Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Sumire vil gerne være forfatter. Hun skriver også, hver dag, mange sider – og hun skriver godt, synes hendes bedste ven, der fortæller historien om hende. Der er bare det, at det ikke rigtig bliver til noget, det er alt for fragmentarisk, hendes idéer vil ikke føje sig sammen til et hele. Hun mangler livserfaring, siger hun, lidelse og lidenskab. Og så sker det. Hun møder den smukke, sytten år ældre kvinde Miu og oplever denne vilde længsel, dette heftige begær efter bare at mærke et andet menneskes hud. Hun siger ja til at arbejde for Miu, selv om hun så må lægge skriveriet på hylden, hun kan alligevel ikke skrive en linje, efter de har mødt hinanden.
"Hajime møder sin eneste ene, pigen Shimamoto, da de begge er tolv år, men han mister hende igen. Han begår den fatale fejl at give slip på hende i teenagealderen for først at møde hende mange år senere, da de begge er kommet op i trediverne. En dag sidder hun pludselig i hans jazzbar, fuld af mystik og hemmeligheder og med dybe sår i sjælen. ”Lidt hen ad danske film som ‘Okay’ eller ‘Den eneste ene’.Og så er den dog så langt mere poetisk og tænksom, så eksotisk japansk: hård, skrøbelig, yndefuld.”Jyllands-Posten"
En Boeing 747 lægger an til landing i Hamburgs lufthavn, og ud af kabinens højttalere strømmer en lummer udgave af Beatles-sangen ´Norwegian Wood´. Om bord er Toru Watanabe. Han er 37 år gammel, men da han hører lige præcis den melodi, katapulteres han tilbage til sin studietid i Tokyo.
På sin femtenårs fødselsdag stikker Kafka Tamura af hjemmefra. Blandt de få ting, han tager med, er et fotografi af ham selv og hans storesøster fra dengang, han var tre år, og hun var ni. De sidder på en strand og ler lykkeligt. Men Kafka kan slet ikke huske, at han har været lykkelig. Han har hverken set sin mor eller sin søster siden dengang, og hans far, som han nu flygter fra, har plantet en sælsom spådom hos ham. Han stiger på natbussen i Tokyo og påbegynder sin rejse mod øen Shikoku, som han føler sig draget imod, og hvor ingen vil finde på at lede efter ham.
To store lidenskaber dominerer Haruki Murakamis liv: at skrive og at løbe, og for ham kan det ene ikke tænkes uden det andet. Når han løber, henter han det overskud, den inspiration og frem for alt den vedholdenhed, der skal til for at kunne skrive. Erindringen om arbejdet med de romaner, han har skrevet gennem årene, fletter sig sammen med historierne om hans mange store løbeoplevelser i et både filosofisk og humoristisk erindringsforløb, der ubesværet bevæger sig fra det underholdende fortællende til det filosofisk reflekterede. En lun og tankevækkende bog fra en forfatter, på hvis gravsten der ifølge ham selv skal stå: HARUKI MURAKAMI, FORFATTER (OG LØBER),1949 - 20**, I DET MINDSTE GIK HAN ALDRIG
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.