Bøger af - le Berthélaine

Introduktion »Æresdrab i Sakskøbing«.En ung kvinde, Jidji N. Zerhouni, med nordafrikansk indvandrerbaggrund findes myrdet i sin lejlighed i Sakskøbing. Pigen har imod faderens vilje indledt et forhold til en dansk tømrer; et forhold, som den muslimske patriark anser for urent og utugtigt, forlyder det. Den lokale politibrigade sættes på sagen.Første spor er ankomsten til Danmark af tre nordafrikanske 'shariafætre', der trackes til Vordingborg, hvor patriarken Hamza Zerhouni og familien bor. De tre korankrigere tilhører det islamistiske broderskab: 'Riddere af den Klare Koran', og de bekræftes set på mordnatten. Særligt en gådefuld, ældre kvinde i stueetagen ved mere, end hun tilkendegiver: Oraklet Madame Bente.Andet spor er en henkastet Nettobon med løst skitserede tal, der angiveligt refererer til bibelpassager: om Satan, Job og Lazarus.Det leder brigaden til et tredje spor, endnu en ældre, enigmatisk person: Hieronymus JeeZaretsen, med eget bibliotek. Helheden bliver mere og mere kompleks; en mosaik, og just som politiet mener at finde den centrale brik, i vævet af tekster – der også fører til Koranen, Shakespeare og Milton – forskyder sammenhængen og sandheden sig.

Med »Digte 2024« tager le Berthélaine læseren med på en lyrisk rejse i nutidens virkelighed, dens ændrede vilkår og indikativer. Baggrunden er det kendte, ´tempora mutantur, nos et mutamur in illis´, (lat.) 'tiderne forandres, og vi forandres med dem.'Fortællermæssigt distancerer digtsamlingen sig fra det sædvanlige lyriske-jeg som fokus for et oplevende, (over)følende, egocentreret selv; er det lyriske-jeg til stede, er det nærmere som en abstrakt størrelse, erfarende det enhver erfarer.Indholdsmæssigt, består samlingen af tolv konkrete emnesituationer, som bogstavelig talt indfrir det latinske 'situaten', at placere i en særlig tilstand eller forhold, at tildele sted, at positionere. Sådan som ethvert individ er sat i sin tid og epoke, som virker ind på individet og dikterer eksistensen.Emnesituationerne er f.eks. aktiv dødshjælp, affaldssortering, elcykler, medicinforbrug og klimaforandring. Realiteter, der forvirrer, opildner eller skræmmer, det erfarende-jeg.Stilmæssigt er de tolv digte hybrider, som sampler stykker og stumper fra ulige tekster: papirgamle såvel som virtuelle, poetiske såvel som prosaiske, fiktioner såvel som fakta. I en refleksion af den måde verden anno i dag gestalter sig, som en kalejdoskopisk skønhed.En unik gestalt som forfatteren er sig bevidst, og som har teoretiske rødder i Mikhail Bakhtins litterære begreb 'Polyphony' og T.S. Elliots essay, »the Sacred Wood«, der (I) betoner litteratur og poesi som en organisk helhed af tradition og nutid, og som (II) fremhæver den de-personificerede fortællerstemme. - Alt sammen i dialogiske helheder, hvor de enkelte fragmenter taler med hinanden, mod hinanden, crasher hinanden, i uudtømmelige betydninger og sanseligheder.Hertil, stilistisk, er de tolv digte karakteriserede ved brud på normal syntaks, brug af gammeldags fremstilling, omvendte ordstillinger, høj stil, lav stil, rim og ikke-rim, citerende stil, abrupt stil mv. - I en oprørsk og kunstnerisk udforskning af semiotik og fonetik. ... Hil musernes evige inspiration!

