Bøger af Jeppe Aakjær

Selvom Jeppe Aakjærs fortællinger er skrevet for mere end 100 år siden, kan læsningen af dem stadig føre både smil og tårer med sig. I "Fra jul til Sankt Hans" præsenterer Aakjær otte historier, der spænder fra det morsomme til det direkte hjerteskærende. I den ene ende finder vi fortællingen "Julebagning", hvor næsten alt, hvad der kan gå galt i juleforberedelserne, går galt – dog ikke mere end at julen bliver reddet og mere til. I den anden ende ligger fortællingen "Dorres kat", hvor en ung pige tvinges til at gifte sig med en gammel, beskidt mand, der bor alene langt ude på heden – et ægteskab med tragiske følger.Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Efterladte erindringer" er fjerde og sidste bind af Jeppe Aakjærs erindringer. Det strækker sig fra debuten i 1899 og til Aakjærs død i 1930, og kommer omkring ægteskabet med Nanna Krog, livet på Jenle, forfatterskabet og venskaberne med mange af landets store kulturpersonligheder på den tid.Sidste bind af Jeppe Aakjærs erindringer, der består af i alt fire bind; "Fra min bittetid", "Drengeår og knøsekår", "Før det dages" og "Efterladte erindringer".Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

Denne bog er en hyldest til det jyske folkesprog. Den indledes med Jeppe Aakjærs tanker om sprogets udvikling, forfald og levedygtighed, og derefter genfortælles historier fra Saxo og fra bibelen – på dialekt! Jeppe Aakjær (1866-1930) er manden bag flere af højskolesangbogens mest populære sange – "Jens Vejmand", "Jeg er havren" og "Ole sad på en knold og sang" er blot nogle af dem. Han er i dag bedst kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede, men han var også i høj grad en politisk forfatter, og arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår. Disse temaer gjorde ham til en del af det, der litteraturhistorisk kaldes det folkelige gennembrud – en bevægelse, der også tæller forfattere som Johannes V. Jensen og Martin Andersen Nexø. Jeppe Aakjærs forfatterskab spænder vidt indenfor genrer som digte, romaner, noveller, skuespil, artikler, taler og diverse udgivelser om lokalhistorie, og han er kendt for sit letforståelige sprog og for undertiden at skrive på dialekt.

"Aakjærs sidste digtsamling "Under Aftenstjernen" (1927)... er mærket af sygdom og vemod. Foråret 1927 lå Aakjær syg i København, og der skrev han samlingens skønne digt "På klinikken", hvor forårets første solstrejf ramte ham som en smerte og fik ham til at længes efter alt det kære ovre i Hovedlandet, den grønne rug, den duftende viol, den galende hane, heden, lærken. Her er også en dyb ængstelse for døden. Mild er han blevet,og som en rigtig digter taknemmelig for lidt. Han småsnakker med solstrejfet på sit pudevår og siger: "Mødte du min hustru / i sit blomsterbed?/ Så har du vel næsten / fået en hilsen med?"Det er det mest tøvende og ængstende "næsten" i vor moderne litteratur. også det mest virkningsfulde. Kun en stor digter kan skabe en så enorm virkning af så jævnt et ord.Minder og venskab, alt det der har været, sysler Aakjær med i denne samling: her er f.eks. hans kendte oversættelse til jysk af Robert Burns' ude i den store verden ikke mindre skattede "Should auld acquaintance be forgot". Digtet er et af vores mest sungne - "Skuld gammel venskab rejn forgo"."(Cai M. Woel: Dansk litteraturhistorie 1900-1950")

Jeppe Aakjærs digtsamling "Vejr og vind og folkesind" fra 1916 indeholder så kendte digte som "Sneflokke kommer vrimlende" og "Jeg er havren, jeg har bjælder på", men også en lang række digte, der ikke er så kendte, men som nok kan fortjene at blive læst - ikke mindst den smule salme "Tag min sjæl, nåderige Gud" og sange med socialt sigte som "De fattiges jul" og "Landarbejdersang", der viser, hvordan Aakjær altid var parat til at kæmpe for at samfundets udsatte skulle få deres ret.

