Bøger af Holger Drachmann

"Dæmpede Melodier" fra 1875 er på mange måder en splittet bog. Den oprørske og ligefrem revolutionære ånd, der strømmer gennem debutsamlingen tre år tidligere er stadig til stede i digte om, at krigene kun er magthavernes røvertogter, og soldaterne skal lægge våbnene fra sig og slutte sig sammen - og ikke mindst i det lange digt om den sidste Sortfod, som missionæren fortæller om, hvordan de kristne lever i fred og broderskab, hvorefter indianeren med mange eksempler viser ham, at det ikke er sandt - at de kristnes verden er fuld af løgn og bedrag. Men samtidig rummer "Dæmpede Melodier" digte om tidligere århundreders krige, hvor krigsbegejstring og patriotisme lyser ud af versene. Og midt i det hele finder man et af Drachmanns allersmukkeste lyriske digte - Improvisation ombord - med linjerne: Daggryets Gud vi ofrer vinens glød / Til dig en hymne efter vinen følger / Og slår vor time, giv os da en død / som Shelleys i Toscanerhavets bølger".

Med kul og kridt" udkom ligesom Drachmanns første digtsamling i 1872 og giver en god baggrund for indtrykkene og holdningerne i digtene. Drachmann fortæller om sin tid til søs og giver levende beskrivelser af England og Italien. Der er sol, saltvand og frisk blæst i disse skitser, og når man læser dem, forstår man bedre, hvorfor Drachmann følte lede ved det indelukkede og snævre miljø i det københavnske borgerskabs saloner.

Splittelsen mellem flid og drømmeri, pligt og lyst, borgerlig orden og personlig frihed, som allerede prægede Palnatoke Olsen, er hovedtemaet i Drachmanns første roman En Overkomplet (1876). Den 16-17-årige Erik har svært ved at underordne sig sin faders strenge krav om regelmæssig livsførelse og vedholdende skolearbejde. I sommerferien, som tilbringes i Fredensborg, vil han hellere strejfe om i den nordsjællandske natur end repetere latinske forfattere fra gymnasiets pensum. Dagen lang hengiver han sig til drømmerier i slotsparkens lindealleer mellem de mytologiske og allegoriske statuer og mindesmærker, sejler på Esrom Sø eller vandrer til Gurre og Hornbæk. Ved synet af vennen Adolfs uhæmmede dyrkelse af vinens og erotikkens fornøjelser, lægger han imidlertid sin livsstil om og udvikler sig til en pligtopfyldende akademiker. Adolf er overkomplet, „vaklende, drømmende, villieløs, bevæget hid og did af ethvert Indtryks Strømning“, fordi han lever alene uden faderlig vejledning med sin smukke og eftergivende mor, som både Erik og hans fader forelsker sig i. Erik anerkender faderens fortrinsret og afvikler dermed sit ødipuskompleks. Mens han studerer og arbejder i udlandet, dør begge forældrene. Adolf forfalder til druk og udsvævelser og synker socialt, men reddes af kærlighed til en ung opvarterske i et værtshus, en pige af folket hvis jævne baggrund opvejes af hendes rene jomfruelighed. Hun er den første udgave af det kvindeideal, som Drachmann siden forfulgte og færdigudviklede med Edith-figuren i hovedværket Forskrevet – (1890). Da Adolf og pigen gifter sig, bliver han komplet, og de kan udvandre til USA. På skibet rager parret op over mængden, „fast omslyngede, store, stærke, naive Skikkelser.“(Store Danske Encyklopædi)

Det er 80 år siden, Forskrevet – sidst blev optrykt. Tankestregen i titlen går på det "– til Fanden", som forlaget fjernede fra manuskriptets titel. Med god grund, for der er mange slags forskrivelser skildret i Drachmanns omfangsrige roman, og de er ikke nødvendigvis alle lige negative, faustiske.En Overkomplet var skrevet af den 30-årige digter på hans ungdom, Forskrevet – af den modne forfatter – så moden som han nu nogensinde blev. Romanen tager sin begyndelse i midten af 1880'erne, dens dobbelte hovedperson har langt mere end alderen til fælles med forfatteren, og den ender først efter sin udgivelse, i det fin-de-siècle, som først lige havde fået navn.Drachmann har i denne roman samme Undergangens Angst i Blodet som Henrik Pontoppidan arvede fra ham. Men han formulerer den med en modernitet der, igen med Rømhilds ord, "stilistisk og psykologisk, måske endda kompositorisk og stofligt" var aldeles nybrydende."Tingene afhænger af, med hvor kraftig en Fantasi vi gør os til deres Herre," bemærker midt i romanen det reflekterende af romanens dobbeltdyr, maleren og forfatteren Henrik Gerhard, der roman igennem mest beholder synsvinklen som fortæller af deres mere eller mindre fælles oplevelser. Hans alter ego med det drachmannske ydre, digteren Ulf Brynjulfsen, bruger mere fantasien til at underlægge sig tingene. Det kommer også til udtryk i romanens mange indslag af Ulfs lyrik.De to mænd cirkler som siamesiske tvillinger af modsat temperament om sangerinden Edith, af hvis kærlighed de begge begærer at næres. Men hun forbliver lukket land, af forskellige, mere og mere indlysende grunde, viser det sig efterhånden.Samtidig realiserer de sig som kunstnere, sammen eller hver for sig. De satser på at "oparbejde den ny Tidens og Tingenes Betragtning", og en dag blive udpeget som "den eller de Udmærkede, der hæver Skatten!"Forskrevet – er et flot bud på denne bestræbelse, men samtiden tog ikke særlig vel imod den. Hvis derimod Drømmetydningens Freud havde læst romanen, da den i 1904 udkom på tysk, måtte det have været gefundenes Fressen.(Flemming Behrendt)

Dette er historien om kærlighed mellem en ganske ung pige og en ældre mand. Den forældreløse Grethi bliver sat i pleje hos en faster i en lille landsby. Hendes lyst til musik drager hende mod kirkens organist, der er en mand, der nærmer sig de 60 år. Den kærlighed, der opstår mellem dem, får tragiske følger.

Ingen digter har været så elsket og fejret som Holger Drachmann, indbegrebet af Sangeren med slængkappe, bulehat og knortekæp i hånden. Og få har været ude for en sådan nedvurdering. I den henseende minder hans skæbne om Nis Petersens. Som tilfældet er med Nis Petersen ville man ikke gøre Drachmann en tjeneste ved at udgive et stort udvalg af hans digte - endsige det samlede værk. Der er for meget, der ikke længere holder. For meget facade og kling-klang. Men hvis man vælger nogle af de bedste digte, kan man se, hvorfor Drachmann blev så elsket. For få har digtet så smukt og inderligt som han om kvinden, om havets skiftende stemninger, om de blå nætter, om tungsind og om hjertets ubodelige ensomhed.

"Der var engang -" er Holger Drachmanns skuespil-udgave af det gamle eventyr om kong Drosselskæg og den hovmodige prinsesse (eller H. C. Andersens Svinedrengen, om man vil. Men det ender dog ikke som brødrene Grimms og Drachmanns udgave lykkeligt!)Skuespillet indeholder blandt mange andre sange originaludgaven af den noksom bekendte Midsommervise.