Post- and transhumanism is an urgent issue that demands reflection, as the coming biotech revolution inevi-tably will change human life. The essay trilogy offers a vivid and comprehensible insight into the topic through the different angles of literature, art, film, philosophy, religion and science, enlightening newcomers as well as those already fa-miliar with the discourse. The intention is an impartial presentation that captures the complexity of post- and transhumanism - spurring the reader to his or her own reflections on humanity version 2.0.The matter is not a sci-fi scenario, and critics argue that we already live in a Post- and Transhumanistic age. A conviction Poetic Parloir endorses, and for certain the view that it will have a major impact, chang-ing our understanding of humankind and how to live a human life. It calls for moral attention, as the new biotechniques evolve at a far higher pace than ethics can keep up with.Part III inquires into the expected furcation of mankind into different versions or subspecies, according to the extent of modification and enhancement. The focus of interest is »ethos«, that is, the attitude and ten-dency of the improved, superior humans towards those less enhanced and the original, unmodified ones. Will the biotech engendered superhumans feel themselves so lofty and apart that they will seize power and take control of the society, demand special rights and establish themselves as a nouveau aristocracy - as kings. In a future stratification of distinct lower and higher castes, reviving ancient and feudal forms of society. This might be the scenario of the pending biotech era. A utopia or a dystopia?Dear reader, I hereby give you Poetic Parloir part III on post- and transhumanism. Yours to read, roam and revel in.

Uddrag: Familien PetrovanovicPassage 2Børnene nyder, at jeg gør et stort nummer ud af legen. ... "Kriminalbetjenten ser sig nødsaget til at trænge dybere ind i forbrydelsens væv. Arvævet, siger han. Og for at finde hoved og hale i sagen, må de to 'backtracke', må vende tilbage i rækken af spor, genstande og vidner." Derpå kunstpause. Som er en vigtig pause. ... Idet jeg spejder ind, ser jeg fire uskyldige smilehuller som smiler af grin og udsving og Max' hale. Flår liv af sig. De to små venter bare på at blive opdaget, som enhver anden forbryder, der har udført en værdig forbrydelse.Pass. 3Jeg rejser mig med min kære gaffel ... "knæk" til den ene side, "knak" til den anden. Det kan de øvre halshvirvler og nakkesener. Det er reelle livstegn. For nogen skal dø. Med dags dato. Pass. 6Elvira stryger energisk duge og stofligt tilbehør. Overkroppen duver bevægelsen i brættets fulde længde. Hun læner sig ind i gerningen og er smuk, som kun en stuepige i funktion kan være det. Hun forener krop, sind og gerning.Pass. 15De to aser og maser med sneen og slår kæmpearmssving. "Schyy," siger Joachim pludseligt, "hør, nogen banker." Vi lytter over de hvide bunker, der også er brune. ... "Det er en mår," lurer Olga. "Nej, det er en husmår," svarer Joachim. "Næh-er-det-nej, for det er en mur-vår," smiler Olga. "Med skurhår," griner han, så uldkraven spjætter. Begge slår de kæmpearmssving større end voksne.Pass. 17Som vi forlader værelset, observerer jeg arket; grumset trækker i strukturen og gulner og bulner. Jeg får det straks bedre og Olga. Olga suser. Forløst, ud. Løbende nuet. Stryger hun tværs hen over begyndelse, midte og afslutning. Skønnere end skøn. Som den skønhed, der er i æstetik med Nike fra Samotrake.Pass. 28man har åbenbart forstyrret ...vækket det, der burde sove. Og handling. I en umiddelbar rystende scene. Er han blodig. Ene. Og udenfor er kolben allerede ved kinden og løbet peger, men jeg griber den blodstyrtende og holder denne frem mellem mig og sigtekornet.Pass. 33- Dér stopper du, ingen morale, fra dig - mr. addict.- ?- Dig og din evige medlidenhed. Den, du lider til helvede! Se bare det, du har slæbt med hjem. Syg med nåde. - Jeg har Gud på min side. - Uden tvivl, det gjorde begge parter i Borgerkrigen meget ud af. Og holdt gudstjeneste mellem kanonerne. - Det er problemet med dig, den eneste humor du kender, er den sorte. - Blacklisted. Yes, det er sådan kaffen smager mig, sort. Hver mand sine bønner. Mine er ristede.

