Bøger af Arne Herløv Petersen

Hanno er en ung mand i Karthago i byens storhedstid før de puniske krige. Han har to ønsker i livet: At vinde den smukke Elyssa og at blive optaget som sanger i det kor, der synger til gudernes ære. Hans og Elyssas forældre giver deres samtykke til ægteskabet, og da Elyssa føder en søn, er Hanno ør af lykke. Men han brænder stadig for sin kunst, og han er parat til at gå over lig for at nå sit mål.

Simmer er en bondedreng, der vokser op på Langeland i slutningen af det 11. århundrede. Han dur ikke til så meget andet, så han bliver sendt til Odense for at læse til præst. Ved tilfældighedernes spil bliver han viklet ind i de politiske og kirkelige intriger og kommer til en spille en afgørende rolle ved drabet på Knud den Hellige. Da bogen udkom i 2005, skrev anmelderne: "Arne Herløv Petersen skriver på et stort overskud, hans sprog er fuldt af finurligheder, og hans brug af ironi er på et muntert, fint niveau... "Simmer" er en bog, man har det rigtig godt med; så godt, at man bliver lidt ked af det, når sidste side er vendt." Mette Winge, Politiken "Jamen tænk, jeg måtte grine højt! Det er ellers ofte tonefaldet i mange historiske romaner, der irriterer. Højtideligt eller bevidst "jævnt" og under alle omstændigheder blottet for humor. Så derfor er Arne Herløv Peteresens roman "Simmer" sådan en herlig overraskelse, for her må der gerne grines, skønt fortællingen er nok så grum... Arne Herløv Petersen skildrer dette i grunden mistrøstige kapitel af Danmarkshistorien med et spottende veloplagt sprog og en total respektløs humor... "Simmer" er bare en skøn roman, som jeg fornemmer, at Arne Herløv Petersen har moret sig prægtigt med at skrive. Han boltrer sig overgivent i det mest ødsle billedsprog." Katinka Bruhn, Weekendavisen "**** - Gevaldigt underholdende er det" Hans Flemming Kragh, Ekstrabladet "***** - Historien fortælles med lune og smittende energi, og Herløv Petersen har en fremragende indføling i det middelalderlige menneskes sind, der vakler mellem hedenskab og kristendom. Sådan som det moderne sind faktisk også fortsat gør." Knud Bjarne Gjesing, Fyens Stiftstidende "Simmer er en spændende bog med farverige person- og ikke mindst miljøskildringer. Den handler mest om datidens almindelige mennesker, der på mange måder lignede nutidsmennesket på godt og ondt. Det fornemmes tydeligt, at forfatteren "kan" sin middelalder, og har lagt stor research i forarbejdet til bogen. Historien er medrivende og elementært spændende." George Zeuthen, Arbejderen "Arne Herløv Petersen har en stor historisk viden. Og han formår at indarbejde den i en umiddelbar og fængende fortælling, hvis mange kraftfulde detaljer og tilsvarende metaforik opbygger en atmosfære, der er lige så ram og besk, som den er troværdig." Claus Grymer, Kristeligt Dagblad "**** - Drøj humor og underholdende vitalitet... Herligt bliver man underholdt." Niels Houkjær, Berlingske Tidende "Det er en spændende historie, som Arne Herløv Petersen her fortæller, og han har valgt at berette om begivenheder og mennesker i en saga-agtig stil. Det er han sluppet godt fra. Sproget er mundret, og ordene falder, som de skal. Spændende historisk roman fra tiden, da Danmark blev kristnet." Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten

Beskrivelse af den spionsag, der i 1981-82 blev ført mod forfatteren. Da bogen udkom i 2009, skrev anmelderne:Særdeles velskrevet med anstrøg af galgenhumor og en del selvironi... Selv om Arne Herløv Petersen aldrig får rettens ord for, om han var skyldig eller ej, så er det en utrolig god historie, han har at fortælle.Bo Maltesen i PolitikenOffer for en sammensværgelse... Myndighedernes behandling af sagen ser fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt mildt sagt ikke køn ud.Niels Lillelund i Jyllands-PostenArne Herløv Petersens litterære evner fejler ikke noget... sprogligt morsom og veloplagt.Bent Blüdnikow i Berlingske TidendeVidner om eklatant sløseri og amatørisme inden for såvel PET som i kommissionen... Bogen har nemlig litterære kvaliteter, og det er ellers sjældent i debatbogsgenren. Herløv Petersen skriver af sit hjertes lyst, og selvironien i bogen er sine steder vidunderlig. Der er tale om en særdeles grundig gennemgang af hele sagen... Sagen mod ham (er) ikke et højdepunkt i Danmark som retssat, og det ville være klædeligt, om relevante institutioner reagerede på de mange henvendelser fra Arne Herløv Petersen for blandt andet blot at opnå aktindsigt.Claus Mechlenborg i Kristeligt DagbladNoget af det mest velskrevne koldkrigslitteratur på dansk... Sagen er, at Arne Herløv Petersen i de sidste 29 år har løbet rundt i en kafkask labyrint mellem justitsapparat, medier og myndigheder... Men heldigvis er Arne Herløv Petersen en stor humorist af scherfigske dimensioner. Han spidder morsomt sine antikommunistiske modstandere... Skueprocessen er nemlig sarkastisk og velskrevet som ind i helvede.Jesper Vind Jensen i WeekendavisenHerløv Petersen er akkurat så veldokumenteret, bidsk og underholdende som go`e gamle Carl Madsen, da denne spiddede samfundet...Bogen er en alvorlig anklage, der veloplagt, veldokumenteret og humoristisk viser CIA`s indflydelse i PET og dele af dansk presse, samt klæder et inkompetent efterretningsvæsen og koldkrigeriske socialdemokrater af til skindet.Bjarne Nielsen i Arbejderen

Den hvislende hvæsen steg i styrke, det kogte i underverdenen, det var en tyk stråle af lyd, en syden af dampturbiner, det var verdensslangen, der rullede sig ud og hvæsede med åbent gab mod solen. Og så kom braget. Et drøn, der overfaldt deres mentale volumenkontrol og pressede nålen over i det røde felt, trykkede den fast mod højre ende af skalaen. Et brag, der tvang dem til at åbne munden for ikke at sprænge trommehinderne, og som fik dem til at blive stående med åben mund, som fisk der er trukket op af vandet, og stirre med tomme øjne ud ad vejen, på den søjle af støv, der nu stod op mod himlen, mens lyden forplantede sig videre under dem som en skælven af jordskorpen. Da Tsunami udkom i 2003, skrev anmelderne:"Forfatterens pen glimter, sprutter og sprudler hen over siderne så læseren er åndedøden nær...Arne Herløv Petersens nye roman er en farverig, vildtvoksende og gruopvækkende fortælling om et undertrykt folk,der slår igen overfor denne verdens globaliserede magtcentre....En flintrende knaldhård fiktiv reportage"Carsten Clante - DR Kulturnyt "Han har sproget i sin fulde magt, han skriver spændende - også ironisk - om den sydamerikanske hverdag... Et vældig godt og intenst tilbud om eksotiske steder og gigantiske katastrofer, der frit kan nydes fra sofaen."Bettina Heltberg - Politiken"Han fremfører uomgængeligt sit ærinde med sikker og vidende hånd."Mads Kastrup - Berlingske Tidende"Arne Herløv Petersen skriver godt - sproget flyder... med rammende formuleringer, kvikke iagttagelser, mundrette dialoger etc."Katinka Bruhn - Weekendavisen"En hæsblæsende spændingsroman med hårdkogte agenter og blodige magtkampe... Arne Herløv Petersen er en dreven og professionel historiefortæller, og "Tsunami" skrider frem i et medrivende og stadigt accelererende tempo. Romanen er oplagt som forlæg til en film."Knud Bjarne Gjesing - Fyens Stiftstidende"En af de bedste danske agentromaner i adskillige år er Arne Herløv Petersens Tsunami. Det er ikke bare en spændende historie, men også en fortælling der holder sig så tæt op af virkeligheden, at den kunne være foruroligende"George Zeuthen - Arbejderen

I de glade tressere anskaffer nogle hippier sig et folkevognsrugbrød og kører til Nepal. Men vejen til Himalaya er ikke bestrøet med blomster."Rugbrød til Himalaya udkom første gang i 1972 og foreligger nu også som e-bog.Da bogen udkom, skrev pressen:"Begavet rejsereportage og farce om et romantisk trip til fantasiernes riger, der desværre også har sine meget konkrete og hårdslående sider. Alt i alt en spændende historie... - fuld af charme og ærlig forståelse."Knud Holst - Berlingske Tidende"Det er førsteklasses rejsereportage med overspringning af alt det uvæsentlige, det er spændende og det er sjovt. Og sjovt er det pokker ikke bare alligevel, for bag gagsene og de nu og da rent afsindige hændelser ligger der... en meget stor og hjerteskærende alvor."Franz Berliner - Politiken"Et stærkt billede af nye turistlande under den blanke turistoverflade.. Det er en god ny dansk roman."Henning Ipsen - Jyllands Posten.

