Bøger om TANKESPROG

Dhammapada („den sande læres ord“) er en samling af 423 strofer, der hører til buddhismens kanoniske literatur. Den buddhistiske kanon er os fuldstændigst overleveret i et sprog, pâli, der er blevet den såkaldte „sydlige*’ buddhismes literatursprog; oprindelig er den vel affattet i det med pâli nærbeslægtede mâgadhî, men kendes nu kun i pâli-, sanskrit- og andre oversættelser. Denne kanon deles i tre pitaka („kurve”), og i den anden pitakas (suttapitaka) femte samling (khuddakanikåya), der indeholder forskellige blandede tekster, er Dhammapada nr. 2.De strofer, som værket indeholder, kendes dog for en stor dels vedkommende også andetsteds fra; over halvdelen findes i andre buddhistiske tekster, og mange har man også kunnet opspore uden for buddhismen i brahmanske kilder, uden at det i de enkelte tilfælde er muligt at afgøre, hvor en strofe oprindelig hører hjemme. Det drejer sig åbenbart for mange strofers vedkommende om indisk fællesgods, om tankesprog, der har været i omløb, og som er optaget snart i et, snart i et andet værk. Den troende buddhist ser ganske vist anderledes på sagen; for ham er alle disse ord talte af Buddha selv ved forskellige lejligheder, og senere kommentarfortolkning tror sig i stand til i hvert tilfælde nøjagtig at anføre de nærmere omstændigheder, under hvilke Buddha er fremkommet med disse udtalelser.