Bøger om Poetik

Ordet Herbarium kommer af det latinske herba for ’urt’ og -arium for ’rummende’. I udgangspunktet en naturhistorisk håndbog med beskrivelser af planter og plantedele. I realiteten en skønlitterær labyrint med vildtvoksende opslag, der som mælkebøttefrø svæver hele verden rundt og flere steder lander i rene noveller.Tidligere er udkommet Lapidarium (af lat. lapis for 'sten'), ligeledes en skønlitterær labyrint, der børster fakta af sig som stjernestøv og diffunderer ud i fiktion, samt Bestiarium (af lat. bestia for 'vildt dyr') der af Statens Kunstfond blev præmieret som en af årets ti bedste bøger med flg. begrundelse: "Princippet bag ethvert opslagsværk er, at det holder sig strikt til fakta og afstår fra svinkeærinder. Heldigvis har det leksikale fået sig en strålende afviger i Carsten Müller Nielsen, som i ’Bestiarium’ lader en fri og frodig fabuleren skyde op gennem de naturhistoriske deklarationer, så beskrivelsen af børsteormen på forunderlig vis bliver til en lille novelle om den slovenske jernbanesvellearbejder Hrjove Zaborac, og edderkoppearten Xysticus ender som en syret fabel om postbuddet og havet ... et mesterligt værk, som viger uden om al plotfiksering og regelbundethed og løfter sig over mængden som sprogets litteratur af fineste karat.”

Nyt litterært "opslagsværk" fra den nykårede DR-romanprisvinder Carsten Müller Nielsen. Ordet Lapidarium kommer af det latinske lapis for ’sten’ og -arium for ’rummende’. I udgangspunktet kan forventes en naturhistorisk håndbog med beskrivelser af bjerge, sten, byer og landskaber. I realiteten en skønlitterær labyrint med faktuelle opslag, der børster fakta af sig som stjernestøv og diffunderer ud i fiktion; nogle opslag bliver nærmest noveller af varierende længder. Tidligere er udkommet opslagsværket Bestiarium, der af Statens Kunstfond blev præmieret som en af årets ti bedste bøger i 2019 med ordene: "Princippet bag ethvert opslagsværk er, at det holder sig strikt til fakta og afstår fra svinkeærinder. Heldigvis har det leksikale fået sig en strålende afviger i Carsten Müller Nielsen, som i ’Bestiarium’ lader en fri og frodig fabuleren skyde op gennem de naturhistoriske deklarationer, så beskrivelsen af børsteormen på forunderlig vis bliver til en lille novelle om den slovenske jernbanesvellearbejder Hrjove Zaborac, og edderkoppearten Xysticus ender som en syret fabel om postbuddet og havet ... et mesterligt værk, som viger uden om al plotfiksering og regelbundethed og løfter sig over mængden som sprogets litteratur af fineste karat.”

Hvis filmen skal tage sin plads ved siden af de andre fuldbyrdede kunstarter, må den ophøre med blot at afbilde virkeligheder, som er uafhængige af filmens instrument. I stedet må den skabe en totaloplevelse, der er så forbundet med selve instrumentets karakter, at den ikke kan adskilles fra midlet. Filmkunsten må opgive de narrative discipliner, den har arvet fra litteraturen og dennes bævende imitation af det narrative plots kausallogik – en form der blomstrede som en fejring af den jordbundne og trinvise forståelse af tid, rum og forbindelse, som var en del af det nittende århundredes primitive materialisme. Filmkunsten må i stedet udvikle et billedsprog og en filmteknisk syntaks, der forbinder disse Den må udpege, hvilke discipliner mediet indeholder, udforske det nye tilgængelige terræn og de nye dimensioner for derigennem at berige vores kultur kunstnerisk, på samme måde som videnskaben har gjort på sit domæne.

