Bøger af Henrik Pontoppidan

Om "Højsang" af Henrik Pontoppidan skrev Edvard Brandes i Politiken 25.10. 1896 bl.a.:"Ironien, der flammede i Nattevagt, tindrer ogsaa i Højsang. Titlen er ironisk, og Pontoppidan har valgt til sin Helt, en ung Dumrian, som han stadig ironiserer over, en toogtyveaarig Student, der er dragen til Jylland – bort fra sin lille Kæreste – for at lære de store Passioner at kende. Han finder dem ogsaa ude i Vesterhavsstormen og paa den vilde Hede – men i noget forkommen Tilstand hos en fordrukken Toldassistent og en næsten sindssyg Proprietærfrue. Der er ingen Respekt hos Pontoppidan for de to Lidenskabens Repræsentanter, han opstiller: han staar helt udenfor og ovenover sine Personer, men han skaber dem alligevel i en vis Storladenhed. Mangen Poét vilde en Smule koket identificere sig med den store Hjærteknuser og Æventyrer, den vilde Jæger og sentimentale Drukkenbolt v. Hacke. Intet er Pontoppidan fjærnere; han spotter over den Kadaverlyrik og den Alkoholfortvivlelse, som den arme Klitassistent henfalder til, men alligevel er Hacke, sammenlignet med Egnens tarvelige Smørfjerdingssjæle, en hel Karl, en Vildbasse, der imponerer sine Omgivelser, medens han færdes imellem dem og ved sit Selvmord løskøber megen Daarskab og Elendighed.Ligesaa den Dame, som han elsker, Fru Lindemark. Hvor nemt for Pontoppidan at gøre hende til en Nora, en Messalina, en George Sand – efter Behag. Pontoppidan ser paa hende med Sympati, men uden Beundring. Han gør hende ikke en Smule smukkere end – hun i Virkeligheden var, har man Lyst at sige, saa levende staar hendes Skikkelse for En. Pontoppidan anskueliggør for En den stærke Tiltrækning, som hun øver paa Hacke, men han skjuler ikke for Læseren, at hun i sin Tid ogsaa overfor sin sølle Ægtemand følte en ret kraftig Passion. Under en hæftig Ordstrid kan Lindemark genkalde hende deres Bryllupsrejse saaledes:– Og da vi steg af Toget ved den første Station, vi kom til, og tilbragte hele Dagen sammen i Skovene … og Du kyssede Træernes Blade og kaldte Skoven vort Kærlighedshjem og takkede den. Husker Du det?– Du skal tie! … Du lyver.Men Læserne føler, at han ikke lyver. Saaledes var den stolte Frue en Gang hjærtegreben overfor den Mand, hun nu haaner og foragter paa det dybeste. Hun bliver ringere i Læserens Øjne. Og alligevel – naar hun er saa sammenknuget af sin Passion, saa helt udenfor alle Regler betages af sin Kærlighed til Hacke, naar hun ender sit arme Liv paa en Sindssygeanstalt, saa bliver der – trods Bogens Ironi – en vis Storstilethed over hende ligesom over hendes Elskers bedrøvelige Skikkelse.Højsang er skrevet med Pontoppidans fuldkomne Kunst. Det er en overmaade vittig Bog, især er Ægtemanden Lindemark – Overrisleren – tegnet med kostelig Humor. Højsang rummer en literær Satire af passende Malice, og helt igennem bæres den af Pontoppidans kølige Sindsoverlegenhed."

