Bøger om Sygdomsforløb

Thomas Stampe er øverste IT-chef i Mærsk Supply Service. Mens han sammen med andre styrer Mærsk gennem Danmarks største cyber-attack i 2017, får han konstateret alvorlig tarmkræft ­– som 47-årig. Dette er hans beretning om, hvordan man kan håndtere de store kriser … Hvad har et stenhårdt sygdomsforløb at gøre med moderne ledelsesværktøjer? Hvilken gavn har man af agile processer, forandringsledelse og alle de andre ledelsesfilosofier, når kemoen bliver sendt direkte i de store årer, og livet for alvor viser tænder? Da Thomas bliver diagnosticeret med kræft i eftersommeren 2017, er han ung sammenlignet med de andre patienter, men han har allerede mange års erfaring med ledelse og har redet en del storme af. Thomas opdager hurtigt, at måden, som han håndterer diagnose og sygdom på, i bemærkelsesværdig grad ligner det handlemønster, han kender fra direktionsgangen. Derfor griber han intuitivt ud efter de værktøjer, da han står i en livstruende situation. Inden jeg har talt til fem er ikke en guide til overlevelse i det danske sundhedsvæsen; det er ikke en historie om sygdom eller for den sags skyld om ledelse. Det er en bog med nogle personlige redskaber – der også inkluderer smil og dans – til at håndtere kriser, uanset om det er på arbejdet eller privat.

Dette er gaven, der måske kan mildne din vej gennem kræftbehandlingen.Korte og letlæste tekster om Bo Lilles tur gennem behandlingssystemet. Tag én daglig, eller læs dem i en ruf. Her får du serveret et kræftforløb og de erfaringer, forfatteren har høstet undervejs. Det sker i en form, så du sagtens kan følge med, mens du befinder dig undervejs i dit eget forløb. Du får således et billede af den verden, du er på vej ind i, i form af nogle små ordpiller, du måske kan bruge til at mildne din egen tur gennem dit sygdomsforløb. Læs den – og oplev, at der er en vej ud af kræftens onde greb.God bedring!

Da Dorte Saiz Marquina-Jongberg som 38-årig blev mor for anden gang, blev hun også erklæret uhelbredelig syg af kræft. Midt i glæden over det nye liv, hvor Dorte sammen med sin kæreste, Sisse, skulle tage hul på tilværelsen som familie, slog kræften ned.Sygdommen var så fremskreden, at den ikke kunne stoppes. Lægerne gav Dorte få måneder at leve i og indledte en kemobehandling, som resten af hendes liv skulle mindske generne.Få uger efter den barske besked fra lægerne, begyndte Dorte at skrive om sin sygdom på Facebook. Det begyndte med en kortfattet besked, hvor hun fortalte, at hun var alvorligt syg. Siden fortsatte Dorte med at opdatere på Facebook om sin hverdag, om livet med lille Pil, sin søn, Noah, om behandlinger og undersøgelser. Hun delte billeder af sig selv, sine børn, sin elskede Sisse og udsigten fra en hospitalsseng.Dortes statusopdateringer var fulde af ærlighed. Med livsklogskab, ærlighed, livsmod og hu­mor fortalte hun hudløst om livet med en dødsdom hængende over hovedet. Om at være kræftpatient i en nybagt familie, hvor alting skulle til at begynde. Men nu så ud til at slutte alt for tidligt.Og Dorte fik følgere. Nære venner, gamle bekendte, og mennesker, hun aldrig havde mødt, begyndte at følge hendes Facebookprofil og fulgte med i opture og nedture, fanget af hen­des gribende beskrivelser af livet som terminal kræftpatient. Dag for dag hang de på og håbede sammen med Dorte på en ny dag, på nye minder, på mere kærlighed og flere solskinstimer.Månederne gik, og Dorte levede videre, på trods af lægernes dystre spådom. Hun kaldte sig selv for en heldig kartoffel, når hun postede fotos af sin familie. Midt i al smerten smilede hun ud til Facebookvennerne på en selfie sammen med Pil, Sisse og Noah, og der strømmede håb ud gennem hendes ord.Som hendes sygdom skred frem, blev opdateringerne mere og mere rystende. Samtidig formåede hun stadig at stå stærkt i det, der var så svært. Til det sidste inspirerede og løftede hun sine følgere, mens hun gik igennem det værst tænkelige, det, som vi alle frygter.Seks dage, inden Dorte dør, skriver hun en besked til journalist Janne Mulvad om, at hun frit må bruge Dortes tekster fra hendes Face­bookopslag.Janne og Dorte havde en fælles veninde, og Janne havde fulgt Dortes sygdomsperiode gennem opslagene på Facebook.Et års tid inden havde Janne skrevet til Dorte og opfordret hende til at udgive nogle af de fine ting, hun skrev. Dengang havde Dorte takket nej, men nu kunne Dorte godt se, at det var sidste chance for, at hun skulle kunne komme til at skrive og udgive, som hun længe havde drømt om.Janne returnerede Dortes besked med et “tak for tilliden”, og gik, sam­men med Dortes ægtefælle, Sisse, i gang med at skrive den bog, du nu sidder med i hænderne.Janne Mulvad er uddannet journalist fra Roskilde Universitet i 2005 og arbejder på Frederiksborg Amts Avis i Hillerød. Janne har to børn.Sisse Marquina-Jongberg var gift med Dorte, som hun har datteren, Pil, sammen med. Sisse har en Phd-grad i fødevarevidenskab fra 2012 og arbejder i Novo Nordisk Fonden.

