Bøger af Katrine Marie Guldager

På et skrively i Málaga optog Katrine Marie Guldager små memoer til sig selv på sin telefon, mens hun skrev på den autofiktive roman "Det samme og noget helt andet".I dette afsnit kommenterer forfatteren på sine egne tanker fra skriveprocessen. Hvorfor var det så nervepirrende at skrive? Og hvorfor blev hun nødt til at lyve for sig selv, for at kunne komme i gang med bogen?

Miranda er træk af det hele. Hun er træt af, at Bassemand spiser hendes mad, tager hendes stol og jager hende gennem huset. Men nu kan det være nok! Miranda går amok!

Miranda og Bassemand skal flytte. De skal bo i et hus. Og de skal have en have. Men her møder de den rødstribede hankat, som de kender. Måske er det bedre at bo inde i byen ... LIX: 14

Kattemor sender Bassemand og Miranda på koloni. Men de er bange for, at de skal slagtes ... at de skal blive til lækre katte-bøffer ... Det er ikke nemt at være lejligheds-katte!

Nyskrevet novelle fra Politikens Forlags digitale imprint Unit e om sværtgenkendelig menneskelige mønstre fra en af Danmarks helt storesamtidsforfattere.Uddrag:Drengen udstødte et lille hvin, som snart blev til en hæmningsløssavlen. Reilly strøg ham over håret og tørrede hans mund med en serviet.Så blev der sunget. Charlotte sang for, stod med lagkagen som med enpræmie. Sangen bredte sig fra lejligheden ud til de omkringliggendelejligheder, ud på trappen og ud ad det åbentstående vindue. Hvis manville, kunne man høre et lille ekko af moderens veer, præcis et årtidligere, ikke så langt derfra. Men det var de færreste i selskabet,der lagde mærke til ekkoet, barnets skruen sig ud i verden. Gæsternekoncentrerede sig om det øjeblik, de befandt sig i, det øjeblik, derfyldte lejligheden helt ud: det øjeblik, der helt og holdent tilhørtefamilien.

Normalt er Anton den gladeste dreng i hele verden. Han kan godt lide at røre sig.Han kan lide at kaste bolden så højt op i luften, at den slet ikke kommer ned igen.Og han kan lide at dykke nede i søen. Helst så dybt, at selv fiskene holder op med at svømme.Og bare glor.Men en dag sker der noget mærkeligt. Det er, som om Anton har fået bly i sine sko.Han kan næsten ikke røre sig, og hans krop bliver tungere og tungere.Antons krop, der før var let som en fjer, er blevet så tung, så tung.Det er, som om at han bærer på den tungeste byrde.I hele verden!

Svend Brinkmann og Katrine Marie Guldager skriver en fast klumme i Politiken om moderne mennesker, og når man samler deres klummetekster, får man en bog med seks livsopgaver, som alle mennesker i løbet af deres liv bliver nødt til at tage stilling til.I bogen 'Livsopgaver' prøver de to forfattere at forstå sig selv, hinanden og os alle sammen. I Tid til bøger fortsætter vi samtalen, og får svar på, om man kan løse alle livsopgaverne?Redaktion: Janus Camara og Mia DallUdgivet af Politikens Forlag

Katrine Marie Guldager og Svend Brinkmann fortsætter samtalen om deres nye bog 'Livsopgaver'. Vi starter dog et lidt andet sted: De to forfattere er nemlig begge vilde med klimafænomenet Greta Thunberg, og snakken om hende glider over i, om man egentlig kan skrive en bog om 'mennesket' i disse tider, uden at den bliver alt for pessimistisk? Derudover er der uenighed om sortseeren Michel Houellebecq.Dette afsnit af Tid til bøger er tilrettelagt af Janus Camara og Mia DallUdgivet af Politikens Forlag

