Bøger om Overbefolkning

Det unge par Marina Quispe og Pascale Antilaf, som har baggrund i hver deres oprindelige kultur – quechua og mapuche lafhenche – forsøger at skabe et liv sammen i hovedstaden, hvor de dog må kæmpe for deres kærlighed og mod race- og kønsdiskrimination og manglende muligheder. Mari er datter af en enlig mor og barnebarn af en peruansk kvinde, der i sin tid migrerede til et land, som viser sig at være et diskriminerende, reaktionært klasseopdelt samfund; Pascale er ligeledes mærket af sin personlige historie og sine familietraditioner på øen Chilco. Dialogerne mellem de to er fyldt med sødme, menneskelighed og realisme og afspejler deres kulturelle og sproglige baggrund med ord på quechua og mapuche-folkets mapudungun. Bogen er således også i høj grad en hyldest til Latinamerikas oprindelige sprog og kulturer. Den stærke, men også poetiske fortælling er på sin vis samtidig historien om de fattige, som migrerer til de latinamerikanske storbyer i en søgen efter et bedre liv, hvor alt, de finder, er elendighed, overbefolkning, arbejdsløshed og forfald. I romanen afspejles det af de begivenheder med sammenstyrtede lejlighedskomplekser, jordfaldshuller og protestaktioner, som i sidste ende får Mari og Pascale til at tage deres liv op til genovervejelse og søge tilbage til Pascales rødder på Chilco. Daniela Catrileo er uden tvivl en markant ny stemme i latinamerikansk litteratur.

I denne bog gennemgås moralens historie fra de tidligste civilisationer over den europæiske industrielle revolution og til nutiden. Der argumenteres for det synspunkt, at vækst i samfundsmæssig kompleksitet ikke har noget med moralsk vækst at gøre. Vore evner til moralske følelser er udviklet i de hundredtusinder af år, hvor vore forfædre strejfede om på stepperne i små flokke, hvor alle kendte alle, og alle var afhængige af hinanden. Det var den slags følelser, der gjorde flokkene i stand til at holde sammen. Hvor følelserne alene ikke kunne finde vej, kunne fornuften hjælpe. Men klodens mest frugtbare floddale overbefolkedes. Og for at opretholde tilstrækkelig produktion begyndte menneskene at dyrke jorden og lave arbejdsdelinger, først og fremmest mellem by og land. Men samtidig med, at det gjorde dem mere afhængige af hinanden, gjorde det dem også mere fremmede for hinanden. Evnerne til at engagere sig i hinanden afstumpedes. Derfor måtte menneskene kompensere med civilisering: stater, love, ordensmagter etc. Civiliseringen havde altså intet med moral at gøre. Den instituerede kold, kalkulerende fornuft, hvor de moralske følelser ikke længere rakte. Med lov og ordensmagt blev fornuften revet løs fra sin rolle som følelsernes tjener. Nu blev det den, der bestemte. Men det er følelserne, der giver fornuften dens retning, uden dem har den intet kompas. Fremmedheden mellem os er vokset op gennem historien, efterhånden som arbejdsdelingen er tiltaget. Og risikoen for moralske kollaps og sociale katastrofer er steget i samme takt. Derfor er nutidens moralske kollaps langt værre end fortidens. Derfor kulminerede den industrielle revolution i to verdenskrige. I bogen kaldes endestationen for denne tendens i udviklingen for "den sociale varmedød". Skal dens virkning neutraliseres, vil det kræve meget af menneskeheden. Men først og fremmest må vi lære at forstå den.