Bøger om Ostindien

Peder N. Pedersen, forfatterens bedstefars fætter, voksede op på den jyske hede. Han begyndte som hyrdedreng, og siden blev han karl og fodermester. Han havde en drøm om at blive læge og missionær og sparede penge sammen til at tage præliminæreksamen fra Københavns Universitet. Med økonomisk hjælp fra familie og venner tog han derefter lægeeksamen fra universitetet i Edinburgh. Han blev en dygtig kirurg, fandt sig en pragtfuld skotsk kone, Barbara, og sammen drog de i 1912 til Kina. Undervejs til at blive læge og i alle årene i Kina, mødte Peder utallige vanskeligheder, men overvandt dem alle med en blanding af jysk stædighed og en udtalt sans for humor. Bogen er for en stor del baseret på Peders og Barbaras egne samtidige skildringer af livet i Kina, både af lægemissionen, livet med kineserne og de store politiske forandringer, der skete, mens Kina gik fra kejserdømme til republik. Bogen skildrer også de verdenshistoriske begivenheder, som familien blev inddraget i på nært hold. Peder var drevet af næstekærlighedsbuddet. Han elskede Kina, og de mennesker, han virkede mellem i Kina, elskede ham. Bogen hedder ”Kina kalder.” Et ‘kald’ kan beskrives som en indre dybtfølt trang til noget. Peder følte sig ’kaldet’ til at tage til Kina som lægemissionær. Titlen dækker også den samhørighed med Kina og kineserne, der kom ud af de mange års ophold: ”Længslen efter Kina i Danmark er større end længslen efter Danmark i Kina.” Peder og Barbara oplevede den japanske besættelse 1931-45, tilslut med et meget hårdt fangenskab, uvished om børnenes skæbne, hvor datteren kom i kz-lejr i Japan, mens sønnen som kommandolæge i den engelske hær kæmpede i Tobruk og Burma. På et tidspunkt vidste hverken forældrene eller nogle af børnene, om resten af familien var i live. Det japanske fangenskab nedbrød Peders helbred, og han måtte forlade Kina i 1946. De sidste fem år af Peders liv tilbragte han sammen med familien i Austra- lien. Han ville gerne se Danmark en sidste gang, men døde undervejs. Bogen fortæller familiens dramatiske historie.

Her er beretningen om en øgruppe, som de færreste i dag aner noget om: Nicobarerne i Indiske Ocean. Øerne var under dansk højhedsret i mere end 100 år …Øgruppen blev besat af dansk-norske tropper i 1755 med en drøm om at skabe en pendant til Dansk Vestindien – bare meget større. Nicobarerne gemmer mange historier om idealisme, galskab, grådighed, tragikomik, klippetro og overlevelse, som hermed skal fortælles. Desuden krøniken om den oprindelige befolkning, som vi hurtigt lærte at skåle med, men aldrig rigtigt nåede at forstå.Her mødes alskens godtfolk: skovmennesker, indiske sepoys, afrikanske slaver og kinesiske arbejdsmænd; kække nordmænd, kry danskere, etatsrødder og baroner; trofaste tjenere, magtsyge embedsmænd. Og missionærer, som kæmper mod djævle, moskitos og gale myrer og ustandselig testes i troen; omgivet af bidske sørøvere, febersyge søfolk og doktorer, som gør deres bedste, men sjældent har noget i medicinkassen, der hjælper. Baggrundskoret synges af enevældige konger og iderige imperialister, som udblæser gyldne sæbebobler og drømmer om at omskabe vores koloni til et betydningsfuldt handelscentrum, et nyt blomstrende Singapore.Søren Koustrup (Født 1. sept. 1944). Forlagsboghandler med udpræget rejse-gen, især til den sydlige halvkugle. Siden 1998 også freelance-redaktør og forfatter. Har skrevet børne-, skole- og rejsebøger, ofte med geografisk eller opdagelseshistorisk vinkel, bl.a. GALATHEAS FORUNDERLIGE REJSE, MAMMUTMANDEN og FLAMBOYANTEN – om New Guineas opdagelse. Koustrups tipoldefar, tegneren Christian Thornam, arbejdede på Nicobarerne i 1846.En engelsksproget udgave "Paradise Lost - Nicobar Chronicles" udkommer i Indien efteråret 2022.