Hovedpersonen i den "Hans Kvast og Melusine" (1907) er den holdningsløse og selvhævdende komponist Hugo Martens, der optræder som en Hans Kvast, dvs. en pralhals eller vindbøjtel. I en samtidig anmeldelse hedder det:”Hvad Titlen paa Henrik Pontoppidans nye Bog betyder, turde være mere end gaadefuldt. For vel veed vi, hvad "Hans Kvast" er for En, og den Betegnelse passer ganske udmærket paa Fortællingens Hovedskikkelse; og der er vel ogsaa adskillige, der ud af deres Børnelærdom mindes, at salig Melusine var en stakkels Kvinde, der til Straf for at have ombragt sin utro Fader blev begavet med Snohale, saaledes at hun hver Lørdag Aften var dejlig foroven, men "Orm" forneden..Naturligvis kan det være mindre vigtigt at forstaa, hvad den Titel betyder, selv om det driller Læseren, naar Bogen ellers duer noget, og det gør den selvfølgelig, da det er Henrik Pontoppidan, som har skrevet den. Hans Bog er Fortætning helt igennem: den er fortættet i sin Stil, fortættet i sin Form og fortættet i sit Indhold. Vær saa god, lige til Sagen, hold Traaden fast, ingen lyriske Svinkeærinder, om jeg tør bede – det er Anti-Lyrikeren Pontoppidan, som har Ordet, Panteisten, men Drømmehaderen Pontoppidan…. Historien (er) i og for sig ikke mærkelig. Den fortæller omet sjattet, dansk Mandfolk, en Mand, derer stopfuld af Løgn og anden Liderlighed, men alligevel en Mand med noget Kunstnerblod i sig. Det viser sig, at denne Musikus, der Aar igennem har nbæret sin egen Selvopholdelsesdrift med nogle Smaasange og saa med det, kan har villet gøre, tilsidst former et Kunstværk, uden at dog naturligvis hans Menneskeværd derved vokser… Det tjener til Bevis for Pontoppidans kunstneriske Oprigtighed og dybe Menneskekundskab, at han ikke her alene nøjes med en ny Udgave af Hjalmar Ekdal, men giver os et ægte Menneskebarn, hvis Bagage er nogle Perler og meget Snavs. I det hele varer Pontoppidan sig altid for Overdrivelser. Hvor er ikke denne Skildring af "Hans Kvasten", af hans lidt indskrænkede og kritikløse lille Borgerkone, af Svigerforældrene helt igennem vederheftig og virkelighedstro.”Julius Clausen i ”Berlingske Tidende” 6.12. 1907

"Borgmester Hoeck og hustru" fra 1905 er et ægteskabsdrama om uløselige konflikter. Borgmesteren er sygeligt jaloux og ser ethvert udtryk af livsglæde hos din kone som noget truende, ligesom han er angst for hendes kvindelige seksualitet. Han er påvirket af sin religiøse og livsfjendske mor. Hans hustru, Anne Marie, elsker sin mand og forstår ikke hans kulde, og da han sender deres datter bort, fordi han finder det anstødeligt at hun har fået æbler af en dreng, bliver hun syg. Sygdommen udvikler sig og bliver dødelig, uden at borgmesteren på noget tidspunkt fatter, hvad han egentlig har gjort.

"En vinterrejse" handler om en rejse med skib langs Norges kyst op til Hammerfest og udkom i 1920, men selve rejsen ligger et godt stykke længere tilbage i tiden - mens Bjørnson endnu var i live. Pontoppidan fortæller i disse dagbogsblade om fåmælte skibspassagerer, der i dyb tavshed lader sovsekanden gå rundt, som var det en hellig kalk, om samernes kummerlige tilværelse, om bjørn, jærv og elg og om nordlyset.. Han fortæller også historien om en ung dansker, der har slået sig ned som eneboer i Norge og ikke vil hjem igen, om et foredrag af Bjørnson og diskuterer Wergelands forhold til den danske litteatur og danskeres næsegruse beundring for den norske litteratur efter Ibsen og om hvorvidt Norge er verdens smukkeste land, hvad Pontoppidan ikke er utilbøjelig til at mene.

Præstekonen Ingrid lever et fredeligt liv med mand og to børn. Men da hun møder den misantropiske filosof dr. Vadum bliver hun vildt forelsket i ham, forlader mand og børn og rejser med Vadum til Schweiz. Vadum blomstrer op i kærligheden og får et lysere sind, men den religiøse Ingrid er plaget af skyldfølelse. Hun er aldrig blevet lovformeligt skilt, så da hendes mand uventet dør, kan hun få sine børn tilbage. Men skyldfølelsen forlader hende ikke. Hun føler stadig, at Guds vrede kaster en skygge over deres forhold.

