Bøger om Rockerlivshistorie

DØ IKKE UDEN AR en anderledes rockerlivshistorie, handler om mig, som nu er en fyr på fire og halvtres år, der har levet et voldsomt liv som gade-og trækkerdreng, da jeg var teenager, og som rocker i FILTHY FEW, HELLS PRIEST, BULLSHIT, HD BIKERS og BANDIDOS det meste af mit voksenliv, til jeg blev fire og fyrre år. Nu er jeg enlig far til en skøn datter, som nu er ni år, og som bor hos mig, så mit liv er derfor fuldstændigt omlagt. Jeg har nu skrevet min livshistorie ned lige fra da jeg blev født og til nu, hvor jeg efter flere både fantastiske og uhyggelige oplevelser som teenager og gadedreng i Pisserenden og som mand i rockermiljøet har overlevet det hele. Efter flere retssager med min datters mor, efter jeg har omlagt mit liv, har jeg endda også vundet bopælsretten og ansvaret for min datter. I beretningen er min datters, min datters mors og min datters yngste storebrors navne ændret, og flere af navnene fra fortiden og i rockermiljøet er også ændret. Samtidig skriver jeg også, at denne her beretning er, som jeg ser det, og har oplevet det, da jeg jo ikke er den eneste, som har en mening om, hvad der sker, hvilket tydeligt ses i min kamp med min datters mor. Jeg kan dog dokumentere alt, hvad jeg skriver ved at fremlægge retsudskrifter og udtalelser fra advokater og psykologer, og der er fotos i beretningen fra min tid i rockermiljøet. Jeg forsikrer alle, som læser denne her beretning om, at det er en ren og skær sandfærdig beretning og dannelseshistorie, som så er skrevet på en lidt anderledes måde end andre rockerlivshistorier, mener jeg. Meningen med denne her beretning er at fortælle, at det faktisk er muligt af egen fri vilje, at rette op på den sociale og adfærdspsykologiske vej igennem livet, for så at komme ud på den anden side, og alligevel få et godt liv ud af det. Pointen i det hele er jo så, at jeg har rettet så meget op på mit liv og min tilværelse sådan, at jeg har været i stand til at få bopælsret og ansvar over min datter, netop fordi jeg har ændret mit liv og min tilværelse så markant. Det skal dertil siges, at beretningen om retssagerne skal ikke ses som en personlig hetz eller forfølgelse, da dette ikke er meningen. Retssagerne skal ses som en beskrivelse af, hvor uheldigt det kan gå, hvis man ikke taler sammen om tingene. Jeg har selv skrevet og designet hele denne her beretning, og jeg håber og tror på, at man ved at læse min beretning måske kan undgå nogle fejl eller få øje på nogle tegn fra omgivelserne omkring sig selv og sit barn eller sine børn.