Uddrag fra del I: ByenProlog:Alle folk har et liv, det er deres enestående, unikke liv. Det føler de. Ingen andre er centrum i deres liv som de: kun jeg er mig - og jeg er særlig. Det er parolen. Det er individets slagord. Det er en schlager, tænker jeg. Se mig, se mig! siger de. Ikke højlydt, men det runger alligevel ud over ruinmarkerne. Verden optæller milliarder af enkeltmennesker, af myrer, de kravler af sted, gør deres gerning. Arbejdsmyrer. De er flittige. De løber mellem hinanden, bærer, kravler - hen over hinanden - de tisser. Det kræves. Altid i bevægelse. For sig. Solo.En myretue er et fascinerende syn, så megen mylder, så mange tusinder, et virvar intet menneskeligt intellekt kan finde hoved eller hale i, krydsende, frem og tilbage - dog altid hen imod et fælles mål. Den samlede tues vel og overlevelse. Mennesker har to ben og går oprejst. De er mere udviklede, siger evolutionsbiologer. Hvad gør de med disse to ben? tænker jeg. De spankulerer rundt i deres egen lilleputhistorie, deres enestående fortælling, hvor de nyder at være midtpunkt: Her hersker jeg. Dette er min beretning. Jeg er hovedpersonen og dette territorium er mit - mit!Passage 6- Det er ikke det værste ... jeg...- Carl, se på mig! Det gjorde du ikke. Det gjorde du bare ikke!- Desværre, jeg fortalte om vores togt ... og om...- Åh nej!- Jeg forsøgte at undgå det, men hun havde gennemskuet mig. Hun vidste, at noget var hændt, og jo mere jeg benægtede, des mere mistroisk blev hun ... til sidst lød det løgnagtigt selv i mine egne ører. De tre brede trin fejler jeg aldrig ...Passage 8De glaner vinduet. Jeg med. På frosten og de udeblevne trækfugle. De ser gennem vinduet. Og? - hvad ser vi egentligt? Det vore øjne ser, eller det vi ønsker at se, når vi ser gennem vore øjne, i al forfængelighed. ... "I al forgængelighed," tilføjer De. Intelligent. ... "Jeg må først," - jo tak. Jeg skuer havari og henstand, sønderskudte mure og menneskehed. ... "Altså en almindelig søndag morgen,"- netop, når en menneskeuge. Efter mange år.Passage 9De og Jeg taler om intimitet, slibrigheder og hjerteblod, og nu ... "skal jeg bløde," siger De, bogfører jeg. ... "Jeg misforstår?" - det er ikke nødvendigvis mig, der skal bløde, "men en eller anden!" - herligt, så er De havnet det rette sted, hold Dem tæt.Passage 21Han holder armene ud for sin æres skyld. Vifter, vipper, tipper ... woow ... usikkerhed, som er en sikkerhed, man ikke skal omgås uforsigtig.

Romanuddrag fra the Vertiellot Residence, trilogidel III.Passage 1Jeg overlever og skal nok komme mig og... opmuntrer de. Jeg skal igen blive et promenadeeksemplar af mennesket, eksemplarisk, til boulevarderne, ture i søndagstøj og offentlig fremvisning. Det er sødt af dem. Og. En sammensværgelse.Man holder mig fangen, siger jeg, det er til dit eget bedste, siger de. Som standard.Mine behandlere har forladt mig. Det er angst-provokerende. Dyb indånding og jeg vender mig om igen. Sådan, nu passer sæderyg og mand igen sammen. I et sammenfald af design. Ro. Det er bedst. Jeg gør intet overilet. Jeg kan være farlig. Står der i journalen. Den, jeg er forbudt indsigt i.Passage 2Døren er for længst stængt. Hun har nøgler. De klirrer på gangen. Selv lyden forvilder sig. Af metal. Gravet i jordens indre. Der, hvor ingen eller kun få kommer. Og grævlinger. Som i nat-dyr.{...}Det er efter sigende svært at finde en dygtig psykiater; jeg tænker, det er endnu sværere at finde en duelig patient. Man ved de eksisterer, altså dygtige psykiatere, man har hørt om dem. - En uforudset dag beskikkes man en, og lettere befippet spørger man sig selv, hvad i alverden stiller jeg op med sådan en?Passage 8Vicenzo: »Jeg slår ham ihjel. - Som I alle tre har.«Thiebaut: »Jeg har ikke dræbt ham.«Vicenzo: »Slået ihjel, det har I, Thiebaut, Finnley, Ethan, og det folk som I slet ikke kender. Tilfældige, så - «Finnley: » - Så hvad? Stop! Inden du forhaster dig, inden du begynder med, at det personlige mord er bedre eller tilladeligt.«Passage 11S: »At være sig bevidst, er en svær disciplin. Særligt døden og dødens komme. Og derfor, netop derfor, er épéen et af de fornemmere våben: med præcision, touché, og elegant glider den gennem kroppen og lige så ubesværet ud igen. Således at et menneske står tilbage, vågen; i stase af tid-rum, vidende, at i de næste minutter vil blodet pible, som dråber løber ned ad en regnvejrsrude, man betragter verden gennem, i konturer og kontraster, er portalen åben; i nogle minutter, erkendende, at her og nu render livet ud, af mig; i nogle minutter, er jeg prikket til og døende, i ebbe med udsigt til flod, stiger havet og tager med, ud; i nogle minutter, strømmende, er jeg opmærksom, om dødens bølge og perle, et sikorn, hvælvet af Stillehave og Krystalsfærer - changerende, for den, som er sig bevidst.«