"Vildt" fra 1890 handler om en syttenårig dreng fra et beskyttet københavnsk miljø, der en sommer opholder sig en tid på en gammel færgekro. Her oplever han en del. Han efterstræber en ung fiskerkone, bliver ven med en krybskytte og deltager i jagten på en undsluppet mestertyv. Det er ikke lykkelige oplevelser for ham, og da han sidder i toget på vej hjem er han opfyldt af had, afsky og lettelse

Den, der har set nogle af Corots Landskaber, vil mindes denne Maler, medens han læser Henrik Pontoppidans ny Bog. Det er fortrinsvis Morgendæmring eller Aftenskumring, den franske Kunstner fremstiller. En Egn, hvor Himmel og Jord mødes, hvor de faste Konturer opløser sig, og hvor en fin, diset Luft gyder et Taageslør af mystisk, erotisk Art over Naturen. Man føler, at Dagen vil fødes i ny Straaleglans, eller at Natten vil vælde frem i skælvende Uhygge, men endnu er intet fast: alt er uvist, sløret, hemmelighedsfuldt. Og de Skikkelser, man skimter utydeligt, er let svævende Nymfer eller dansende Ellepiger, selv om Corot i Virkeligheden mente at male Bønderpiger fra den nærmeste Landsby. Om det saa er hans Køer, saa strækker de sig i Engen paa en egen mytologisk Maade, parate til naar det skal være at bortføre en Europa.Et sådant Landskab kalder Henrik Pontoppidan for Ung Elskov. Han præsenterer det for os i Morgengys og Aftenskumring; og han anbringer ved den 'hængende Skovkrans' hvorunder Mørket sagte glider frem, 'Søens store dagblinde Øje', der langsomt aabner sig i et stort og uudgrundeligt Blik.Og han fortæller om, hvorledes ved St. Hansdags Tider, naar Fuldmaanen drysser Sølv over Søen, unge, slanke og nøgne Kvinder dukker frem af Skovens Tykning, med St. Hansorme i Haaret, og kaster sig vellystigt ud i det blanktblussende Vand….Den raa Virkelighed er repræsenteret i Form af en Kro, der ligger i hin mystiske Egn. Og til Kroen søger Stedets forvitrede Eksistenser, en Flok halvgodmodige Banditter og enfoldige Drukkenbolte, hvis Gilder præsideres af Krokonen. Nu er hun fed og oppustet, Blikket fordummet'1, Klæderne snavsede og Skoene Slæbere, og hun er ikke fri for at smage stærkt af det Brændevin, som om Natten tømmes af Spritklubben. Men engang var hun anderledes smuk og slank, klar i Blikket og sirlig i Dragten. Hun vartede op i Faderens Værtshus, kydsk og utilgængelig, indtil en Aften den sære Bissekræmmer, Jakob Jøde, med den skarpe Næse og de blanke Øjne tog ind i Kroen og talte og fortalte saalænge til han havde snakket hende baade fra Vid og Sans. Den Nat kastede en ung Kvinde sig ind i Elskovens hede Bad, St. Hansormen lyste hende paa vildene Veje, og den sære Bissekræmmer kom ikke mere til Kroen.Deres Barn er Martha, hvis unge Elskov Novellen handler om.Hun vokser op i Kroen som et noget uciviliseret Væsen – halv Skovnymfe, halv Fattigtøs. Moderen er intet for hende, en død uformelig Klump, hendes Venner er Spritklubben, hvis Omgang umuligt kan virke adlende ind paa hendes Sind, og som dog mærkeligt nok ikke helt fordærver hende. Man skal paa Forfatterens Ord tro, at disse raa Knægte opføre sig honnet og hensynsfuldt overfor den unge Pige, idet blot den yngste af Banden, en Kæmpekarl og en forsoren Slagbroder med alles Samtykke kaares til hendes Brudgom.Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke.(Edvard Brandes i Politiken 20.11. 1885)

