Bøger om Sakramenter

Den hellige tradition er det bærende princip i den ortodokse kirke. Kirkefædrenes overleverede erfaringer og tanker udgør grundlaget for kirkens virke og selvforståelse.Troens mysterium forklarer letforståeligt traditionens indflydelse og styrende rolle. Den ortodokse kirkes livsanskuelse er universelliturgisk. Intet af det skabte, synlige eller usynlige, falder udenfor kirkens verden. Kirkens opgave er at fastholde og styrke fællesskabet mellem den himmelske og den jordiske verden via sakramenterne, som er indsvøbt i liturgierne. Gudstjenesten, liturgierne, er udtryk for kirkens inderste væsen, dens liv og lære. Gudstjenestens rum, inventar, ord og handlinger understreger denne opfattelse og lader gudstjenesten fremstå som ét stort symbol på mødet mellem himmel og jord under nøgleordet skønhed.Kirken er en hellig, almindelig, apostolisk kirke, fordi den tilhører hele verden, og fordi hele verden, menneskeheden, elementerne og universet helliggøres ved den.

Martin Luthers skrift fra 1533 behandler et emne, han har haft oppe at vende flere gange. Det drejer sig om den såkaldte »private messe«, som er det, der foregår i den katolske kirke, når en præst ofrer Jesu legeme og blod til Gud uden at menigheden er til stede. Deraf ordet »privat«. I stedet for at nadveren uddeles til menigheden sker der altså her i privatmessen kun en ofring af nadverelementerne til gavn for levende og døde. Denne messeform tager Luther stærkt afstand fra, da den dels er nyopfunden og dels er i klar modstrid med Kristi indstiftelse, hvor nadveren rækkes de tilstedeværende til trøst og styrkelse. I forbindelse med denne ugudelige praksis tager Luther så også stilling til spørgsmålet om, hvad disse katolske messepræster egentlig bliver indviet og ordineret til. Og da deres eneste opgave er at foretage disse private ofringer (som folk betaler for), må Luther konkludere, at det ikke er en kristen ordination. Og selv hvor menigheden tager del i en sådan messe kan Luther ikke garantere for, at det ikke er andet end brød og vin, man modtager. Ganske vist afhænger sakramenterne ikke af hverken præstens eller modtagerens tro, men hvor Kristi indstiftelse ændres radikalt, er der ingen garanti for, at man modtager Jesu legeme og blod til syndernes forladelse.

Originaltitlen på dette lille skrift fra 1530 er »Von den Schlüsseln«, som direkte oversat betyder »Om nøglerne«. De nøgler, det drejer sig om, er dem, som Kristus nævner i Matthæusevangeliet 16, 19, nemlig nøglerne til Himmeriget. Helt konkret handler det om menighedens fuldmagt til at tilsige syndernes forladelse til et kristent menneske, der er faldet i en synd og som nu angrer og fortryder det. Men også om menighedens fuldmagt til at udelukke en person fra menighedens fællesskab, hvis vedkommende person stædigt fastholder sin synd. Hensigten er imidlertid den positive, at denne udelukkelse må føre til omvendelse og fornyet indtræden i fællesskabet. I nutidens folkekirke kender man det fra skriftemålet, som bruges mere eller mindre flittigt rundt omkring i landet. Skriftemålet kan foregå offentligt i kirken, hvor præsten på menighedens vegne fremsiger en almen syndsbekendelse og derefter også tilsiger en almen tilsigelse af syndernes forladelse. Skriftemålet kan også foregå enkeltvis ved en personlig samtale med præsten eller en anden sjælesørger. Her er der mulighed for at gå ind i konkrete, personlige problemer, som så kan afsluttes med en lige så konkret og personlig tilsigelse af syndernes forladelse netop for denne person i vedkommendes specielle situation. Hovedvægten ligger altså ikke på en opremsning af en række synder, men i den hjælp, man kan hente i de ting, man kæmper med og lider under, og i den helt personlige tilsigelse af syndernes forladelse. Det sidste er det, man kalder absolution, som betyder »at løse«, underforstået, at løse fra synden. Det er her nøglerne kommer ind, som det middel, der løser fra synden. Nøglerne løser eller låser op. De løser fra synden og låser op til Himmerige. Det er derfor Kristus kalder dem Himmeriges nøgler. I titlen har jeg valgt at oversætte og kalde disse nøgler for »Nådens nøgler«, fordi de helt bogstaveligt formidler Guds nåde til den enkelte. De er nådemidler på linje med prædikenen, dåben og nadveren. Om man så også direkte vil kalde dem sakramenter er for Luther udelukkende et definitionsspørgsmål. Men at nøglerne og absolutionen er et nådemiddel, hersker de på intet tidspunkt tvivl om hos Luther. Teksten er oversat fra Weimar-udgaven 30 II, 465-507. Overskrifterne er ikke oprindelige.