til dansk.I Alle lykkelige familier søger Le Tellier tilbage til et vanvittigt familieliv med en ustabil og følelseskold mor, en totalt fraværende far og en underkuet stedfar.Man får først den fulde glæde af Le Telliers forfatterskab, når man ser den røde tråd, der bliver spundet i Alle lykkelige familier.Læs, læs, læs denne bog! Og læs den så igen!★★★★★★ BerlingskeTankevækkende, morsom og rørendeLitteratursiden.dk

Martha har solgt sin garnbutik, hendes kæreste har forladt hende, og hende søn, Mikkel, er rejst til Cuba. Vi følger de to og barnebarnet Amalie i en kamp om frigørelse og selvstændighed i en dansk familie i begyndelsen af 1990’erne."På den sikre side" er en selvstændig fortsættelse til romanen "Løse ender"."En smuk hverdagsfortælling om at gøre sig fri af bekymringer. (...) Romanen er i det hele taget fyldt med rammende iagttagelser og vellagret sprog. ’På den sikre side’ er en selvstændig fortsættelse af Englunds ’Løse ender’ og ligesom den fortalt på en spændende og dog overskuelig måde, i små klip med skiftende synsvinkler. En nydelse for læsere, der sætter pris på livsklog, afdæmpet realisme." – John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet"Et troværdigt kvindeportræt i lyst og nød. (...) Christina Englund fortsætter ganske overbevisende historien om Martha." – Maria Sjøquist, Kristeligt Dagbladidden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlChristina Englund (f. 1974) debuterede som 17-årig med kortprosasamlingen "Uden egentlig at sove" (1992) og har siden udgivet både romaner, noveller og digte. Hun har modtaget en række priser og legater for sit forfatterskab, heriblandt Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.

Martha har en garnbutik. Hendes søn, Mikkel Emil, går i gymnasiet og synger i smug, og hendes demente mor, Gudrun, er netop kommet på plejehjem. På skift følger vi de tre generationer i en dansk familie gennem hverdagens sorger og glæder i slutningen af 1980’erne."Vores familiemønstre forandrer sig, så umærkeligt, at der skal en kunstner til at stille skarpt på udviklingen. (...) Christina Englund kan skrive om det sværeste af alt, det almindelige. ’Løse ender’ læses med et vemodigt smil." – John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet"Christina Englund evner at skildre eksistentiel svimmelhed, så man får en fornemmelse af tømmerflåde på åbent hav. Man bliver trukket med derhen, hvor man mærker hverdagens smerte. Men samtidig peger romanen fint på en grundlæggende længsel efter skønhed. Både i det, man selv kan strikke sig frem til – og i mødet med den anden." – Eva Pohl, Berlingske Tidendeidden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlChristina Englund (f. 1974) debuterede som 17-årig med kortprosasamlingen "Uden egentlig at sove" (1992) og har siden udgivet både romaner, noveller og digte. Hun har modtaget en række priser og legater for sit forfatterskab, heriblandt Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.

”Det bliver bare mit livs bedste sommerferie,” siger Krusemynte. Det giver et lille stik i maven. Jeg ved ikke hvorfor. Hver dag må gerne være hendes livs bedste. Men en hel måned uden mig. Hvordan kan hun glæde sig så meget til det? ”Men jeg kommer selvfølgelig til at savne jer begge to helt vildt,” siger hun og blinker til mig. ”Jeg får ikke tid til at savne jer en skid,” udbryder Viktor. ”Jeg får alt for travlt med at skyde med harpun nede på bunden af havet.” Lalandia! tænker jeg. Det kan også noget. Især når man er i det helt rigtige selskab ... Sjette klasse er slut for altid. Krusemynte og Viktor er væk det meste af ferien, men så har Hjalte heldigvis gode planer med Alex og den nye familie. Eller har han? Pludselig er ferien fyldt med Selina og ting, der går galt. Selv Mulle har ændret sig ... Dette er den tredje bog i serien om Hjalte Donut.

