Bøger om Ytringsfrihed

Allahs fængsel er en dramatisk selvbiografi om en ung muslims vej væk fra islam til at blive ateist – og den høje pris, han måtte betale. Det er den første bog på dansk om emnet, og en af de første i det hele taget. 26-årige palæstinensiske Waleed al-Husseini er i dag en fri mand. Men friheden har kostet ham dyrt. I 2010 blev han fængslet af det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, anklaget for at forlade islam og blive ateist. Han sad fængslet i over 7 måneder og blev tortureret. Som blogger havde al-Husseini siden teenageårene skrevet religionskritiske tekster med fordømmelser af, hvad han ser som tilbagestående, voldelige og kvindefjendske måder at praktisere islam på. Men i de palæstinensiske selvstyreområder kan man ikke bare forlade Islam. al-Husseini blev dæmoniseret og fremstillet som "Offentlighedens Værste Fjende". I Allahs fængsel fortæller han om sin vej væk fra islam, om at blive udstødt af familie og venner og om sit langvarige, smertefulde ophold i palæstinensiske fængsler, hvor han blev udsat for både fysisk og psykisk tortur, før han efter internationalt pres fik asyl i Frankrig. Allahs fængsel, der længe lå på de franske bestsellerlister, er et stærkt og reflekteret personligt vidnesbyrd fra en trodsig og uforfærdet rebel. Waleed al-Husseini fortæller levende om livet i et samfund, der er paralyseret af indre og ydre konflikter, et korrupt magtapparat og en religion, der spiller en altdominerende rolle i hverdagen. Bogen er samtidig et flammende forsvar for oplysningstidens idealer fra en ung mand, der trods omgivelsernes overvældende modstand insisterer på at være fritænker og på at fastholde sin kamp for retten til ytringsfrihed og religionskritik.

Retten til at tænke og tale frit om religiøse forhold er en konstant kilde til konflikter og magtkampe i international politik og i FN-systemet, hvor menneskerettighedernes indhold og betydning altid er til forhandling. Den historie kaster Kampen om ytringsfriheden lys over. Mandag den 30. november i 2009 udgår en mail fra det amerikanske udenrigsministerium til en række udvalgte amerikanske ambassader over hele kloden. Mailen handler om, at ytringsfriheden er under pres i FN-systemet. At retten til at kommunikere frit om religiøse anliggender er truet af visse muslimske stater, som forsøger at indføre et nyt, globalt forbud imod blasfemiske eller ”religionskrænkende” ytringer. Instruksen er, at disse bestræbelser skal stoppes. Og de skal stoppes nu. Mailen fra Washington er begyndelsen på en hæsblæsende politisk magtkamp i det diplomatiske maskineri i FN-systemet. Endnu et kapitel i en global værdikamp, som dybest set handler om ytringsfrihedens grænser og religionens rolle i det 21. århundrede. En konflikt, som hvert år udkæmpes af stater og statslige diplomater, og som bliver stadig mere aktuel i en digital tidsalder. Men spændingerne mellem religion, blasfemi og ytringsfrihed har været en del af FN’s historie helt fra begyndelsen. Gennem nye data, historisk arkivmateriale, feltarbejde og interviews med centrale diplomater fra hele verden giver denne bog et nyt og anderledes indblik i, hvordan retten til at kommunikere frit om religiøse forhold har været en konstant kilde til konflikter i international politik og i FN-systemet. Og bogen viser, at udfaldet af den globale værdikamp har konsekvenser for virkelige mennesker derude i den virkelige verden.

Samtaler skaber og ødelægger liv. Samtaler åbner for verden ved at lukke for den. For atkunne samtale er vi nødt til at dyrke tavsheden. Vi kan kun sikre ytringsfriheden ved atbegrænse den.Tal! – sammen handler om sådanne paradokser i samtaler, som vi ikke kan løse, men somvi alligevel må forsøge at løsne op for. Ved at forstå, hvordan vi kan begrunde vores talehandlinger og talefrihed, kan vi se, hvilken magt talen har, og hvordan vi kan blive bedre til at tale på en måde, der åbner for rummelige fællesskaber, hvor flest muligt har indflydelse, og hvor vi gennem vores forskellighed udfordrer hinanden til en bred, nysgerrig og nuanceret forståelse af forhold i verden.Den gode samtale forudsætter, at vi lærer at reflektere over samtalens grænser og indimellem at holde mund. Henvender sig til alle, der arbejder med kommunikation.

