Bøger af Gitte Tandrup

I elleve afsnit mødes gammel og moderne kunst. Temaer er blandt andre: begyndelse, dannelse, heltemyter, omsorg. Rafael er hovedperson, og en række moderne kunstnere er i sidesporet: Olafur Eliasson, Michael Kvium, Kathrine Ærtebjerg, Joseph Beuys, Marina Abramović, Marc Quinn, Bill Viola, Mona Hatoum, Katharina Fritsch, Hans-Peter Feldmann, Paula Rego, Jeff Wall, Patricia Piccinini, Cindy Sherman og andre. Bogen vil give mod og lyst til at undersøge billeder og finde veje ind til et kunstværks udsagn. Man kan se kunst på mange måder. Drivkraften her har været at spore kunstværkets fortælling. Hvad sker der i det enkelte billede? Hvordan er samspillet mellem form og indhold? Hvad siges der om omsorg, kærlighed og svigt i det store og i det små? Hvilke værdier er på spil? Er der noget, der kan være med til at rykke i éns eget liv? Uddrag af bogen I Rafaels Galathea fra 1511 ser man ”mænd over for aktive kvinder. Det bliver en fortælling om en kvindes situation i livet mellem at blive begæret og selv at have begær. Galathea træffer sit valg imellem disse positioner, bliver sig selv. Rafael bruger fortællingen til at genfortrylle den antikke eroskraft. Den råbte op imod den neoplatonisme, der ellers var rådende i samtiden, som gjorde, at man pænt måtte sige nej tak til kødets længsler og nøjes med at lade blikket indhylle i smukke kropslinjer. I Rafaels billede er der vild, utæmmet natur. Og Galathea kan herske i dette univers.” ”Det kommer til at handle om kvinders selvstændighed. De fleste kvinder kunne ikke sige fra over for den sociale struktur, de var indfældet i. Rafael har skabt et billede, der har virket som en modvirkelighed”. Om forfatterenGitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i Kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst Dali … 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012; Botticelli. Floras bud, 2021.

Bogen søger ind i 14 fortællinger, der har betydet meget i vores kulturelle horisont, og som er blevet skildret igen og igen i 1800-tallets billedkunst. Nogle er fra antikken, andre fra litteraturens verden, andre fra det kristne univers. Det er historierne om Roger og Angelica, Apollon og Daphne, Wilhelm og Mignon, Faust og Gretchen, Jason og Medea, Ferdinand og Miranda, Hamlet og Ophelia, Susanne og de ældre, Paolo og Francesca, Dante og Beatrice, Salome og Johannes Døberen, Tristan og Isolde, Sappho og endelig faunen.Den gode kunst skaber aktive dialoger med myterne. Hvad sker der med kvindeskikkelserne i kunstnernes fortolkninger? Hvordan bringes myterne i spil, så 1800-tallets komplekse virkelighed også anes i billederne? Er der muligheder for at folde sit væsen ud? Hvordan er forholdene mellem realiteter og ideelle forestillinger?

Bogen favner otte værker af Praxiteles omkring 350 f.Kr. De findes i kopier i mange eksemplarer på Vestens kunstmuseer, i parker og andre steder. Det er Apollon Firbendræber, Hermes med Dionysosbarnet, Afrodite fra Knidos og andre. Det bliver et greb ind i den antikke verden. Senklassikkens mennesker træder frem, teenagere, mænd og kvinder. De er skrøbelige og har svært ved at handle i verden. Men de er utrolig smukke med et vibrerende blødt liv i marmoret eller bronzen. Skulpturerne favner kærligt menneskene. De kan ikke være fyldt med strålende kraft som i kunsten omkring 450 f.Kr., hvor verden var mere gennemskuelig. De må finde ud af at eksistere i en mere skridende virkelighed og står derfor ofte, som om de er ved at miste balancen. Det er et konkret billedgreb og en indre karakteristik. Hvad er der på spil? Er der muligheder for dem?