Der var så dejligt ude på landet. Men er der stadig dejligt? "De tre aber" følger udviklingen i den fiktive Lindelse kommune på Langeland gennem tre årtier - halvfjerdserne, da blomsterbørn og betonsocialister bosatte sig på øen, firserne, hvor erhvervslivet var konge, og halvfemserne, da forfaldet satte ind og nomader og nynazister flyttede ind i de tomme huse. "Arne Herløv Petersen skildrer hele denne eksplosive udvikling med en blanding af indignation og ironi... Han har et godt - og vittigt - øje til det management-sprog, der har udviklet sig... Romanen om De tre aber kommer meget tilpas i den nye VK-regerings første år."Jens Kistrup, Weekendavisen"Han hører og ser forbandet godt.... Forfatteren har en eminent evne til at opsnappe f.eks. blomsterbarnets og kommunalpolitikerens særlige ordforråd."Kamilla Löfström Kristensen, Ekstrabladet"Denne på mange måder velskrevne, fintmærkende og morsomme bog... Man frygter hans Danmarksportræt er vellignende... Underholdende, interessant og tankevækkende... Den anbefales hermed."Marie Tetzlaff, Politiken "Arne Herløv Petersen kan skrive vedkommende litteratur. Hans roman De tre aber... er en historie, der strækker sig over tre årtier fra 70'erne, 80'erne til 90'erne... De tre aber er en kollektivroman, der skildrer et stykke Danmarkshistorie på godt og ondt, og med klar adresse til, hvad man må gøre ved det onde. Det sidste er ikke det mindst ringe ved romanen, der anbefales varmt."George Zeuthen, Arbejderen

Den, der finder guldgrisen - i en pakke vaskepulver, mellem køkkenrullerne, i posen med mel - får den store gevinst: Skattefrihed resten af livet. Og så går den vilde jagt efter guldgrisen.

Digte om flyvende katte, katte i sne, katte der forklarer meningen med det hele og katte, der bare sidder på deres hale og ser sig om.

Opdateringer fra Facebook 2019

Arne Herløv Petersen er én af dansk litteraturs søjler. Han debuterede på sin 15 års fødselsdag den 14. marts 1958 i antologien Unge meninger om Vi Mennesker der udkom på forlaget Arena. Siden har han skrevet et tocifret antal romaner og digtsamlinger foruden sin omfattende produktion af oversættelser og sit vældige bidrag til bevarelsen af dansk litteratur med ebogsproduktion og udgivelse af kendte og ukendte perler skrevet frem til 1947 (senere forfattere er omfattet af copyright).Nu udgiver Det Poetiske Bureaus Forlag hans Udvalgte digte med uddrag fra 34 bøger, deriblandt hans bedste oversættelser, samt hidtil utrykte digte. Arne Herløv Petersen springer endvidere ud som ophavsmand til et par pseudonymer, hvoraf ét er blevet prisbelønnet og anmelderrost efter årtusindeskiftet.Sådan lyder samlingens første digt: SAS-hotellet Juniaften; tågegrøn. Selv skyerne tar fejl og går tværs gennem bygningen.En ung Arne Herløv Petersen fanger det, vi andre i årevis har prøvet at sætte ord på. Sommerskyernes spejling i Arne Jacobsens monumentale bygning overfor Hovedbanegården.Et afsnit i den store udgivelse rummer eksperimenterende poesi, hvor digtet aftegner indholdet grafisk. Det afspejler konkret poesi og den tid, det blev til i, men går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet og Apollinaire.Det er måske mest sigende for samlingen, at dens mere end fem hundrede sider vækker mindelser om det Ivan Malinowski kaldte ”Glemmebogen”, en antologi, der rummer det, vi ikke bør glemme fra de seneste 50-60 år, hvor Arne Herløv Petersen har sanset, iagttaget og skrevet.Bogens femte del er et udvalg af de digtoversættelser forfatteren har foretaget, og her indgår nogle af hans favoritter, modernismens første store forfatter, James Joyce, haikuets klassiske mester Basho og en forløber for surrealismen, den engelske nonsensdigtnings kendteste navn, Lewis Carroll. For ikke at tale om Arne Herløv Petersens imponerende fordanskning af Edgar Allan Poes Ravnen: I en midnat mørk og øde, da med øjne matte, røde træt jeg gransked folianter om en fortids karakter, mens jeg blunded, træt i tanken, lød der pludselig en banken på min dør, et slag mod planken, som en gæst der ankom her. Det er blot en gæst, der banker. Det er bare det, der sker. Dette kun, og intet mer. Intet mit erindring dæmper, det var i en mørk december, hvor hver glød på arnen kæmper mod det mulm, en vinter ser. Ivrigt længtes jeg mod morgen, og jeg søgte glemme sorgen gennem bøger glemme sorgen, at Lenore er ej mer. Ak, hin skønne sjældne pige, som kun himlens engle ser, og som nu er navnløs her.Og så videre. Og meget mer.

