Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Magten er ikke længere koncentreret i et punkt i verden, den er denne verden selv, dens strømme og avenuer, dens mennesker og dens normer, dens koder og dens teknologier. Magten er selve organiseringen af metropolen. Magten er vareverdens helhed i hver af dens punkter. Den der besejrer den lokalt, sender globale chokbølger gennem dets netværk.
Under Occupy Wall Street-demonstrationerne og -besættelserne i Oaklanddeltager den amerikanske digter Juliana Spahr aktivt. I digtsamlingen Den vinter ulven kom fra 2015 beskriver hun bl.a. oplevelsen af at være demonstrant, kvindeog mor. Særligt i bogens tre prosa-afsnit fortælles der om denrevolutionære gnist, der tændes, omsorgen for hinanden ogfrustrationerne mod politiet og de lænestolsrevolutionære. De mereprosaiske og indignerede beskrivelser gennemskæres af en mere økopoetisk Spahr, der kredser om solidaritet på tværs af dyrearter ognaturkatastrofer, det kunstige og kemiskes indfiltring i naturlige liv.Uden at forfalde til revolutionsromantik fastholder Spahr et credo om at opgør med status quo er uundgåeligt, og hun er frygtløs i sin omgangmed sprog og former, som når hun pendulerer uforstyrret mellem atfortælle om en olieudslipskatastrofe på jambisk pentameter, cut-ups afwikipedia-opslag om vandområder, og moderlig paranoia om brystmælk ogkemikalier. Med Den vinter ulven kom stirrer Spahr direkte ind i det enogtyvende århundredes politiske ogøkologiske katastrofe og fastholder troen på individets og sammenholdets agens og potentiale.
Krisen er dyb. Uanset hvad der sker, vil den næste periode blive barsk. Økonomierne i USA og Europa er i krise, og eksportøkonomierne i Sydøstasien er også begyndt at mærke situationens alvor. Overalt er det arbejderne, der betaler prisen for krisen. Den bliver socialiseret, og der bliver skåret i velfærdsydelserne. Samtidig bliver krisen brugt som løftestang til at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder. Kapitalen har med andre ord skruet op for klassekampen, den kører nu i højeste gear. Men proletariatet er begyndt at røre på sig. Revolterne i Mellemøsten og Nordafrika har udfordret den nuværende verdensorden og dens opdeling af verden, og de indignerede i Sydeuropa og besættelsesbevægelsen i USA forsøger at udvide protesterne. Selvom diktatorerne er blevet væltet i Tunesien, Ægypten og Libyen, tager utilfredsheden blot til i styrke. Det samme er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor befolkningerne med stor energi afviser spareplanerne. Det samme gør studenter i Chile og Canada. I Syrien raser borgerkrigen. Og i Kina vokser antallet af strejker. I Tyrkiet afviser de unge Erdogans neoliberale ‘succes’, og i Brasilien har ‘de farlige klasser’ indtaget gaderne. Der er stor forskel på protesterne, de er i udgangspunktet defensive i Vesten og offensivt reformistiske i andre dele af verden som Kina, men der er blevet brudt hul i det neoliberale verdensbillede. Klassekampen er ikke længere en ensidig affære. Den gamle muldvarp er igen i bevægelse.
"Teksterne indkredser de forskellige måder, de æstetiske eller kunstneriske værker opererer inden for, relaterer til eller transformerer de tids- og omverdenserfaringer, vi har som mennesker i det enogtyvende århundrede, og de gør det på en måde, som er i sync med deres emne, for teksterne gør det særlige, som samlinger af enkelttekster kan gøre: skaber en åben og kredsende undersøgelse, som betragter forskellige felter og lukker dem delvist igen, inden de føjes sammen til en helhed, som man heller ikke uden videre kan (eller skal) gribe på én gang." — fra Solvej Balles forordDenne bog er en samling af tekster, som på forskellige måder og under forskellige perspektiver drejer sig om forholdet mellem kunstnerisk betydningsdannelse og den sociopolitiske virkelighed, kunstnerisk praksis finder sted i og nærer sig ved. Det er ikke en systematisk undersøgelse af dette forhold, men snarere analyser og refleksioner over forskellige aspekter af det, ikke mindst hvad angår tidslighed.Bogen består af 10 kapitler skrevet til forskellige sammenhænge i perioden 2011–2024. Tilsammen spørger de implicit, hvad der er virkelighed, og forsøger at pege på, at den kan bringes til at virke anderledes; at den er til forhandling og lader sig transformere.