Hvad skal vi med livet?Hvad er vores opgaver som menneske i den verden, vi lever i, i livet som sådan, over for andre og os selv? Det diskuterer to af vores fremmeste menneskekendere i denne tankevækkende bog.Bogen er et møde mellem forfatter Katrine Marie Guldager og professor Svend Brinkmann og en samling af deres klummer ’Moderne mennesker’ i Politiken. Siden 2017 har de på skift skrevet om det, der lå dem på sinde. Efterhånden opstod tanken om, at der måske i samlingen af de enkeltstående klummer lå nogle universelle budskaber. De udpegede seks ting i livet, som ingen af os kan undlade at forholde os til. Livsopgaver, kalder de det. Derpå tjekkede de ind på et hotel i København for i et døgn at tale om dem.Livsopgaverne er: Vi skal elske, vi skal arbejde, vi skal stifte familie, vi skal udvikle os, vi skal indgå i en samtid, og vi skal dø.Forskellene på de to, forfatteren og psykologen, er tydelige i både samtaler og klummer, men sammen har de blik for både det nære og fjerne, det konkrete og abstrakte, det store og små. Begge henter inspiration i litteraturen og hos historiens store tænkere, og de er ikke bange for at udfordre sig selv og hinanden, når de forsøger at finde frem til, hvad vi skal med livet.Læs med, når de taler om blandt andet kærlighed, arbejdsliv og døden.

Anton er en dreng på ti år, og han har længe haft på fornemmelsenat noget er galt. Helt, helt galt. Det hele begyndte en aften, Anton lå i sin seng og skulle sove. Antons mor havde lige læst en historie for hamputtet ham og kysset ham på panden og sagt :–Anton, ved du hvad? Du er sådan en god dreng. Pludselig slog det ham: Hvordan kan jeg, der er en god dreng overhovedet ligge og sove og smaske og drømme, når tusindvis af børn i verden slet ikke har en seng? Slet ikke har en dyne? Slet ikke har en mor? Hvordan kan jeg det?

Anton er en dreng på ti, og han har længe haft på fornemmelsen,at noget er galt.Helt, helt galt.Anton er begyndt at drømme. Ikke sådan nogle søde og rare drømme. Men lidt uhyggelige drømme. Meget uhyggelige faktisk. Fulde af dæmoner.Anton har spurgt sin mor om, hvorfor man har onde drømme. Men Antons mor har bare purret ham i håret og sagt:– Onde drømme, Anton, det er du slet ikke gammel nok til.Er der slet ingen, der vil tro på, at Anton er omringet af sorte dæmoner, som får ham til at ryste af skræk?Billedbog med tekst til det tænksomme og sensitive barn af Katrine Marie Guldager med illustrationer af Kirsten Raagaard.

Anton er en dreng på ti år, og han har længe haft på fornemmelsen, at noget er galt.Det er lørdag, og Anton skal til påskefrokost med hele familien. Med onkler og tanter og fætre og kusiner. Normalt hader Anton den slags. Der er altid så mange voksne, der kommer hen til én og dikker én og siger:-Hvor er du blevet stor!Eller: -Hvilken klasse går du i?-Nej, virkelig?Anton hader det, men hans mor og far glæder sig sådan.Velegnet til højtlæsning sidst i indskolingen og først på mellemtrinet.

Anton har længe haft på fornemmelsen, at noget er galt.Helt, helt galt. Anton er begyndt at tro, at tingene har en sjæl.Antons far siger:-Selvfølgelig har tingene ikke en sjæl.Antons far hopper på græsset og knækker en gren af en lille blomsterbusk, der står i forhaven.-Hverken græsset eller busken kan mærke noget, Anton!Men Anton tror ham ikke. Han kunne høre busken skreg. Er der virkelig ikke en eneste i hele verden, der kan høre, hvad Anton kan høre?Velegnet til højtlæsning sidst i indskolingen og først på mellemtrinet.

I forbindelse med først en nær venindes pludselige, voldsomme død og så faderens lige så pludselige, voldsomme død, begge inden for samme uge, påbegyndte Katrine Marie Guldager en psykoanalyse, der varede i ni år. Fire gange om ugen begav hun sig af sted til sin psykoanalytiker for at lægge sig på briksen. Det foregik meget diskret, hun fortalte intet om det til nogen, hverken familie, venner eller kolleger. Det er dette forløb, der fortælles om i Lysgrænsen. Lysgrænsen er hverken en erindrings- eller en terapibog; den er en nøgtern og afklaret beretning om et forsøg på at komme til rette med sit livs op- og nedture, om en barndom i halvfjerdserne, om opbrud og svigt, rejser og dans - og om at nå til en ny forståelse af sig selv.