Trådte mennesket ud af mørket med oplysningen, eller trådte det ved siden af? Er oplysningens projekt for længst forældet, er det stadig i gang, eller er det i virkeligheden knap nok begyndt?Store spørgsmål vendes og besvares her i lyset af knap så omfattende, men dog vigtige emner: hvordan en friere forfatning eller en idé som velfærd opstår, om læringsmål altid har været så bindende som i nutidens pædagogik, om forholdet mellem vores identitet som køn eller bare menneske var bedre i balance før end nu, om digterne spillede en mere fremtrædende rolle i oplysningstidens samfund, om jura og religion kom i ligevægt, eller om man kan aflæse ideologi af en have. Og for resten: Hvem lagde grunden for den nordiske model?1700-tals svar på 2000-tals spørgsmål ledsages i bogen af billeder fra Christiansfeld – med eksempler på funktionalisme i 1700-tallets arkitektur og design.

Menneskerettighederne er kommet i stigende modvind som følge af en række nye samfundsmæssige megatrends, både globalt og i Danmark: Grænseoverskridende trusler fra terror over klima til pandemier. Teknologi og techgiganter, der ændrer radikalt på forholdet mellem det offentlige og det private rum. Voksende individualisering med nye forståelse af forholdene mellem køn, familie og den enkelte. Menneskerettighederne insisterer på, at alle er beskyttet – også de mennesker, vi ikke bryder os om eller er enige med. Menneskerettighederne kan støde sammen med legitime overordnede samfundshensyn og økonomiske prioriteter. Men menneskerettighederne er også selv præget af indre spændinger – f.eks. mellem frihed og beskyttelse. Denne bog analyserer nogle af de menneskeretlige konflikter og dilemmaer, der præger debatten i Danmark – med internationale udblik. Hvordan udfordres, tilpasses, afvejes og fortolkes menneskerettighederne i helt aktuelle konflikter – om efterretningstjenester, overvågning, flygtningestrømme, kunstig intelligens, religionsfrihed, køn og kunstig befrugtning? Bogen kvalificerer, hvordan vi forstår disse emner, og den diskuterer, hvordan vi kan håndtere problemstillingerne.

op. 101 er en ny samling af de aforismer og kortere essay, som den svenske litterat Horace Engdahl har gjort til sin foretrukne genre.Denne gang ser forfatteren fra balkonen i sin nye hjemby (Göteborg) ud på en tilværelse, der har skiftet form, efterhånden som en ny æra og tidsånd tog over. Han reflekterer over tiden, der er gået, hvad der er sket med ham, dét, der forvandlede omverdenens opfattelse af ham, såvel som hans egen. Hans mildhed er blevet ham berøvet.Men ud over tabet finder han en ny, tidligere utænkelig lykke, der lader tanken bevæge sig friere, være mere provokerende, føles mere sand. Det hele munder ud i to sublime essays om Bachs Mattæuspassion og Beethovens klaversonate op. 101.

I en sporvogn i Göteborg sætter Horace Engdahl sig ved siden af David Hume, den skotske filosof, der døde i 1776. De påbegynder en samtale, som strækker sig over flere sporvognsrejser og en hel bog, undertiden afbrudt af essays om forskellige emner, der aktualiseres af meningsudvekslingen i sporvognen: 1700-tallets franske salon-værtinder, Rousseaus paranoia, luksus, hunde og meget andet. Under det hele rumsterer spørgsmålet: Findes der noget, vi kan betegne godt og ondt?

”Hvem er russerne?” giver en indgående beskrivelse af Rusland, som det så ud i det første årti efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Bogen fortæller blandt andet om de nye samfundsproblemer som stigende hjemløshed, kortere gennemsnitslevealder, krigsinvalider og en hær, der var ved at gå i opløsning. Samtidig beskriver den de forandrede kønsroller, den nye åbenhed og ytringsfrihed, der prægede Rusland i 1990’erne og den optimistiske forventning om, at fremtiden så lysere ud.”Hvem er russerne?” forsøger også at afdække, hvad der ligger i begrebet ’den russiske folkesjæl’, den særegne russiske kultur og landets dramatiske historie. Bogen udkom første gang i 2000.Peter Dalhoff-Nielsen (1924-2008) var en dansk journalist, forfatter og redaktør. Han var uddannet i slavisk filologi fra Københavns Universitet og blev i 1962 korrespondent for Danmarks Radio i Sovjetunionen og Østeuropa, hvilket han blev ved med at være helt til i 1992, da Jerntæppet var faldet. Peter Dalhoff-Nielsen har skrevet en lang række bøger om russisk, sovjetisk og østeuropæisk historie.

