Bøger af Herman Bang

"Præster" indeholder tolv noveller, der er fordelt med fire i hvert af de tre afsnit - Præster, Kvindefigurer og En miniature. Bogen udkom på Riemenschneiders forlag med et opsigtsvækkende omslag i sort og hvidt, der ledte tanken hen på præstekraver. Samme dag, som bogen udkom, blev forlagets to ledere anholdt for at fremstille falske pengesedler, og forlaget ophørte med at eksistere.

Herman Bang skrev skuespil og var teateranmelder. Han gjorde sig også overvejelser om skuespilkunsten og opsøgte fremtrædende skuespillere for at høre om deres opfattelse af deres kunst. Hans essays om teaterkunsten er samlet i "Teatret!" fra 1892. Nogle af samlingens essays har været optrykt i Bangs Samlede Værker, mens andre - blandt andet de indsigtsfulde essays om Ibsens "Gengangere" og omtalen af "Hedda Gabler" og "Brand" har mig bekendt ikke været tilgængelige i andet end førsteudgaven. Hele den oprindelige bog foreligger hermed for første gang som e-bog.

Herman Bang var en fremragende reporter, og i artikelsamlingen "Herhjemme og derude" tager han os med til fattigkvartererne på begge sider af Strøget - ved det nuværende Pistoltorv og Bremerholm. Han skriver om enkedronninger og forfattere. om Assistenshuset og skibskatastrofer og udvandrerbåde med samme nysgerrige blik, samme dybtgående analyse og i det samme gnistrende, funklende sprog.Herman Bangs reportager burde i langt højere grad læses sammen med hans noveller og romaner.***Herman Bang blev i 1880 "blev han på Topsøes anbefaling fast ansat søndags-føljetonist ved Christian Ferslews Nationaltidende. Ligesom i artiklerne til Jyllands-Posten skrev han om begivenhederne i byen med vægt på teaterlivet og de nye bøger. Efterhånden forsvandt artiklernes karakter af petitjournalistik. De samlede sig om et enkelt emne, som blev grundigere behandlet og skildrede ofte socialt udsatte grupper med den medfølelse og indignation, som genfindes i det skønlitterære forfatterskab. Mellem sine besøg i modesalonen, Magasin du Nord og Tivoli opsøgte han mere ydmyge steder som Assistenshuset, børneasylet, hospitalet og lighuset. Læserne mødte lige så ofte syersker, sigøjnere og cirkusartister som det pæne borgerskab på Charlottenborgudstillingen og i det nye „National“s koncertsal. Der blev også plads til en række erindringsskitser og portrætter af forfattere og kunstnere, som han beundrede, nærede veneration for eller identificerede sig med.Bang karakteriserede selv føljetonen som „Døgnets Memoirer“ og føljetonisten som „Nuets Ægtefælle“, der „maa bo under Tag sammen med Publikum (…) leie i Publikums Hus“, og taler om „Nuets store Bank, Kassereren sidder ved Kassen og veksler alle Stemningers flydende Kapitaler“.(Dansk Litteraturs Historie)

"Tunge melodier" er Herman Bangs første novellesamling. Allerede her gennemspiller han en række af de temaer, han senere skulle udviklke til mesterskab - således hedder en af novellerne "Stille Eksistenser" ligesom den senere novellesamling, der også indeholdt "Ved vejen".