Bogen favner otte værker af Praxiteles omkring 350 f.Kr. De findes i kopier i mange eksemplarer på Vestens kunstmuseer, i parker og andre steder. Det er Apollon Firbendræber, Hermes med Dionysosbarnet, Afrodite fra Knidos og andre. Det bliver et greb ind i den antikke verden. Senklassikkens mennesker træder frem, teenagere, mænd og kvinder. De er skrøbelige og har svært ved at handle i verden. Men de er utrolig smukke med et vibrerende blødt liv i marmoret eller bronzen. Skulpturerne favner kærligt menneskene. De kan ikke være fyldt med strålende kraft som i kunsten omkring 450 f.Kr., hvor verden var mere gennemskuelig. De må finde ud af at eksistere i en mere skridende virkelighed og står derfor ofte, som om de er ved at miste balancen. Det er et konkret billedgreb og en indre karakteristik. Hvad er der på spil? Er der muligheder for dem?Uddrag af bogenHermes med Dionysosbarnet. Der er her ”grundskader i den mytiske horisont, som alle kendte dengang. Hermes forbinder ikke Dionysosbarnet med de redskaber, vindruerne, han skal bruge i sin mission … både Hermes’ forbindende og Dionysos’ sanselige kræfter er væk som selvfølgeligheder. Skulpturen kredser om et grundproblem i tiden: den manglende forbindelse mellem følelse og fornuft. Man kender godt betydningen af de homeriske dyder og den kraft, mennesket kan blive til, hvis det mestrer at finde en balance. Man ved det godt. … Men man kan ikke finde balancen. Man kender ikke sig selv fuldt ud, lever ikke op til Apollons bud: kend dig selv… Man skal i beskuelsen kunne mærke tabet af en indre loddestang… Men skulpturen giver også et drilsk modspil. Dette menneske er smukt trods sine svagheder”.Om forfatterenGitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst, Dali… 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012; Botticelli. Floras bud, 2021; Lær at se på kunst med Rafael. Indgange til billedsprog med eksempler fra renæssance og nutid, 2021; Malermester Giotto. 2022.

Med ni særlige emner søges ind i Giottos kunst. Det er Marias tempelgang, Jesus’ fremstilling i templet, Indtoget i Jerusalem, Fodvaskningen, Brylluppet i Kana, Barnemordet, Tempelrensningen, Noli me tangere og Marias bebudelse. Hvad fortælles der til samtidens borgere? Hvad giver genlyd i dag? Giottos malerstemme er koncentreret med dulgt humor. Hans former og farver er klare og enkle med faste rytmer. Der er balance mellem det jordiske og det himmelske. Mennesket kan agere i Giottos malede verden. Der er en virkelighed at genkende.De bibelske myter befrugtes med aktuelt vedkommende stof. Menneskene får anvist veje i den verden, hvor markedet med handel og penge fylder meget. Det behøver ikke at ende med mental tomhed, råhed og hårde kampe i de forskellige byer som Padua, Firenze og Siena. Der er håb om omsorg og stærkere fællesskab. Menneskene kan blive robuste.

Med ni særlige emner søges ind i Giottos kunst. Det er Marias tempelgang, Jesus’ fremstilling i templet, Indtoget i Jerusalem, Fodvaskningen, Brylluppet i Kana, Barnemordet, Tempelrensningen, Noli me tangere og Marias bebudelse. Hvad fortælles der til samtidens borgere? Hvad giver genlyd i dag? Giottos malerstemme er koncentreret med dulgt humor. Hans former og farver er klare og enkle med faste rytmer. Der er balance mellem det jordiske og det himmelske. Mennesket kan agere i Giottos malede verden. Der er en virkelighed at genkende. De bibelske myter befrugtes med aktuelt vedkommende stof. Menneskene får anvist veje i den verden, hvor markedet med handel og penge fylder meget. Det behøver ikke at ende med mental tomhed, råhed og hårde kampe i de forskellige byer som Padua, Firenze og Siena. Der er håb om omsorg og stærkere fællesskab. Menneskene kan blive robuste. Uddrag af bogen Hvordan bliver man et dannet menneske? Skolen er selvfølgelig vigtig. Hvordan kommer man i skole? Billedet Jomfru Marias tempelgang kan fortælle noget om det. Pigen Maria modtages af præsten med åbne strakte arme og et stærkt nærværende blik. Hendes mor Anna er tæt på med et fast tag i hendes ryg. Det har været vigtigt for Giotto at pointere denne nærhed omkring Maria. Hun er ikke alene. Det er ikke en selvfølge at vise Maria sådan … Det var en elsket, vigtig historie … Munken Jacobus de Voragine gav den nyt liv i Den gyldne legende omkring 1250. Templet var på en bakke. Trappen på femten trin førte op til det. Pigen ”blev sat ved det nederste trin, og klatrede selv op til toppen uden hjælp fra nogen”. Giotto er inspireret af disse fortællinger, men flere træk skal ændres … hos Giotto skal det ikke være for mærkeligt. Trappen har ikke så mange trin. Maria står øverst, hun er nået derop med sin mors tag i ryggen. Moderen er med på trappen. I Giottos version skal der være nogen, omsorg, nærvær, imødekommenhed i skole og hjem. Om forfatteren Gitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst Dali … 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012; Botticelli. Floras bud, 2021; Lær at se på kunst med Rafael. Indgange til billedsprog med eksempler fra renæssance og nutid, 2021.