Lyset, replikkerne og fortællingen fra besættelsestidens København, som Arne Herløv Petersen genskaber med overbevisninger, sender læseren direkte ind i et spændende og levende tidsbillede og en fortælling om en følsom, ærlig og søgende ung digter, der døde alt for tidligt, og den kreds af venner, digtere og modstandsfolk han bevægede sig i. Store dele af fortællingen er således dedikeret til personligheder som Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Ester Nagel og Sonja Hauberg. Bogen er desuden forsynet med en fyldig litteraturliste med kilder til Morten Nielsen og de øvrige digteres liv og værker samt besættelsestiden som sådan.*Arne Herløv Petersen har udgivet digtsamlinger og romaner. Senest er kommet: Zephyr. (Fortælling 2017), Fugle kan ikke flyve. (Digte 2018) og Udvalgte digte (2018), alle på Det Poetiske Bureaus Forlag.

I år 2093 har nazismen endnu engang lagt sin klamme hånd over Europa. 15-årige Heinrich er allerede hårdkogt og desillusioneret og har ikke et pænt ord tilovers for nogen. Ikke engang da han finder sin mor hængende fra en ledning i døråbningen, bliver han andet end irriteret. Skole duer han ikke til, og arbejde er ikke til at få, så han bliver en del af hæren i Uniropa og sendt til Afrika for at kæmpe for europæiske interesser mod Solstille – vore dages Japan.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Pelle vokser op i et arbejderhjem i Brønshøj i efterkrigstidens Danmark. I hans familie er der ikke tradition for, at man går i gymnasiet, men ikke desto mindre er det den vej, Pelle vælger. Det indebærer, at han må kappe båndene til en del af sin fortid, og alligevel har han svært ved at finde sig til rette med gymnasielivets borgerlige værdier.Det første bind i trilogien "Fjerne mål" følger Pelle i årene 1947, 1952, 1957 og 1962. Vi ser drengen vokse op, når interesserne flytter sig fra barndommens fornøjelser til det modsatte køn, når han får øjnene op for samfundets uretfærdigheder og begynder at blive venstreorienteret, og hvordan betydningen af det begreb ændrer sig for ham i tidens løb.Samtidig følger vi historiens udvikling i løbet af de 20 år. Koreakrigen, den kolde krigs begyndelse, urolighederne i Ungarn og atomoprustningen spiller alle en rolle i Pelles, såvel som resten af verdens, historie.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Pelle vokser op i et arbejderhjem i Brønshøj i efterkrigstidens Danmark. I hans familie er der ikke tradition for, at man går i gymnasiet eller på universitetet, men ikke desto mindre er det den vej, Pelle vælger. Det tredje og sidste bind i trilogien fortæller om Pelles liv i år 1987, 1992, 1997 og 2002.Pelle har fundet kærligheden med en ny kvinde og er flyttet til et parcelhuskvarter i Buddinge. Han stopper som gymnasielærer for i stedet af drive sin egen konsulentvirksomhed. Vi følger også Pelles svære opgør med sin egen fortid, da hans far ligger for døden. Og vi får indblik i hans tanker om hans egen død, hvilke opstår i kølvandet på afskeden fra arbejdsmarkedet og tabet af en gammel ven. Gennem Pelle oplever vi de store samfundsomvæltninger, da Sovjetunionen går i opløsning, og verden pludselig ser helt anderledes ud.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Pelle vokser op i et arbejderhjem i Brønshøj i efterkrigstidens Danmark. I hans familie er der ikke tradition for, at man går i gymnasiet eller på universitetet, men ikke desto mindre er det den vej, Pelle vælger. Det andet bind i trilogien "Fjerne mål" følger Pelle i årene 1967, 1972, 1977 og 1982. Under "kærlighedens sommer" i 1967 er Pelle optaget af vietnamkrigens uretfærdighed, men dog endnu mere interesseret i sin forelskelse i Tulte.Da Pelle bliver far til Dunja, ser han anderledes på verdenssituationen og engagerer sig i kampen mod atomkraft. Hans kone melder sig til gengæld ind i Danmarks kommunistiske parti, hvilket fører til spændinger i hjemmet. Gennem Pelle oplever vi den store frygt for, at den kolde krig skal til at varme op i starten af 1980‘erne, og hele folkestemningen skinner igennem i den nu voksne mands historie.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

I 1100-tallets Danmark lider bønderne grusomt under kong Knuds styre. Kongen vil ud og erobre de omkringliggende egne og fremme kirken, og derfor har han hævet skatterne så meget, at bønderne sulter. Simmer er en simpel bondesøn fra Langeland, som rejser til Odense for at blive landsbypræst. Igennem Simmers øjne oplever vi Knud den Helliges Danmark og mærker, hvordan det var at leve i middelalderen.Arne Herløv Petersen (f. 1943) er en dansk forfatter og oversætter. Han er uddannet cand.phil. i historie og arbejdede i mange år som journalist. Arne Herløv debuterede i 1962 med digtsamlingen "Digte" og har efterfølgende udgivet en perlerække af digtsamlinger, novellesamlinger og romaner.