Fra Danmark til Afrika, fra København til Kilimanjaro, scenen er sat både nær og fjern. Her er den hvide kvinde, der bryder op fra sin familie for at arbejde i Afrika; den sorte kvinde, der får job hos en hvid familie og svigter sin søn; det dansk-engelske par som vil bestige Kilimanjaro; den sørgende, der vender hjem til Danmark en råkold morgen i januar. Elleve sammenflettede noveller om hvordan vores forskellige virkeligheder støder sammen. I én verden. Om forfatteren: Katrine Marie Guldager (1966) er kendt for novellesamlingen København, sin børnebogsserie om frøken Ignora, for sine digte og for selvbiografien Lysgrænsen. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. De senere år har hun koncentreret sig om den store, bredt anlagte familiekrønike, der også kaldes Køge-krøniken. Her følger vi en dansk familie fra 1938 og frem til nutiden.

Atten korte sammenflettede noveller, de fleste om familierelationer, om forholdet mellem børn og voksne, forhold, hvor voksne ikke vil være voksne, og børn ikke får lov til at være børn. Om ægteskab og skilsmisse; om svigt og nye passioner; om, hvordan familien i mange år kan opfylde behovet for fællesskab, men pludselig være noget, man må bryde med. Om forfatteren: Katrine Marie Guldager (1966) er kendt for novellesamlingen København, sin børnebogsserie om frøken Ignora, for sine digte og for selvbiografien Lysgrænsen. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. De senere år har hun koncentreret sig om den store, bredt anlagte familiekrønike, der også kaldes Køge-krøniken. Her følger vi en dansk familie fra 1938 og frem til nutiden.

Når en god dag pludselig bliver dum ... Rikke og hendes mor skal cykle hen til børnehaven, og Rikke glæder sig. Men undervejs bliver turen farligere og farligere. Ikke fordi Rikke cykler forkert, men fordi hendes mor bliver så bekymret over trafikken. Og Rikkes mor kan ikke lade være med at råbe, gispe og være meget, meget farverig i sine beskrivelser af de farlige biler. Selvom der ikke sker noget. Pludselig er det overhovedet ikke sjovt at cykle til børnehaven længere. Og Rikkes humør daler. Er det da overhovedt sikkert at bevæge sig udenfor? En bog om, hvordan voksne nogle gange kan gøre børn bange, selvom de gør det i bedste mening. En billedbog af Katrine Marie Guldager (og illustreret af Otto Dickmeiss), der henvender sig lige så meget til voksne, som den gør til børn, fordi den beskriver angst, set med barnets øjne. Og fordi den bare bekræfter det, alle forældre sikkert godt ved, at det handler om at give sit barn selvværd, og ikke lægge sine bekymringer over på dem. Katrine Marie Guldager har en lang række anmelderroste titler til børn og voksne bag sig. Otto Dicmeiss har illustreret mange billedbøger med sin smukke, poetiske streg, som appellerer lige så meget til voksne, som den gør til børn.

Christian fylder et. Hans oldefar Peter Fischer dør. To begivenheder, der samler familien. Men ikke alle har det som Christians mor, Birgitte, der opfatter familien som det ultimative svar på denne verdens kaos, som det stensikre fundament under hvert eneste ægteskab, barnefødsel og huskøb. Ti sammenflettede noveller om at finde sig til rette. Eller ikke. ”Ud af den mislykkede roman har jeg genskabt novellerne,” lyder det i forfatterens forord til En plads i familien, der således er Katrine Marie Guldagers omskabte udgave af romanen En plads i historien fra 2008. Om forfatteren: Katrine Marie Guldager (1966) er kendt for novellesamlingen København, sin børnebogsserie om frøken Ignora, for sine digte og for selvbiografien Lysgrænsen. Hendes bøger er oversat til flere sprog, og hun har modtaget adskillige legater og priser, bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. De senere år har hun koncentreret sig om den store, bredt anlagte familiekrønike, der også kaldes Køge-krøniken. Her følger vi en dansk familie fra 1938 og frem til nutiden.

