Bøger af Kelvin Lindemann

I Brev til en ung mand skriver Kelvin Lindemann om sin manglende tro på pacifismen som en farbar vej i en verden, der har nok atomvåben til at udslette sig selv. I stedet foreslår Kelvin Lindemann en løsning baseret på Kul- og Stålunionen og det senere EF, et handelsfællesskab, der gjorde de bitre fjender Tyskland og Frankrig så afhængige af hinanden, at det i løbet af kun få årtier blev svært at forestille sig, at de skulle gå i krig med hinanden igen.

Alt levende lyser fra 1938 er Kelvin Lindemanns tredje roman.

Uddrag fra den store historiske roman »Huset med det grønne træ«, hvori Lindemann giver et billede af livet i de danske tropekolonier i sidste halvdel af 1700-tallet set på baggrund af en københavnsk købmandsfamilie.De danske tropekolonier indskrænkede sig ikke – som mange tror i dag – til de vestindiske øer og Afrikas guldkyst. Vi havde også kolonier i Indien: Trankebar, Calicut, College, Carical, Balasore, Serampore og Trinkonomale på Ceylon. Desuden var de nicobariske øer nord for Sumatra i 93 år under dansk flag. Dette nævnes, fordi det har betydning for forståelsen af den middagsskildring, der findes i »Huset med det grønne træ«. Det drejer sig om en dobbelt bryllupsmiddag i et velhavende københavnsk borger-hjem med direkte tråde til kolonierne. Kelvin Lindemann har til brug for denne skildring som til den historiske roman i det hele taget gjort flittige kildestudier, og der er derfor grund til at fæstne lid til dens autencitet.Denne version – der først blev offentliggjort i antologien Forfatterne går til bords – er udbygget med forfatterens opskrifter på de retter, der bliver serveret til middagen.

Beretning fra besættelsestidens København om modstandsmanden Rotten, der blev stikker for tyskerne.

Ungdomsromanen Vi skal nok blive berømte blev tildelt H.C. Andersen Mindemedaljen i 1933.

Novellen "Manden med de spraglede slips" blev optrykt i antologien Det første de skrev (1960) og giver et indblik i Kelvin Lindemann som ung forfatter.

Den kan vel frihed bære er en historisk roman, der fortæller om Bornholm på Svenskekrigenes tid, men den er andet og mere end det. Bag fortællingen om svenskernes besættelse af Bornholm er der tydelige paralleller med andre og senere begivenheder, og bogen blev da også omgående beslaglagt, da den udkom i 1943.Handlingen spænder over året 1658–59 og fortæller om de frihedselskende bornholmeres voksende modstand mod de svenske besættelsestropper, som de først finder sig i, siden gør grin med og tilsidst i et endeligt og afgørende oprør tager til fange, for at forære deres ø til Frederik d. III.Bornholmernes oprør er enestående, fordi det fandt sted helt uden støtte og resulterede i, at Bornholm blev under Danmark ved den endelige fred, hvor Skåne, Halland og Blekinge blev afstået. Det var ikke de gamle lederes fredspolitik, men åben kamp, der førte til det gode resultat. "Det er en bog, der trods sin forunderlige aktualitet vil blive stående i dansk litteratur."MORTEN KAMPHØVENER "Denne bog er for god til at anmeldes. Den skal læses."KAJ MUNK Kelvin Lindemann blev født 1911 i Rusland som søn af en købenmand. Han var selv handelsuddannet og rejste over det meste af Europa.Han debuterede i 1931 med En håndfuld babies, fik H. C. Andersen-medaillen for Vi skal nok blive berømte og 1. præmie i dramatikerkonkurreneen 1934 for Unge mennesker, men slog først for alvor igennem, da præmieromanen Huset med det grønne træ udkom i 1942, midt under den tyske besættelse. Hans næste roman Den kan vel frihed bære blev beslaglagt, og Kelvin Lindemann, som i de første krigsår var medlem af det illegale forlæggerråd, opholdt sig 1944-45 i Sverige.Blandt hans senere bøger kan nævnes Gyldne kæder, Lykkens tempel, naturbetragtningerne Mens nattergalen synger og de under pseudonym udgivne En aften i koleraåret og Kærlighed i Tokio.