The subject of post- and transhumanism is a pending area of interest that demands reflection, as the coming biotech era inevitably will change human life.The essay trilogy offers a vivid and comprehensible insight into the discourse through the different cultural angles of literature, art, film, philosophy, religion and science, enlightening newcomers as well as those already familiar with the topic.Poetic Parloir is dedicated to - and thus suitable for - the reader who wants to be well versed in the pivotal questions of contemporary life. The taken view is philosophical; the context is literature, art, film, philosophy, religion and science; and the intention is the impartial presentation that captures the complexity of post- and transhumanism.At a first glance, post- and transhumanism has a futuristic aura, hence, if one were to speak of such an era it would be a future one or merely a fictive sci-fi scenario. However, this is not the case and critics argue that we already live in a post- and transhumanistic age. A conviction Poetic Parloir endorses, or at least the view that the biotech revolution will prevail, and certainly the view that it will have a great impact on human existence and mankind, changing our understanding of what it means to be a human and to live a human life. The situation calls for moral attention, as the new biotechniques evolve at a far higher pace than ethics can keep up with.New times are descending, some say the promised land, the Millennial Kingdom from the Book of Revelation. I say, it is a rabbit hole and we are invited whether we like or not, with Alice, either into the wonderland of utopia or the gloomy wasteland of dystopia.Dear reader, I hereby give you Poetic Parloir [part II] on the topic of post- and transhumanism. Yours to read, yours to roam - yours to revel in.

Preface - Essay trilogy (part I) on post- and transhumanism, each part focusing separate issues. Post- and transhumanism are to most people new areas of interest and therefore, when they encounter these discourses, they have only a slight understanding of the problematics in question and the serious conse-quences the new bio-tech era inevitably will entail. The intention of the present trilogy on post- and transhumanism is thus: to give an introductory account of the matters and questions in play in a comprehensible way, so that the trilogy will be informative and enlightening, both to newcomers and those already familiar with the topic. At a first glance, post- and transhumanism undeniably have a futuristic aura; hence, if one were to speak of such an era, it would be one belonging to the future or merely a sci-fi scenario. Nonetheless, this is not the case, and several critics in the field argue that we, in fact, already live in a post- and transhumanistic age. A conviction Poetic Parloir endorses or, at least, the view that the biotech revolution is unstoppable, urgent and pending. And certainly, the view that it will have a great impact on humankind and human existence, changing our understanding of what it means to be a human and to live a human life; a decisive influence that demands our moral attention, as the new bio-techniques evolve at a far higher pace than moral and ethics can keep up with. Poetic Parloir is unique in how it introduces the pending era, as it often bases itself on popular as well as acknowledged literature, art and film, together with perspectives of philosophy, religion and science. Spheres, of which the reader may have a good foreknowledge and understanding. This will facilitate the comprehension of the sometimes complex post- and transhumanistic issues. Certainly, new times are pending, some say the promised land, the Millennial Kingdom from the Book of Revelation. I say, it is a rabbit hole, and we are invited, whether we like or not, with Alice, either into the wonderland of utopia or the gloomy wasteland of dystopia. It needs our attention. Dear reader, I hereby give you Poetic Parloir [part I] on the topic of post- and transhumanism. Yours to read, yours to roam - yours to revel in.

