Bøger om Politisk debat

Debattør og journalist Malou Wedel Brun taler med blå folk som Per Stig Møller, tidl. chefredaktør Anne Knudsen, Sognepræst Kathrine Lilleør, juraprofessor Ditlev Tamm og partiformand Søren Pape Poulsen m.fl . om, hvad borgerlighed er. Nok er borgerligheden blå, men der er mindst 50 nuancer af den.Marie Louise Wedel Bruun går på jagt efter den borgerlige ånd. Hun vil give danskerne friske øjne på de borgerlige, og ikke mindst på de konservative. For hvordan kan det være, at så mange af hendes venner og bekendte reagerer med vantro, når de op til valgene tager en test på nettet og til deres store overraskelse får at vide, at de burde stemme konservativt? Det svar kan de simpelthen ikke forstå: Det er jo slet ikke dem! Der må være sket en fejl. Men fejlen er ifølge forfatteren, at de i virkeligheden ikke aner, hvad borgerlighed og konservatisme er. Selv har hun altid stemt konservativt, men har ikke turdet sige det højt af frygt for at blive udskammet og sat i bås. Interviews med stærke, reflekterede og oplyste borgerlige stemmer gør det tydeligt for hende.

Hvad gør vi, når der sker tillidsbrud? Hvad sker der, når en Britta Nielsen i Socialstyrelsen tager af kassen, eller når nogen uberettiget modtager sociale ydelser?Denne bog rejser netop spørgsmålet: kontrol eller tillid? Hvordan skal vi vægte kontrol i forhold til tillid i fremtidens velfærdssamfund? Kontrol skal vel først og fremmset rettes mod folk, der ikke frivilligt ønsker at samarbejde, men hellere vil snyde og bedrage.Spørgsmålet belyses på en helt ny måde ved at stille skarpt på de tre grupper, der har størst indflydelse på samfundets udvikling: hard-riderne, tough-riderne og easy-riderne. Forfatternes bud er, at vi ved at blive klogere på disse 'spillertyper' også bliver mere afklarede om, hvilken vej vi skal vælge.Kontrol eller tillid er lærebog til studerende i sociologi, statskundskab og samfundsfag - og det er samtidig en debatbog om fremtidens velfærdssamfund.Gert Tinggaard Svendsen (1963) er professor, ph.d., ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Gunnar Lind Haase Svendsen (1965) er antropolog, ph.d., professor ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi, Syddansk Universitet i Esbjerg, hvor han også er ansvarlig for sociologi-uddannelsen. Urs Steiner Brandt (1963) er cand.oceon. og lektor ved Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi, Syddansk Universitet i Esbjerg.

Der er sagt mange skarpe ord om danskerne i udenlandske medier. Det tyske Die Woche henviste til titlen på en nazistisk kampsang, når det skrev om en dansk "Die Fahne Hoch"- mentalitet og i The Guardian i London hed et, at i forhold til højrefløjens fremmarch i Danmark virkede nazismens fremmarch i Tyskland sløv. Dagsavisen i Oslo bragte i november 2001 et foto fra København af en nynazist med strakt arm med henvisning til, at den danske valgkamp var præget af fremmedhad. Er danskerne fremmedfjendske? følger den udenlandske omtale af den danske debat om indvandringen tilbage til 2000, og analysen giver en vigtig point: Billedet af Danmark som fremmedfjendsk var udbredt længe før regeringsskiftet. Udenlandske medier citerer igen ogigen forslag til stramninger i udlændingepolitikken og henvisningen til "Die Fahne Hoch" - mentaliteten er fra februar 2000.

Hvis det centrale ideal i demokratiet er, at de politiske beslutninger hviler på en fri offentlig debat med lige adgang for alle borgere, hvordan står det da til med det danske demokrati?Bogen søger at besvare dette spørgsmål gennem analyser på forskellige niveauer, og det generelle billede tegner sig dobbelt. Betragtet over tid kan der ikke herske tvivl om, at demokratiet er blevet styrket. I kraft af stærkere individuelle rettigheder, social-økonomisk udligning og et markant højnet uddannelsesniveau er den lige status som borger blevet stadig mere udtalt. Med hensyn til adgang til information, muligheden for at komme til orde, politisk deltagelse og demokratisk overbevisning har udviklingen været præget af fremskridt snarere end forfald.Samtidig kan der også konstateres negative udviklingstendenser. Både velfærdspolitikken og uddannelsespolitikken besidder træk, som risikerer at svække rollen som borger. Partierne synes i stigende grad optaget af kampen om stemmerne og positionerne som et mål i sig selv, og medierne opererer efter egne nyhedskriterier uafhængigt af, hvad der er væsentligt. Derved svækkes grundlaget for det offentlige politiske ræsonnement til skade for politikkens saglighed. Desuden har der udviklet sig en lovgivningspraksis, som i en række situationer udelukker offentligheden fra at gøre sig gældende.Konklusionen er, at der er et misforhold mellem på den ene side de eksisterende potentialer for demokrati og på den anden side det politiske systems evne til at realisere disse potentialer.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen blæste til værdikamp og den danske kulturdebats barometer gik fra godt vejr til storm på ti sekunder tog alle det for gode varer at netop værdierne satte skel mellem de uenige danskere. Men hvad nu hvis det slet ikke er så sandt som det lyder? Hvad hvis danskernes værdier er forbløffende konsistente - og at det derimod er holdningerne kampen gælder?Tid til forundring giver et personligt signalement af samfundsdebatten efter det regeringsskifte der blev en realitet under Venstres slogan "Tid til forandring". Bogen er et indlæg i den omfattende debat om kulturradikalismen som er blevet kritikernes bekvemme samlekasse for alt fra stalinisme til humanisme. Klaus Rothstein efterlyser en genoplivning af kulturradikalismen som en tværpolitisk "reformbevægelse" der kan tage det kritiske opgør med det bestandige krav om danskhed og Dansk Folkepartis ideologiske afvisning af menneskerettigheder og humanisme som menneskelig selvforgudelse og afgudsdyrkelse. Et godt sted at begynde er ifølge Rothstein et glemt og overset liberalt motto: Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.Klaus Rothstein f. 1964. Har bl.a. skrevet essaysamlingerne "Kvinde på Dronning Louises Bro" og "Frisk fisk til inkaen". Litteraturkritiker og kommentator ved Weekendavisen.