Fortælleren kommer efter mange Aars Fraværelse paa Besøg i sin Fødeby Randers; det første Syn af den i Dagens Lys med dens mange nye Huse og fremmede Ansigter er ham en Skuffelse, men da han ved Nattetid vandrer ud paa dens Gader, stille og mennesketomme som de er, forekommer den ham som forvandlet. Ud af Skyggerne vokser den gamle By, hans Barndomsminders By .... og pludselig standser han foran et bedaget Hus, der stirrer paa ham gennem sin Række af smaa Vinduer med et uslippeligt, hemmelighedsfuldt Genkendelsesblik, der bringer ham til at studse.Hvordan var det nu? Jo, nu husker han det! Deroppe paa første Sal var det, hun boede … hende … hvad var det nu, hun hed? Eleonora, Anna Eleonora! … den gyldenblonde Skønjomfru, der første Gang tændte Elskovens Alterlue i hans unge Hjærte. Og her – netop paa denne Flisesten– var det, han som trettenaars Dreng stod de lange Nætter og stirrede op paa hendes Sovekammervinduers blomsterbemalede Rullegardiner, der i hans lyksalige Drømme forvandledes til en maanebelyst Urskov, mellem hvis Palmer og Lianer han tyst vandrede med den Elskede.Og mens han i Nattens Stilhed stirrer paa det gamle, skumle Hus, er det ham, som om Forgangenhedens Genfærdsverden aabner sig for ham; Lyden af et Navn drager ham aandeagtigt forbi. Eleonora! At han saa ubarmhjærtigt har kunnet glemme hende! Hvad var det nu, der blev af hende? Blev hun ikke ulykkelig – eller hvordan? – Virkeligheden eksisterer ikke længer for ham; han lever som bjærgtagen i en Erindringsverden; han er som hypnotiseret af Attraa efter at genkalde sig Eleonoras Skæbne.Fortællingen er nu mesterligt komponeret saaledes, at medens Fortælleren vandrer om paa det moderne Randers’ Gader, medens han færdes i Omegnens Skove eller ved Nattetid i en Sejlbaad glider ned ad Gudenaaen – træder Minderne umærkeligt frem af Virkeligheden, blander sig i den, smælter sammen med den, fortrænger den og viger atter langsomt tilbage i taaget Dunkelhed, som i et Heine’sk Digt. Og for hver Gang de kommer til Syne, lokket frem af de tilsvarende Omgivelser, af tilfældige Forbindelser, af Spørgsmaal og Svar, føjer de en ny Akt til hint gamle Drama om den smukke og enfoldige Købmandsdatter, som al Tid havde et Kobbel af Byens Mandfolk efter sig, som lod sig overrumple til en Forlovelse med den lystne og latterlige gamle Adjunkt, og som tilsidst af Skam og Fortvivlelse over en flot Ritmesters frække Tilnærmelser druknede sig i Gudenaaen.Saa ubetydelige Personerne end er i hint forlængst udspillede, borgerlige Købstads Sørgespil, saa fængslende véd Pontoppidan at gøre dem for Læseren ved det Skær af Vid og Sværmeri, som kastes over Fremstillingen. Ikke for intet falder Heines Navn En i Pennen; idet man skriver et Par Linjer om den lille Bog. Hos ingen anden dansk Skribent for Øjeblikket er Lyrik og Satire parret saa gratiøst og naturligt sammen som hos Pontoppidan.Man føler ved at læse "Minder" den samme smærtelig-søde Nydelse som ved at lytte til Violoncel-Virtuosens Fantaseren; en Række skønne Billeder glider i fjærn Utydelighed En forbi: Billeder af maanelyse Nætter i den gamle Købstads Gader, med spøgelseagtige Skygger, med Vægterens regelmæssige Raab fra Lugen i Kirketaarnet; Billeder af larmende Markedsliv, af Bønder og Købmænd, gamle Tiders solide Velstand med sølvbeslagne Merskumspiber og brede Himmelsenge; af militær Parade paa Kongens Fødselsdag, af Skovture med leende, mousselinsklædte unge Piger; – Billeder af pragtfulde Solnedgange og af natlig Sejlads paa Gudenaaens drømmende Vande ....Og igennem Alt en Tone af Længsel efter det, som svandt, en bitter Klang af Melankoli ved at føle Alderdommen nærme sig, ved Tanken om de graanende Haar, de begyndende Rynker om Øjnene – og saa en Riven-sig-løs fra Skyggerne, et Pust af Morgen, som spreder Mindernes Nat(CE Jensens anmeldelse i Social-Demokraten 15.11. 1893)