I bund og grund taler jeg ikke om andet end en filmkunst, der er i stand til at udtænke en ny grammatik hver eneste gang, den bevæger sig fra én verden til den næste, en filmkunst der er i stand til at skabe en særlig følelse foran hver enkelt ting, dyr eller plante ved ganske enkelt at ændre rummet og varigheden. Men dette indebærer en konstant praksis, der på én og samme tid er opmærksom og adspredt, evnen til at gå i gang med en indspilning og straks efter vende tilbage til en tilstand af kontemplativ uvirksomhed. Kort sagt en filmkunst, der er i stand til som det første at berette om mangfoldighederne i erfaringen af den sanselige verden. Det er let sagt.

Fra omslagets bagside:Mit Dannevirke er en samling "betragtninger om allehånde", der skal ses som forfatterens forsøg på at bidrage med noget, der svarer til de berømte otte afhandlinger i Grundtvigs enmandstidsskrift Danne-Virke (1816-1819), som han har behandlet grundigt i disputatsen Omkring Grundtvigs Vidskab. Grundtvigs afhandlinger eller betragtninger er den filosofiske og programmatiske grundstamme i et i øvrigt historisk og poetisk stof, som der ikke er noget der svarer til i den bog, som er udgivet her to hundrede år efter udgivelsen af fjerde bind af Grundtvigs Danne-Virke. Bent Christensen lægger ikke skjul på, at han ønsker at optræde som discipel af Grundtvig og stående på hans skuldre. Men altså som sig selv og i sin tid. At være discipel af Grundtvig indebærer jo som noget af det allerførste, at man ikke efterligner og ikke går baglæns. Grundtemaerne i nærværende bog er erkendelsesteori, filosofi og videnskab samt kulturanalyse og kulturkritik, men den rummer også lidt poetik og i en skitse til et politisk og kulturelt program. Bogens ottende og sidste del har overskriften "Fremtiden?". Bent Christensen. Født 1943. Sprogløjtnant med russisk 1964. Cand. mag. i dansk/russisk 1968. Gymnasielærer 1968-1971. Med supplerende teologisk uddannelse præst i Folkekirken 1971. Lic. theol. (ph.d.) 1985 (Fra drøm til program, udg. 1987), dr. theol. 1998 (Omkring Grundtvigs Vidskab). Har si-den 2002 stort set kun arbejdet med sine egne ting (dog artikler i Grundtvig-Studier 2011, 2012 og 2013). Efter pensioneringen i 2003 intensiveret arbejde med teologi (herunder salmedigtning), poetik og egne digte, men også fortsat slavisk, nu næsten udelukkende polsk, engagement.Bent Christensen har siden 2015 udgivet oversættelser af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz samt egne salmer og digte. Nærværende bog er en opfølgning af Mit teologiske testamente (2017) og forventes fulgt op af "Min poetik". En eller flere nye digtsamlinger (og andet) vil forhåbentlig også følge.

Dias, et forældet medie, levn fra forskellige lektioner, både anvendt materiale og materiale fra forberedelsestiden. Hvor lang tid er der gået, siden “de studerende forberedte foredrag med dias?” I dag er vi alle sammen dias gennemlyst af vores arbejde. Dias er næstsidste bind i den essayserie, Mikkel Thykier indledte i bogform med Entré (2009). Endnu en sort mursten af en essaysamling fra en forfatter, som er blevet kaldt “ubetinget den mest interessante kritiker af litteratur, kunst og film her i landet, som offentligheden aldrig hører om” (T.A. Nexø) Snarere en gravsten over et land, hvor statens museer fejrer idéen om, at kunsten giver privilegeret adgang til intimitet, og litterater flæbende beretter om deres egen sentimentalitet; et bundt brændenælder lagt ved samme grav til de digterdominatrixer og flagellanter, der deklamerer deres poesi i Pia Busks dampende grotte og på hemmelige kælderadresser; og en suppe kogt på samme nældebundt til alle de, der i det stille må gå og sulte efter en mere søgende og spørgende litteraturkritik end den gængse. For Thykier omslutter intimiteten mennesket i alle forhold, men trækker sig væk i kunsten. Derfor har han utrætteligt opsøgt og afsøgt litteratur, kunst og filosofi, der gør intimitetens grænser håndgribelige, for selv at skrive sig frem til en intimitet, der ikke kun lader litteraturen og kunsten handle om at kombinere tegn, billeder og kroppe. For Thykier er der ingen litteratur uden reaktioner på filosofiske, kunstneriske og politiske nicher, ingen bøger uden en opblomstring af andre skriftlige medier og formater, prædigitale såvel som digitale. Derfor kan han både kritisere en litteraturkritik, som formulerer sig i absolutter, hylder “det vilde” og kroner sig med etiske forbehold, og selv slippe ethvert ressentiment i forhold til bogen, litteraturen og andre forældede medier og kulturinstitutioner. Fra Thykiers mere end ti år gamle skitsering af en kommende litteratur, der er lige så lidt selvbiografi, som den er fiktion, til de seneste års opgør med magtfuldkomne forlag, generationstænkning, tidsmodeller og samtidslitteratur, det hele er samlet her sammen med tidligere uudgivne notater, essays, interviews, forfatterskabsportrætter, forhørsprotokoller, breve og andet materiale fra undervisning på forfatterskoler, højskoler og bibelskoler, deltagelse i seminarer, studiekredse, diskussioner og samtaler under mere private forhold.

