Bøger om Politisk kultur

Forestillingen om, at eksperter bør spille en væsentlig rolle i den politiske styring af samfundet, har stået centralt i hele den europæiske civilisations historie. Kendt er tankegangen fra Platons Sokrates-dialog Staten: Dersom ikke enten filosofferne bliver konger i staterne, eller de, som bærer navn af konger og herskere, begynder at give sig af med filosofi på en ægte og fyldestgørende måde, og dersom ikke denne forening af magt og filosofi kommer i stand, så er der ingen mulighed for, at det onde kan bringes til ophør i staterne, og jeg tror heller ikke i menneskeslægten".

Hvis det centrale ideal i demokratiet er, at de politiske beslutninger hviler på en fri offentlig debat med lige adgang for alle borgere, hvordan står det da til med det danske demokrati?Bogen søger at besvare dette spørgsmål gennem analyser på forskellige niveauer, og det generelle billede tegner sig dobbelt. Betragtet over tid kan der ikke herske tvivl om, at demokratiet er blevet styrket. I kraft af stærkere individuelle rettigheder, social-økonomisk udligning og et markant højnet uddannelsesniveau er den lige status som borger blevet stadig mere udtalt. Med hensyn til adgang til information, muligheden for at komme til orde, politisk deltagelse og demokratisk overbevisning har udviklingen været præget af fremskridt snarere end forfald.Samtidig kan der også konstateres negative udviklingstendenser. Både velfærdspolitikken og uddannelsespolitikken besidder træk, som risikerer at svække rollen som borger. Partierne synes i stigende grad optaget af kampen om stemmerne og positionerne som et mål i sig selv, og medierne opererer efter egne nyhedskriterier uafhængigt af, hvad der er væsentligt. Derved svækkes grundlaget for det offentlige politiske ræsonnement til skade for politikkens saglighed. Desuden har der udviklet sig en lovgivningspraksis, som i en række situationer udelukker offentligheden fra at gøre sig gældende.Konklusionen er, at der er et misforhold mellem på den ene side de eksisterende potentialer for demokrati og på den anden side det politiske systems evne til at realisere disse potentialer.

Folketinget vedtager lovene, men det skriver dem ikke. Lovene forfattes overvejnde af ministeriernes embedsmænd - ofte i et tæt samspil med centrale interesseorganisationer, der forfølger deres egne interesser i forberedelsen af lovgivningen.Folketinget er dog ikke uden indfldelse på den administrative lovforberedelse. Ministre og embedsmænd fokuserer tidligt i processen på lovens parlamentariske muligheder, og de søger at forudskikke partiernes holdninger. Det sker desuden, at partierne involveres direkte i lovforberedelsen. man kan derfor ikke måle lovgivers indflydelse på lovgivningen ved at se på, hvad der sker, fra en minister har fremsat et lovforslag, til loven er vedtaget.