Mimoser (1886), der var Pontoppidans bidrag til sædelighedsfejden, blev karakteristisk nok taget til indtægt i begge lejre. Romanen handler om to apotekerdøtre, som efter kort tids ægteskab griber ægtemændene i utroskab, hvorefter de straks forlader dem. Da den yngste datter Bettys ægteskab med Anton Drehling beskrives som helt igennem harmonisk, mente den konservative presse, at romanen var en advarsel til utro ægtemænd om, hvor meget et enkelt sidespring kan ødelægge. Den fortolkning passer dog dårligt til titlen, som omvendt foranledigede Edv. Brandes til at mene, at romanen var en advarsel til kvinderne om ikke at være for sarte.Mimoser tager imidlertid hverken parti for friere eller strammere seksualmoral. Dens angreb gælder, som undertitlen „Et Familjeliv“ siger, intimsfæren med dens tætte sammenkædning af romantisk forelskelse og sociale forpligtelser. Betty og Anton danner „en selvstændig lille Lyksaligheds-Klode“ på deres gods og bliver som børn igen i ægtesengen, der kaldes en „mægtig Vugge“. Han mister interessen for alt uden for hjemmet, og hun er sart og svag efter fødslen af deres søn. Da Drehling som landstingsmand må være borte fra hjemmet nogle måneder, overmandes han af lidenskab for en ulykkelig gift dame. Skønt han angrer dybt, forlader Betty ham med sønnen.(Dansk Litteraturs Historie)

"Drengeår" er første bind af Henrik Pontoppidans små erindringsbøger og handler om barndommen i Randers fra han var seks til han var seksten og flyttede til København for at læse til polytekniker. Han voksede op i en præstegård og havde femten søskende, hvoraf nogle døde som små. Han fortæller om en søster, der døde som lille, at hun så ud som om hun sov, men da han tog hendes hånd, var en iskold. Nogle af Pontoppidans første erindringer er knyttet til krigen i 1864, da han var syv år. Senere oplevede han den bevægede tid, da bondestanden rejste sig til kamp mod Højres regering. Han legede, tog ud på lange vandreture i Jylland og fortæller om ballerne og de piger, han svingede i en fejende mazurka,

"Hamskifte" er andet bind af Henrik Pontoppidans erindringer og handler om tiden fra han kom til København for at læse til polytekniker og til han efter at ophold i Schweiz begyndte at mærke de digteriske evner røre på sig. Det blev i første omgang til "Syndebukken", en skæbnefortælling på vers, som han senere brændte. Bogen myldrer med brogede indtryk fra København i denne kamptid, hvor bønder og arbejdere begyndte at rejse sig mod godsejernes og embedsmændenes Højreregering, Pontoppidan lærer mange mennesker at kende i København, om en jødisk familie siger han, at dens livfulde og dygtige unge mennesker bekræftede forestillingen om, at jøderne er "det mousserende element i borgerlighedens tunge og træge masse"

Fjerde og sidste bind af Pontoppidans erindringer, "Familjeliv", handler om tiden fra 1890'erne og frem til første verdenskrigs udbrud. Med forbløffende sindsro fortæller Pontoppidan om, hvordan hans ældste datter døde af hjernebetændelse og hvordan han besluttede sig til at forlade sin kone og de to overlevende børn for at flytte sammen med en meget yngre kvinde, han har spillet tennis med i Blokhus, hvorefter han får børn med hende. Henrik Pontoppidan er i denne periode en kendt og feteret forf atter, og man møder alle tidens store litterære navne som Drachmann, Stuckenberg, Strindberg og mange andre. Ikke så få af dem betragter han som storpralende, skabagtige og selvforherligende.