Georg Brandes var i de år i Berlin, og før han vendte hjem i 1883, havde Bang etableret sig som den førende litteraturkritiker. Han havde udsendt to vægtige litteraturkritiske artikelsamlinger, Realisme og Realister (1879) og Kritiske Studier og Udkast (1880), som foregreb Brandes' Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) og Den romantiske Skole i Frankrig (1882) ved at portrættere de moderne realistiske danske forfattere samlet og introducere de tilsvarende franske. Kritiske Studier og Udkast indeholder også en afdeling „Dramaturgiske Pennetegninger“, som konkurrerede med Edv. Brandes' nyligt udkomne Dansk Skuespilkunst (1880).Efter Brandes' tilbagevenden til København kom det til en åben konfrontation over Gjellerups roman Romulus, som Brandes i sin anmeldelse kritiserede for at have et usikkert forhold til genren, fordi den både rummer stof til en roman, idet den giver „et sammentrængt Billede af den hele Verdenstilstand, som Digteren forestiller sig den“, og til en novelle, idet den giver „et interessant Enkelttilfælde, et fængslende Unicum“. Romanstoffet handler om mishandlingen af hesten Romulus som symbol på samfundsmæssig uret, mens novellestoffet er en kærlighedshistorie, og forfatteren har ikke kunnet beslutte sig til, hvilken af de to historier han ville fortælle. Brandes fremhævede i øvrigt den gode moralske balance, eftersom de samfundsmæssige misforhold straffes af en „ædel ung Pige“, der repræsenterer retsfølelsen, men kritiserede, at Romulus for sent etableres som tekstens centralsymbol, og den episke teknik, hvor der forekommer direkte forfatterkommentarer.En måned senere skrev Bang i „Teknik i vor nye Litteratur. Nogle Bemærkninger i anledning af Dr. Brandes' sidste Anmeldelse“, at hele Brandes' kritiske metode var forældet. Efter først at have hyldet Brandes som den store lærer noterede han på sin generations vegne: „Vi [unge] ere blevne forfærdede over at læse Ord som 'Symbol paa Samfundets Uret' eller som: 'En ædel ung Pige repræsenterer Retsfølelsen og Barmhjertigheden'“. De unge tænker i helt andre baner. De taler ikke om romaner og noveller, men om 'brudstykker af et livs historie' eller 'en følelses historie', hvor stoffet komponerer værket. De skriver enten en psykologisk roman om en enkelt følelse, eller som Zola en social roman, men i ingen af de to tilfælde er der tale om at skabe symboler. Man aftegner „en Krog af Samfundet“ eller „en Krog af Følelseslivet“. Brandes svarede, at kunsten gennem de realistiske enkeltskildringer dog udtrykker en større sammenhæng.(Dansk Litteraturs Historie)

Tine handler om tiden fra krigsudbruddet i februar 1864 til stormen på Dybbøl i april, der ændrer livet på Als. Fra et idyllisk samfund, som skildres gennem Tines erindringer, hvor alle uanset stand kender hinanden og lever i samklang med naturen, ændres det til et samfund i socialt og moralsk forfald. Efter rømningen af Dannevirke indkvarteres de sårede soldater i skovridergården, hvor snavs og normløshed breder sig. Ved handlingens begyndelse har skovrideren sendt sin hustru og sønnen Herluf bort, og i sin ensomhed vender han sit behov for ømhed mod Tine, der forsøger at skabe hjemlig hygge om ham, når han er tilbage fra fronten. I det stigende kaos af død og menneskeligt sammenbrud finder de trøst hos hinanden. Det ender med et samleje, som for ham kun handler om et øjebliks driftstilfredsstillelse. Han giver efter for sin seksuelle lyst på trods af sine dybere følelser, „midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær“. For Tine er det imidlertid den store kærlighed. Da han på dødslejet kun nævner sin hustrus navn og ikke genkender hende, drukner hun sig i sorg over på enhver måde at have mistet ham.Bogen udkom i 25-året for nederlaget og indeholder en kritik af de nationalliberales blinde fædrelandsbegejstring og naive gudstro, der førte til katastrofen. Den lokale, enarmede baron taler i højstemte vendinger til folkene i gården om krigen som „en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element“. Og provsten, der er tegnet over D.G. Monrad, som var konseilspræsident under krigen, taler om „ikke at opgive Nationens Værdighed“, efter at preusserne er rykket højt op i Jylland.(Dansk Litteraturs Historie)

"Det grå hus" er en erindringsroman om Herman Bangs ungdomsår i København."Herman Bang blev student 1875 fra Sorø, cand.phil. 1877. Han begyndte at studere jura, men opgav det, drevet af skuespillerinteresser og slugte i de første studenterår den moderne franske roman- og skuespillitteratur. Forældreløs som han var fik han i disse studenterår et fast stade hos farfaderen, gehejmeråd, excellence Ole Bang, hvem sønnesønnen senere skildrede i romanen Det graa Hus, og hans første publikation var en samling af bedstefaderens poesier."(Dansk biografisk Leksikon)

