Bøger af Johannes Sløk

I "Nicolaus Cusanus og hans filosofiske system" undersøger Johannes Sløk en forsømt strømning fra renæssancen, nemlig den han kalder ‘tænkning‘. Den tyske teolog og filosof Nicolaus Cusanus (1401-1464) skrev en lang række tekster om kirken, Gud, mennesket og filosofien. Johannes Sløk har med støtte fra Statens humanistiske forskningsråd udgivet en analyse af Nicolaus Cusanus‘ filosofiske system på basis af hans epistemologiske afhandling "De beryllo" fra 1458. Bogen indeholder desuden en oversættelse af teksten til et let og forståeligt dansk.

I "Det religiøse instinkt" undersøger Johannes Sløk de vigtigste betingelser i menneskenes kår og vilkår, som kan føre til, at religiøse forestillinger opstår. Johannes Sløk enorme viden om teologi og filosofi giver bogen en enestående dybde og alsidighed, der er passende i behandlingen af en så fundamental del af det at være menneske.

I "Det her samfund!" tager Johannes Sløk selve den demokratiske styreform op til kritisk analyse. Han støtter sig i dette forehavende til sine gamle læremestre, Kierkegaard og Platon, og forsøger både at leve op til deres radikale forkastelse af det demokratiske velfærdssamfund og til den ironi, som de gjorde det med.Demokratiet bygger filosofisk set på et katastrofalt meningstab, for så vidt som ingen længere kan forbinde nogen "mening" med livet overhovedet. Derfor kan demokratiet kun lægge an på, at "folket" skal have det så rart som muligt. Men just af den grund kan en demokratisk regering overhovedet ikke regere. Den må bestandigt lefle for vælgerne, for pressionsgrupper, for administrationen, for organisationerne. Det medfører et lighedsmageri, en fremmelse af middelmådighed, af formynderi og umyndiggørelse, af en offentlighed gennem presse og elektroniske medier, så resultatet bliver, at skønt demokratiet skulle være den store frigørelse, er det i virkeligheden blevet en gennemført undertrykkelse. Måske var det bedre at genindføre den oplyste enevælde og altså placere al magt hos én bestemt person. Man kunne også lade demokratiet bryde sammen, ikke ved hjælp af brosten og bomber men ved at sige nej og nægte at deltage – som et anarkistisk menneske ville gøre det.

Det moderne menneske bruger løs af naturens ressourcer, fælder regnskovene, forurener naturen, ødelægger planeten, men skønt vi alle sammen ved det, har vi ingen virkelig anelse om, hvad vi skal stille op. Vi er blevet afmægtige over for alt det vældige, som vi i vor almagt har sat i gang. Og for at det ikke skal være løgn, har vi i rablende vanvid opstillet et afsindigt antal atombomber, der alle har den mærkværdige egenskab, at de ikke kan bruges, uden at den proces ville blive menneskehedens absolut definitive festfyrværkeri. De er et grandiost eksempel på vor overvældende magt – men nu kan vi kun stå og se afmægtigt på dem.Vi er endt i en omfattende rådvildhed, og det har gjort os panikslagne. Desperat søger vi efter alt det, der er gået tabt, efter meningen med det hele, efter vor natur og vort væsen, efter betydningen af liv og død, thi vi kan ikke længere fastslå, hvornår det første begynder og det andet ender, og slet ikke hvad det mellemliggende er for noget, eller hvad der eventuelt ligger på den anden side af det, vi kalder liv. I sin fascinerende analyse af renæssancen, som den kom til udtryk i økonomi, politik, kunst, videnskab og filosofi, hævder Johannes Sløk, at det moderne menneskes afmagt, rådvildhed og desperation netop udspringer af den totale magtovertagelse, som mennesket gennemførte i renæssancen.

Professor Johannes Sløk er kendt som filosof og debattør, men med "Lidenskab og krise" har han kastet sig over et nyt projekt: filmmanuskript. Emnet er dog noget velkendt for professoren: Søren Kierkegaard.Ideen bag projektet er, at Kierkegaards tankeverden ikke blot er livsfjern spekulation over abstrakte begreber, men at den helt konkret er udsprunget af hans egen livsskæbne og af hans lidenskabelige opgør med kulturelle og politiske strømninger i samtiden.Netop den dramatiske fremstilling, hvor jordnær og vedkommende Kierkegaards tænkning er, og i hvilken grad den stadig angår os i vor kulturelle og politiske situation.

