Bøger om Skrift

Hvordan skal et menneske leve – det spørgsmål har Sheila Heti beskæftiget sig med fra begyndelsen af sit forfatterskab, og i bogen her udfolder hun det i forhold til en bestemt problemstilling: Skal hun, der nærmer sig de 40, få et barn eller ej?"Moderskab" er en slags dagbog skrevet af en forfatter der helt grundlæggende er i tvivl om den form, hendes voksne liv skal have. Og som i stedet for at gøre hvad hendes krop, veninderne og kulturen tilskynder hende til – altså få et barn inden – sætter sig for at undersøge moderskabet fra alle tænkelige vinkler, for med åbne øjne at kunne træffe den beslutning, der er rigtig for hende."Moderskab" handler om identitet, parforhold, kærlighed, mødre, om konflikten og lighederne mellem at føde børn og skabe kunst. Men det er også en bog om livsvalg og om tiden – hvordan den går, og hvad der sker mens vi venter. En dristig, overrumplende, åbenhjertig bog som både litterært og eksistentielt går nye veje.

”Analfabeten” er Agota Kristofs selvbiografiske skildring af livet i eksil. Hun lærer at læse allerede som fireårig og opdager tidligt glæden ved at opdigte sine egne historier. Senere bliver hun sendt på kostskole, hvor hun opfinder et kodesprog, så hun kan have sin dagbog i fred. Da hun er 21, invaderer russerne Ungarn, så hun må flygte med sin mand og deres lille barn.Familien ender i den fransktalende del af Schweiz, og Kristof må som ung voksen lære et helt nyt sprog. Sideløbende med sit arbejde på en fabrik skriver hun digte i en lille notesbog, og med tiden samler hendes tekster sig til en roman med titlen ”Det store stilehæfte”.”Analfabeten” består af korte erindringsstykker, der lavmælt og præcist skildrer tab og fremmedfølelse. Den er en flygtningehistorie, der beskriver besværet ved at leve i et land, der ikke er ens eget og skrive på et sprog, der truer med at udslette modersmålet. Men den er også historien om en stor forfatters tilblivelse – og et vidnesbyrd om litteraturens lindrende kraft.Om forfatteren:Agota Kristof blev født i Ungarn i 1935 og døde i Schweiz i 2011. Hun debuterede i 1986 med ”Det store stilehæfte”, der er internationalt anerkendt som et mesterværk fra slutningen af det 20. århundrede. Romanen blev senere efterfulgt af ”Beviset” og ”Den tredje løgn”. Agota Kristof modtog flere priser for sit forfatterskab, heriblandt Den Europæiske Litteraturpris og Gottfried Keller-prisen.

Kærlighedsroman, trekantsdrama, psykologisk thriller, historie om en forbrydelse – Malina er det hele. En imaginær selvbiografi, kaldte Ingeborg Bachmann selv romanen. Men først og fremmest er den en svimlende og fuldstændig omvæltende læseoplevelse for den, der giver sig tid til at finde ind i den. Den navnløse jegfortæller lever sammen med militærmanden Malina i Wien. Men det er en anden mand, Ivan, hun elsker. ”Lykkelig med Ivan” hedder første del, hvor den forelskede hovedperson dog mest tilbringer tiden med at længes efter den fortravlede Ivan og ryge smøger – samt skrive natlige breve til alle mulige som hun siden river i stykker. Anden del, ”Den tredje mand”, skildrer i drømmens surreelle form den vold og lidelse, udgående fra faderen som figur, der har ført til en nedbrydning af det kvindelige jeg. I tredje og sidste del finder en afsked med kærligheden sted, hovedpersonen er alene tilbage med Malina, og i romanens berømte slutscene forsvinder hun ind i væggen. Mord eller selvmord? spurgte det tyske forlag sine læsere, da romanen udkom i 1971."Det er mesterligt gjort. Læs 'Malina' og giv dig selv en oplevelse, du aldrig glemmer." Berlingske, seks stjerner"Vigtig og dybt original roman." Kristeligt Dagblad, seks stjerner"En fantastisk og utrolig vigtig bog." - Information"Et mesterværk." - Weekendavisen

