Bøger af Jørgen Bloch-Poulsen

Bogen problematiserer den traditionelle opfattelse af måden at producere videnskabelig erkendelse på., hvor den distante videnskabsmand er idealet. Bogen er en videnskabsteoretisk debatbog. Dens genstandsfelt er teorien om interpersonel kommunikation. Forfatterne rejser spørgsmålet om, hvorvidt produktion af ny videnskabelig erkendelse inden for denne disciplin kan foregå gennem en særlig form for praksis, nemlig interpersonel kommunikationstræning.

Dialoger kan bruges i organisationer og andre steder, når parterne hver for sig ved, at de står over for en problematik, som de ikke kan finde en løsning på alene. Dialoger er risikofyldte, undersøgende samtaler, der handler om sammen at blive klogere, således at en beslutning kan få et solidt grundlag. Dialoger kan derfor ikke bruges, når det handler om at ville overbevise andre, når der er skjulte dagsordener, eller når en beslutning allerede er truffet. Ud fra analyser af samspillet i kollegiale supervisions- og mentorsamtaler indkredser bogen de særlige kompetencer, der er til stede i en dialog. Kompetencer, som også kan bruges, hvis man som fødselshjælper, guldgraver eller sparringspartner - og uden at være rådgiver - skal hjælpe en person med en udfordring, som han/hun ikke umiddelbart selv kan se sig ud af. Bogen viser, hvilken rolle organisations- og træningskonteksten spiller i disse samtaler og udvikler undervejs et begreb om interpersonel organisationskommunikation. Bogen er skrevet som en kombination af forskning og træning, der karakteriseres ved begrebet om den gensidige involverings metodologi. Bogens teoretiske perspektiver omhandler Roger' humanistiske psykologi, Bubers dialogfilosofi, Gadamers filosofiske hermeneutik og Bohms holografiske kosmologi. Bogen retter sig mod personer, som beskæftiger sig med eller interesserer sig for organisationskommunikation samt læreanstalter.