Hanna Darting, Pferdezüchterin und Reitlehrerin aus gutem Hause, lebt mit ihrem zweiten Mann auf einem Gut in Südengland. Ihr Leben wird überschattet von finanziellen Problemen, als überraschend ihr Ex-Mann Thomas auftaucht, der die Urne ihrer gemeinsamen Tochter mit in seine kanadische Heimat nehmen will. Die Wucht der mit seinem Besuch ausgelösten Gefühle ist für Hanna der Anlaß für eine Reise in die eigene Vergangenheit, in der sich amüsante Anekdoten, skurrile Figuren und ihre private Tragödie zu einem geschichtenreichen Roman verdichten.Mit Raffinesse, Ironie und wunderbarer Leichtigkeit webt Katrine Marie Guldager aus den Spuren, Begegnungen und Schicksalen vergangener und lebender Menschen ein dichtes Netz der Gleichzeitigkeit, in dem das Vergessen keinen Platz hat. Niemand stirbt wirklich - selten hat uns jemand beiläufiger und zugleich literarischer zu verstehen gegeben, daß die Erinnerung eine Herausforderung der Gegenwart ist.Pressestimmen"Lebendig, scheinbar sorglos, dabei aber ironisch."- Litteraturnet Danmark"Mit Hilfe verschiedener Symbole und einer Fülle von Anekdoten, die auf staunenswerte Weise mit dem Plot verbunden sind, deckt Guldager die Seiten von Hannas Geschichte auf, für die sie selbst als Erzählerin keine Worte findet." - Kristeligt Dagblad"Die Erzählweise, in der Anekdoten und kleine Geschichten miteinander vermischt werden, erinnert an Karen Blixen. Von Fay Weldon hat sie diesen lebendigen, scheinbar sorglosen, dabei aber ironischen Ton."- Erik Skyum-Nielsen, Litteraturnet Danmark

Frantz bor på en flot, gammel gård langt ude på landet. Normalt er Frantz en glad dreng, der er svær at slå ud, men i dag er Frantz helt stille. Han synes, at han er en meget, meget lille dreng ...Frantz savner nemlig sin mor, der plejer at ringe fra himlen, men i dag ringer hun ikke. Og så kommer Karl forbi og siger, at Frantz har det som blommen i et æg, selv om hans mor er død. Hvad mener han dog med det?"Frantz bliver helt stille" er en lærerig fortælling om, hvordan livet kan være hårdt på forskellige måder, og om hvordan tab kan gøre en stærkere.Den populære serie om Frantz udgives nu som lydbøger. Fortællingerne beskriver Frantz' op- og nedture som skoledreng med klassefester, kammerater og kanoture. Sammen med sin bedste ven og værste fjende Karl, med det uhyggelige ar i ansigtet, begiver han sig ud i alverdens sjov og ballade. Uanset hvor han ender, vil ingen børn kede sig med lydbøgerne om Frantz i ørene!Katrine Marie Guldager (f.1966) er en dansk forfatter, der siden 1990'erne har markeret sig med sit mangfoldige og kritikerroste forfatterskab. Efter hun i 1994 debuterede med den prisbelønnede digtsamling "Dagene skifter hænder", har hun både udgivet romaner, noveller og børnebøger. Hendes evne til at overraske og udfordre læseren, har gjort hende til et af de mest anerkendte navne på den danske forfatterscene i dag. Særligt gjorde hun sig bemærket med "Køge-krøniken", en gribende familiesaga om tiden fra Anden Verdenskrig til 1980'erne. Katrine Marie Guldager bidrog desuden i en årrække med klummer til Politikens serie "Moderne mennesker".

Frøken Ignora har en ven. Han hedder Georg. Mister Georg. Forfatteren Katrine Marie Guldager og tegneren Charlotte Pardi har sammen skabt bøgerne om Frøken Ignora og vennen Mister Georg. Sammen med Georg og Ignora møder læseren nogle af de følelser, man kan have som fx at føle sig klemt mellem to venner. I denne bog er Georg hjemme hos en ny ven, Sulaima. Hjemme hos Sulaima må man alt. Man må spise lige så meget slik, man vil. Og man får pizza og sodavand til aftensmad. Og der er ikke noget, der hedder en halv times skærm tid om dagen, som hjemme hos Momse. Georg synes, det er SÅ dejligt, at han gerne vil flytte ind.Serien om Mister Georg kan på en fin og sjov måde sætte fokus på den virkelighed, som mange børn oplever i samspillet med andre børn og voksne, hvem har ikke haft lyst at flytte hjem til en anden familie, hvor reglerne er anderledes?Bøgerne er fortalt i et poetisk sprog og i en tone, som vi kender fra Frøken Ignora. Bagest i bogen er der undrespørgsmål til læseren, som kan bruges både ved højtlæsning og som refleksion ved selvstændig læsning.