Med sin nye digtsamling på Det Poetiske Bureaus Forlag, Fugle kan ikke flyve, når Arne Herløv Petersen ind i et sted, hvor ikke alle forfattere får lov at komme. Der, hvor det komplekse i livet fremstår enkelt, og endda ind i mellem smukt: LÆRKE Det var de farveløse dage hvor den eneste sol var ukuelig følfod, og de skrabede nætter hvor de eneste stjerner var sovende sneprydEn række af digtene tager fat i det ældgamle, men stadig aktuelle filosofiske og eksistentielle problem, somprægede f. eks. den tidlige Svend-Aage Madsens forfatterskab – hvad er virkeligheden: RØDKLØVER Man kan forestille sig rødkløver Se farven for sig Indsnuse duften Og derfor ved jeg ikke om du er der når du holder om mig(Det Poetiske Bureaus forlag)

Opdateringer på Facebook i året 2017 - meninger, vurderinger og små essays om især litteratur og samfund.

I en fremtidsverden er menneskene opdelt i tre klasser, garkerne, der sidder på magten, plebberne, der tager sig af alt forefaldende arbejde, og toflerne, der ikke kan få arbejde, men bliver betalt for at være forbrugere, så økonomien kan køre rundt. Uden for disse grupper står robotterne og de utilpassede, der har fundet et fristed i de store skove.

Bogen "Aktindsigt" følger op på "Skueprocessen", der udkom i 2009, og beretter om spionagesagen mod Arne Herløv Petersen og hvad senere fulgte. Denne bog fortæller om indholdet af de aflytningsrapporter, AHP fik adgang til, om korrespondancen med PET og justitsministeriet for at få aktindsigt, om det, der siden 2009 er skrevet om sagen og om PET's ønske om at udlevere AHP's private dagbøger til Statens Arkiver. Bogen afsluttes med et essay, der sammenfatter hele sagen under titlen "Var det det værd?

Sonnets and other rhyming poems in English

Statusopdateringer på Facebook 2016

Krill er en samling noveller, der bevæger sig i mulighedernes grænseland - i verdener, hvor lindorme flyver rundt i villakvarterer, hvor neandertalerne er den dominerende menneskeart, og hvor mennesker forpupper sig og klækkes som noget andet.

Gendigtninger af lyrik - kinesiske digte fra Tang- og Song-dynastierne, japanske haiku og engelsk, amerikansk, russisk, tysk, svensk og afrikansk lyrik fra det 16. til det 20. århundrede. Blandt andre Shakespeare, Keats, Poe, Lermontov, Carroll, Hofmannsthal, Joyce, Millay, Brecht, Raberarivelo og Perec.

Arne Herløv Petersens samlede indlæg på Facebook i 2015 fylder omkring tusinde bogsider og udgør både en samling korte essays om især politik og litteratur, men også en del andre emner, og dels en gennemgang af årets store og små begivenheder.