De uden Fædreland tematiserer den hjemløse kunstner – violinisten Joán, der vokser op på en mystisk ø i Donau som bastard. Moderen længes mod sit hjemland Danmark og fortæller tit Joán herom. Han drager til Danmark for at spille koncert, men drømmer samtidig om at finde et fædreland. Drømmen brister dog og viser sig som illusion, for han kan ikke leve sig ind i det samfund, han møder, fordi det efter krigen i 1864 ikke er som han har lært af moderen. (Litteratursiden)

"Branden" er et udvalg af Herman Bangs reportager, især fra Nationaltidende 1880-84. Skildringen af Christiansborgs brand er en klassiker i dansk journalistik. Herman Bang var en fremragende reporter. Han var her og der og alle vegne, og han fortalte, hvad han så og følte - i sit eget udsøgte og smukke sprog. Man taler om New Journalism, hvor journalismen trækker sig selv ind i reportagen, men så ny er den heller ikke. Herman Bang var en mester i den form. Man kan mærke ekkoer af Bangs reportager i dansk presse frem gennem tiden. Dan Turèlls "I byen" giver mindelser om genren. Herman Bang kaldte artiklerne "feuilletoner", i dag ville vi måske betegne en del af dem som kronikker eller essays.Vi besøger overklassen i modesalonen, på udstilling og på landet. Men vi kommer også til syerskernes fest, i lighuset og blandt zigøjnere og artister.Udvalget her føjer sig til reportagerne i "Herhjemme og derude" og til sammen giver Herman Bangs feuilletoner et enestående billede af Danmark og især København i tiden under Estrups styre.

In „Am Wege" fristet Katinka ein bescheidenes Dasein. Frei von materiellen Sorgen, frei auch von übertriebenen Ansprüchen, wohnt sie mit ihrem Mann, einem Stationsvorsteher, auf dem flachen Lande. Zuweilen sitzt sie auf der Bank vor dem Haus und lässt ihren Blick ahnungsvoll schweifen. Das wahre Leben, sie weiß es längst, es rauscht an ihr vorüber wie die Dampfeisenbahn. Kenner bezeichnen diesen Eheroman schlichtweg als den "schönsten dänischen Roman".Hermann Bang, dänischer Schriftsteller, geboren am 20.4.1857 auf Alsen, gestorben am 29.1.1912 in Ogden (Utah, USA) auf einer Vortragsreise. Schon früh war Herman Bang der bedeutendste dänische Journalist seiner Zeit, aber auch sehr kontrovers diskutiert. Er lebte das Leben eines Dandys, inszenierte sich als Gesamtkunstwerk nach dem Vorbild von Huysmans und Wilde; seine homosexuellen Neigungen zeigte er auch öffentlich, was ihm Anfeindungen und Isolation in Dänemark eintrug. Herman Bang war der bedeutendste dänische Vertreter des literarischen Impressionismus.

Tine, die Tochter des Küsters auf einer malerischen dänischen Ostseeinsel, ist bei dem jungen Ehepaar Berg ein gern und häufig gesehener Gast. Doch dann bricht jäh der deutsch-dänische Krieg von 1864 in die Idylle ein: Tines friedliches Heimatdorf liegt plötzlich am Rand eines Schlachtfelds, Flüchtlinge und Verwundete werden einquartiert, während der Kanonendonner immer näher rückt. Inmitten der spannungsgeladenen Atmosphäre wird sich Tine ihrer lange verdrängten Gefühle für Berg bewusst. Hermann Bang, dänischer Schriftsteller, geboren am 20.4.1857 auf Alsen, gestorben am 29.1.1912 in Ogden (Utah, USA) auf einer Vortragsreise. Schon früh war Herman Bang der bedeutendste dänische Journalist seiner Zeit, aber auch sehr kontrovers diskutiert. Er lebte das Leben eines Dandys, inszenierte sich als Gesamtkunstwerk nach dem Vorbild von Huysmans und Wilde; seine homosexuellen Neigungen zeigte er auch öffentlich, was ihm Anfeindungen und Isolation in Dänemark eintrug. Herman Bang war der bedeutendste dänische Vertreter des literarischen Impressionismus.