Salman Rushdie - A Deleuzian Reading er et originalt bidrag til studiet af Salman Rushdie. Heri analyserer Søren Frank fem af Rushdies romaner – Grimus, Midnatsbørn, Skam, De sataniske vers og Jorden under hendes fødder. Franks analytiske udgangspunkt er den franske filosof Gilles Deleuzes begreber rhizom, simulacrum og flugtlinier. Disse anvendes som de bærende principper i den omfattende undersøgelse af Rushdies værker, da Søren Frank ser et intellektuelt slægtskab mellem Rushdie og Deleuze, hvad angår verdensanskuelse, æstetik og identitet.I første omgang analyseres romanen Grimus som en foregribelse af de temaer, der for alvor bredes ud i Rushdies efterfølgende værker. Derefter tegnes der et billede af Deleuzes litterære teori – primært gennem en præsentation af begreberne simulacrum og rhizom. Der er således et intellektuelt slægtskab mellem forfatteren Rushdie og filosoffen Deleuze, hvilket viser sig på tre niveauer: verdenssyn, kunst og subjektivitet.I bogen får læseren en grundig indføring i Salman Rushdies romaner, hvor fokus ligger på litterære temaer, på form og på udsigelse. I bogen undersøger forfatteren også Rushdies poetik, som den udtrykkes primært i fx Fantasiens hjemlande og Gå over stregen – Essays og kommentarer 1992-2002, og han ser på, om poetikken er i overensstemmelse med Rushdies æstetik, sådan som den udfolder sig i hans romaner.Søren Frank, adjunkt ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet.

Den bredere offentlighed i Danmark kender Martin Bigum som en af sin generations mest markante billedkunstnere, men han er også digter, med tre digtsamlinger bag sig, alle udgivet i 90'erne.Nærværende bog er ikke om forfatterens billedkunstneriske virke, men om hans forhold til poesi, både egen og andres, og et indblik i hans værksted som digter.Den består af tre afdelinger: Dels det indledende essay Poet-etik (en alternativ guide til 90'er-digtningen), der foretager et snit op gennem Martin Bigums barne- og ungdomsår i et forsøg på, i grove træk, at afdække hvad der formede hans egen poesi og dens underlæggende poetik. Men også for at give et signalement af den samtid Martin Bigum - og hans digtergeneration - udgjorde og var en del af. Set fra forfatterens privilegerede sted i deltaet mellem 90'ernes digte- og billedkunst.Dels af Martin Bigums egentlige poetik, nemlig Poetik (mellem hverdag og evighed), som er bygget på de af digterens erfaringer med sin poesi der kan skrives ned.En, ikke overraskende, meget visuelt båret poetik.Der afrundes med forfatterens fjerde digtsamling Den første dag.