I sin tidligste barndom blev Johannes Sløk stillet over for det afgørende problem, som han livet igennem har søgt at løse – og som han humoristisk formulerer i denne bogs titel "Mig og Godot!".Den aldrende, men evigt unge og engagerede professor, kaster her blikket tilbage for at afsløre, hvorfor hans indsats som forsker, underviser og forfatter nødvendigvis måtte blive, som den blev.Johannes Sløk er med sin evne for skarpe formuleringer ofte blevet opfattet som den personificerede arrogance. I disse kritiske og sarkastiske erindringsforskydninger beretter han om, hvordan et langt liv mellem mennesker, meninger og styrelseslove sætter sine spor.

I denne yderst provokerende bog slår Johannes Sløk til lyd for, at vejen frem for Europa er at oprette et føderativt statssamfund i lighed med USA, altså med en forbundsregering, et parlament med to kamre og en række forbundslande med udstrakt selvstyre. Disse forbundslande skal ikke nødvendigvis være identiske med de nuværende nationalstater. Johannes Sløks argumentation er kulturel. Derfor er bogens hovedindhold en redegørelse for, hvorledes Europas kulturelle egenart, dets ‘sjæl‘, har udviklet sig, og hvilke ingredienser den består af. Vigtigt er det grundlag, der blev lagt i antikken, men endnu vigtigere er den mangeartede videreudvikling, der er sket gennem de sidste ca. 600 år. Den fører op til situationen i dag og de problemer, vi nå står over for.

I de sidste par århundreder er religiøse forestillinger blevet stærkt anfægtet. Ud fra videnskabelige og filosofiske begreber om rationalitet er det blevet en udbredt opfattelse, at det religiøse sprog, som det ytrer sig i myter, ritualer, salmer o.l., ikke bare er falsk, men ikke har nogen mening overhovedet.I denne bog søger professor, dr.theol. Johannes Sløk at påvise, at det forholder sig ganske anderledes. Det religiøse sprog besidder en sandhed af en helt grundlæggende karakter og er den uopgivelige forudsætning for, at vi i det hele taget kan tale rationelt med hinanden. At vi alligevel i vid udstrækning har opgivet denne forudsætning, er grunden til, at vi er endt i en dybt desorienteret kultur og ustandseligt må spørge om, hvad der i grunden er "meningen" med det hele.

Johannes Sløk sætter fokus på menneskers opfattelse af hinanden og begynder med at fastslå, at det varede længe, før mennesket opfattede sig selv som et selvstændigt individ, der var til – og ikke blot som et medlem af slægten eller klanen. Først i renæssancen slog det for alvor igennem, at hvert menneske er et enestående individ, og siden – med oplysningstiden – at individet er ukrænkeligt og udstyret med en række rettigheder. I en kritisk analyse af de mange menneskerettighedserklæringer – fra den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 til pavens rundskrivelse i 1963 – påpeger Johannes Sløk, at ideen om menneskerettigheder nok accepteres rent teoretisk, men at man i praksis ikke drager konsekvensen. Konklusionen bliver, at mennesket stadig ikke i ordets dybeste forstand har opdaget mennesket.

Johannes Sløks gennemgang af argumenterne i Platons dialog "Gorgias" er blevet en dybdegående analyse af modsætningen mellem magt og ret, sand og korrupt politik, retfærdighed og vilkårlighed retsudøvelsen, etisk selvkontrol og hæmningsløs tilfredsstillelse af alle begæringer, kort sagt mellem stik modsatte former for livsudfoldelse i etik, politik og jura.Men den dybeste hensigt er at modstille to helt forskellige mennesketyper, det filosofiske og det retoriske menneske, og derunder afsløre, at hvad Platon skrev for mere end 2000 år siden, er påtrængende aktuelt i dag. Og sin vane tro har Sløk en anden opfattelse end den, man umiddelbart skulle vente!