I december 2020 skete der noget skelsættende i dansk litteratur. Pippi Langstrømpes far Kaptajn Efraim Langstrømpe, der var kendt som negerkonge, blev til kurrekurredutkonge. Kristeligt Dagblad skrev om sagen:"Astrid Lindgrens ”Pippi Langstrømpe går ombord” og ”Pippi Langstrømpe i Sydhavet”, de to sidste bøger i Pippi-trilogien, som udkom første gang i 1940’erne, er fulde af ordet ”neger”. Af ord som ”negerkonge”, ”negerbørn” og ”negersprog”. ”Negeragtigt,” hvisker Tommy på et tidspunkt til Annika, da Pippi Langstrømpes far, kong Efraim, sætter sig på gulvet og slår på tromme. (...) Men på torsdag er det slut med ukorrektheden, for da genudkommer ”Pippi Langstrømpe går ombord” og ”Pippi Langstrømpe i Sydhavet” på dansk, og for første gang er bøgerne renset for n-ordet. ”Det er en nænsomt redigeret udgave, hvor ordet ’neger’, dér hvor det optræder, er erstattet af andre ord. Pippis far bliver til ’kurrekurredutkonge’, og de små, sorte børn bliver til ’kurrekurredutbørn’,” siger Lotte Hjortshøj, der er forlagschef for børne- og ungeredaktionen på Gyldendal, der udgiver Pippi Langstrømpe-bøgerne i Danmark.""

Det er ikke ligegyldigt, om mennesker har nogle fundamentale rettigheder, der ikke uden retslige konsekvenser lader sig træde under fode. Enten har mennesker rettigheder, der ikke uden strafferetlige konsekvenser kan krænkes, eller også har mennesker ikke sådanne rettigheder; er det sidste tilfældet, åbnes der for vilkårlig behandling og undertrykkelse af mennesker. Menneskerettigheder aktualiseredes især efter Anden Verdenskrig og nazismens forfølgelse af og drab på ikke mindst jøder, men derudover også på svage og 'unyttige' medborgere som psykisk syge samt på politiske modstandere. Ydermere stod drab på gamle, ligeledes uarbejdsdygtige og af den grund 'unyttige' medborgere i Nazityskland formodentlig på nazisternes program ved krigens ophør. I bogen søges det påvist, at ytringsfriheden har et fundament i virkeligheden, der i afgørende grad er uafhængigt af sociale og kulturelle konstruktioner eller overleverede forestillinger. Menneskerettigheder generelt vil, i egenskab af ytringsfrihedens uomgængelige grundlag, gennemgående indgå i og blive belyst kritisk igennem analysen.

En levende skildring af opvæksten med en kompromisløs, idealistisk mor i et moderne, rettighedsløst Rusland, skrevet af hendes datter fra et skjult eksil i Europa. Anna Politkovskaya, Ruslands verdenskendte journalist, afdækkede Kadyrovs forbrydelser mod menneskeheden i Tjetjenien, korruptionen i det russiske forsvarsministerium, overgrebene i den russiske hær og borgernes manglende rettigheder. Hun blev brutalt likvideret af Putins styre i 2006 på Putins fødselsdag, den 7. oktober. Og hun vidste, at hun løb den risiko. Vera Politkovskaya er Annas datter, hun er også journalist og har efter invasionen i Ukraine været på flugt fra Rusland. I bogen fortæller hun om sin mor, der kompromisløst kæmpede for sine idealer og frihed og på forhånd accepterede at dø for sin sag – også selvom prisen var høj for familien omkring hende. Om det russiske styres evige løgne og fortielser, når en regulær krig konsekvent benævnes som en særlig militæroperation (om invasionen i Ukraine) og dermed til nødvendigheden af at kalde ting og mennesker for det, de er – også diktatorer. Det ville Anna have gjort, og nu gør Vera det. Vera Politkovskaya født i 1980 i Rusland. Bor i dag et ukendt sted i Europa med sin mand og børn. Bogen er skrevet i samarbejde med den italienske journalist Sara Giudice.