I sjette bind af erindringsromanen "Grænseløs" holder fortælleren pause i studierne. Han er ude som vikar på københavnske kommuneskoler og arbejder som journalist på Ritzaus Bureau og Aktuelt. Han bliver sat på mange sære opgaver og har svært ved at finde på noget originalt at skrive om prinsesse Alexias fødsel, men ved hjælp af Benjamin Spocks "Bogen om barnet" skriver han en artikel, der fører til, at han ikke længere skal beskæftige sig med kongestoffet. Han nægter at spørge de myrdede politimænds enker om, hvordan de har det, men kaster sig med stor glæde ud i en mængde andre opgaver.Uddrag af bogen:"Jeg gik ind i Mikkelbryggersgade og op på Ritzaus Bureau, hvor jeg snakkede med chefredaktøren, Gunnar Næsselund. Jeg sagde til ham, at jeg godt kunne tænke mig at blive ansat på bureauets udenrigsafdeling. Han så på mig, denne toogtyveårige fyr, der kom vadende lige ind fra gaden, og spurgte, om jeg havde nogen form for journalistuddannelse. Jeg svarede, at jeg ikke havde nogen formel journalistuddannelse, men jeg fortalte også om mine vikariater på Aktuelt og hvad, jeg ellers havde lavet i tidens løb. - Jamen, så kan du gå op på udenrigsredaktionen nu, sagde han. - Jeg ringer derop. Så sætter de dig på forskellige opgaver, og så kan du komme ind til mig i morgen formiddag. Så fortæller jeg dig, om du er ansat eller ej. Jeg gik op på udenrigsredaktionen, hvor jeg fik telegrammer på engelsk og tysk frisk fra fjernskriveren. Jeg skulle skrive dem sammen til historier på dansk. Næste dag var jeg inde hos Næsselund, og han sagde, jeg kunne begynde 1. april. De kørte i døgndrift med trevagtsskift, jeg skulle gå ind i vagtordningen. Jeg skulle have en 12-1500 kroner for den første måned…Jeg kom tilbage til København ved middagstid, og så var jeg på Ritzau fra 14 til 21.30. Det var en spændende proces at skrive historierne sammen. Vi havde en hel række fjernskrivere stående, en til hvert af de internationale bureauer. De havde papirruller i forskellige farver, så man altid let kunne se, hvor et telegram kom fra - lyseblåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP, gult for det tyske DPA. Vagthavende rev strimlerne af, gennemgik dem og fordelte dem til medarbejderne. Journalisterne fik et bundt strimler om samme historie og strikkede dem sammen til en artikel, der blev hamret ned på en af de aldersstegne skrive¬maskiner. Når der kom en ny historie ind, lavede man et kort take på det. Efterhånden som der kom flere detaljer på, lavede man nye takes. Når man var færdig med et take, gav man det til vagthavende. Han lavede rettelser, nogle gange skulle man skrive det hele om. Når han var tilfreds, gik manuskriptet videre til hulledamen, der sad med touperet hår og perlemorsfarvede negle ved telexsenderen og forvandlede de maskinskrevne ark til en uforståelig række hulmønstre på lange, smalle papirstrimler. "

Fjerde bind af erindringsromanen "Grænseløs" fortæller om at læse historie, russisk og kinesisk - og egentlig helst ville læse det hele. Om fester og eksperimenter med hash og andre stoffer, om at være redaktør for Studenterbladet, vikar på Aktuelt og om at debutere som forfatter.Uddrag af bogen:"- Spis, sagde Rydi. Han havde skåret et stykke af en svamp. Nu rakte han dolken med den spiddede stump frem mod mig. Jeg tog stykket og spiste det. Det smagte ikke af så meget, nærmest som rå kartoffel, måske lidt jordskokkeagtig. Lugten var sødlig. - Hvad er det for en? sagde jeg. - Jeg tror, det er snehvid fluesvamp, sagde Rydi. Han lo og proppede selv et stykke i munden og spiste det. Jeg så på den svamp, han havde skåret stykkerne af, de hvide lameller, skællene på den hvide hat, ringen der hang om stokken og svøbet nederst. Det kunne godt se ud til, at han havde ret. Det var ikke så gunstigt. Vi var taget ned til Vallø skov for at lede efter psykoaktive planter. Vi var især på udkig efter bulmeurt, pigæble og galnebær. Man skulle kunne finde dem omkring de gamle middelalderklostre. Vallø havde ganske vist aldrig været nonnekloster, men der boede da nogle ugifte stiftsdamer, så måske havde de også dyrket lægeurter. Rydi havde fundet frem til en del interessante recepter fra det 16. århundrede. I tørkeperioder havde man en metode til at få regnen til at falde. Man skulle binde en kvist bulmeurt fast under en nøgen jomfrus højre lilletå og hælde vand over hende; så regnede det. Et andet sted stod der, at taterne brugte bulmeurtefrø, når de var ude og stjæle bøndernes høns. De lagde nogle frø på en lægte og satte ild til dem, røgen fra frøene bedøvede hønsene, så de drattede lydløst ned i hønsetyvenes sæk. Vi talte om, at vi ville prøve at kombinere de to opskrifter. Vi ville afbrænde bulmeurtefrø under afklædte jomfruer, så de skvattede om. Men der var hverken bulmeurt eller pigæble i skoven. Rydis schæferhund Lotte løb henrykt rundt, vi kastede kæppe, som den kom tilbage med. Det var en smuk dag. Så fandt vi en masse hvide svampe og begyndte at plukke dem. Nu så vi på hinanden. Snehvid fluesvamp var dødelig giftig. Så meget vidste vi da. Vi vidste ikke, hvor stor den dødelige dosis var. Det stykke, vi havde spist, var ikke ret stort, omtrent på størrelse med en ært. Var det noget, man kunne dø af? Det ville være lidt dumt. Vi smed svampene under et træ og kørte tilbage. Vi sagde ikke så meget på vejen hjem. Næste dag gik jeg og ventede på, om forgiftingssymptomerne skulle vise sig, men der skete ikke noget. Jeg sagde noget om det til mine forældre, og min far blev splittertosset. Jeg forstod ikke, hvorfor han tog det så nært, det var da ikke ham, der havde ædt svampe. Han råbte og skreg op om, hvor dumme vi var. Da vi sad og drak kaffe om aftenen, rejste han sig pludselig op og blev askegrå i ansigtet. Han lagde sig på sofaen, men klagede over trykken i brystet og sagde, at hans hænder føltes så underligt, næsten følelsesløse."