Det er sandelig et noget afvigende portræt, Kelvin Lindemann giver af Odysseus, når man tænker på, hvordan denne langthensejlende helt ellers plejer at blive behandlet i litteraturen – fra Homer til Johnson. Her er han stor og småtyk, rødhåret og pralende, tilsyneladende buldrende, men snu og uden finere fornemmelser for ærlighed og den slags snak. Samtidig er der noget komisk over ham – jo, det er en Odysseus, man ikke så snart glemmer, Lindemann her har fået skabt.Modspilleren til den store græker er drengen Pyrrus, knap 13 år, søn af Achilleus, som faldt foran Troja. Ved faderens død er drengen konge i Phitia, men må bort fra sit kongerige med det samme: et orakelord siger, at den hær, som har videnskabsmanden Filoktet med den uovervindelige bue i sine rækker, vil sejre ved Troja. Nu er det så uheldigt, at Odysseus har sat Filoktet i land på Lemnos og overladt ham til sin skæbne, og at de er fjender. Han kommer for at få Pyrrus med til Lemnos.Det bliver en begivenhedsrig rejse. De besøger oraklet i Delfi, de bliver taget til fange på Kreta, og Pyrrus bliver lukket ind i den berygtede labyrint.Endelig nået til Lemnos får de mere besvær – dels med den krigeriske dronning Arete og hendes amazoner, dels med Filoktet, som de dog omsider får lokket med sig. Med en diskussion om ret og uret slutter bogen: Odysseus hævder, at det er forsvarligt at gøre uret mod én for at gavne mange, Pyrrus indser, at det at gøre uret mod én er begyndelsen til uretten mod de mange.Skjult i stoffet ligger også diskussionen om frihed – om Grækenland kontra Asien. Lindemann forstår klogt at få alt dette med uden lange debatter.Det er en spændende bog, og ofte også en morsom bog. Den måtte gerne have været længere, stoffet indbyder til det. Menneskene er ikke tegnet helt skarpt op psykologisk, de står mere som typer, men det lader sig forsvare i et stof som dette.Bogen er anbefalet af Det danske Akademi. Det forstår man godt.

Den gode gamle regel, "at det er mennesket, kunstnere bør studere", har Kelvin Lindemann sat sig ud over i sin nye bog. Dette er en bog om haven og om dyr i have og skov. Kelvin Lindemann skrev om sin bog til forlaget: "Min bog er ikke nogen zoologisk vejledning eller en havebog med pegefinger. Det var for at give mine børn en barndom på landet, at vi flyttede fra byen for ti år siden, men også for mig har det været en stor oplevelse at være naturen nær. Jeg har forsøgt at gengive det moderne menneskes henrykkelse, forundring og glæde ved mødet med naturens forunderlige verden. Jeg har faktisk givet edderkopperne otte ben og insekterne seks, men det har for mig været underordnet i mødet med naturens fantastiske undere.Kunne min lille bog vise, at naturens liv er åben for alle, spændende, betagende, underholdende, ville hensigten med at skrive den være nået."

Kelvin Lindemann var en borgerligt orienteret forfatter, der fik sin debut midt i den brølende jazztid. Han beskrev sin generation af unge, velbeslåede mennesker, der var frigjorte og kyniske, fordi intet i tiden kaldte på dem, men under den blaserte tone aner man en alvor, som skulle blive aktualiseret under den tyske besættelse. Kelvin Lindemann udgav i 1943 Den kan vel Frihed bære, der under dække den svenske besættelse af Bornholm i 1658 behandler den tyske bessættelse. Bogen blev beslaglagt af besættelsesmagten samme år, og Lindemann måtte selv flygte til Sverige i 1944, efter en stikker havde forsøgt at skyde ham.Denne etisk-nationale holdning fastholdt Lindemann efter krigen i en meget omfattende, ræsonnerende journalistik. I Min Rejse til Rusland og andre alvorlige Betragtninger fra 1949 er flere af disse artikler samlet.

Kelvin Lindemann vandt i 1942 Hasselbalchs forlags jubilæumskonkurrence med Huset med det grønne Træ. Roman om de danske Tropekolonier. Bogen blev en international succes og blev oversat til en halv snes sprog. Fortsættelsen, Gyldne Kæder fra 1948, opnåede nordisk udbredelse. De to historiske romaner bringer livfulde billeder fra vort 1700-tals sidste, florissante periode, hvor danske købmandsslægter drev handel på Ostindien og Vestafrika. Nederlag og død giver den første roman en tragisk grundtone, trods heroisk indsats af Thomasine Isert, en central skikkelse, der lever videre i den senere bog. Her står hun i kraft af sin rolle som negerslavernes forsvarer i skarp kontrast til Ernst Schimmelmann, der i slavespørgsmålet praktiserer en uhyggelig dobbeltmoral.

Novellen Det ostindiske Spisestel blev første gang udgivet i 1955. Det er en lille spidsfindig historie, hvor personerne bliver set med en splint af troldspejlet i øjet.