Jeppe Aakjærs "Hjertegræs og ærenpris" fra 1921 er en broget blanding af stort og småt. Her er omkring hundrede småvers, dedikationer og hjertesuk og udfald mod uforstående kritikere, der viser, at Aakjær også kunne være bidsk. Her er de smukke digte til fiskeren, der redder den gamle, der var ved at drukne, og Povl med den tunge skovl, der finder et hittebarn. En del af digtene er skrevet under og omkring første verdenskrig, og her finder man skarpe angreb på militarismen, ønsket om fred og det store digt "Historiens sang" med linjerne: Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge.

Jeppe Aakjærs "Jævnt humør" fra 1913 er en samling på fjorten historier, hovedsagelig fra livet på landet, sådan det formede sig dengang, da bonden pløjede med hest, konen spandt og kernede smør og karle og piger fandt hinanden ved ballet eller ved den klukkende å. Historierne er fortalt med lune og kærlighed.

Jens Langkniv er alltiders røver - hadet af mange og elsket af få. Trediveårskrigen raser og store dele af Jylland er i fjendens vold og her kommer Jens Langkniv til at spille en rolle, idet man hæver det band der er lyst over ham, således at ham og hans bande kan deltage i krigen mod fjenden.

"Vadmelsfolk" fra 1900 er Jeppe Aakjærs første fortællinger fra den jyske hede. Senere brugte han titlen som samlebegreb for alle sine jyske fortællinger, men her er den oprindelige udgave med seks fortællinger, fra den overdådigt morsomme skildring af et slagtegilde i "Mens pølsen koger" til dystre skæbnefortællinger om det barske liv langt ude på den forblæste hede.

""Hejmdals vandringer" fortæller om guden Hejmdals besøg i Danmark, specielt i Jylland. Det er skrevet i strygende vers med fygende rim, i et versemål som digteren selv har opfundet, og det svigter aldrig. Digtet er først og fremmest en vældig og ømtfølt naturskildring af Jylland"(Cai M. Woel)

Fjandboer. Fortællinger fra Heden" fra 1901 indeholder fire jyske historier fra Fjand Herred: "Dødsfjender", "Eros og bierne", "Da lampen tændtes" og En omløber". "Da lampen tændtes" er nok den mest kendte af dem. Den handler om en bondefamilie på heden, der engang i 1880'erne beslutter sig til at anskaffe en petroleumslampe i stedet for at nøjes med tællelys, som de lavede af tælle fra deres egne får. Aftægtsmanden Gamle Anders mener, at det er helt unødvendigt med den slags tant og fjas, og bonden Søren synes nu også, det kan vente lidt - men hans kone Trine vil have en moderne petroleumslampe, og så bliver det sådan. Men det skal vise sig ikke at være så enkelt endda. Blandt andet skal der jo hældes petroleum på den, før den virker.

Den københavnske digter, Stjernholm møder tilfældigt en ung kvinde der viser sig at eje et gods i Jylland. De bliver gode venner og hun inviterer ham over på sit gods. Stjernholm tager imod tilbuddet, hvilket resulterer i, at der bliver vendt fuldkommen op og ned på hans liv.

"Fri felt" fra 1905 er en af Aakjærs bedste og mest helstøbte digtsamlinger. Her finder vi kendte og elskede digte som "Se dig ud en sommerdag", "Der dukker af disen mit fædreneland" og "Karup Å", hvor rytmen følger åens slyngede bevægelser og vandets klukken. Her er et af hans bedste dialektdigte, "Jenn' hjemm'", der rummer et helt liv i sig. Og her er hans stærke kampdigte som "Arbejdersang" , hvor det hedder:Vi blev født, hvor lyset langsomt pinersig igennem baggårdssmøgens grå,der hvor kolde, stønnende maskinerhugger tidens streng i stumper små.Intet håb og ingen himmelstigestræbte op til lysets klare blå.- Hvem har givet solen til de rigefor at svøbe mørket om de små?

Jeppe Aakjærs digtsamling "Den sommer og den eng" fra 1910 indeholder digte på jysk - med ordforklaring - digte om bondens liv i egnen omkring Karup og hyldestdigte til Drachmann, Bjørnson og en mejerist fra Jebjerg. Digte om høhøst og svineslagtning og to unge, der finder hinanden. Der er en frodighed, et overskud og en livsglæde i disse vers. Det er også her, man finder digtet "Mors rok": Lul luk, rokken går.