Frøken Ignora har en ven. Han hedder Georg. Mister Georg. Forfatteren Katrine Marie Guldager og tegneren Charlotte Pardi har sammen skabt bøgerne om Frøken Ignora og vennen Mister Georg. Sammen med Georg og Ignora møder læseren nogle af de følelser, man kan have som fx at føle sig klemt mellem to venner. I denne bog vil Georg og hans venner gerne gå til noget sammen. Frøken Ignora vil gerne gå til fodbold, men Nina vil hellere på til svømning. Ignora og Nina er ved at rive hovederne af hinanden, de kan slet ikke blive enige ... og Georg vil måske meget hellere gå til noget helt andet, men hvordan får han sagt det?Serien om Mister Georg kan på en fin og sjov måde sætte fokus på den virkelighed, som mange børn oplever i samspillet med andre børn og voksne, hvem har ikke prøvet at føles sig overhørt, når vennerne har stærke meninger om tingene?Bøgerne er fortalt i et poetisk sprog og i en tone, som vi kender fra Frøken Ignora. Bagest i bogen er der undrespørgsmål til læseren, som kan bruges både ved højtlæsning og som refleksion ved selvstændig læsning.

LektørudtalelseAnvendelsesmuligheder/målgruppe/niveauSmuk billedbogsfortælling med fokus i skolen om en dreng på 10 år, der ikke selv forstår at han savner sin far. Kan bruges både i skole, institution og hjem til på en blid og indirekte måde at nærme sig et udbredt fænomen: en travl og fraværende far med en sød og veltilpasset søn, der indimellem mister gnistenBeskrivelseAnton på 10 år mærker, at alting bliver gråt omkring ham, selv beskriver han det som at han er ramt af sorgens pil. Hans mor kan ikke forstå og forklare, Anton plejer at være glad for at gå i skole. De søde lærere gør hvad de kan for at forklare hvor dejlig tilværelsen er ud fra hver deres vinkel, men forgæves. Selv rektor, der om nogen må forstå livets mening, kommer det ikke nærmere, men sender Anton ned til pedellen i kælderen. Han sætter sig stille med Anton på skødet og fortæller, at når man er ked af det, så er der altid en årsag. Da kommer Anton i tanker om, at far igen rejste bort til sit arbejde og ikke engang nåede at sige farvel. Det lettede, nu er Anton køreklar igen. Teksten er veldrejet, Kirsten Raagaards tegninger medfortællende både i udtryk, farveholdning og motivvalg, det store billedbogsformat muliggør oplæsning for grupper Samlet konklusionEn yderst anvendelig hverdagsfortælling der har sit fokus i skolens verden og som tager sin 10-årige hovedperson og hans livsstemning alvorligtJens Raahauge i FolkeskolenAf og til er det mol, der dur. Dette er tilfældet i historien om Anton, der pludselig bliver ramt af sorgens pil. Han selv står uforstående over for det uventede stemningsskift i sindet. Han spørger de voksne omkring sig, moren, lærerne og rektor, uden at få svar eller endsige hjælp. Men på skødet af pedellen går det op for ham, hvad han savner: Farens nærvær.Katrine Marie Guldager mestrer et sprog i mol, et sprog så afstemt, at man bliver fanget uden at føle sig manipuleret. Tonen er spinkel, solidarisk og begribelig.Kirsten Raagaards legende billedsprog indtager suverænt det rum, som ordfortællingen må lade stå åbent: at verden rundt om den, der er ramt af sorgen, fortsætter i sin egen groteske gang.Tilsammen giver forfatter og illustrator et indblik i en savnende drengs møde med både sine egne forvirrede tanker og omgivelser, der synes blottet for empati. Dette indblik må kunne give børn ord for at formulere savn, og det kan i hvert fald få os voksne, der er omgivet af børn, til at overveje vores egen grad af lydhørhed, når vi har grinet færdigt af bogens kolleger.

