Bag om EN SLAGS BARNDOM
Før jeg husker drømmen
mærker jeg den i min krop
mine brystvorter stritter
mit skød er varmt
og jeg væmmes af kvalme
og opstemthed
jeg mærker, at min opgave var ved at nå sit resultat
i drømmen altså
kan man kalde sådan en drøm
for en drøm
eller mareridt
sådan var det jo ikke
jeg var ikke bange
men jeg væmmes nu
Uddrag af bogen
En dag hos psykologen
fortalte jeg
at jeg overvejede at skrive om det
sådan som nu her
men det var åbenbart ikke nogen god ide
jeg ved ikke, hvad han så
i mig
eller tænkte om mig;
en stor fremtid
eller bare en fremtid
som jeg ikke ville få
hvis jeg skrev
om det.
Gentagelsestvang
blev der sagt
Jeg prøvede at forklare psykologen
den dag
at jeg følte
det gav mening
for mig
at der lå noget der
for mig
men også bare lå der
en mening
en trang
noget større end bare mig
og min lille historie
om det
Om forfatteren
Ida Marie Kristensen (f. 1976) debuterer med digtsamlingen En slags barndom. Uddannet folkeskolelærer, master i psykologi og ledelse. Tidligere kredsstyrelsesmedlem i DLF, afdelingsleder på en folkeskole, lokalformand samt kommunalbestyrelsesmedlem for SF. I 2015 brænder Ida Marie ud forårsaget af langvarig stressbelastning. I den efterfølgende selvrefleksive proces genopstår ungdomsårenes trang til at udtrykke sig via lyrikken. Mor til to.
Vis mere