Digteren Stjernholm møder den unge frøken Saltbæk i København. Hun inviterer ham med hjem til den nordjyske herregård Sandhage, og efter forskellige forviklinger og misforståelser finder de to hinanden. Det lyder som en almanakhistorie, og romanen "Pigen fra Limfjorden" fra 1921 udkom da heller ikke på Gyldendal, men i beskedent udstyr på Danske Forfatteres Forlag. Men man aner løvens klo, og i de frydefulde beskrivelser, den naive glæde i kærlighedsfortællingen og i hovedpersonernes navne ligger noget, der kan få en til at tænke på en anden, stor jysk digter - Jens August Schade.

I dette tredje bind af Jeppe Aakjærs "Steen Steensen Blichers livstragedie i breve og aktstykker" går Aakjær tæt på den personlige Blicher. Med et varieret udvalg af referencer og eksempler tegner Aakjær et nuanceret og grundigt portræt af blandt andet Blichers familiære forhold, hans embede og rejseliv.Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Jeppe Aakjær formidler Steen Steensen Blicher.Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

I dette bind 1 af 3 beskriver Jeppe Aakjær Steen Steensen Blichers liv på Falster, som landmand og som humanist. Men også Blichers litterære indsats og betydning for dansk teaterliv bliver berørt, og billedet af Blicher træder snart lyslevende og vedkommende frem.Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Jeppe Aakjær formidler Steen Steensen Blicher. Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

Jeppe Aakjærs sociale romaner førte rent faktisk til sociale reformer. Litteraturen kunne få politisk virkning. I "Vredens børn" skildrede han landproletariatets fortvivlende arbejdsvilkår. I "På aftægt" tager han et andet ret upåagtet socialt problem op: Når en bonde og hans kone kom op omkring de halvfjerds år, overdrog de tit gården til en søn og gik på aftægt. For mange kom det til at betyde et kummerligt liv, hvor de blev skubbet til side og undertiden sultet eller mishandlet. I nogle tilfælde blev de koldblodig myrdet af deres børn, der syntes, de var til besvær.

"Jens Langkniv" (1915) er en af Jeppe Aakjærs mest læste romaner. Den blev filmatiseret i 1940.*Jens Langkniv (Jens Olesen) var en jysk "Robin Hood", der ifølge sagnet holdt til i Daugbjerg Kalkgruber i 1600-tallet og var særlig aktiv under Trediveårskrigen, da Albrecht von Wallensteins tropper hærgede Jylland 1627-1628. Han var bevæbnet med en kniv, som var bundet fast med en lang line, så han kunne kaste den og hurtigt trække den til sig igen.Ifølge sagnet var Jens Langkniv fredløs fordi han havde dræbt en delefoged, der ønskede Jens' mor brændt som heks. Samme sagn fortæller, at han skulle være blevet taget til nåde efter at have bekæmpet Wallensteins tropper foran Viborgs porte. Men efter at være vendt tilbage til det fredløse liv skal han være blevet henrettet i Horsens.

"Arbejdets glæde" er en roman om den nye bonde Visti, frigjort fra højskolens religiøse påvirkning... Visti er en ideal-figur.. Han følger sin egen, af lys forstand og rolig planlægning bestemte vej.. Så står han til sidst som fornyeren af bondesindet.(Danske digtere i det 20. århundrede, 2. udgave 1965)

"Hvor der er gærende kræfter" - Jeppe Aakjærs landarbejderroman fra 1916 - er en historie, der ender godt, men kunne have endt skidt. Den opvakte hyrdedreng Villads, der tørster efter viden, låner bøger af en gammel murer. Han bliver forelsket i proprietærdatteren Cecilie, men må opgive hende, da hun rejser til København, efter at hendes far har overfaldet Villads. Villads er ved at gå til i druk, men da han genfinder Cecilie, ender alt alligevel godt.

Jeppe Aakjær debuterede som lyriker i 1899 med "Derude fra kærene". Her finder man det digt, der nok er hans allermest kendte - Ole sad på en knold og sang. Men man finder også digte, der ikke er blevet kendte, men kunne fortjene at blive det som "Dødsramt", der begybder: Naar Hvalen rammes af Harpunens Tand, da flygter den med opspilt Mund fra Land. Mod Dybet jager den i Vé og Vaande og løfter kun sit Hoved for at aande.En del af ungdomsdigtene i "Derude fra kærene" blev kasseret af Aakjær, da han skulle udgive sine samlede digte, og nogle af dem har næppe været optrykt siden den i dag sjældne og kostbare debutbog udkom. Men her er alle digtene med i samme rækkefølge som i den oprindelige bog.

I dette bind to af Jeppe Aakjærs "Steen Steensen Blichers livstragedie i breve og aktstykker" går Aakjær tæt på Blichers litterære arbejder. På tekstnær vis og ved at inddrage anden relevant litteratur analyserer, fortolker og perspektiverer han Blichers noveller og digte og tegner et yderst interessant billede af den folkekære digter og dennes værker.Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.Jeppe Aakjær formidler Steen Steensen Blicher. Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

For sopranblokfløjte og blandet kor SATB. Melodi: Thomas Laub. Tekst: Jeppe Aakjær. Arr.: Michael Bojesen (2012).

"Fra agermuld til hedesand" er en del af Jeppe Aakjærs serie: "Studier fra Hjemstavnen", hvor han fremstiller den jyske hedes historie og forandring. En af Jeppe Aakjærs hjertesager var hedens fredning. Han opfattede hedelandskabet som det oprindelige landskab i Danmark, at fjerne heden var ifølge ham at fjerne et kapitel i danmarkshistorien, der ikke kun ville forandre landskabet, men også menneskene, der boede der.

Arbejdets glæde er en socialt og politisk engageret skildring af bondesønnen Vistis, der overtager den gård, han tjener på. Her får han mulighed for på grundlag af og med respekt for det traditionelle bondeliv at tage del i tidens nye tanker og reformer og derigennem forbedre forholdene på landet.

De folk, der er i kontakt med Aakjærs litteratur næsten hver dag, er stort set enige om, at Aakjær ikke var ateist. Han var til gengæld stærk modstander af de såkaldte religiøse, der i det religiøses navn udnytter den lille mand. Forskellen på os og forfatteren selv, er blandt andet, at vi sidder med hele forfatterskabet og med hele vor nutidige historiske og litteraturhistoriske viden og ser på de virkninger forfatterskabet har på os i dag. Blandt de mange besøgende på Jenle i dag - er Aakjærs forhold til det religiøse - noget der optager rigtig mange. På rundvisningen i Jenles Mindestuer bliver vi ofte spurgt om Aakjærs forhold til det religiøse. - Var han ikke ateist? - Han virker egentlig meget religiøs! Det er slet ikke usædvanligt, at de to udtryk kommer fra samme person, hvor spørgeren straks efter at have stillet spørgsmålet - selv giver en forklaring. Vi har på fornemmelsen, at det sidste egentlig er et forsvar for Aakjær, eller et forsvar for spørgerens eget forhold til Aakjær, en tolkning som spørgeren selv har gjort sig. Man ønsker ikke at se Aakjær som ateist, eller har svært ved at forstå ham som ateist, og tolker ham derfor anderledes. Det er helt forståeligt. Synger man Aakjærs meget lyriske sange som eksempel ”Rugens Sange” fra 1906, hvor han med stor nænsomhed tager fat på naturen og det religiøse, så er det svært at se ham som ateist. Så slutter far i Jesu navn, og hjemmet går til hvile med høsten i sin favn. Når man ser på Aakjærs hele forfatterskab, sammenholdt med det liv han levede, og den interesse han udviste for en række samtidige idéer og tanker, så ser man et menneske i voldsom forandring. I sin barndom indlevede han sig i hjemmets fattige bondekultur og tilegnede sig den medviden, som denne kultur nu bød på. Livsbanen var lagt tilrettet som bondekarl, men så kom en grundtvigsk lærer ind i drengens sfære og skabte rystelser og nogle helt andre horisonter.

Julefortællingerne bliver af nogle litterater beskrevet som gammeldags, endda sentimentale, hvilket de langt fra er. De er skrevet med formålet at få de svageste i samfundet til at læse! De er skrevet med didaktiske, politiske og sociale formål og bragt i de medier, som de svageste i samfundet læste eller hørte. De skulle netop forandre de svageste – ikke gennem agitatoriske skrifter alene, men gennem mentale billeder af dem selv – om glæden ved arbejde i fællesskab. For Aakjær er det ikke selve højtiden, der er vigtig, men forberedelsen, der hvor alle spændte arbejder sammen mod noget fælles stort.Andre litterater skriver om Jeppe Aakjær, at han er altmodisch, men samtidig en moderne forfatter. Ingen af delene passer på Aakjær. Han er mere end nutidig, netop fordi tiden er tæt på at indhente Aakjær. Han er ikke moderne. Han er mere end moderne, netop fordi tiden fordrer mere end moderne forfattere - er i stand til at give tiden! Netop Aakjærs opgør med det modernes natursyn, opgøret med det modernes urbane tænkning og opgøret med det modernes socialpolitik – gør ham til noget helt andet – som kun digtene, fortællingerne og de forandringer de har skabt - kan formidle! Juledigtene har Aakjærselskabet gennem årene gravet frem fra Aakjærs samlede digte. En del af dem har været præsenteret i Aakjærselskabets Nyhedsmail. Nu er de samlet på en CD og indrammer hele bogudgivelsen på fornem vis.Bag i bogen findes CD’en ”Julegæsten” - skabt af folkemusikerne Bente Kure og Leif Ernstsen. Der er sat musik til 8 digte og heraf har Bente Kure sat nye melodier til de 7. Bente Kures nykomponeringer giver digtene nye perspektiver og et helt nyt liv. ”Julegæsten” er CD nr. 3, som parret har udgivet alene med Aakjærsange med en del nye melodier. Det er helt i Aakjærs ånd. Aakjærs formål med digtene var, at de skulle skabe forandring og synges i fællesskaber. De skulle ud at virke!CD’en indeholder desuden julefortællingen ”Når pølsen koger” indtalt af Peder Kristian Nielsen, der er med i Aakjærselskabets fortælle- og dialektgruppe.

Det er med en omfattende viden om Jeppe Aakjærs liv, forfatterskab og dens virkningshistorie vi i dag udgiver forfatterens første roman ”Bondens Søn”. Vi kan ikke slette vores egen viden, men må forsøge at forstå, hvilke kræfter der drev ham, og hvad der med vore horisonter og nutidige øjne på romanen kan udledes af godt og ondt, som bidrag til vort liv. Romanens grundelementer er jord og vand som betingelser for det liv - som opstår med afsæt i forholdet mellem disse to elementer. Vi finder de samme grundelementer i jødiske, muslimske, hinduistiske, buddhistiske og gamle primær religiøse tekster samt græsk filosofi. Jorden som det stabile, det stedbundne og hvor berøring skaber varige spor og støvede traditioner. Vandet som den golde jords modsætning, det livgivende, det saftige, det sporløse, det flygtige, det foranderlige og vejen til nye horisonter. Begge elementer i passende samspil med lyset er forudsætning for fornyende vitalitet, årstidernes billeder med forårets blomstrende enge, sommerens nydelse, efterårets høst og vinterens kulde. Men i ’overflod’ medfører det rådden-skab, uigennemtrængelige sumpede og tågede landskaber og nu også byernes stinkende kloakker.Det er med disse jordbundne og saftige billeder i romanen ”Bodens Søn” Jeppe Aakjær sætter sit eget liv ind i litteraturens verden. Det er denne bevægelse: jord, vand, jord eller Engkær, København, Engkær – der vækker den norske samfundstænker Chr. Collins’ begejstring for Aakjærs bog ”Bondens Søn”. Her er forfatteren, der tør tage opgøret med tidens urbane begejstring og sætte ord på den urbane overflods råddenskab, men samtidig være kritisk i egen rede. Det var disse tanker og billeder, der fik Collin til at indstille forfatteren Jeppe Aakjær til Nobels litteraturpris i 1917. Han fik ikke prisen. I Nobels litteraturkomite var der ingen forståelse for Aakjærs sociale engagement og for Aakjærs ønske om at samle Danmark, verden og men-neskers vilkår i et fælles billede.I dag er Collin og Aakjærs tanker så aktuelle som nogensinde. Hele den urbane konstruktion har skabt mentale skræmmebilleder om UdkantsDanmark, den rådne banan og tilsvarende. Det er ikke bare i Danmark, men globalt. De samme urbane mentale konstruktioner findes overalt i verden og er forudsætninger for et ’overflod’ af mennesker, der er sammenpresset på meget små arealer, hvor de ikke længere kan bo ved jorden og hvori de kan sætte varige spor og grundfæste traditioner. Selv om Aakjær ikke kendte begrebet økologi, så er det den økologiske tanke - om balance mellem jord, vand og lys, der er grundtanken i forfatterskabet. Det er denne grundtanke, der her i ”Bondens Søn” bliver programformuleret og kommer til at danne retning for forfatterskabets indhold og for Aakjærs engagement i samfundslivet.Det er også den økologiske tanke, der igen i dag kan binde land og by sammen. Rækker du ud efter kølediskens økologiske produkter, rækker du også ind til din ’indre bonde’. CD’en ”Jeg er født på Jyllands sletter” Bagerst i bogen finder du en række digte, der er udvalgt af folke-musikeren Peter Abrahamsen. Digtene har han med stor kærlighed bearbejdet til musikken på CD’en, der er isat bagerst i bogen. CD’en er et meget flot bidrag til tolkning af Aakjær i dag!Peter Abrahamsens nysgerrighed og interesse for Aakjær blev for alvor vakt, da han i 2012 læste Aakjærs ”Livserindringer 1 og 2”(2010)

Udgivelsen af ”Ulvens Søn” i 2014 kom slet ikke til at forløbe, som den var tilrettelagt. Ydre omstændigheder kom igen til i høj grad at præge udgivelsesforløbet. Hvad fandtes der af brugbart materiale til en udgivelse? Kunne vi overhovedet finde noget som helt. Vi er før blevet overrasket, når vi i Aakjærselskabet åbnede for et nyt område af Aakjærs forfatterskab. Aakjær var og er en kontroversiel forfatter både dengang og nu. Vi opdagede hurtigt at anmeldelsen af bøgerne på Aakjærs egen tid var medvirkende til, at de ikke efterfølgende var blevet udgivet i deres oprindelige form. Anmelderne af mere kreationist observans fik held af at sætte frø om Aakjær som ateist og fritænker samt negative fordomme om Aakjær, som forkæmper for kvinders frie erotiske kærlighedsliv. Det er en række fordomme, som man skulle tro hørte en fjern fortid til. Nej! Det er fordomme, der helt frem til i dag præger forståelsen af Aakjær. Men fordomme kan være afsæt for undersøgelser og kilden til ny indsigt og forståelse af et forfatterskab. Når man i ”Den Store Danske – Gyldendals åbne encyklopædi” om Aakjær kan læse følgende: Dramatiker var Jeppe Aakjær ikke, men hans skuespil ”Livet paa Hegnsgaard” (1907) og ”Naar Bønder elsker” (1911) var i en årrække fast repertoire ved forsamlingshusenes dilettantforestillinger.Hvis det er alt, hvad man som dansk litteraturkritiker, cand.mag Ejgil Søholm (1936-2002) kan sige om Aakjær som dramatiker, så begynder fordommene at træde i karakter. Er litteratens fordom korrekt om Aakjærs som dramatiker, eller har litteraturkritikeren produceret en fordom om sig selv. Med den viden vi i Aakjærselskabets ”Forlaget Jenle” har erhvervet os, så ved vi, at fordommene ofte er langt mere komplekse og dybtgående end umiddelbart antaget. Aakjær fik selv disse fordomme at mærke. Specielt producerede en af Københavns Universitets litteraturforskere Hans Brix (1870 – 1961), professor på universitetet fra 1924 til 41, en række ret ondskabsfulde angreb på Aakjær. Hans Brix og de øvrige professorer på Københavns Universitet havde på Aakjærs tid monopol på litteratur- og sprogforskningen i Danmark og kunne stort set sætte standarden for litterær og sproglig kvalitet, og give synspunkterne videre til deres studerende. Aakjærs erklærede hensigt med sit forfatterskab var brugbarhed. Han ønskede, at forfatterskabet skulle forandre verden. Det var intentioner, som var overordnet alt andet i forfatterskabet - også det kunstneriske. Sådan vil vi sige i dag, hvor litteraturens kunstneriske kvalitet meget snævert måles i forhold til anden litteratur, og taget ud af hænderne på den almindelige læser og givet til de autoriserede professionelle anmeldere. For en forfatter som Aakjær var det vigtig, at kunsten ikke bare lukkede om sig selv, uanset hvor sublimt den måtte være. For Aakjærs vedkommende var det vigtigt, at skuespillene trak folk fra alle samfundslag i teatret: ”Det ville for en bondefødt som mig være morsommere at skrive for scenen, når bønderne og arbejderne gik noget hyppigere i teatret; men det har vel lange udsigter. Krigen var ved at forandre forholdet, så en hel række unge bønder søgte ind og overværede forestillingerne. (Jeppe Aakjær: ”Livserindringer”, Forlaget Jenle, 2010, bind 2, side 279) Stik imod vore forventninger og fordomme lykkedes det for Aakjær, at få bønderne i tale gennem nogle af skuespillene i et antal, som han måske ikke selv var medvidende om.