Bøger om Parlamentarisme

Den idéhistoriske klassiker Parlamentarismens krise er en kras kritik af det repræsentative demokrati og en skarp analyse af de på Carl Schmitts tid aktuelle alternativer til parlamentarismen – nemlig kommunisme og fascisme. Parlamentarismens krise, der udkom første gang i 1923 og anses for at være en klassiker inden for det 20. århundredes tænkning, er en kraftfuld og tankevækkende kritik af det, som Schmitt mener, er det repræsentative demokratis indre inkonsistens, og værket er derfor ofte blevet læst som et forsøg fra Carl Schmitts side på at ødelægge parlamentarismen. Men faktisk er teksten, som oversætter Lars Christiansen er inde på i sin introduktion til bogen, Schmitts forsøg på at forsvare Weimar-republikken og i det lys, er bogen også et historisk indblik ind i Weimar-Tysklands politiske kultur. ANMELDELSER"Hvorfor dog udgive og læse den ærkereaktionære Carl Schmitt i dag? Det er der rigtig gode grunde til... Carl Schmitt præsenterer i Parlamentarismens krise et livskrafigt stykke modoplysning, og hans antiuniversalisme har vel næppe haft større opbakning siden Anden Verdenskrig." - Weekendavisen ♥♥♥♥♥ - Politiken ★★★★★ "Den snart 100 år gamle bog er både original og foruroligende i al sin dramatiske korthed." - Jyllands-Posten (5 stjerner) OM FORFATTEREN Carl Schmitt (1888-1985) var en kontroversiel og genial tænker, der er blevet beskrevet både som ’vor tids Hobbes’ og som ’nazismens filosofiske godfather’, hvis skarpsindige kritik af liberal-demokratiske idealer har gjort ham til en af de mest originale intellektuelle bidragsydere til moderne politiske tænkning.

I denne fremstilling søger jeg at vise, at Bondevennernes og de natio­nalliberales kamp for en fri forfatning resulterede i en grundlov, Ju­nigrundloven, der som liberal, progressiv og demokratisk var forud for sin tid. Om end lidt tilsløret berøvede den monarken en stor del af hans politiske magt og lagde den i hænderne på en repræsenta­tion valgt på basis af en bred valgret og en regering, der var ansvar­lig over for den folkevalgte forsamling. Forfatningen var altså ikke en blandet forfatning, hvor kongen delte magten med en folkerepræsentation og en regering. Dens iboende progressivitet slog dog først gradvis igennem dels på grund af den reaktion, der støttet af udenlandske magter som Rusland, Preussen og Østrig satte ind kort tid efter Grundlovens ikrafttræden 5. juni 1849, dels fordi der gik nogen tid, før den brede befolkning som helhed blev så myn­diggjort, at den for alvor kunne udnytte Grundlovens demokratiske potentiale. Bogen er skrevet, så enhver med interesse for dansk historie kan læse den.Claus Friisberg