På Johannes Sløks 80-årsfødselsdag kan man se tilbage på et forfatterskab, der i sin spændvidde og dybde fremdeles er et vægtigt indlæg i en aktuel filosofisk og teologisk debat.De foreliggende afhandlinger og essays har indtil nu kun været tilgængelige i snævre sammenhænge. De dækker ikke alene en årrække, men også de vigtigste sider af Johannes Sløks filosofiske, teologiske og idehistoriske forskning: et miniportræt af et vældigt forfatterskab."80 år med Gud" henvender sig til enhver, der gider tænke over, hvad det egentlig vil sige at være menneske, når nu udgangspunktet er, at mennesket ikke uden videre passer ind i verden, ligesom det ikke uden videre er, hvad det er.

Kristendommen opfattes som en historie, en overraskende, umulig historie, en historie, Gud selv fortalte gennem et faktisk menneskeliv – Jesu liv på Jorden – og som er blevet til den fortalte historie, man møder i de fire evangelier. Men for at forstå, hvorledes kristendommen kan være en af Gud fortalt historie, kræves en bedre forståelse af, hvorledes sproget behersker ethvert menneskes levnedsløb. Mennesket må forstå sig selv som menneske, og det er samtidig forudsætningen for, at mennesket kan forstå og blive ét med den historie, Gud fortalte. Professor Johannes Sløks bog "Da Gud fortalte en historie" slutter sig nøje til hans tidligere udgivelser "Det religiøse sprog" og "Den kristne forkyndelse". Det er dog ikke en fortsættelse af disse to bøger, men et forsøg på at vende tilbage til spørgsmålet om den religiøse sandhed og kristendommens særpræg.

"Forholdet til Gud kan aldrig træde i stedet for eller erstatte forholdet til ‘verden‘, thi det er slet ikke i den forstand af ordet noget forhold, men et forholds forudsætning og dermed gylddiggørelse." I "Da Kierkegaard tav" undersøger Johannes Sløk Søren Kierkegaards eksistentialisme i forhold til Gud og verden og de grundlæggende problemer, der opstår mellem det kristne livssyn og det at være menneske.

Johannes Sløks bøger og foredrag om eksistentialisme i anden halvdel af 1900-tallet var med til at genoplive interessen for denne filosofiske retning i Danmark. I "Eksistentialisme" gør han brug af sin enorme viden som både teolog, idehistoriker og filosof til at redegøre for denne særlige disciplin, der har sin rod i Søren Kierkegaards kristen-eksistentialistiske tanker og fortsættes af Jean Paul Sartre, Albert Camus og Simone de Beauvoir i 1940‘erne.Johannes Sløk (1916-2001) var en dansk teolog, filosof, idehistoriker og debattør. Han blev ansat som professor ved Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet i 1959 og blev sidenhen en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Institut for Idehistorie ved Aarhus Universitet. Johannes Sløk var som filosof stærkt inspireret af Søren Kierkegaard og har skrevet flere bøger om hans tanker og eksistentialisme generelt. Gennem sit mangeårige akademiske virke nåede Johannes Sløk at skrive mere end 60 bøger om filosofi, teologi og idehistorie.

Platon var en af de største filosoffer nogensinde, men det er ikke kun hans filosofi, der er interessant. Ved at lære om Platons eget liv forstår man også hans filosofi bedre, og hvordan livet formede sig i Athen for 2400 år siden. I denne medrivende biografi fortæller Johannes Sløk om Platons liv med Sokrates som lærermester og Aristoteles som protegé og om grundlæggelsen af det første akademi i den vestlige verden.

En analyse af metafysikken, specielt fra antikken og renæssancen, hvor der skelnes mellem den bastante metafysik, hvor sandheden lader sig udsige entydigt og klart, og den sofistikerede metafysik, hvor verden, livet og mennesket forbliver et mysterium.

Samlet fremstilling af en række religionsfilosofiske spørgsmål på basis af et manuskript udarbejdet i forbindelse med Johannes Sløk's (f. 1916) undervisning i 1950'erne

Hvad er ideer, og hvordan har forskellige ideer skiftevis påvirket, reguleret og styret det vestlige menneskes liv gennem 2500 år?Dette er et par af de væsentlige spørgsmål, som teologen og idéhistorikeren Johannes Sløk (1916-2001) satte fokus på i de to klassiske tekster: Hvad er idéhistorie? og Fylde eller tomhed (begge fra 1968), der nu er samlet og genudgivet i denne bog. De beskriver kort og godt ídéhistorie som genstandsfelt og som fag.Udgives med efterskrift af idéhistorikeren Paw Hedegaard Amdisen.