Bøger af Anne Marie Bruus

En fortælling om at spise for meget og veje for meget. I 'For meget af det gode' fortæller Anne Marie Bruus om sit liv med spiseforstyrrelsen overspisning. Det er en usentimental og ærlig beretning om at ligge under for en afhængighed af mad og især af søde sager og om det fysiske ubehag og den psykiske smerte som følger med afhængigheden. Men frem for alt er det fortællingen om forfatterens vej ud af spiseforstyrrelsen. Med en stædig kampvilje har Anne Marie Bruus gjort modstand mod sit anstrengte forhold til maden og alt det søde og har nægtet at give op. Lidt efter lidt har hun kæmpet sig ud af spiseforstyrrelsen, og i 'For meget af det gode' deler hun ud af de erfaringer hun har gjort sig på vejen ud. Bogen kan læses som en fortælling, eller den kan bruges som en lærerig vejledning og inspiration for alle der som forfatteren slås med trangen til at spise for meget.

Ræven Taiano, som bor i en vestsjællandsk skov, går ved et sammentræf af uheldige omstændigheder hen og bliver usynlig kort efter sin fødsel. Ved et tilfælde oplever den som ung ræv at blive synlig for en kort stund, og herefter er Taianos største ønske og mål i tilværelsen at blive synlig igen, så den kan agere på lige fod med sine med-ræve. Alt sammen kunne det lyde som en børnehistorie - men det er det langtfra! Under overfladen af 'sød lille børnehistorie' trives nemlig et utal af komplicerede relationer og satiriske stikpiller til aktuelle og fortidige samfundsforhold i Danmark. Undervejs møder Taiano - og læseren - så forskellige væsner som en ildelugtende trold, H. C. Andersens spøgelse, de andre ræve, en nullermand, universet selv, nogle fortidige kæmper, et parallelunivers, Brian Mikkelsen og Thomas Blachman. Alle disse meget forskelligartede elementer indgår i et psykologisk drama, som handler om mulighederne for at få den opmærksomhed vi alle har brug for.

„Hvis bare jeg kunne komme til at føle mig lidt mere uduelig, så kunne jeg måske forsvinde fra Jordens overflade," tænkte Miranda. Man kunne ligefrem udføre øvelser der gik ud på at man skulle stille sig foran et spejl og sige til sit spejlbillede: »Du er smuk og dejlig«, »Jeg elsker dig« og den slags. Så skulle man kunne opnå at blive mere tilstedeværende her i verden, mere tydelig i kanten, om man så må sige. „Man må også kunne gøre det modsatte,“ tænkte Miranda. Hun kunne næsten ikke holde synet af sig selv ud. Så megen grimhed og uduelighed samlet på ét sted. „Du duer ikke til noget! Du duer ikke til noget!" Af al kræft prøvede hun at forestille sig hvordan hun blev så uduelig at hun ikke engang duede til at eksistere ... Beretningen om en kamp mod det onde. Og om længsel, identitet, viljestyrke og ikke mindst manglende selvværd oplevet gennem det færøske får Miranda ...

At han dog ikke havde tænkt på at han slet ikke fortjente at blive accepteret, sådan som han så ud. Rimeligt nok at de var sådan efter ham: „Det er jo dem som har ret; det er helt forkert at være hvid når alle andre heste er blå." Med den alvorligste stemme af verden kunne Jørn Hjorting, efter at Frøken Klokke havde messet et lige minuttal af sig, sige: „Hvor tit udkommer Uggeskrift for Læger?" Aitch vrinskede af begejstring. Tænk at kunne stille sådan et spørgsmål i fuld alvor: „Hvor er det storsindet at lade som om man er så dum!" Aitch fortalte at han kom fra Australien og havde befriet en rigtig prinsesse, samt at han snarest forventede at blive blå som han havde været som barn. „Den hest er da vist ikke helt rigtig oven i hovedet," tænkte prins Charles. Aitch sendte drømmeprinsen en venlig tanke - bare en lille en, men lidt har også ret. „Hvor er det spændende!" jublede den lille venlige tanke og blafrede ud for at finde drømmeprinsen.