Dagens politiske debat dikteres på den ene side af økonomi, effektivisering og produktivitet, og på den anden side af negative følelser, af mistillid og frygt. I denne bipolære sump råber politikerne højt i blandt hverandre som i en børnehave: Se og hør mig! Medie-Megafonen er slået til, og det udbasunerede der danner grundlag for det politiske er ´mistilliden til den anden´, til borgeren, til naboen, til flygtningen og den ansatte ... til læreren, til dagplejemoderen, til lægen, til politimanden og sygeplejersken. Og den dominante jargon lyder, at borgeren ikke gør det godt nok, at dig og mig og vi to skal effektiviseres - særligt i den offentlige sektor, der den politiske magt er størst. Ingen gør noget tilfredsstillende, alle skal optimeres, i et menneskesyn der idémæssigt slægter på industrialiseringens fabrikshaller. Og tro mig, de var langt fra menneskevenlige. I dag skal den dydige borger producere: Således skal læreren under fortsatte nedskæringer producerer den fremtidige mønsterborger, produktivitetens soldat i samfundets nyttetjeneste, produktiviteten, der er blevet politikernes guldkalv og afgud; således skal lægen producere mest mulig folkesundhed, så dig og mig og vi to kan gå på arbejde og haste økonomiens hjul; således skal hjemmehjælperen producere mest mulig renhed, på målt tid og taksameter, så verdens materielle glans kan glinse blingbling og rekordrens. Det er kort sagt politikernes instrumentalisering af dig og mig og vi to, vort liv og levned. Og for at sikre dette sker som dikteret - i et menneskesyn af mistillid - har landets ledere og håndlangere indstiftet moderne tids slaveåg: det totalitære kontrolapparat, hvor dagplejemoderen skal dokumentere i stedet for at passe; hvor politimanden skal rapportere i stedet for at sikre gaden fred og orden; hvor lægen skal registrere medicinudskrivninger og journalisere i stedet for at helbrede; hvor læreren skal administrere og føre logbog frem for at undervise. Det kan være nyttigt for BNP, men ej for menneskers liv og levned. Det kan være rentabelt for DJØF, og syndikatets brødre gnidder i fnidder deres eksistentielt små hænder. Men det er uheldssvangert for GNH (Gross National Happiness), det lykkemål som det lignende lille kongerige Bhutan har sat som alternativ til BNP, fokuserende bæredygtighed og indbyggernes mentale vel. Summa siger jeg: Tiden fordrer et nyt parti, »Dansk Tillid«, og dets genskrevne eventyr er Danmark - i tillid til dig! ... Afsættet er etik, perspektivet 'det gode'.

"Aarbog 2015" er anden del i triaden af "Aarbog 2014", 15 og 16, der trefold belyser den kommende posthumanitet. Den fjerne nære fremtid mennesket "begynder at 'lego' Livets Byggesten", altså den frie leg med gener, biotech og psykotrop farmaka, for at skabe det forbedrede, optimerede, lykkeligere menneske: HOMO-version-II. 2015 Temaer: (i) (a) Gives en menneskelig essens? (b) Freud und »das Unheimliche« (c) Blodets baand og genetik . (ii) hiint kommende overmenneskes moralske forhold til det oprindelige, ringere, bedagede menneske. Men, når denne leg for alvor fænger an, når vi manipulerer med gudskaberens værk eller Darwins evolution - hvad er vi da egentlig i færd med? Og implicit, hvad risikerer vi? er de spørgsmål Aarbog 2015 tager livtag med i ulige vinkler af litteratur, kunst, film, filosofi og videnskab. Slig kartografi bringer "Centrale post- og transhumanistiske temaer til overfladen… Dybe problemstillinger som: Hvad vil det egentlig sige at være menneske versus det ikke at være menneske? Gives der en essens? en fast, absolut og uoverskridelig kerne, eller er homo en plastisk, dynamisk størrelse?" Det dykker vi ned i via H.C. Andersens eventyr »Den lille Havfrue« (1837). Hiin skønmø skifter nemlig gestalt, væsen og væren - som de hippe transhumanister i den fjerne nære fremtid, når de hoppe til HOMO-version-II, ad libido, ad libitum. "Den lille havfrue forbliver verliebt, verliert und verlockt i menneskehed og prinds, og forført - i en aura af »Hvo ikke vover, ikke vinder« - opsøger hun havhexen, datidens trolddomskraft ud i biotech og genetik. En handel indgås, og den uberørte jomfru bliver nu modificeret, transskriberet og translateret om til et væsen med to ben, to støtter - ergo et menneske, »i jagten på det bedrede liv, lykken og længslers fylde.«" Nuvel, den posthumanistiske æra synes at svinge mellem utopi og dystopi; således oscillerer eventyret mellem lykke og ulykke. Det bringer stof til eftertanke. - Og endvidere, uhygge. Derfor sonderer Aarbogen psykologiens skakt-og-skatkammer med Freuds afhandling »Das Unheimliche« (1919). For der gives almindelig hyggelig uhygge, og så dyb, pur uhygge. Og spørgsmålet pikker os, pukker, hvilken indlejrer den vordende posthumanistiske epoke? - Den tråd vi trævle. »Og nogen eller noget skal dø!« siger De! Enig. Ja, der er tilstrækkeligt fynd at fange, at fænge, i fundet af fremtiden; dén vi sammen udgrunde, De og jeg Lieber Leser. Om De tør! Atter løbe med - ud i existensens potentielle 'functio laesa'.