Den 7. januar 2015 rettede to islamister et angreb mod redaktionen på det franske satireblad Charlie Hebdo, hvorunder de dræbte 12 og sårede yderligere 11. To dage senere, den 9. januar, angreb en tredje islamist et jødisk supermarked i Paris, hvor han dræbte fire jøder og tog et antal gidsler. Angrebet var koordineret med attentatet mod Charlie Hebdo. Alle tre terrorister blev efterfølgende dræbt i skudkampe med politiet. Fra 2. september til 16. december 2020 blev der i Paris ført proces mod 14 personer, der var tiltalt for at have bistået de dræbte terrorister. Richard Malka repræsenterede Charlie Hebdo, der som skadelidt, juridisk person var part i retssagen. ”Retten til at mobbe Gud” er Malkas procedure, hans afsluttende sagsfremstilling, i retssagen.

Er friheden til at ytre sig også en frihed til at ytre sig usandt eller mod bedre vidende?Bogens forfattere er anerkendte professorer inden for pædagogik og uddannelse. Men de måtte selv stå skoleret, da beskyldninger om nazimetoder mødte dem på universitetet, mens kritik spredte sig med journalistisk hast. Alle anklager endte siden med at blive tilbagevist af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.Processen efter de seneste folkeskolereformer i Danmark har udviklet sig til et kafkask forløb. Det forelægges her som et lærestykke i ansvarsfordelingen mellem forskere, myndigheder og medier.

"Hvad man ikke kan diskutere er, at stjernelitteraten Horace Engdahl skriver sublimt godt" Berlingske"Engdahls lille bog er frihedsskrift og poetik i ét" * * * * * Kristeligt DagbladI De ubekymrede skriver den svenske litterat Horace Engdahl (f. 1948) igen i det lille format, stramt og koncentreret. Først får den fiktive karakter Mahuro ordet, hvilket danner afsæt for betragtninger over tankens vilkår, kærligheden, kønnene og vores samtid, alt sammen udtrykt med den skarphed og elegance, der er blevet Engdahls særkende.Bogen er tilegnet ... de ubekymrede: "Jeg forestiller mig en skare ubekymrede, som ikke læser for at samtykke eller fordømme, personer som instinktivt følger Stendhals råd om ikke at bruge sit liv på at hade og være bange".Den ubekymrede læser ønskes god fornøjelse. Og eftertanke.

Hobbes argumenterede rationelt for enevælde: en frivillig kontrakt mellem suveræn og undersåtter skulle sikre det vigtigste af alt, den interne fred. Sådan var det gået til i Danmark, påstod Frederik III, medens Solkongen havde sin magt fra Gud. Begge var dog absolutte herskere, selv når det gjaldt folkets tro. Spinoza hævdede omvendt at det skulle være tilladt for enhver, både at mene, hvad han ville, og at sige, hvad han mente. Statens mål er ikke at holde mennesker i frygt, men at befri dem for frygt. Intet individ kan opgive sin ret til selv at drage omsorg for sin sjæls frelse, ifølge Locke, og Bayle mente at selv ateister kunne have samvittighed og moral. Den slags tanker om individuel frihed bredte sig, langsomt, og Newton og Rømer forskød endegyldigt jorden fra altets centrum. Heksebrændinger ophørte, men tortur og radbrækning fortsatte, under og efter barokkens højkultur. Det danske kongehus' drøm om Bremen og Verden, og det svenske 'stormaktsväldet', kostede det danske rige dets bedste provinser (ifølge Molesworth), til gengæld blev tyrkerne standset ved Wiens porte. Tilbagekaldelsen af Ediktet fra Nantes jog endnu flere huguenotter ud af Frankrig, mens the Glorious Revolution satte en endelig stopper for stuarternes enevoldsdrømme.

Karikaturtegningerne af Muhammed krænkede mange muslimers følelser. Og de islamistiske fanatikeres mordtrusler og ambassadeafbrændinger krænkede demokratiet. I bogen argumenteres for at de voldsomme reaktioner i den islamiske verden ikke er udtryk for et sammenstød mellem civilisationer, men et sammenstød mellem religiøs fundamentalisme på den ene side og demokratisk humanisme på den anden side. Mens profeten er omdrejningspunktet for islam, er ytringsfriheden altafgørende for demokratiet. Vi har en ubetvivlelig ret til at sige, hvad vi mener. Men vi behøver ikke gøre det. At tænke sig om fordi man ikke vil krænke andre, er ikke det samme som uacceptabel selvcensur. Tværtimod er respekt og forståelse en altafgørende kvalitet i en demokratisk kultur. I sagen om Muhammed-karikaturerne er ønsket om tolerance og kravet om ytringsfrihed tørnet sammen. Selvom islamistiske fundamentalister ude i verden og den nationalistiske højrefløj i Danmark ønsker mere provokation, mere kulturkonflikt og mere hårdt mod hårdt, er der intet alternativ til dialog.