De mange masseprotester, der har fundet sted siden 2011, har været kendetegnet ved et umiskendeligt behov for at udfordre, vælte og destruere de herskende politiske repræsentationer uden at foreslå nye. Det handler ikke om at erstatte den siddende regering eller leder med andre, og dermed få en bedre udgave af det, vi allerede har. Det handler om at komme af med alle lederne, inklusive de mest kritiske oppositionsledere; det drejer sig grundlæggende om at afvikle behovet for ledere. Det er en politisk handling, der hverken er klassekamp eller etableringen af en opposition til magthaverne, men som tager form af et voldsomt raseri mod virkeligheden. I den forstand er det lige så meget et antropologisk som et politisk opgør, vi ser tage form i de mange protester, det er et forsøg på at vikle sig ud af alle de overleverede forestillinger om, hvordan den sociale sammenhæng, vi kalder et samfund og en nationalstat, organiseres. Det synes at stå tydeligt for flere og flere, at det ikke kan lade sig gøre at håndtere de mange kriser inden for rammerne af de politiske institutioner, vi har i dag.
Digtsamlingen Denne forbindelse mellem alle med lunger skrives iafmagt over de amerikanske invasioner i Afghanistan (2001) og Irak (2003), mensdigteren Juliana Spahr selv befinder sig isoleret midt ude på Stillehavet iHawaii. Bogen kontrasterer og sammenfletter det intimt private med det globaleperspektiv, hvor død og ødelæggelse siver ind i soveværelset på lige fod medden kærlighed og det håb, som eksisterer i den luft vi alle indånder. Igennemhele bogen er den sproglige betydningsdannelse og syntaks i konstant bevægelse,når overskrifter fra sladderblade fletter sig sammen med dagbogsnotater,Sapho-fragmenter og botaniske opslagsværker i en kontinuerligt fremadskridendebevægelse, der til tider giver mindelser om den dansk digter Inger Christensen(1935-2009). Samtidig fremstiller Spahr alle de virkeligheder, dersameksisterer, og de mikro- og makrokonflikter der konstant gennemløber denprivate såvel som den sociale dimension, mens hun nægter at forfalde til apatiog kynisme.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p {mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}
Jørgen Dissing Nørgaards bog Avle og flokken præsenterer en verden i opløsning, forvandling eller flammer.Forudsætningerne for liv er forandret, vejrtrækning er kompliceret, mangår i hi og lever i det hele taget i et ekstremt afhængighedsforhold til naturen, her vokser nødbørn i små huller i jorden. En overmagt, enbehåret, ældre kultur, styrer resterne af et samfund med vold, men pigen Avle leder en flok børn til oprør. Et usynligt oprør, der kontinuerligt stiger og falder i intensitet, bryder frem af og trækker sig tilbagetil krattet igen, i et forsøg på at opløse magten uden at sætte nogetandet i stedet. Prosadigtene er fortællende, og i struktur og referencer er der ofte noget genkendeligt, som dog hele tiden opløses i abstraktebilleder, der får tid og rum til at kollapse.
Til dem, for hvem afslutningen på en civilisation ikke er verdens ende;Til dem, som ser opstanden som et gennembrud, i begyndelsen et gennembrud i dumhedens, løgnens og forvirringens organiserede rige;Til dem, som bag “krisens” tætte tågebanker aner en scene for operative indsatser, finter og strategier, og dermed også for modangrebets mulighed;Til dem, som slår fra sig;Til dem, der lurer på det gunstige øjeblik;Til dem, der er på udkik efter medsammensvorne;Til dem, der deserterer;Til dem, der holder ud;Til dem, der organiserer sig;Til dem, der vil opbygge en revolutionær styrke; en styrke, der er revolutionær, fordi den er følsom:Et beskedent bidrag til forståelsen af denne tid.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.