Det elendige mirakel

Det elendige mirakel fra 1956 markerer starten på en ny periode i
belgieren Henri Michaux’ forfatterskab. Indtil da har han været kendt
for at sidestille en grotesk, brutal humor med en tendentielt
hovedbrydende brug af eksistentielle og arkaiske motiver og fabulerende
raseringer i moderne versioner af randlitterære former såsom prosadigte,
fabler, aforismer og parabler. Således kunne denne bogs beskrivelser af
hans ruserfaringer, hans livtag med den hallucinogenfremkaldte ”anden
tilstand”, synes at udgøre et sært afbræk: Er det forfatteren unplugged
nu?! For pludselig skal der jo kommunikeres direkte, ikke flere
omskrivninger, ingen figurative gevandter, positurer, eller både
suggererede og underforståede afstande mellem forfatter og fortæller.
Det er ikke så lidt, faktisk, eftersom Michaux i øvrigt gjorde nærmest
en dyd ud af at afstå fra medieringer af sit kunstneriske virke, fra
interviews, portrætter, fotos, sågar fra litterære priser (nej tak!).
Med andre ord negerede han alle de former for synliggørelse og online
parathed, der i vores samtid helt naturligt, som et krav, som en
eksistensberettigelse, synes at følge med et forfatterskab i en grad, så
vi er vant til, at selv de erklærede ”døde” forfattere beredvilligt
indgår i den offentlige meningsøkonomi og forklarer sig selv og giver
deres om aldrig så ironiske besyv med. Mere end det principfaste i sig
selv (som også kan være genstand for en rask negation) synes Michaux som
menneske at have været overbevist om det velgørende i nejet: nejets
frisættende kraft, det kategoriale, kategoriske, stædige, asketiske,
vrængende, sippede, besværgende, mystiske, uudgrundelige, affirmerende …
nej. Derved bliver Michaux’ fem værker skrevet ud fra og om hans
ruserfaringer, ud over to tidlige rejsebøger, det nærmeste vi kommer
egentlig essayistik fra hans hånd: åben indsigt i, hvad han føler,
mener, tænker. Og dog, så ligetil er det nu ikke helt.