I "Arv og gæld", tredje bind af Pontoppidans erindringer, fortæller han om, hvordan han beslutter sig til at opgive karrieren som polytekniker og i stedet satse på at blive forfatter. Det økonomiske grundlag for denne beslutning er, at han bliver ansat som lærer ved sin brors grundtvigske højskole, hvor han har svært ved at forlige sig med den religiøse stemning. Han har mødt en ung bondepige, som han bliver gift med og får børn med. Da hans første novellesamling udkommer, bliver det muligt for ham at sige sin lærerstilling op og leve af at skrive

Rundt omkring i Henrik Pontoppidans store forfatterskab findes adskillige vidnesbyrd om hans stadige kredsen omkring begrebet „personlighed“ – dag- og natsiden i mennesket og deres evige spændinger.Mest omdiskuteret er måske den lille fabel Ørneflugt, der på sine fire sider siges at rumme nøglen til hele forfatterskabet. Det samme er blevet sagt om De vises sten. Her står de sammen med ni andre humoristiske, beske, ironiske, pessimistiske tekster, som forfatteren gav betegnelsen krøniker: Menneskenes børn, En lille by, Morgendug, Den stærke skrædder, Den kloge mand, Havfruens sang, Digterliv, Muldskud, Når vildgæssene trækker forbi. Bogen afsluttes med en lille roman, Den kongelige gæst – man kunne kalde den en omvendt syndefaldsmyte.Med efterskrift af Thorkild Skjerbæk.

Novellen Kirkeskuden udgør sammen med Et Endeligt hovedstykkerne i Henrik Pontoppidans debutsamling Stækkede Vinger (1881).I Hovedsporet - Dansk Litteraturs Historie (2005) står der: "Pontoppidan afbrød [...] ingeniørstudiet kort før sin afsluttende eksamen for at blive digter. Han debuterede i 1881 med novellesamlingen Stækkede Vinger, og i det følgende årti udgav han en række tilsvarende samlinger. [...] Tilslutningen til det moderne gennembrud er tydelig i disse noveller. Der er i hovedsagen social indignationslitteratur, som med påtrængende realisme fremholder de elendige vilkår, husmænd og landarbejdere lever under."

"Landsbybilleder" består af fem selvstændige noveller, der alligevel på en eller anden måde hænger sammen.

Landsbybilleder, som blev udgivet første gang i 1883, indeholder de fem fortællinger  En Kjærlighedshistorie", "En Fiskerrede", "Bonde-Idyl", "Vinterbillede" og "Arv".

Romanen, der udkom første gang i 1891-95, er en rystende beretning om en mand og hans skæbne. Om hans kamp for lykke og om hans nederlag i denne kamp. Et hovedværk i dansk naturalisme. Dette bind indeholder første del af romanen: Muld.

Romanen, der udkom første gang i 1891-95, er en rystende beretning om en mand og hans skæbne. Om hans kamp for sin lykke og om hans nederlag i denne kamp. Et hovedværk i dansk naturalisme. Dette bind indeholder anden del af romanen: Det forjættede land.

Romanen, der udkom første gang i 1891-95, er en rystende beretning om en mand og hans skæbne. Om hans kamp for sin lykke og om hans nederlag i denne kamp. Et hovedværk i dansk naturalisme. Dette bind indeholder tredje del af romanen, Dommens dag.

Henrik Pontoppidans "fortællings-kres" udkom i 1913 i 5 selvstændige bind. Det er et hovedværk i dansk litteratur og læses den dag idag med den største fryd. Rent bortset herfra er det også en pokkers underholdende bog.