In seiner Erzählung Sommerfreuden führt uns Herman Bang an einen Badeort an Jütlands nördlichem Ende, wo die Eheleute Brasen ein Hotel am Leben zu halten versuchen. Das fällt schwer, denn Badegäste sind weit und breit nicht zu sehen. Da verbreitet sich mit einem Mal das Gerücht, dass ein Dampfer mit Gästeneingetoffen ist. Ab jetzt überschlagen sich die Ereignisse, die nicht nur das Hotel der Brasens, sondern den ganzen Ort in Bewegung versetzen.Hermann Bang, dänischer Schriftsteller, geboren am 20.4.1857 auf Alsen, gestorben am 29.1.1912 in Ogden (Utah, USA) auf einer Vortragsreise. Schon früh war Herman Bang der bedeutendste dänische Journalist seiner Zeit, aber auch sehr kontrovers diskutiert. Er lebte das Leben eines Dandys, inszenierte sich als Gesamtkunstwerk nach dem Vorbild von Huysmans und Wilde; seine homosexuellen Neigungen zeigte er auch öffentlich, was ihm Anfeindungen und Isolation in Dänemark eintrug. Herman Bang war der bedeutendste dänische Vertreter des literarischen Impressionismus.

Herman Bang beschreibt seine Frühe Kindheit. Das weiße Haus in dem Bang seine glücklichsten Jahre verbrachte. Die Mutter ist die Seeles des Hauses, mit ihrer lebensfrohen Natürlichkeit und einer kindlichen Lust am Umhertollen. Aber schon ist ein Schatten auf das weiße Haus gefallen, der die Freude dämpf und die Sehnsucht nach Vergangenem weckt. REZENSIOIN"’Das weiße Haus’ von 1898 und ‘Das graue Haus"’ von 1901, Pendantromane, wie die Titel erkennen lassen, zeigen Herman Bang als einen Autor von düsterer Komik, mit einem starken Sinn fürs Szenische und einer Erzähltechnik, die weit über die Jahrhundertwende vorausweist." - Michael Maar, Frankfurter AllgemeineAUTORENPORTRÄTHerman Bang, geboren 1857 auf Alsen, Nordschleswig, wuchs als Pfarrerssohn in der dänischen Provinz auf und versuchte sich als Schauspieler, Regisseur und Feuilletonist, ehe er sich der Literatur zuwandte. Lesereisen führten ihn durch ganz Europa. Bang gilt als der bedeutendste dänische Vertreter des literarischen Impressionismus. Seine Schriftstellerkollegen in Deutschland erkannten Bang früh als einen der bedeutendsten Prosaautoren der skandinavischen Moderne. Und 100 Jahre nach seinem Tod zieht Herman Bang immer mehr Leser in seinem Bann. Rainer Maria Rilke, Hugo von Hofmannsthal, Hermann Hesse und Thomas Mann empfahlen seine Bücher, Klaus Mann machte ihn zum Helden einer Erzählung.

Im Haus Seiner Exzellenz in Kopenhagen wird die Zeit nicht mehr gemessen. Zwischen Morgen und Abend eines kurzen Wintertages läuft scheinbar Alltägliches ab: Besucher kommen, ein Empfang findet statt, und nur halb im Verborgenen vollziehen sich die Ereignisse, die für die Familie der Hvides von lebenswichtiger Bedeutung sind.Anders als im weißen Haus seiner Kindheit, dessen sich Herman Bang als einer ländlich-geborgenen Welt erinnert, geht es in diesem 1801 entstandenen Roman um Abrechnung mit einer Bürgerlichkeit, die sich Selbst überlebt hat.REZENSIOIN"’Das weiße Haus’ von 1898 und ‘Das graue Haus"’ von 1901, Pendantromane, wie die Titel erkennen lassen, zeigen Herman Bang als einen Autor von düsterer Komik, mit einem starken Sinn fürs Szenische und einer Erzähltechnik, die weit über die Jahrhundertwende vorausweist." - Michael Maar, Frankfurter AllgemeineAUTORENPORTRÄTHerman Bang, geboren 1857 auf Alsen, Nordschleswig, wuchs als Pfarrerssohn in der dänischen Provinz auf und versuchte sich als Schauspieler, Regisseur und Feuilletonist, ehe er sich der Literatur zuwandte. Lesereisen führten ihn durch ganz Europa. Bang gilt als der bedeutendste dänische Vertreter des literarischen Impressionismus. Seine Schriftstellerkollegen in Deutschland erkannten Bang früh als einen der bedeutendsten Prosaautoren der skandinavischen Moderne. Und 100 Jahre nach seinem Tod zieht Herman Bang immer mehr Leser in seinem Bann. Rainer Maria Rilke, Hugo von Hofmannsthal, Hermann Hesse und Thomas Mann empfahlen seine Bücher, Klaus Mann machte ihn zum Helden einer Erzählung.