Frøken Ignora har en ven. Han hedder Georg. Mister Georg. Forfatteren Katrine Marie Guldager og tegneren Charlotte Pardi har sammen skabt bøgerne om Frøken Ignora og vennen Mister Georg. Sammen med Georg og Ignora møder læseren nogle af de følelser, man kan have som fx at føle sig flov over sin familie. I denne bog følger Momse Georg i skole. Lige før skolen er der et stort trafiklys. Momse og Georg står og venter på grønt, men så snart det bliver grønt, cykler folk over fodgængerovergangen. Dét er Momse ikke meget for. Faktisk hader hun den slags. Når folk ikke kan overholde reglerne. Så giver Momse sig til at skælde ud. Men det er virkelig pinligt, synes Georg, som føler sig frygtelig flov over at stå der med en vred Momse, som svinger med sin stok og truer de andre børn og voksne.Serien om Mister Georg kan på en fin og sjov måde sætte fokus på den virkelighed, som mange børn oplever i samspillet med andre børn og voksne, hvem har ikke prøvet at føle sig flov eller pinlig berørt i en situation med en fra sin familie?Bøgerne er fortalt i et poetisk sprog og i en tone, som vi kender fra Frøken Ignora. Bagest i bogen er der undrespørgsmål til læseren, som kan bruges både ved højtlæsning og som refleksion ved selvstændig læsning.

Frøken Ignora har en ven. Han hedder Georg. Mister Georg. For nylig skete der desværre det, at Georg kom galt afsted.Uh, folk på skolen taler stadig om den lyd, det gav, da Georg brækkede sit ben.Det gjorde rigtig ondt på Georg. Han skal have gips på i seks uger. Men seks uger! Det er jo nærmest en evighed.Forfatteren Katrine Marie Guldager og tegneren Charlotte Pardi har sammen skabt bøgerne om Frøken Ignora og vennen Mister Georg. Sammen med Georg og Ignora møder læseren nogle af de følelser, man kan have, når man føler sig udenfor. En problemstilling som er ganske genkendelig for mange børn. Her er det Georg som pga. et brækket ben ikke kan være med i legen i frikvarteret. Og så kan det let føles som om, de andre snakker om en og holder en udenfor.

Kender du Mister Georg?Han er venner med Førken Ignora, men de har problemer med Allan fra klassen.Allan larmer!Men måske er der noget galt med Allan?Kan det passe, at han får tæsk hver dag?Frøken Ignora og Georg beslutter sig for at udspionere Allan. Det er noget, Fiskehandleren har sagt. Hvis man har et problem, skal man først undersøge det.

Kender du Mister Georg?Han er venner med Frøken Ignora.Georg bor i et hus i den anden ende af byen. Han bor sammen med Momse. Hun er Georgs mormor, og hun er god til at fortælle historier, og hun ved altid, hvad der er rigtigt og forkert.

Anton er en dreng på ti år. Normalt er Anton den gladeste dreng i hele verden. Han kan godt lide at røre sig. Han kan lide at kaste bolden så højt op i luften, at den slet ikke kommer ned igen. Og han kan lide at dykke nede i søen. Helst så dybt,at selv fiskene holder op med at svømme. Og bare glor. Men en dag sker der noget mærkeligt. Det er, som om Anton har fået bly i sine sko. Han kan næsten ikke røre sig, og hans krop bliver tungere og tungere. Antons krop, der før var let som en fjer, er blevet så tung, så tung. Det er, som om at han bærer på den tungeste byrde. I hele verden!

Anton er en dreng på ti år, og han har længe haft på fornemmelsen, at noget er galt. Det er lørdag, og Anton skal til påskefrokost med hele familien. Med onkler og tanter og fætre og kusiner. Normalt hader Anton den slags. Der er altid så mange voksne, der kommer hen til én og dikker én og siger: -Hvor er du blevet stor! Eller: -Hvilken klasse går du i? -Nej, virkelig? Anton hader det, men hans mor og far glæder sig sådan.

Anton er en dreng på ti år,Og han har længe haft på fornemmelsen,at noget er galt.Helt, helt galt.Anton er begyndt at drømme.Ikke sådan nogle søde og rare drømme.Men lidt uhyggelige drømme.Meget uhyggelige faktisk.Fulde af dæmoner. Anton har spurgt sin mor om, hvorfor man har onde drømme.Men Antons mor har bare purret ham i håret og sagt:- Onde drømme, Anton, det er du slet ikke gammel nok til. Er der slet ingen, der vil tro på, at Anton er omringet af sorte dæmoner, som får ham til at ryste af skræk?