"Ung Elskov" er en roman der omfatter flere skæbnefortællinger. Pontoppidan modstiller på mesterlig vis den romantiske kærlighed og det hverdagsagtige fornuftsægteskab.Edvard Brandes skriver om romanen i Politiken november 1885:"Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke, men han føler Trang til at fremstille den hemmelighedsfuldere end den er."

Under arbejdet med Det forjættede land (1891-95) blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader. Dette forhold, som også var dybt personligt, udforskede Pontoppidan i 1890'erne i en række mindre jegromaner, heriblandt Natur (1890) om mænd, der ikke magter at få et afklaret forhold til deres egen erotiske natur. Natur indeholder de to små romaner Vildt og En Bonde.

Mands himmerig er nobelprismodtageren Henrik Pontoppidans sidste roman. Lille i omfang men med stor fortællekunst skildrer romanen det politiske København i årene op til og begyndelsen af Første Verdenskrig.Den idealistiske og nådesløse skribent, Niels Thorsen står til at overtage chefredaktørposten i partiavisen, Friheden, men må i sidste øjeblik se sig forbigået af den folkekære folketingsmand, Dr. Rømer. Opfyldt af harme fortsætter Niels Thorsen sin kompromisløse kamp mod den udbredte overfladiskhed og materialisme, der hersker i det politiske liv, og forsøger med sin skarpe pen at opildne folket til kampgejst og til at gå ind i krigen for Danmarks frihed.Pontoppidan viser atter engang med et af sine ”tidsbilleder”, hvordan idealisme, der ikke er fulgt af selvindsigt og lydhørhed, fører til undergang. Niels Thorsens kamp for mands himmerig og forsagelsen af alt kvindeligt: ”Ingen kvinder i lejren!” må da blive hans endeligt.Romanen blev udgivet første gang i 1927, og her knap 100 år efter kan læseren stadig med lige så stor begejstring lade sig underholde af Pontoppidans svirpende samfundskritiske pisk.Mands himmerig udkommer for første gang i moderne retskrivning i en lærredsindbundet udgave med nyt forord.

Romankredsen Det forjættede Land består af tre sammenhængende romaner: Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895).I 1898 genudgivet i en samlet udgave som her foreligger.Emanuel Hansted er navnet på romanens hovedperson.Efter endt eksamen får han embede som kapellan i en sjællandsk landsby. I mellemtiden har moderen i et anfald af religiøs psykose taget sit liv. Når han har slået sig ned på landet, er det mere i protest imod bylivets kultur (faderen), end det er af en tilskyndelse indefra. - Hvilket mellem linierne fremstår som uheldsvangert.

Dette er historien om Thorkild Frederik Muller - outsideren over alle outsidere! Grønlandspræsten, der efter i en menneskealder at have været præst på Grønland, vender hjem til det lille bonerte, middelmådige og småborgerlige Danmark, hvor der intet udsyn er (ikke helt ulig Danmark idag).Han var taberen der drog til Grønland og blev vinder - og han blev taberen igen da han rejste hjem.Gid alle der føler sig lidt sære, må blive opløftet af denne, Pontoppidans bedste fortælling. Ingen lades uberørt efter læsningen af dette portræt!

I romanen Spøgelser fra 1888 rettes en psykologisk interesse mod de herskende borgerligt kristne illusioner om menneskets natur.

Henrik Pontoppidan viser her sin genialitet, ved at skildre det komrumperede politiske miljø i begyndelsen af det 19'ende århundrede, set fra flere forskellige sider. Ligesom idag har politik altid været et beskidt håndværk, men dengang havde man måske en mere elegant måde at snyde hinanden og vælgerne på.

"Mimoser" er en roman der handler om Betty Bybergs ægteskab med Anton Drehling, og de intriger der kan foregå i sådan et. Romanen blev udgivet i 1886 og falder med sin tematik således lige ind i den daværende skandinaviske sædelighedsfejde i samfundet og i litteraturen.

En roman om en egoistisk kunstner og hans urimelige krav til sine omgivelser."Måtte Danmark aldrig savne sin Henrik Pontoppidan." – Aksel Sandemose