Transhumanisme: "»Fremtidens grænseløse menneske« Vi uploader vores hjerner til computere. Vi tager piller for at bevare forelskelsen i vores ægteskab. Vi bliver klogere, hurtigere og mere tolerante – og så lever vi meget længere. Sådan tegner fremtiden sig, hvis det står til de udviklingsoptimistiske transhumanister. De accepterer ikke uden videre menneskets biologiske grænser. Kritikere mener derimod, at transhumanismen er på et sidespor, og at vi som samfund må sætte klare grænser." … Saadan lyder over-log-in paa Artiklen »Det optimerede menneske«. (note) Derhen Tiden haste, og inden De kan taste – tikke det fagre ny Aartusindmenneske ind:biotechnificeret, genmanipuleret og psykotropt accelereret. Det indlejrer den gryende posthumane Æra; den, hvori det traditionelle gammelkendte humane Subjekt er transcenderet og skraveret til fordel for en stærkere, sundere, klogere og lykkeligere Menneskeudgave. – "O", hil denne! begejstres de Begejstrede i en Geist, der har afspunden sin helt egen optimistiske world-wide-vækkelse: Transhumanismen, forenet i Humanity. En Bevægelse, der kun afventer det ny Tusindaarsmenneskes Nedstigen – i Utopia. For efter lang og ulidelig Tid, underkuet og kastet for Guds Skaberværk eller Darwinismens Mekanik – tager Mennesket endelig Haand om egen Skæbne, udformende sig selv, i sit eget Billede. Det er Mennesket, der enfin frigør sig og bliver sin egen Herre, i en Aura af Promethiske Længsler. – "O" hiin Mytterist. Men! samtidigt frygter de Frygtsomme: grueligt galt det gaa, naar Bio- og Genteknik frit Gænge faa – i Dystopia. For, hvad sker der egentlig naar Mennesket leger Gud? Bliver det af ´det Gode´ … af ´det Slette´ … endsige udslettende – Humaniteten, som vi hidtil kender den, befærdes i, tiltror! – "O" dette hulde Menneske, hvem vi kende. Hvem Gud den almægtige i sin Alvidenhed og Godhed skabte … eller, ´det bedst tilpassede´ Væsen som aldres Darwinisme har tilskikket os – saare egnet. Spørgsmaalene ere mange, og de taarne sig op. Derfor, plugin i den vankende Disput – belæs »Poetisk Parloir – Aarbog 2014« og faa belyst Transhumanismen i ulige Vinkler af Litteratur, Kunst, Film, Filosofi og Videnskab. Attentio: Aarbog 2014 er første Del i en tricyklisk Struktur af Aarbog 2014, 15 og 16, trefold belysende – hver centrerende sit centrale post- og transhumanistiske Tema. 2014: Tema – den fri Flux Hjerne-Up-and-Download af Viden, Færdighed og Bevidsthed. Note: au.dk files 34400626