Alex er min ... ja, min biologiske far. Han ringede på døren for et par måneder siden. Først sagde mor, at han var min onkel. Det blev lidt indviklet. Man kan godt sige, at det er lidt sent at møde sin far for første gang, når man er 12. Men alle pigerne i donorgruppen synes, jeg er heldig ... Det er ikke helt nemt at være Hjalte. Mulle fra donorgruppen vil igen have Hjalte til at hjælpe sig, og endnu engang handler det om kys og kærester. Hjalte får tilbud om at være spilfigur, men han synes, han ligner en syg bæver på Veras tegninger. Mor kritiserer Alex og har svært ved at dele Hjalte med ham. Og så er der det med Krusemynte. Er hun og Hjalte bare bedste venner, eller er de blevet noget andet ...? Dette er den anden bog i serien om Hjalte Donut.

”Hvorfor skal duoverhovedet kysse med en hel masse?” Jeg kan mærke, at jegbliver helt rød i hovedet, da jeg selv siger kysse.”Jeg prøver nogle forskellige, og så ser jeg, hvem jeg vil gå efter,”siger Mulle.”Gå efter?””Ja, hvem jeg vil kysse igen.””Men du skal ikke gå efter mig.””Nej, nej. Du er jo en slags bror. Jeg tænkte bare på dig, fordi du harpæne læber.””Har jeg det?” Nu sænker jeg stemmen endnu mere. ”Pæne læber?” Jeg kører hånden over min mund, uden at tænke over det. Tværer ligesomnoget mad væk, som ikke er der. Hjalte har ingen far.I hvert fald ikke en han nogensinde kommer til at kende.Sådan er det bare at være donorbarn. Men så har Hjalte heldigvis mor ogdonorgruppen og sine gode venner, Mulle, Krusemynte og Viktor. Det er næstenogså som en familie.Godt nok stresser det Hjalte vildt, at Mulle fradonorgruppen vil kysse med ham og fire andre, inden hun fylder 13. Og hvad er det med den ukendte onkel, som pludselig ringerpå døren? Og Hjaltes mor, der får travlt med at hyre en rollemodel tilHjalte?

Der kommer et brev fra et sted der kaldes Mervas. Den der får brevet er Marta, en kvinde som længe har levet ensom og isoleret. De få linjer er skrevet af Kosti, hendes ungdoms elskede, som hun ikke haft kontakt med i tyve år. Meddelelsen er som et råb tværs gennem årene, en stærk vind som ryster hende og vækker en frygtelig sorg over det der er gået tabt. Marta har gemt sig for sit liv, men brevet fra Kosti får hende til at begive sig ud på en rejse som går gennem barndom, moderskab og kærlighed og til sidst fører hende til Mervas."Mervas fandtes. Ja, det findes. Jeg fandt det i registret i et stort nordisk atlas på biblioteket. Mervas stod der pludselig, det gav nærmest et sæt i mig af forbløffelse. Der var det jo! Straks fik jeg en ejendommelig fornemmelse af at ingen før mig havde slået netop Mervas op i dette atlas, at navnet udelukkende stod der til mig, og at det ligesom havde ventet derinde i atlasset, ventet på at komme til at være som et tegn, som en hemmelig pagt mellem mig og Kosti. Oven i købet sådan at hvis jeg kom tilbage og slog Mervas op igen, ville det ikke stå der læn-gere fordi det havde løst sin opgave."I 2004 blev Elisabeth Rynell tildelt Svensk biblioteksforenings Aniarapris for "en digtning med kærligheden og naturen som centrale temaer og et sprog som har modet til at undersøge skæbnens smertepunkter hvor noget nyt trods alt kan tage sin begyndelse".

En humoristisk og vemodig fortælling om et usædvanligt forhold mellem mor og søn, om livet og døden, ensomhed og kærlighed. Hermann Willyson – en 37 år gammel, fraskilt og arbejdsløs ejendomsmægler – er flyttet hjem til sin mor. Da Mor får konstateret uhelbredelig kræft, og hendes tarotkort ikke bringer nogen varsler om helbredelse, men derimod om eventyr, sker der en omvæltning i deres liv. Sammen rejser de til Amsterdam for at få hjælp og for at nyde deres sidste tid sammen. Med Mors forkærlighed for de våde varer går det ikke stille af, og de møder en lang række farverige eksistenser, der vender op og ned på deres forestillinger om tilværelsen. Men under festlighederne lurer bevidstheden om, at Mor skal dø. “… en betagende fortælling om død, druk og moderbinding med sprogligt overskud og tragikomisk kant (…) et voldsomt, barskt, morsomt og aldeles betagende bekendtskab, der sprudler, berører og sparker fra sig fra start til slut.” – Litteratursiden.dk “Et sprogligt kunststykke der formår at omfatte såvel morens aggressive tilgang til livet og Hermanns mere stilfærdige kommentarer og fortolkninger.” – Bogvægten.dk “Mor og Hermanns sidste sommer sammen fortælles muntert, humoristisk og ironisk, men med en hjertegribende ømhed overfor de glæder, tilværelsen rummer, når døden bliver en meget, meget virkelig tilstand.” – Nordjyske Stiftstidende “Min mors sidste dage rummer en flerhed af poetiske stemninger, fine refleksioner over vanskelige spørgsmål og en grotesk humor” – Kristeligt Dagblad

