Bøger af Aristoteles

Omsider foreligger nu klassisk filolog Søren Porsborgs nyoversættelse af Aristoteles´ etiske hovedskrift - til afløsning for Niels Møllers version fra 1936. Det er "Den Nikomacheiske Etik" (eller "Ethica Nokomachea"), der er tale om: midtens etik, hvor dyden og det gode fremmanes gennem en filosofisk sejlads mellem det ondes og overdrivelsernes Skylla og Karybdis. Som vor kulturs første egentlig etik er det et hovedværk af format, vi her på ny kan forbyde os i og måske hente inspiration fra til den stadige diskussion af værdier og mål - fx ved at genoptage Aristoteles´ tale om venskabet og hvad heraf følger. Søren Porsborg har tidligere oversat Aristoteles´ Om sjælen og er tilknyttet Polis Centeret ved Københavns Universitet. Etikken er i sin nye skikkelse forsynet med 10 friblade med originalarbejder af Torben Skov.

Strengt taget handler Aristoteles' skrift om digtekunsten kun om tragedien, det klassiske drama, og hverken om epik og poesi - eller komedien, der blot strejfes med en kvik bemærkning! Men med udgangspunkt i 'plottet' og med kulmination i den 'katharsis' (en 'renselse' i forhold til 'det onde') indfører Aristoteles i dramaets bestanddele og betingelser. Bemærk at denne oversættelse er forsynet med fyldige realnoter (38 sider!) samt både en indledning og en perspektiverende efterskrift.

En videnskabelig studie i kommunikationsteori fra antikken. Oversat med introduktion af Thure Hastrup.

ETHICA NICOMACHEA eller ETIKKEN er for den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles (384-322 f.Kr.) en slags forskole til samfundslæren (politikken), der har til opgave at gøre mænd til gode borgere i bystaten.Efter en indledning, der både gælder etikken og politikken og en redegørelse for dyderne, der opdeles i moralske og intellektuelle dyder, præsenterer Aristoteles i anden til fjerde bog af ETIKKEN den berømte teori om dyden som en midterposition mellem to yderligheder. De moralske dyder kan ikke læres, men må leves, hvorfor der skal være lagt en god grund til dem fra barndommen af. I femte bog behandler han retfærdigheden, der skiller sig ud fra de mere individuelle dyder og har karakter af en slags overdyd. Derefter følger i sjette bog en behandling af de intellektuelle dyder, hvor især forstandighed behandles. Syvende bog skildrer de personer, der farer vild, fordi deres vilje er for svag, og nydelsen lokker dem. Ottende og niende bog omhandler venskabet, der strækker sig fra elskov til forretningsforbindelser og alle de bånd, der knytter mennesker sammen inden for kredsen af borgere. Tiende og sidste bog vier Aristoteles til en undersøgelse af nydelsen og en bestemmelse af lykken.ETHICA NICOMACHEA eller Aristoteles' etik foreligger nu for første gang på dansk i digital form med noter og søgbart indeks i Niels Møllers oprindelige oversættelse fra 1936.

Aristoteles (384-322 f.Kr.) er en af den europæiske tænknings allerstørste, og hans hovedværk Metafysikken er aldrig tidligere blevet oversat til dansk (undtagen i ganske korte uddrag), selvom det uden tvivl hører til blandt de mest betydningsfulde værker i filosofihistorien.Aristoteles udformer i dette værk sit eget særegne bidrag til spørgsmålet om, hvad det værende er. Undervejs udfoldes de klassiske grundbegreber, som lagde fundamentet for vores filosofiske sprog: form og stof, virkelighed og mulighed, aktivitet og kapacitet, sandhed og falskhed osv. Og det hele kulminerer i Aristoteles’ visdomsideal, som er koblet til teologien og forestillingen om det højeste Gode.Aristoteles’ måde at behandle alle vores grundlæggende begreber har formet vores tænkning og vores verden siden. Antikkens filosoffer kan - som også Heidegger og Arendt ofte betoner - i det hele taget hjælpe os med at få øjnene op for spørgsmål, som vi har glemt – måske fordi vi troede, at vi havde svarene på dem.