Den berømte pianistinde Madame Simonin, holder ferie på sit slot i Tyrol. I alle slottets værelser er der flygeler, og til dette slot ankommer lidt efter lidt diverse musikalske berømtheder. Jo - det bliver en særegen ferie -

Herman Bangs novelle fra 1890 om den fallerede balletdanserinde Irene Holm som hutler sig igennem et liv i provinsen ved at undervise godtfolk i dans, er både rørende og bidende.

"Herman Bangs vielleicht erschütterndstes, sicherlich gelungenstes, stärkstes Buch ... der traurigste Liebesroman aller Zeiten." - Klaus Mann, 1924Der berühmte Maler Claude Zoret hat den siebzehnjährigen Michael als Schüler bei sich aufgenommen und malt ihn wieder und wieder in klassischen Posen, als Eros, Alkibiades oder Michaelangelos "Der Sieger". Für Zoret bricht die Welt zusammen, als Michael sich im Alter von zweiundzwanzig Jahren in die Fürstin Zamikoff verliebt und seinen Meister verlässt. Zoret malt ein letztes Meisterwerk: sein Hiob macht ihn in den Augen des Publikums zum Maler der Schmerzen. Wie auch in Wildes Bildnis des Dorian Gray enthüllen erst die Gemälde eine Wahrheit, die im Leben nicht ausgesprochen werden darf. Für Klaus Mann war Bangs Roman, der seit 80 Jahren in deutscher Sprache nicht mehr erhältlich ist, "der traurigste Liebesroman aller Zeiten". Im Anhang werden Herman Bangs postum veröffentlichten "Gedanken zum Sexualitätsproblem" dokumentiert.Herman Bangs erzählerisches Werk erlebt seit bald zehn Jahren eine deutsche Renaissance im deutschsprachigen Raum. Greifbar sind seit kurzem auch zwei homoerotische Künstlerromane des 1857 in Asserballe auf der Insel Alsen geborenen Dänen: "Hoffnungslose Geschlechter" (1880) in einer neuen und "Michael»" (1904).AUTORENPORTRÄTHerman Bang, geboren 1857 auf Alsen, Nordschleswig, wuchs als Pfarrerssohn in der dänischen Provinz auf und versuchte sich als Schauspieler, Regisseur und Feuilletonist, ehe er sich der Literatur zuwandte. Lesereisen führten ihn durch ganz Europa. Bang gilt als der bedeutendste dänische Vertreter des literarischen Impressionismus. Seine Schriftstellerkollegen in Deutschland erkannten Bang früh als einen der bedeutendsten Prosaautoren der skandinavischen Moderne. Und 100 Jahre nach seinem Tod zieht Herman Bang immer mehr Leser in seinem Bann. Rainer Maria Rilke, Hugo von Hofmannsthal, Hermann Hesse und Thomas Mann empfahlen seine Bücher, Klaus Mann machte ihn zum Helden einer Erzählung.

