Bøger af Claus Bøje

Idrætten er i næsten alle henseender den mest omfangsrige del af dansk kulturliv. Den er langt den største modtager af offentlige midler. Den aktiverer en større del af befolkningen end nogen anden kulturel aktivitet. Den tilskrives uvurderlige kvaliteter for befolkningens identitetsfornemmelse og sammenhold. Den præger sprog og opdragelse og tilbyder legende udfoldelse, målrettet præstation, jagten på sundhed og fascinerende medieoplevelser. Alligevel bliver kulturpolitikkens mål og principper alt for ofte tilsidesat, når idrætten gøres til genstand for politiske overvejelser og beslutninger. Dansk idrætspolitik fortæller idrætspolitikkens historie, siden Kulturministeriet begyndte at forholde sig til idrætten i starten af 1970’erne. Perioden har været fuld af spændinger mellem den politiske respekt for idrætsorganisationernes selvstændige forvaltning af de statslige tilskud og skiftende kulturministres forsøg på at få direkte indflydelse på midlernes anvendelse. Forfatterne har været aktive medspillere i udviklingen. De går bag kulisserne og beskriver konflikter og magtkampe, når staten har blandet sig i for eksempel den frivillige sektor, eliteidrættens vilkår, breddeidrættens udviklingsmuligheder, anvendelsen af de statslige tilskud samt bekæmpelsen af doping.

Forfatteren kalder til kamp om idrættens kulturpolitik. Han efterlyser viljen til at formulere kulturpolitiske krav til idrættens udvikling. Men der er ikke kun tale om en efterlysning. Teksterne belyser fra næsten enhver tænkelig vinkel, hvilke krav der bør stilles. De foreslår nye modeller for idrættens praksis. De beskriver glæden ved at dyrke idræt. De angiver veje til at efterkomme børns behov for kropslig udfoldelse. De stiller nye krav til idrættens arkitektur. De argumenterer for idrættens betydning i et udviklingspsykologisk perspektiv. De efterlyser en kropslig skala i byplanlægningen. De vurderer idrætten i forhold til kunsten. De kritiserer mediernes infantilisering af sportsformidlingen. De tager et opgør med forestillingen om, at idrætten udgør en enhedskultur. De harcelerer over indsnævringen af idrættens funktion som primær tilskuerunderholdning og kredsløbstræning. De begræder det generelle fravær af en forståelse af sammenhængen mellem krop og erkendelse. Fremfor alt er teksterne et opgør med manglen på samtale om idrættens mange kvaliteter.