Om Tilblivelse og Tilintetgørelse (De generatione et corruptione) er et af filosoffen Aristoteles´ (384-322 f.Kr.) vigtigste naturfilosofiske skrifter. Skriftet omhandler den fysiske verden omkring os med særlig henblik på de fire grundelementer - ild, luft, vand, jord - og på de processer, der foregår i naturen. Således kan Aristoteles´ naturfilosofi ikke forstås tilfredsstillende uden kendskab til dette værk.Skriftet er her for første gang nogensinde oversat til dansk med en omfattende kommentar og et sagregister. Derudover indføres læseren via en grundig indledning i Aristoteles´ naturfilosofi, der dels sætter skriftet i sammenhæng med de øvrige aristoteliske skrifter, dels giver en analyserende oversigt over dets indhold.

Política reúne los escritos que Aristóteles (384-322 a. C.) dedicó a la vida en sociedad y la organización de la convivencia cívica. Una suma de tratados menores de sorprendente riqueza de temas, expuestos con la agudeza y profundidad que caracteriza el pensamiento aristotélico. El discípulo de platón comienza analizando las estructuras básicas de la sociedad, en la que la ciudad representa el logro más cabal: el hombre está definido como un ser cívico, un politikón, y por encima de la familia, la tribu y la aldea se perfila la polis como el ámbito autosuficiente de la cultura y la vida feliz. Tras pasar revista a los distintos tipos de gobierno, se muestra partidario de la democracia moderada, la clase media, el equilibrio de poderes y una constitución mixta. Señala después los rasgos que definen al ciudadano en su participación en la tareas comunitarias, e insiste en la importancia de la educación para mantener y mejorar esa vida digna y libre. De temperamento moderado y liberal, Aristóteles defiende los logros civilizadores de la polis helénica, su limitado humanismo y su marco seguro y acogedor, frente a los riesgos de la revolución y la confusión.Con sobrados méritos, este es uno de los libros clásicos del pensamiento político, no tanto por sus soluciones cuanto por la honestidad y claridad de sus planteamientos.

"La Gran Moral" de Aristóteles es una joya filosófica que nos sumerge en la reflexión profunda sobre la ética y la moral. Este tratado, parte de la Ética a Nicómaco, nos guía en un viaje intelectual a través de los conceptos esenciales que rigen la conducta humana y la búsqueda de la excelencia.En esta obra, Aristóteles nos invita a explorar cómo alcanzar la virtud y la felicidad a través de la ética, examinando la moderación, la valentía, la justicia y otras virtudes que enriquecen nuestra vida. Nos enseña que la verdadera felicidad radica en el equilibrio y en actuar con virtud en todas nuestras acciones.A través de una prosa clara y lúcida, Aristóteles nos anima a reflexionar sobre nuestras acciones y sus consecuencias en nuestras vidas y en la sociedad. Nos brinda las herramientas para alcanzar una vida plena y armoniosa, basada en la virtud y el bien común.En resumen, "La Gran Moral" es una guía intemporal que nos desafía a reflexionar sobre nuestro comportamiento y nos muestra el camino hacia una vida ética y feliz. Una obra esencial para todo aquel que busca comprender la moral y la ética desde una perspectiva filosófica profunda y enriquecedora.

A Política" é uma área de estudo e prática que engloba o processo de tomada de decisões coletivas em uma sociedade, bem como a distribuição de poder e recursos. Envolve a organização e o funcionamento dos governos, a formulação de políticas públicas, a participação cidadã e as relações de poder entre diferentes atores políticos.

Die Politik ist die wichtigste staatsphilosophische Schrift des Aristoteles. Das in acht Bücher aufgeteilte Werk behandelt hauptsächlich verschiedene real existierende und abstrakte Verfassungen.In diesem Werk stellt Aristoteles vier Thesen auf, die ¿jahrhundertelang widerspruchslos anerkannt" wurden. Sie lauten:1 - der Mensch ist ein Zoon politikon - ein soziales, auf Gemeinschaft angelegtes und Gemeinschaft bildendes Lebewesen2 - die Polis ist die vollkommene Gemeinschaft3 - die Polis ist natürlich4 - die Polis ¿ist von Natur aus früher als das Haus und die Individuen."

Perchè e' si vede, che ogni città è una certa compagnia; e perchè ogni compagnia è costituita per fine di conseguir qualche bene, chè in vero ogni cosa, che s'opera, è operata per cagione di quello che par bene, è però manifesto, che ogni compagnia ha in considerazione, e in fine qualche bene: e che quella, che infra tutte l'altre è la principalissima, e che tutte l'altre contiene, ha per fine il bene, che è principalissimo; e tale non è altra, che la città, e la compagnia civile.