Novellen Ved Vejen er efterhånden kanoniseret som Bangs hovedværk, og også i denne sammenhæng er den det værk, det anbefales at starte med som indgangsvinkel til forfatterskabet.Stille Eksistenser (1886) er titlen på den novellesamling, som hovednovellen Ved Vejen indgår i. På grund af sit omfang har Ved Vejen efterhånden fået status som roman. De stille eksistenser er stærke, men socialt stækkede kvinder, og Katinka Bai, stationsforstanderfruen i Ved Vejen, er netop en sådan eksistens. Bang blev inspireret til romanen, da han så et kvindeansigt gennem vinduet fra en togkupe.Åbningsbilledet i Ved Vejen er in medias res, hvilket er latin og betyder at teksten starter i midten af begivenhederne. Billedet er broget, fuldt af personer og foregår omkring lillebyens centrale kontaktflade til den store verden: stationen. Der sker en åbning af et stemningsbillede, som er blevet berømt for den impressionistiske fremstillingsform med glidende scenisk panorering og brudte replikker, der lader læseren blive præsenteret for personernes karakterer. Der er bemærkelsesværdigt ingen decideret handling i åbningsbilledet, men mange stemninger, og stilen er at registrere begivenhederne nøgternt uden at fortolke, hvilket er kendetegnende for den naturalistiske stil. At registrere objektivt som naturvidenskabens videnskabelige arbejdsmetode.Ved Vejen betragtes desuden som Bangs mest gennemførte impressionistiske værk. At det er impressionistisk, vil sige, at forfatteren beskriver små udsnit af en større helhed, hvilket omtales nærmere nedenfor. Handlingen er enkel, der er ingen stor dramatik eller indviklede intriger. Bang skildrer et umuligt kærlighedsforhold og udvælger desuden en række dagligdags handlinger og skildrer dem fintfølende og indlevet. Og også med en humor, der både kan være ironisk og sarkastisk.(Litteratursiden)

Det er Herman Bangs korteste og morsomste roman. Som en film af Felini, fuld af underlige og farverige typer.På Brasens badehotel venter man på landliggerne fra storbyen. Pengekassen er tom og Hr. og Fru Brasen har kredit i hele den lille by ved havet. Forberedelserne er på det højeste og pludselig ruller ”køretøjerne fra sønder” ind gennem porten og et døgn med halløj på hotellet følger. Her hænges både snobber, småborgere og Bangs ”stille eksistenser” til tørre, så det er en lyst. Ingen spares. Her er gerrighed, dovenskab, sagte liderlighed, misundelse og som noget sjældent hos Bang: En lykkelig kærlighedshistorie.I samtiden blev Bang kritiseret for at gøre grin med virkelighedens værtspar i Sæby. Og fruen tilgav vist aldrig Bang. Hun som ellers havde beværtet den nervesvage forfatter så omsorgsfuldt på hotellet.Men i dag er det hele bare en fabelagtigt fortalt historie. Det er ren fryd. Bogens motto er: ”Livet er trist – lad os derfor le”.

12 små noveller - eller rettere 3 små novellesamlinger med 4 historier i hver, hvor Bang både satiriserer over og nænsomt skildrer typer fra sin samtid, ofte på en måde, hvor den tilsyneladende uskyldige historie pludselig ved en replik skifter og bliver til en dyster skæbnefortælling: Præster, Kvindefigurer og En miniature (alle fortællingerne er egentlig en miniature:I Præster skildres fire danske præstetyper - man kan fundere på, om inspirationen har været Zolas Prêtres Catholiques, der var udkommet i brødrene Brandes' tidsskrift Det nittende Aarhundrede nogle år før - i Kvindetyper finder man bl.a. den berømte Frøkenen, der skildrer en ensom gammel frøkens trivielle hverdag, og En miniature er i hovedsagen bittesmå skildringer af kærlighed.

Bogen indeholder tre noveller, VE DEN FRA HVEM FORARGTELSEN KOMMER, DEN SIDSTE AFTEN og FRAGMENT. De handler alle om den "forfærdelige" kærlighed.

Herman Bang var en mester i at beskrive de stille eksistenser - med næsten guddommelig varme skildres disse to.

Hans Rasmus ligger for døden - hans kone har hentet præsten. Hans Rasmus hader præsten og alt hans væsen, fordi han, måske ikke helt retfærdigt, mener at præsten er skyldig i sønnens død for mange år siden.