Ottende bind af erindringsromanen handler om tiden fra sommeren 1966 til sommeren 1967. Rejser til USA og Grækenland, nogle måneders ophold i Provence og optakten til Summer of Love 1967, hvor det virkede som om alle grænser forsvandt og mulighederne var uendelige, som om hele verden var ved at forvandle sig.Uddrag af bogen:"Alle vegne omkring os brød de gamle dæmninger sammen. Vandet kom strømmende ud over landet, vi kunne høre de brusende strømhvirvler. Det var lyden af frihed. Universiteterne stod åbne for alle med studentereksamen. Vi kunne komme ind på alle fag, blive der så længe vi ville, livet igennem om det skulle være, skifte fag eller droppe ud, som vi ville. Vi kunne altid få et eller andet arbejde. Vi kunne holde fri fra arbejdet så længe, vi ville, der var altid noget at komme tilbage til. Vi kunne rejse frit, alle grænser stod åbne. Vores samfund var rigere end noget samfund havde været før. Vi havde råd til det hele. Der blev bygget skoler biblioteker, kulturhuse og sygehuse alle vegne. I de skandinaviske velfærdssamfund var der mere lighed, end man havde set noget sted i verden før. Der var plads til os alle, også de skæve og smalle. Vi levede ikke i ideelle samfund, men de var bedre end noget andet samfund havde været. Vi havde tiltaget os en frihed, som ingen generationer før os havde haft. Men der fulgte ingen brugsanvisning med. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle forvalte al den frihed. Vi sang bare som Pinocchio Der er ingen bånd, der binder mig, og stolprede rundt i Slaraffenland. Nogle blev blændet af solen, de ville have skyklapper på igen. Nogle søgte nye faste rammer, de satte religiøse eller politiske spændetrøjer om sig. Nogle smuldrede i den skarpe frihed, de gik op i limningen, de flossede op og gik til grunde. Der var ingen, der havde lovet, det skulle være nemt. Men vi fik slået nogle døre op, så de aldrig kunne lukkes mere. Vi kom ikke tilbage til halvtredsernes husmoder med pynteforklæde, vi kom ikke tilbage til den sorte skole eller den blinde autoritetstro."

Syvende del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om stormende forelskelse og om at sejle ud i det blå på et gammelt træskib.Uddrag af bogen:"Efter omkring tredive timers sejlads var vi nået frem til indsejlingen til Rotterdam, og vi satte farten ned for at kunne gå med strømmen ind i kanalen, Nieuwe Waterweg, til Rotterdam hen på morgenen. Det kunne vi roligt gøre, for vejrmeldingerne lovede fortsat god sigt og gode vindforhold. Men netop som vi skulle til at gå ind i kanalen ved Hoek van Holland, lagde en tæt tåge sig over os på få minutter, så vi næppe kunne se fra den ene skibsside til den anden, store tågetotter drev lavt hen over dækket. Det var et af verdens mest befærdede havneindløb. Det var store skibe, der var på vej ind og ud, og de havde travlt. Vi ringede hele tiden med vores klokke; det var en messingklokke, ikke meget større end den, dirigenter har på talerstolen. De store skibe tudede omkring os, langtrukne tudelyde, der fik en til at tænke på vældige, uddøde havuhyrer. Et stort, hvidt skib voksede langsomt frem af den tætte tåge. Det havde kurs lige mod os, og det lod ikke til, at de kunne se os eller høre den lille klokke. Til sidst var den skarpe stævn, der kunne pløje tværs gennem vores skib, kun tyve meter ret frem for os. Kaj løb om agter og begyndte at løsne de gjorde, der sad om kufferten med vores gummiredningsflåde. Der var ingenting, vi kunne gøre, andet end at håbe på, at de hørte den lille klokkelyd. Efter de internationale skibsfartsregler måtte vi i denne situation ikke prøve på at dreje bort. Enhver manøvre fra vores side kunne forvirre det andet skib, og så ville vi få hele skylden, hvis det kom til et sammenstød. Ikke fordi det betød så meget for os; vi ville alligevel ikke være med til søforhøret. Hvis det hvide skib skar tværs gennem os, overlevede vi det ikke. I sidste øjeblik opdagede det store skib vores lille galease, og det lykkedes ved en skarp drejning af undgå en kollision. Vi kunne tørre sveden af panden og fortsætte ind mod Rotterdam. Ingen af os var bange, mens der var grund til at være det. Det havde vi ikke haft tid til at blive. Bagefter gyngede knæene nok, men vi sagde til hinanden, at nu var der ikke grund til at være bange mere. Vi trak os lidt ud og kastede anker, det var en uhyggelig omgang blindebuk mellem de store skibe, der når som helst kunne sejle os ned. Der lå vi så til hen under aften og ventede, mens vi stadig skiftedes til at ringe på vores lille klokke. Da tågen lettede en smule, og det samtidig truede med at blæse op, blev vi nødt til at gå ind i kanalen ved 18-tiden. Vi gik ind og tog lods op, og han førte os så gennem Nieuwe Waterweg ind til Vlaardingen, en halv snes kilometer fra Rotterdam. Nu var Vlaardingen nærmest en slags forstad. Der var 74.000 indbyggere. Men hundrede år før var den en selvstændig købstad og Hollands største fiskerihavn."

