Bøger om Walser

Røveren er måske den schweiziske forfatter Robert Walsers (1878-1956) dristigste og vildeste roman. På en og samme tid en undersøgelse af romanformen og af hovedpersonen, den forfulgte og udstødte "røver", som i stadig stigende grad smelter sammen med romanens fortæller. Hvis man kunne lide de kortere mikrogrammer i En verden for sig (Basilisk 2004) vil man elske denne hvirvlende, vanvittige og vanvittigt skarpe roman.Omtale:Den østrigske forfatter, WG Sebald, skriver i sit essay om Robert Walser, Le promeneur solitaire, blandt andet: "Hvis der nogensinde er en bog, der er skrevet på den yderste rand, så er det Røver-romanen." Walser "...registrerer med seismografisk præcision selv de mindste vibrationer i udkanten af sin bevidsthed..." "...røver-romanen er Walsers mest intelligente og vovede værk, et selvportræt og en selvundersøgelse af yderste ubestikkelighed, i hvilken såvel forfatteren til sygehistorien som dennes subjekt tager autorens sted." Uddrag fra bogen:"Selv hvis denne beskedne bog eventuelt skulle få et heldigt udfald for mig, hvad ville det så skade digterfyrsten Dübi i Dübendorf, som trækker fulde huse og har kæmpe succes med sine teaterstykker? Hvad er vi andet end kollegaer på vores fælles stræbens vinbjerg, og vi stræber jo heldigvis efter noget."

Robert Walser (1878-1956), schweizisk forfatter. I dette udvalg af Walsers såkaldte mikrogrammer – tekster skrevet med mikroskopisk skrift på bagsiden af kuverter, teaterbilletter, breve, telegrammer o.a. – kan man stifte bekendtskab med en usædvanlig blanding af naivitet og raffinement, underdanighed og provokation. Mikrogrammerne er stærkt flossede og hvirvlende tekster. Erik Granly Jensen skriver bl.a. i sit efterord: ”Der er her tale om en prosa, hvis perspektiv og strategi veksler fra sætning til sætning, en på en gang stærkt associativ og fragmenteret prosa, hvor blot placeringen af et biord kan afstedkomme, at alt hvad teksten indtil dette tidspunkt har talt om, fortrænges, og sender fortællingen i en ny og fuldstændig uforudsigelig retning.”Pressen skrev:Et geni er ankommet. Der er god, ja tvingende grund til at støde så hårdt i trompeten, for det er uhyre sjældent, at et næsten ukendt fuldblods geni kommer til Danmark (den bedagede og suspekte ´geni’-term er her på sin plads), og så oven i købet i det, der efter alt at dømme er en fremragende oversættelse.- Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken