Bøger af Jeppe Aakjær

I "Fra min Bitte-tid" fortæller Jeppe Aakjær om sine første år, om at være hyrdedreng og blive sendt ud at tjene, om skolen og om at læse. Jeppe Aakjær fortæller også om sin slægt og sin egn, så vi får en hel kulturhistorisk beskrivelse af livet på landet i det nittende århundrede.

Disse historier indeholder en hel del dialekt, som det kan være svært at forstå hvis ikke man har prøvet det før - det er dog ikke umuligt og det har sin egen charme.

Kunsten begynder med efterligningen, og Jeppe Aakjær startedemed at lytte. Lytte til hvad der kom ud af munden på de gamlebønder og almuefolk derhjemme fra. Til Gammel Johannes og deandre aftægtsfolk. Senere udvidede han sin verden, og i 1880’ernedrog han rundt i hele Fjends Herred. Med notesblok og blyant sadhan under spruttende lamper og hørte om helheste og trolde, ombjergmænd og den onde, der gik på bruderov i Højslev.Po fir glowende pæl handler om hele den verden som stadig spøgte,i sproget, i almuekulturen, før sognet blev landfast med verden.Aakjær fyldte sine notesbøger og sendte dem til folkeindsamlerenEwald Tang Kristensen. En menneskealder senere samlede og redigeredehan de bedste af de gamle fortællinger.

Jeppe Aakjærs fortællinger fra forrige århundrede handler alle om gamle dage og om bonde- og almuekulturen. Oprindelig blev fortællingerne skrevet på bestilling til de mange almanakbøger, som hvert år udkom ved juletid. Og blandt andet derfor handler så mange af dem om julen. Så slip kræmmerhusene, find stearinlysets skær, og kom i julestemning med Aakjærs fortællinger - helt der ude fra landet.

Udvalg af Jeppe Aakjærs sociale og politiske digte. Her er både de meget kendte sange som "Jens Vejmand" og "Jeg bærer med smil min byrde" og mindre kendte digte.Titlen stammer fra Aakjærs digt til den socialdemokratiske presse:Du være den fattiges Værner,du være den riges Ris!Da faar du ej Ordner og Stjærner,men bævende Læbers Pris.

Vredens Børn satte brand i samtiden langt ud over, hvad bøger og kunst normalt formår. Aakjær havde allerede i 1890 foredraget og skrevet om de svinske karlekamre, han havde set, hvor adgangen til rummet ofte gik over hestenes grebning eller ajlerender, og hvor karle og drenge var stuvet sammen i samme fnat- og loppebefængte halmleje. Denne artikel og dens synspunkter indgår nu i fiktionens form sammen med andre stærke påvisninger af og anklager om helt uacceptable vilkår på landet. Romanen skildrer i øvrigt drengen Pers vej, fra han som 11-årig forlader hjemmet for at blive fæstet hos en bonde, til han som voksen bryder op og rejser til Amerika. Per gennemløber i handlingen så at sige landproletariatets tre stadier. Først er han hyrdedreng med tæsk og gennemblødte klæder. Dernæst bliver han tjenestekarl med, hvad det indebærer af uhumske værelser og drikfældige kolleger. Endelig bliver han daglejer, der altså er det højeste, fattigfolks børn kan drive det til.Ilderjægeren Goj er i Vredens Børn en skikkelse, der fordrer frihed. Goj, hvis navn i øvrigt betyder hedning på hebraisk, overbeviser Per om socialismens nødvendighed, og da Per bliver erklæret socialist, er det ikke mere muligt for ham at blive fæstet hos nogen bonde. Hans liv tager en dramatisk drejning, da hans forældre brænder inde, fordi storbonden har underbundet stråtaget over dørene med sime i stedet for metaltråd, som loven ellers tilsiger. Således sønderslået af svineriet og uden moderen, som han elskede, drager Per afsted til det forjættede land, Amerika, som han har drømt om, og det er Goj, der bringer ham til damperen. Selv må Gojen blive, mens Per får pantet på det nye liv.Vredens Børn satte brand i debatten og er formentlig den danske roman, der har udløst størst politisk furore. Aakjær angiver selv, at der blev trykt mere end et tusinde avisartikler, som enten fordømte ham på det stærkeste, eller som tog 'tyendesagen' op til politisk debat. Aakjærs socialdemokratiske partifælle, Carl Westergaard, stiftede en tyendeforening, ligesom den radikale rigsdagsmand, senere minister P. Munch, tog sagen op. Det førte til nedsættelsen af en tyendekommission og til lovgivning på området. Jeppe Aakjær fik i øvrigt tilbudt en plads i denne kommission, men takkede nej. I stedet trådte journalisten og agitatoren Peter Sabroe ind, hvis skildringer i foredrag og aviser af børns elendige forhold på landet havde været en inspiration for Aakjær til Vredens Børn.(Dansk Litteraturs Historie)

"Rugens sange" er Jeppe Aakjærs mest folkekære digtsamling, der blandt andet indeholder så kendte sange som "Jens Vejmand" og "Sundt blod" ("Jeg bærer med smil min byrde")