En yngre videnskabsmand kommer til en mindre provinsby for at undersøge noget i byens arkiver. Imidlertid bjergtages han af en yngre kvinde der spiller klaver, men nægter at spille Chopin, fordi hun mener at han nyder sin lidelse.

Carlo Dupont er en dreng på 7 år, der har et vist talent for at spille violin. En impressario opdager ham og udnytter ham. Han omdøbes straks til Charlot, der lyder mere nuttet og alt mens pengene klinger i kassen ødelægges drengen mere og mere ----

Herman Bang (1857-1912) er en af dansk litteraturs store forfattere og også banebrydende som journalist og kritiker. Han er kendt for sin impressionistiske skrivestil, som har haft stor indflydelse på dansk litteratur. Fra det omfattende forfatterskab kan især fremhæves Stille eksistenser, der bl.a. indeholder fortællingen Ved vejen, og romanerne Stuk, Tine, Ludvigsbakke og Det hvide hus.På herregården Ludvigsbakke mødtes Karl von Eichbaum og Ida Brandt som børn. Karl er søn af gårdens ejer, og Ida er datter af godsforvalteren. Som voksne mødes de igen på Kommunehospitalet i København, hvor Ida arbejder som sygeplejerske og Karl som kontorist. Karls familie er i økonomiske problemer og har måttet sælge Ludvigsbakke, mens Ida er blevet formuende efter at have arvet fra sin mor. Deres fælles fortid knytter dem sammen, og Idas lykkelige barndomsminder udmunder sig i forelskelse. Karl ser en økonomisk redning i Ida, men de gamle sociale skel er svære at overskride, og Idas arv viser sig at være en belastning for hende snarere end en befrielse.Ludvigsbakke er af såvel Mogens Brøndsted og Sven Møller Kristensen i Danmarks litteratur som af Vilhelm Andersen i Illustreret dansk Litteraturhistorie blevet betegnet som 'Bangs bedste roman'."Denne historie er fortalt med Bangs fineste illuderende kunst og med en mageløs diskretion i virkemidlerne. Vi ser og hører alt, får intet forevist eller forklaret … En bedre bog skrev han ikke siden – måske heller ikke før." – Hakon Stangerup, Dansk Litteratur Historie

Som fortale til denne fortælling skriver Bang:Fra Sjælens ukendte Egne tilhviskes der os undertiden sælsomme og gådefulde Historier.De er hemmelighedsfulde og uhyggelige, og de fører os hen, hvor der er halvmørkt, og der hvor vi, med tøvende Skridt, kun famler os frem, med udstrakte Hænder.Men de tænder tillige usikre og flakkende Lys over Dybder, som vi ellers aldrig skimter - vore egne Sjæles hemmelighedssvangre Dyb.Derfor har jeg nedskrevet denne Fortælling

Som fortale til denne fortælling skriver Bang:Fra Sjælens ukendte Egne tilhviskes der os undertiden sælsomme og gådefulde Historier.De er hemmelighedsfulde og uhyggelige, og de fører os hen, hvor der er halvmørkt, og der hvor vi, med tøvende Skridt, kun famler os frem, med udstrakte Hænder.Men de tænder tillige usikre og flakkende Lys over Dybder, som vi ellers aldrig skimter - vore egne Sjæles hemmelighedssvangre Dyb.Derfor har jeg nedskrevet denne Fortælling

Som fortale til denne fortælling skriver Bang:Fra Sjælens ukendte Egne tilhviskes der os undertiden sælsomme og gådefulde Historier.De er hemmelighedsfulde og uhyggelige, og de fører os hen, hvor der er halvmørkt, og der hvor vi, med tøvende Skridt, kun famler os frem, med udstrakte Hænder.Men de tænder tillige usikre og flakkende Lys over Dybder, som vi ellers aldrig skimter - vore egne Sjæles hemmelighedssvangre Dyb.Derfor har jeg nedskrevet denne Fortælling.

"De fire djævle" (Les quatre diables, (1890)). Les quatre diable er senere blevet filmatiseret som "De flyvende djævle" af Anders Refn i 1985.