Handlingen i denne store slægtsroman er henlagt til slutningen af 1700-tallet, hvor Danmark havde nogle mindre kolonier i Asien, Afrika og Vestindien. Med besk realisme føres læseren ind bag kulisserne i de store handelshuse og regeringskontorer, hvor idealismen og import af slaver til Dansk Vestindien hjerteligt rækker hinanden hånden. Gyldne kæder kan både læses alene og som en spændende fortsættelse af Huset med det grønne træ.„Lysttonede tidsbilleder og skæbner er atter et vidtspændt spil mellem Danmark og den store verden – formet af en på én gang fast og let hånd – Kelvin Lindemanns dygtighed har verdensmandens elegance.“– Jacob Paludan„Kelvin Lindemann er en fremragende epiker. Hans fremstilling har mod, kraft og lidenskab. Gyldne kæder er en fordømmelse af dansk overklasses mangel på store tanker, store gerninger, stort sind. Nedskrevet og kundgjort af en rigtig vovehals. Hvad mere er: af en herold for æren og retten med en røst som en basun.“– Hans Brix

En haandfuld babies er Kelvin Lindemanns debutroman fra 1931 og er ligesom Knud Sønderbys Midt i en jazztid en generationsroman om den brølende jazztid. Stoffet til En håndfuld babies hentede Lindemann fra den gruppe unge mennesker, han holdt sammen med ude på Frederiksberg, en gruppe, der blandt andet bestod af skuespillere, malere og dramatikere.

I Lykkens Tempel omtales danske Politikere og kgl. Embedsmænd fra Politi-Etaten sommetider respektløst i det Haab, at den barokke Modsætning mellem Personer og Begivenheder i Lykkens Tempel og de virkelige Forhold – Politi-Etatens udadlelige Vandel og vore Politikeres etiske Holdning – kan aflokke i hvert Fald den velvillige Læser et Smil i en vanskelig Tid, og maaske – i Kraft af det hjertelige Lune, der gennemtrænger Bogen – yderligere kan befæste Tilliden til vor Øvrighed, der staar Skjoldvagt om Retssamfundets grundlæggende Ideer om menneskelig Frihed og Ukrænkelighed. "For en Ordens Skyld oplyser jeg, at Bogens Handling udspilles i nær Fremtid; at alle dens Nutids-Personer er opdigtede; at den militære Operation i 6. Kapitel ikke sigter til nogen existerende Enhed af Hans Majestæts Hjemmeværns-Styrker; at Titler som Fiskeriminister, Sjællands Biskop, Politi-Inspektør for Undersøgelseskamrene og Radioraadsformand er anvendt uden Hentydning til tidligere, nuværende eller fremtidige Indehavere af disse Embeder.Ethvert Forsøg paa at identificere Bogens Personer med nulevende Mænd eller Kvinder maa altsaa blive paa Læserens eget Strafansvar." – Forfatteren

Om en tidligere roman af Kelvin Lindemann skrev Tom Kristensen, at der lå et uhyre arbejde bag den, uden at det var gået ud over forfatterens muntre stil: Lindemann var "en vittig hund". Bag Den firkantede bowlerhat ligger indgående studier. Bogens spændende scener med overraskende detaljer får dybde af en ofte absurd fantasi, der sætter menneskelig dumhed og forfængelighed i skarpt perspektiv. Men selv om bogens tema er alvorligt nok: Vor tids mange former for hykleri, det må være sig af religiøs, videnskabelig eller storpolitisk art, gælder stadig væk Tom Kristensens ord om, at den megen viden har ikke gjort Kelvin Lindemann kedelig. Den firkantede bowlerhat vil virke udfordrende på mange, men næppe nogen vil benægte, at det er en bog, hvis humor får sin egen aroma, når forfatteren »lader ondt og godt sidde sammen som venner.

Kelvin Lindemann er født 1911. Har skrevet både romaner, noveller og essays. Bedst kendt er de to store slægtsskildringer Huset med det grønne træ (1942) og Gyldne kæder (1948). En aften i kolera-året udkom første gang i 1953 under pseudonymet Alexis Hareng, Bogen blev en stor succes og forårsagede en veritabel gættekonkurrence om hvilken kendt dansk forfatter eller forfatterinde der gemte sig bag det sælsomt klingende navn. Den 17. juli 1853, midt under den frygtelige koleraepidemi i København, afholdtes en lille udsøgt middag i den tidligere udenrigsministers palæ i Amaliegade. Kun tre deltog: Geheimerådinde Hermione Schnell, godsejerinde van der Hooglant og professor Charles Iselin – alle medlemmer af den gamle overklasse og alle lige hjemløse og fremmede i den nye tid, præget af politiske reformer. Ved middagen fortæller de nu hver en historie – tre beretninger om liv og død, kærlighed og had – der indirekte afslører ikke så lidt om den fortællendes eget liv og sande jeg og derved giver perspektiv til de overraskende hændelser, som sker i aftenens løb i det kolerahærgede København. Et værk af underfundighed og vittige, dybsindige kommentarer til menneskelivets barokke og tragiske maskespil.

Kortromanen Vort eneste værn blev udsendt julen 1962 af Christtreus Bogtrykkeri i 300 eksemplarer, der ikke kom i handelen.