Bøger af Ina Kjøgx Pedersen

Forfatter og antropolog Ina Kjøgx Pedersen har været på feltarbejde i sin egen familie. Hendes ide var på nærmeste hold at følge sin mors demenssygdom; den sygdom, som er udråbt til at være en af vor tids største personlige og verdensøkonomiske katastrofer, som i ringe omfang lader sig behandle, og som i sundhedsvæsnet kun kan måles negativt: i form af rask tilbagegang. Men ville det også opleves sådan for hende i virkeligheden? Hen over fire år har Ina Kjøgx Pedersen opsøgt gerontopsykologer, erindringsforskere, neuropsykologer, antropologer, andre pårørende, morens naboer, familie og venner. Men bogens bærende skelet bliver den logbog, som hun begyndte at føre i efteråret 2013 for at fastholde det, der forsvandt. Ned i detaljer dokumenterer logbogen de bevidsthedsverdener, hendes mor går ud og ind af. Den viser de faser, hun gennemgår, der er fokus på sproget, humoren, afmagten, sorgen – også Inas, når hun som datter kommer til at gøre alt det forkerte, selv om hun ikke vil. Det bliver derfor også en meget konkret bog: en nysgerrig, somme tider rasende famlen, båret af Ina Kjøgx Pedersens personlige trang til at blive klogere på noget, hun – og mange andre med hende – ikke kan undgå at forholde sig til.

Ina Kjøgx Pedersen kommer fra et sted, hun aldrig har sluppet og som aldrig har sluppet hende. Sønderho er for så vidt et ganske almindeligt sted; en by på en ø i det sydvestligste Danmark. Men at være sønderhoning er noget, alle indfødte, efterkommere og tilflyttere bærer med sig. For journalisten, antropologen og personen Ina Kjøgx Pedersen er Sønderho et sted med mennesker, huse og historier, som bliver ved med at spinde sig ind i hendes liv, selvom det er 32 år siden, hun forlod det. Hun fortæller om de nære relationer, der knytter sig til barndomshjemmet lige over for kirkegården; om faren Henning ”Smed”, som kender alle vandrørene i byens fredede huse, og om moren Doris, som går på kirkegården for at rive gruset ved de to sønners grav. Om bedsteforældrene og oldeforældrene, som havde tæt tilknytning til byens søfartshistorie. Om farens musikerven Erik, som drikker urtete og taler om Sartre og Glistrup. Han taler også i vildelse, bliver sær og indadvendt. Om de gamle sønderhoninger Kamma Sørensen og Doris Thygesen, som ved noget om de hellige ting. Og om den nye generation af tilflyttere, kunstnere og forfattere som Jeppe Brixvold, der lever i byen og efterhånden lærer at begå sig. Med barndomsvennen Peder Fut forvilder Ina Kjøgx Pedersen sig ind i 70’erne uden brugsanvisning, men med stor lyst til at nedbryde de usynlige grænser, et lille samfund sætter. Da han dør af kræft i 2002, sætter hun sig for at skille alle brikkerne ad og samle dem på ny i et erindringsværk om liv og død i Sønderho; om kunst og kultur, slægters gang og logbøger, levende musik og fællesdans. Stadig får venskaberne og båndene mellem mennesker derfra hende til at genfinde sig selv i lyset fra Sønderho.