Bøger om Tomás González

Familiefaren Abraham bliver sammen med sin ven Saúl bortført af Enrique Medina – alias Den Grumme, alias Kamæleonen – en gammel klassekammerat, der nu er blevet en berygtet bandolero og dukker op på Abrahams ejendom med sin bande. De to bliver tvunget med banden ud i bjergene. Det er dog en ret særegen bortførelse, for den kommer til at byde på ikke blot lange dag- og nattevandringer, overfald, mord og plyndringer, men også obligatoriske kortspil og indtagelse af brændevin i store mængder. Inde i byen fortæller Susana, Abrahams kone, om den vanskelige uvished i de dage bortførelsen varer, og de historier der udgør den anden side af begivenhederne: mere end halvtreds års familieliv i næsten konstant skygge af volden i Colombia. Abraham blandt banditter væver ofres og bødlers liv sammen og viser, hvordan der kan knyttes bånd, når man deler den samme elendighed. “Tomás González har potentialet til at blive en klassiker i latinamerikansk litteratur. Da jeg læste ham, fik jeg fornemmelsen af, at han var en forfatter med en stor renhed.” Elfriede Jelinek, forfatter, Nobelprisvinder

Mila ankommer i en alder af tre år til Lissabon fra Luanda, hovedstaden i Angola. Hendes far er portugiser, hendes mor angolaner. Alt, hvad hun ved om sin oprindelse, stammer fra hendes bedsteforældre og nogle falmede fotografier. Fra første dag føler hun sig som en fremmed. Det mest tydelige tegn på hendes forskellighed er hendes krøllede hår, som stort set er uregerligt og vil følge hende hele livet. Mila bruger sine minder som en falsk biografi, hvori hun fortæller om familiebegivenheder gennem fire generationer. Hun indleder en søgen efter sin identitet, en søgen, der skal vise sig at blive kompleks og smertefuld, og som krydser tre lande og to kontinenters historie. Gennem hendes utæmmelige krøllede hårs originale linse ser vi hendes forandring og følger hende gennem kvartererne i et Lissabon, der endnu ikke tilhører middelklassen, gennem Luandas gader og blandt billederne i et familiealbum, der giver os et fragmentarisk og vildledende indblik. Ved at blande erindringer og postkolonial roman, virkelighed og fiktion reflekterer Djaimilia Pereira de Almeida over racisme, feminisme, identitet, hukommelsens mekanismer og skriveprocessen og tvinger os til at reflektere over et spørgsmål, der bekymrer flere og flere mennesker i dag: Hvad vil det sige slet ikke at høre til nogen steder og hele tiden leve i spændet mellem forskellige kulturer? ”Mit hår er en aktuel og vigtig bog om familie, som henvender sig til mange nutidige læsere, der kæmper med en blandet identitet, og til enhver, der forsøger at finde meningen med en hårtype, hudfarve og familiebaggrund, der ikke passer ind i det traditionelle mønster.” The New York Times

Tiden ved Stillehavet er en roman skrevet med glæde, som en hyldest til glæden. En stor familie ledsager den gamle 91-årige mor til Colombias Stillehavskyst for at se hvaler. Ignacio, som er læge og fortæller i denne smukke roman, er med på rejsen for at finde meningen med livet. Sammen med ham er hans mor, hans moster Antonia, hans kone, Ester, hans fire søskende, en sygeplejerske og hans nevøer. Nogle er spøgelsesagtige tilstedeværelser i hukommelsen, andre er der for at afsløre den dybere grund til, at de samles på det gådefulde sted, hvor havet, stranden, himlen og regnen går i ét med junglen. Tiden ved Stillehavet er en tumultarisk familieroman, hvori man mærker den store litteraturs mimetiske kraft; den, der gennem sine personer og sit sprog minder os om, at liv og død er to sider af samme sag. Ligesom der ikke kunne være noget hav uden en kyst, kan der heller ikke være nogen begyndelse uden en afslutning. “Tomás González har potentialet til at blive en klassiker i latinamerikansk litteratur. Da jeg læste ham, fik jeg fornemmelsen af, at han var en forfatter med en stor renhed.” Elfriede Jelinek, forfatter, Nobelprisvinder

Tomás González er utvivlsomt en af de vigtigste skikkelser i nutidens colombianske litteratur. Det vanskelige lys er en enkel, men dyb roman. Et pulsslag mellem liv og død. David står over for den største af alle sorger: risikoen for at miste sin unge søn. Jacobos fysiske smerter efter en trafikulykke er så utålelige, at han beslutter at tage til Portland for at få aktiv dødshjælp. Fra New York følger familien hvert minut rejsen uden at vide, om frygt eller fortrydelse vil forpurre sønnens beslutning. Faderen, David, venter i uvished og voldsom, ublandet rædsel over dødens nærhed. Mange år senere, da han har forladt New York og har opgivet maleriet på grund af en øjensygdom, beslutter David at rekonstruere disse år i sit liv for med ord at udtrykke den dybe sorg, som dog ikke forhindrede ham i at bevare sin glødende betagelse af alverdens former, også de mest dystre, som skaber modvægt til skønheden og giver den mening. “Tomás González, has the potential of becoming a classic of Latin American literature. On reading him I had the feeling he was a writer with lots of pureness.” Elfriede Jelinek, forfatter, Nobelprisvinder