Niende og næstsidste del af erindringsromanen "Grænseløs" handler om en gruppe unge menneskers årelange rejse Jorden rundt - først i en ombygget rutebil af model Scania Vabis 1952 fra Odense til Kathmandu og hver for sig ned gennem Indien og Sydøstasien, før de samledes i Australien, hvor de boede et halvt år, og så tre måneder i en palmehytte på Tahiti og med skib tilbage til Europa.Uddrag af bogen:"Jeg gik alene rundt i Kandahar. Vejene var støvede jordveje, alle vegne samme gulbrune farve som dromedarer. Der var ikke ret mange biler, men masser af mennesker til fods. Mange af de køretøjer, der var, var russiskbyggede busser, der tilsyneladende havde fået nyt, groft sammentømret karrosseri her. Der sad altid folk oppe på taget af busserne, og tankbilerne fungerede også som busser. Der var hegn hele vejen rundt oppe på taget, og så stod eller sad folk utrolig tæt sammenstuvet inden for hegnet. Hver gang, en bus eller en lastbil kørte skarpt om et hjørne, intonerede en forsanger Mashallah, og hele den sammenstuvede klump stemte i med en lille, fatalistisk bøn. Der var flere hestevogne end motor­køretøjer, det var lette sulky-lignende vogne, og hestene havde fine, blomsterprydede tømmer... Mændene havde posede bukser, der mellem benene søkkede ned i en langstrakt pose til under knæene. På hovedet havde de en turban med en lang, nedhængende snip, som de brugte til at pudse næse i og hvad der ellers kunne falde for. Kvinderne var iført fugleburs­dragter, uformelige sorte betræk, slørdragter ned over hele kroppen og så et lille fletværk for øjnene, der fik dem til at minde om de flueskabe, vi havde, da jeg var barn. Mange mennesker havde bare fødder. Jeg så en tigger, der lå på siden på gaden og vendte fødderne ud mod vejen, de var skorpede, sprukne og mudrede som bildæk efter en terrængående tur. Nogle af kvinderne gik med metal-snabelsko. Mange piger havde ka­stemærke i panden, og nogle var barberet på issen, der var dækket af blå, tatoverede mønstre, men det var kun i glimt man kunne se det under tørklæ­derne. Børnene var tit klippet skaldede, men i reglen var der en lille firkant af hår tilbage mellem øjnene, eller der var en lang, tynd fletningepisk, der hang og daskede omme i nakken. Nogle af de små piger havde langt hår med en mængde tynde fletningeorme i nakken. En lille dreng var sminket med et tykt lag mascara rundt om øjnene. Man så uhyggeligt mange mennesker med øjensygdomme: Blinde øjne, helt hvide øjne, indfaldne øjenlåg over mugne øjeæbler. Fluerne sad i tætte, summende klumper om de syge øjne. Jeg så en kvinde, der sad med et lille barn på skødet, blodet løb ud fra hans øjenkroge. Et sted lå en lille dreng med forkrøblede ben helt alene midt på vejen. Han så dødssyg og udmagret ud; folk skrævede hen over ham uden at tage sig af ham, han strakte en lille, tynd fuglearm frem i en umulig vinkel"