Kan livet gro? Det er svært i dag, og det var svært i Botticellis og Lorenzo il Magnificos Firenze 1470-1500. Man var udspændt. Der var realiteter: at skaffe råstoffer, markedsandele, at fastholde magt. Der var idealer levende med Dantes ord i sindet. Botticelli maler menneskene med stor skønhed, så man kan bade øjnene og glemme verden. Men der er mere. Der er sympati. Man mærker det ufri. Der er frihedsmuligheder på klem. De historiske kilder blandet med æstetisk analyse giver nyt blod til at se Botticellis malerier.Det er renæssance. Men dens varemærke, at forbinde det sande, gode og skønne, er ikke stærkt længere. Botticelli er mester i at vise afmagt. Det gør ham moderne og spændende at undersøge. Man ser unge rige kvinder strategisk gift, ensomme midt i mængden. Man ser unge mænd med stakkede kærlighedsdrømme. Dette fastlåste får modspil i billederne med løbske hårtotter og dans i linjer. Flora står fuld af blomster i kjolen, i håret, i ranker rundt om livet, i favnen, ved fødderne på jorden. Uddrag af bogenFortitudo skal vise dyden styrke. ”Hendes hoved stritter imod den vælde, dragten og tronen frembyder. Hun drejer ansigtet og ser skråt ned. Det er som om hun viger med strakt hals fra det hele med sit unge spinkle an-sigt med et mut udtryk. Hun holder om en stav med begge hænder. Hun skal herske og finde styrke. Men hvordan? … Denne skildring af styrke uden styrke kunne man godt rumme i datidens virkelighed. Botticelli giver købmændene et billede, der kan diskutere det vanskelige i deres forvaltning. Botticelli er ikke bare bestille-rens talerør … Kan købmændene varetage den evne at knytte det jordnære sammen med det åndelige? Hvorfor er hun så pansret? … Hendes pure ungdom i magtramme passer godt til situationen. I Mediciklanen er det de to unge Lorenzo og Giulio, der står for at skulle lede deres families forretninger. En af de vigtigste handelsvarer var alun, metalsaltet aluminiumsulfat. Det blev brugt til at affedte uldstoffer og fiksere farver …” Om forfatteren Gitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst Dali … 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012.

Kan livet gro? Det er svært i dag, og det var svært i Botticellis og Lorenzo il Magnificos Firenze 1470-1500. Man var udspændt. Der var realiteter: at skaffe råstoffer, markedsandele, at fastholde magt. Der var idealer levende med Dantes ord i sindet. Botticelli maler menneskene med stor skønhed, så man kan bade øjnene og glemme verden. Men der er mere. Der er sympati. Man mærker det ufri. Der er frihedsmuligheder på klem. De historiske kilder blandet med æstetisk analyse giver nyt blod til at se Botticellis malerier. Det er renæssance. Men dens varemærke, at forbinde det sande, gode og skønne, er ikke stærkt længere. Botticelli er mester i at vise afmagt. Det gør ham moderne og spændende at undersøge. Man ser unge rige kvinder strategisk gift, ensomme midt i mængden. Man ser unge mænd med stakkede kærlighedsdrømme. Dette fastlåste får modspil i billederne med løbske hårtotter og dans i linjer. Flora står fuld af blomster i kjolen, i håret, i ranker rundt om livet, i favnen, ved fødderne på jorden. Uddrag af bogen Fortitudo skal vise dyden styrke. ”Hendes hoved stritter imod den vælde, dragten og tronen frembyder. Hun drejer ansigtet og ser skråt ned. Det er som om hun viger med strakt hals fra det hele med sit unge spinkle an-sigt med et mut udtryk. Hun holder om en stav med begge hænder. Hun skal herske og finde styrke. Men hvordan? … Denne skildring af styrke uden styrke kunne man godt rumme i datidens virkelighed. Botticelli giver købmændene et billede, der kan diskutere det vanskelige i deres forvaltning. Botticelli er ikke bare bestille-rens talerør … Kan købmændene varetage den evne at knytte det jordnære sammen med det åndelige? Hvorfor er hun så pansret? … Hendes pure ungdom i magtramme passer godt til situationen. I Mediciklanen er det de to unge Lorenzo og Giulio, der står for at skulle lede deres families forretninger. En af de vigtigste handelsvarer var alun, metalsaltet aluminiumsulfat. Det blev brugt til at affedte uldstoffer og fiksere farver …” Om forfatteren Gitte Tandrup (f. 1956), kunsthistoriker, mag.art. fra Københavns og Aarhus Universitet, står for foredrag med eksistentiel søgen i billedkunsten. Artikler især i kunstmagasinet Janus. Bøger: Zigzag mod solen om Vilhelm Bjerke Petersen 1998; Idioten og stjernedyret om Harvey Martin, 2001 (med Leo Tandrup); Kandinsky, Klee, Ernst Dali … 2009; Delacroix, Courbet, Manet, Cézanne … 2010; Caravaggio. Farlige billeder, 2012.