Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
”Jeg har en Angst som aldrig før”, hedder det hos H.C. Andersen. For Tom Kristensen er angsten ”asiatisk i Vælde”, mens Tove Ditlevsen oplever ”Verdenshave af Angst”. I de sidste 200 år har angst været et centralt tema i dansk litteratur – helt frem til bekymringen for teknologiske og klimamæssige forandringer hos en samtidsforfatter som Jonas Eika.Romaner, noveller og digte forvandler oplevelser af angst til litterær form. Litteraturhistorien er dermed et emotionelt arkiv, der opsamler fortolkninger af angst og forandringer i angstens udtryksformer. Ved at undersøge, hvordan angsten er skildret hos forskellige forfattere på tværs af tid, får vi et dybere indblik i angstens rolle i den menneskelige tilværelse. I bogen analyserer 13 forskere repræsentationer af angst i dansk litteratur fra H.C. Andersen og Søren Kierkegaard over blandt andre det moderne gennembruds kvindelige forfattere, Henrik Pontoppidan og Inger Christensen frem til de nyeste tendenser inden for spekulativ fiktion.
Svævende stasis sætter fokus på H.C. Andersens eventyr og historier og søger gennem en række analyser at finde ind til hvad der forener dem i deres forskellighed. Bogens argument er, at det som forener dem er, at de er blevet til i et spændingsfelt mellem den litterære arabesks uforudsigeligt svævende karakter og allegoriens på forhånd fastlagte betydningsfelt. Deraf titlen: Svævende stasis.
Lars von Triers trilogi af film om ekstreme mentale tilstande – Antichrist (2009), Melancholia (2011) og Nymphomaniac (2013) – udgør uden tvivl den dansk auteurs magnum opus. Samtidig er hver film i sig selv et kompromisløst mesterværk. En sådan konstellation findes ikke (hvis titel udgøres af en replik fra Antichrist) præsenterer analyser af alle tre film. Samtidig vises det, hvordan filmene refererer til hinanden indbyrdes og kommer til at udgøre et samlet værk. Det påpeges også, i hvor høj grad alle tre film refererer til andre film og til litterære og filosofiske værker. Bogen giver således et indblik i von Triers arbejdsmetode og kunstneriske strategi.
Kierkegaard er ikke alene en tænker, der skriver om og praktiserer ironi. Han er samtidig bevidst om selve tænkningens ironi. I bogen Ironiens tænker: Tænkningens ironi - Kierkegaard læst retorisk viser Jacob Bøggild, hvorledes stilen er indholdsbærende i Kierkegaards skrifter og præciserer hvad Kierkegaard mente med at skrifterne er indirekte meddelte og tilbagekaldte. Analysen tager udgangspunkt i Om begrebet ironi, men inddrager også tekster fra Enten-Eller, Frygt og Bæven, Begrebet Angest og Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. Jacob Bøggild, ph.d., er lektor ved Institut for Nordisk sprog og litteratur, Aarhus Universitet
Søren Kierkegaard er mest kendt som tænker, filosof. Men selv så han sig først og fremmest som en skribent i kristendommens tjeneste. Hvor hans pseudonyme værker – herunder de umiddelbart set æstetisk orienterede, som Enten-Eller – i dag er mest kendte og læste, anså Kierkegaard selv sine opbyggelige skrifter som de væsentligste i sit forfatterskab. Ånd er den anden gang handler om denne del af Kierkegaards forfatterskab. Det centrale argument er, at de opbyggelige skrifter er udtryk for en lige så indirekte form for meddelelse som de pseudonyme og æstetisk orienterede værker – og at dette skyldes Kierkegaards opfattelse af det menneskelige sprogs natur. Dette sprogs natur tillader for Kierkegaard simpelt hen ikke en direkte og umiddelbar meddelelse, når det handler om eksistentielle anliggender. Argumentet føres igennem via læsninger af Kierkegaards opbyggelige taler, hans kristelige taler, Kjerlighedens Gjerninger og en række af hans omfangsmæssigt mindre religiøse skrifter, herunder hans sidste opbyggelige skrift, Guds Uforanderlighed
Dekonstruktion er nært knyttet til den franske tænker Jacques Derrida. I sine analyser af værker fra den vestlige filosofis kanon fokuserede Derrida på modsigelser i forholdet mellem en teksts udsagn og måden, hvorpå disse er formuleret. Derridas indsigter fik, bl.a. takket være Paul de Man, stor betydning for arbejdet med litteratur og litteraturteori i USA og siden i Europa. I dag har dekonstruktive indsigter betydning for fx etiske, politiske og køns- og genreteoretiske diskussioner. Denne antologi præsenterer den litterære dekonstruktions grundtekster, belyser dekonstruktionens udvikling og giver indblik i de diskussioner, som dominerer nyere tekster af dekonstruktive teoretiskere. De teoretiske implikationer og den praktiske anvendelighed i litteraturstudiet diskuteres og demonstreres i oversættelser af Jacques Derrida, Paul De Man, Barbara Johnson, J. Hillis Miller, Geoffrey Bennington og Nicholas Royle.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.