Bøger om Sydvestsjælland

Denne bog fortæller om den proces, der lige efter reformationen i 1536 blev iværksat af kongen og biskopperne. De ville give bondebefolkningen og købstædernes beboere oplysning og skolegang. Derfor blev landets klosterskoler flyttet til Købstæderne, hvor undervisningen foregik på latin. Samtidig blev der "læse- og regneskoler" til dem, der ikke havde penge og evner til at komme på Latinskole, hvor undervisningen foregik på latin. Eleverne på den lokale skole blev derimod undervist på dansk. Slagelse Latinskole var blandt landets bedste skoler og dannede forbillede for andre skoler. Særligt Forstander embedet i Slagelse blev i perioder besat af landets bedste på området. Næsten modsat gik det med den "Danske skole", hvor undervisningen i perioder var fraværende. Bogen fortæller også om den meget høje standard, sang og musik havde for skolerne.

Kristian er årsvikar på et uddannelsescenter i Sydvestsjælland. Det går i begyndelsen godt. Han bliver udråbt til skolens bedste lærer af sin 1. hf-klasse. Han er endvidere så heldig i en periode at komme til at vikariere for en sygemeldt kollega i musik. Men pludselig forandres alting. Nogle nyankomne piger i hf-klassen, hvis engelskkundskaber er nærmest ikkeeksisterende, får klassen med på en klage til rektor, med en påstand om at Kristian kun underviser for de dygtige. Kristian svarer med at give klassen en opsang på grund af manglende samarbejdsvilje og almindelig slendrian. Derefter eskalerer tingene, og han udsættes for grov chikane, en regulær personhetz, anført af to kvindelige elever, der får deres krudt fra en kollega, der tilsyneladende har set sig gal på ham, måske fordi hun trak det korte strå i en diskussion på lærerværelset, og som, på grund af latinbifaget, føler sig berettiget til at kalde ham ”autoritær”. Uddrag af bogen Måske er han ”autoritær”, i den forstand at han optræder som den strenge far der kræver noget af sine elever. Og jo, disciplin går han også ind for. Arbejdsro. Koncentration. På det punkt er han uhyre gammeldags. Han kan ikke se det positive i konstant småsnakken, eller at timen først kan begynde når eleverne finder det for godt at ankomme, eller holder op med at snakke privat. På den måde er han nok ”autoritær”. Han ville selv kalde det ansvarsbevidst og samvittighedsfuld, for ikke at sige engageret. Han er ikke ligeglad med sine elever eller sit fag. De to ting er for ham det samme. Hans interesse for eleverne går gennem faget. Han er der for at lære dem noget. Ikke for at lege hyggeonkel eller pusle om dem. Det synes han selv er at vise dem respekt. Han går ud fra de er voksne mennesker og seriøse studerende. Om forfatteren Bjarne Gertz, cand.mag. i engelsk og latin, tidligere amanuensis, kandidatstipendiat, gymnasielærer, kostskolelærer i England, bibliotekar, jazzmusiker, m.m., samt oversætter af Shakespeare og anden elizabethansk poesi, har skrevet romaner, skuespil, hørespil, noveller, samt en romanserie om arbejdersønnen Kristian, der bliver akademiker, hvis historie, fra besættelsen til 90’erne, også er Danmarks.