For nogle tusinde år siden fandt mennesker på at udviklebilleder og tegn til en ny teknologi: skrift. Med denne teknologiskabte de en kunstig hukommelse. Man kunne nu gemmeinformationer uden for hjernen og dele meddelelser på tværsaf tid og sted.Det samme gør vi i dag. Vi fastholder tanker i tegn ellerlader skriverobotter danne tekst ud fra input. Vi chatter medfolk fra Fredericia og Fiji, og vi opfinder nye billedtegn ogsymboler. Vil vi skrive i fremtiden? Ja, formentlig. Men måden,vi gør det på, vil ikke være den samme.Marie Møller Kristensen tager os i denne bog tilbage tilskriftens opståen og udvikling i årtusinderne frem til nutiden.Traditionelt har forskellige videnskaber undersøgt skrift ogskrivning ud fra hver sin opfattelse af, hvad skrift er, og hvadvi bruger den til. I denne bog er tilgangen tværfaglig.Igennem kapitler om BILLEDET, HÅNDEN, HUKOMMELSEN,DIGITALISERINGEN, GLOBALISERINGEN og MAGIEN servi, hvordan udviklingen af skriftsystemer og skrivning er tætforbundet med så forskelligartede områder som kunst ogmagi, krop og sanser, digitale medier, kulturel og eksternhukommelse i redskaber, tekster, filer og computerprogrammer.Bogen henvender sig til læsere med interesse for kultur- ogteknologihistorie, kunst og medier.MARIE MØLLER KRISTENSEN beskæftiger sig som forfatterog underviser med kulturhistorie, sprog og filosofi.

Et hårdt og barsk barndomsliv har præget hele mit liv, og der skulle gå næsten 60 år, før jeg åbnede op for livets tunge rygsæk. En fantastisk lærerinde i barndommens vanskelige tid viste mig, at der findes mennesker, der er guld værd for små børn, der lever under svære vilkår. Hun lærte mig, hvor meget skriftens sprog betyder i livet, og her i livets sensommer sender jeg tit en tanke til et af de få mennesker, der betød så meget i mit liv. Barndommens svære opvækst har desværre også medført en del kroniske lidelser, jeg har måttet kæmpe med igennem hele livet, men her i livets efterår lever jeg sammen med en fantastisk kvinde, som har beriget mit sensommerliv utroligt meget.Som jeg altid har sagt, nostalgi skal gemmes og aldrig glemmes, derfor denne bog, som omhandler mit livs erindringer i skriftens nostalgi fra året 1960 og frem til 1980. Uddrag af bogen Amoriner på gale veje Så at starte på Wiibroes bryggeri var ligesom at vågne op til virkeligheden, jeg tør godt skrive, jeg blev venner med alle på bryggeriet, men det siger sig selv, at med så mange søde piger kan det næsten ikke undgås, at hjertet slår et par ekstra slag for nogle piger, og hvor man kan mærke, der opstår en usynlig kemi, og fornuften løber lidt løbsk. Det, der starter med en lille gnist, kan ofte blive til et stort bål, som lige skal have tid til at brænde ud igen. Jeg erkender, jeg var på meget forbudt område en del gange, de gav nogle erotiske eventyr, som jeg tænker på den dag i dag, og lad mig erkende, jeg har aldrig fortrudt. Om forfatteren Tonny Martinsson (f. 1941) har altid været skriveglad og altid med et stort hjerte for at lade nostalgiens fortid komme frem i lyset til glæde for andre. Hans slogan er: ”Nostalgi skal gemmes, men aldrig glemmes."

En Helsingørdrengs digte med baggrund i livets hårde barndom.Næsten 40 år skulle der gå, før livets tunge rygsæk blev åbnet, og digtene kom frem i lyset.Mange digte er skrevet i nostalgiens tegn, og de ældste digte har en baggrund, der ligger cirka 75 år tilbage i tiden.Efter at have udgivet min første bog, En Helsingørdrengs erindringer, hvori der er skrevet tre digte, og som har givet en respons, der går lige i hjertet, er jeg blevet opfordret til at udgive en bog med mine digte.Denne bog med digte, hvoraf de fleste er skrevet ud fra min livshistorie, omhandler både det glade, men også det lidt triste, der sker på et eller andet tidspunkt i mit liv.Jeg, som er meget skriveglad, men desværre røg ned i et hul, som varede næsten 40 år, skrev ikke i alle disse år, men så hjalp skæbnen til, og lykken dukkede op.I dag kan jeg næsten ikke lade være at skrive, skriver i dag flere steder på Facebook, skal helst skrive en lille historie hver dag, mit livs sprog er skriftens tegn.Om kort tid går jeg i gang med min tredje bog, som vil være en efterfølger til erindringsbogen – også på opfordringer af den store dejlige gruppe mennesker, der har fulgt mig igennem rigtig mange år.I skrivende stund har jeg rundet de 81 år, jeg er så heldig at huske formidabelt godt, når jeg skriver om mennesker, jeg mødte for cirka 75 år siden, kan jeg genkalde både ansigter og tit deres stemmer også.

Træk på Tryk er det første bud på, hvordan man kan forebygge konflikter og, om nødvendigt, også håndtere konflikter, når man som myndighed kommunikerer på skrift. Her beskrives og gennemgås helt nyudviklede redskaber, der ligger i forlængelse af metoderne i Styrket Borgerkontakt.Med en række konkrete eksempler bliver det illustreret, hvordan man som offentligt ansat kan skrive ”trækkende” og konfliktforebyggende og –nedtrappende. Det vises, hvordan man, med enkle greb, kan omskrive kringlede og anonyme myndighedsskrivelse til et nærværende og personligt sprog, der inviterer til dialog.