Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Originaltitlen på dette lille skrift fra 1530 er »Von den Schlüsseln«, som direkte oversat betyder »Om nøglerne«. De nøgler, det drejer sig om, er dem, som Kristus nævner i Matthæusevangeliet 16, 19, nemlig nøglerne til Himmeriget. Helt konkret handler det om menighedens fuldmagt til at tilsige syndernes forladelse til et kristent menneske, der er faldet i en synd og som nu angrer og fortryder det. Men også om menighedens fuldmagt til at udelukke en person fra menighedens fællesskab, hvis vedkommende person stædigt fastholder sin synd. Hensigten er imidlertid den positive, at denne udelukkelse må føre til omvendelse og fornyet indtræden i fællesskabet. I nutidens folkekirke kender man det fra skriftemålet, som bruges mere eller mindre flittigt rundt omkring i landet. Skriftemålet kan foregå offentligt i kirken, hvor præsten på menighedens vegne fremsiger en almen syndsbekendelse og derefter også tilsiger en almen tilsigelse af syndernes forladelse. Skriftemålet kan også foregå enkeltvis ved en personlig samtale med præsten eller en anden sjælesørger. Her er der mulighed for at gå ind i konkrete, personlige problemer, som så kan afsluttes med en lige så konkret og personlig tilsigelse af syndernes forladelse netop for denne person i vedkommendes specielle situation. Hovedvægten ligger altså ikke på en opremsning af en række synder, men i den hjælp, man kan hente i de ting, man kæmper med og lider under, og i den helt personlige tilsigelse af syndernes forladelse. Det sidste er det, man kalder absolution, som betyder »at løse«, underforstået, at løse fra synden. Det er her nøglerne kommer ind, som det middel, der løser fra synden. Nøglerne løser eller låser op. De løser fra synden og låser op til Himmerige. Det er derfor Kristus kalder dem Himmeriges nøgler. I titlen har jeg valgt at oversætte og kalde disse nøgler for »Nådens nøgler«, fordi de helt bogstaveligt formidler Guds nåde til den enkelte. De er nådemidler på linje med prædikenen, dåben og nadveren. Om man så også direkte vil kalde dem sakramenter er for Luther udelukkende et definitionsspørgsmål. Men at nøglerne og absolutionen er et nådemiddel, hersker de på intet tidspunkt tvivl om hos Luther. Teksten er oversat fra Weimar-udgaven 30 II, 465-507. Overskrifterne er ikke oprindelige.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.