Efter et barskt og længerevarende sygdomsforløb dør Joys datter Signe af en hjernetumor, som det viste sig, hun havde levet med siden teenageårene, og som i årenes løb havde været årsag til de personlighedsforstyrrelser, der førte til selvmordstanker og flere nytteløse indlæggelser på psykiatrisk hospital. Først da Signe bliver fundet bevidstløs i sin lejlighed, og en læge ved indlæggelsen observerer nogle mistænkelige trækninger i hendes ene ben, bliver hun scannet.Den scanning forandrer fuldstændig livet for Signe og familien og fører til to operationer med tre års mellemrum og mange behandlinger.Fortællingen beskriver de udfordringer, man støder på i det danske sygehus- og social- og sundhedsvæsen, når alvorlig sygdom bliver et livsvilkår, og om omkostningerne for den nære families relationer.Men også om dejlige stunder med optimisme, glæde og gode oplevelser, som da Signe møder den mand, hun bliver gift med, en måned før hun dør.Signes egne dagbogsnotater fra tiden før den rigtige diagnose og under hele sygeforløbet er anvendt i fortællingen.Bogen er en mors beretning om kampen mod tumoren, om håb og kærlighed, om dejlige stunder med glæde og optimisme. Og den store sorg det er at miste et barn

Brystkræft rammer mange kvinder hvert år, og i 2020 var Rikke en af disse kvinder.Feminine sår er en fortælling om Rikkes lange og alvorlige sygdomsforløb. Denne bog inviterer læseren indenfor og giver mulighed for at komme helt tæt på Rikke, i en periode hvor livet er svært. Vi følger hendes inderste tanker, følelser og feminine sår. En ærlig og åben fortælling om livet før, under og efter et brystkræftforløb.

Lone Rohmann udgiver her sin debutbog ”Da Min Livmoder Blev Syg,” en medrivende beretning om, hvordan man eventuelt kan håndtere at man får konstateret cancer i livmoderen. Hvordan man kan overleve i en sådan livskrise, og stadig have sig selv i behold. Lone Rohmann kommer ikke med den eneste opskrift, men har fat i den lange ende, hvilket hendes mange foredrag bevidner, hun vækker med andre ord genklang.Bogen er skrevet i genren ”Thougts of Consiousness,” hvilket vil sige, at læseren hele tiden et med i de samme pulsslag som Lone Rohmann selv oplevede gennem hele processen.

En dag bortfører forfatteren sin far fra Århus Kommunehospital, hvor han ligger indlagt med kræft. Sammen med sin nærmeste familie sejler de ham over Kattegat i en gummibåd. Målet er et privat sygehus for kræftpatienter på Sjælland. Forfatteren er blevet desperat på grund af det danske sygehusvæsens enorme inkompetence, uansvarlighed og ligegyldighed. Derfor tager hun sagen i sin egen hånd. Til sidst overtager datteren selv plejen af sin far, og de sidste stunder på den lille ø Tunø er både symbolske og meget dramatiske.Bogen er en dybt bevægende beretning om en datters forgæves kamp for sin far, der rammes af en aggressiv, uhelbredelig kræftform. Det er næsten uudholdeligt, hvad forfatterens far må gennemgå. Mødet med det danske sygehusvæsen i denne bog er ganske enkelt skræmmende. Enhver sundhedspolitiker burde læse denne bog

Om tidens folkesygdom - stress og depression - og behandling med elektrochok, når medicinsk behandling og kognitiv terapi ikke slår til. Bogen beskriver forfatterens konkrete behandlingsforløb med elektrochok i dagbogsform samt forfatterens sygdomsforløb - fra at være velfungerende og i arbejde til intet giv mening og ressourcerne var opbrugt. Og om profitten af behandlingen.Dagbogen giver et realistisk billede af behandlingen og hukommelsesproblematikken og kan læses af såvel patienter som pårørende og fagligt personale.