Bart, snart 13, ”opkaldt efter ham den lille gule i The Simpsons”, bor i et trøstesløst socialt boligbyggeri med sin mor, som kun har sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet, men til gengæld et ret så trofast kærlighedsforhold til sin sofa. Og til Bart med, som hun overøser med sin moderlige kærlighed på alle tider af døgnet. Også når hun kommer hjem fra byen midt om natten. Hun nærer også store forventninger til Barts evner – ikke mindst som bokser, selv om Bart er en splejs og prøver at komme gennem træningen uden at slå.Til gengæld slår han sig løs ved at synge for sig selv ude på lokum. Opera faktisk. Ret mærkeligt synes Ada, hans sidekammerat i skolen, men også spændende. Bart skal optræde med sin sang til skoleafslutningen. Synes Ada. Men det har Bart absolut ingen planer om. Tværtimod holder han for sig selv i udkanten af skolegården sammen med de få andre utilpassede elever på skolen. Allerede disse få streger tegner konturerne af en dreng, som har de fleste odds mod sig.Ikke desto mindre har Arne Svingen skrevet en roman om et vanskeligt ungdomsliv, som er overraskende morsom. Bart er vant til at dække det negative og fremhæve det positive, og denne kontrast mellem elendigheden og den lette tone giver sig mange komiske udslag. Som ved romanens begyndelse, da en mand fra elselskabet banker på døren for at slukke for strømmen, og Bart på den anden side af den lukkede dør ræsonnerer: ”Det sker, at mor er lidt bagud med regningerne. Den slags kan jo ske for enhver. Der er meget at huske på i en travl hverdag, og regninger er sikkert specielt nemme at glemme. Jeg kommer heldigvis i tanke om, at jeg er ved at dø.”Og så binder Bart med sorg i stemmen manden en historie på ærmet om, at han er nødt til at sove i ilttelt om natten for at trække vejret, og det virker ikke uden strøm.Den underspillede humor i romanen dækker over en hudløshed, som hovedpersonen skjuler ved sin næsten overdrevne positive indstilling: ”En ny dag betyder nye muligheder er der nogen, der siger. Det er ikke alle, der finder på den slags udtalelser, der ved, hvad de taler om, men lige netop dét her tror jeg er rigtigt. Det gode ved livet er, at man aldrig ved, hvad der vil ske. Det er lidt som om hver dag er en gave. Pak op og se, hvad du får.”Dette er ikke nogen spændingsbog – alligevel er den ikke sådan at lægge fra sig:Som læser må man simpelthen have svar på, hvordan det vil gå for Bart: Finder han nogensinde sin far? Vil hans mor holde op med at drikke? Bliver han kæreste med Ada? Vil han synge til skoleafslutningen?Den norske version af 'Busters verden'En sang om en brækket næse handler om at slå – og ikke slå.Og den handler om at synge uden at nogen hører det.Mest af alt handler den om Bart, som ikke synes livet bliver bedre, hvis man er negativ. Desuden møder vi Ada, som ikke kan holde på en hemmelighed, og Frank som er lidt krum i benene.Det er historien om den slags dage, hvor alt sker på én gang og ingenting bliver som før. Sådan noget, som man bliver lidt trist og glad af samtidig.Gribende og underfundig historie - Ingvar Ambjørnens 'Elling' møder Bjarne Reuters 'Busters verden'.Målgruppe: 12-16 år.Oversat af Susanne Vebel.