Bøger af Klaus Rifbjerg

Rifbjergs debutroman fra 1958 er en moderne ungdomsklassiker om venskaber, spirende kærlighed og bristede illusioner. Med humor og indlevelse fortæller Klaus Rifbjerg om Tores stormende forelskelse i Helle, der helst kun vil holde i hånd. Om Janus' jalousi og om hans erotiske forhold til Ellen. Om Fru Junkersen - Helles mor - der pludselig, som den onde dronning i eventyrene, bryder ind i kredsen med skæbnesvangre følger.Årtiers mest læste ungdomsroman - en klassiker i dansk litteratur og bogen bag filmen af samme navn med Susse Wold som den onde femme fatale.Indlsæt af Paul Hüttel 2007. Læst af skuespiller Paul Hüttel. Paul Hüttel er uddannet skuespiller fra Odense Teater og var fra 1971-90 ansat på Det Kgl. Teater. Han har desuden markeret sig i flere film- og tv-roller, bl.a. i 'Balladen om Carl-Henning', 'Matador' og TV2s Pyrus-julekalenderne. "Situation efter situation ryger i plet, skrevet med fuld musik lige midt imod forlorenhed og hykleri, pænhed og autoritetsdyrkelse."Thorkild Hansen 

Klaus Rifbjerg, født 1931. Debuterede i 1956 med digtsamlingen UNDER VEJR MED MIG SELV. Digtene følger et livsforløb fra undfangelse til voksenlivets borgerlige forpligtelser og bevæger sig undervejs fra det muntert charmerende til det pågående, frække og selvironiske.

Essays og historier om jagtJagtmodstandere vil sikkert finde denne bog afskyelig. Hvordan kan det på nogen måde retfærdiggøres at voksne veluddannede mennesker fortrinsvis mænd finder på at gå ud i naturen og for deres fornøjelses skyld dræbe uskyldige umælende dyr? Det kan det muligvis heller ikke og Klaus Rifbjerg har ikke skrevet bogen for at overbevise nogen om det modsatte. Til gengæld er bogen en rasende godt skrevet beskrivelse af et stykke virkelighed. I traditionen fra Wilhelm Dinesens og St. Steensen Blichers Turgenjevs og Tolstojs Karen Blixens og Hemingways jagtbeskrivelser Litterært er der nok at leve op til. Klaus Rifbjergs bog er ikke en mandjævning med de store men prøver at fortælle om noget der har godt om ikke andet så på jægeren. Jagt kan som så meget i den moderne verden være mekaniseret nærmest industriel men af og til virker den frigørende skærper bevidstheden lærer øjet at se og øret at høre.Så kom en hæslig jæger er en hybrid eller med et andet ord: en blanding. Klaus Rifbjerg har skrevet en række afsnit som beskriver hans oplevelser som jæger i Danmark og andre steder suppleret med andre hvor han tidligere har skrevet om emnet faktuelt og som fiktion. Bogen er ikke specielt for jægere men for alle der interesserer sig for sider af tilværelsen de ikke selv går så meget op i. På den anden side der er over 200.000 medlemmer af Dansk Jagtforbund!

Klaus Rifbjergs omfattende skønlitterære forfatterskab – digte, romaner, noveller – bygger i høj grad på hans erindringskunst, den blændende evne til at huske fotografisk. Ikke kun begivenhederog stemninger, men også lugte, lyde, stederne og hvordan der så ud. Til rette vedkommende er hans erindringer – fra begyndelsen til slut.  Tilføjes skal det blot, at Klaus Rifbjerg nåede at gennemse og godkende denne endelige version inden sin død.

Jeg-fortælleren i Klaus Rifbjergs roman er på ferie i Francos Spanien med sin kone og tre børn. Han sidder udenfor i solen og døser, mens familien er på indkøb. Pludselig ser han en gammel mand komme gående, en mand, der i den grad ligner hans afdøde far - og også er det! Det forhindrer ikke, at de to tager på biltur sammen rundt i Spanien.

Femten noveller om kvinder. Tidsmæssigt spænder de fra besættelsen til i dag, socialt fra arbejderklassen til den velbjergede overklasse, tematisk handler de om det, der var Klaus Rifbjergs kendemærke: mentale og eksistentielle forskydninger, der får afgørende betydning for det videre liv. En oplevelse, indsigt, følelsesmæssig reaktion, en fornemmelse, der forvandles til erkendelse - og man er ikke længere den samme.

Og andre historier er Klaus Rifbjergs novelledebut fra 1964. De 23 noveller handler om stort og småt lige fra selvmord til Peter Plys, og er skrevet på den særlige veloplagte Rifbjergske facon.

Klaus Rifbjerg var en af det 20. århundredes største danske lyrikere, og han nåede at udgive mere end 30 digtsamlinger. Theis Ørntoft har lavet et stærkt personligt udvalg og forsynet sin samling med et forord.

VORES ÅR udspiller sig omkring en fiskerfamillie på Langeland. I fire afsnit følger man spillets personer fra provinsen til København og tilbage igen, gennem halvfjerdserne. Den periode, hvor tressernes optimisme bliv afløst af stagnation, krise, arbejdsløshed og rådvildhed.Første del dækker årene 1971-1973. »Selv om jeg ved, at Klaus Rifbjerg lagde en plan, og selv om jeg selv var med under hele skrivearbejdet, opleves det alligevel som om vi havde udvalgt en gruppe mennesker i 1971, og efter at have skildret deres liv i det år, så nysgerrigt havde fulgt de veje, skæbnen sendte dem, helt frem til 1979. For at opdage, lidt til min undren, at den væsentlige forandring ikke lå i de ydre rammer, men i de indre. Fortvivlelsen og usikkerheden, magtesløsheden over for en udvikling, som enten går forkert, eller kræver forandringer, som er for store til at de kan overskues. Det synes at være de tydeligste signaler, jeg kan ane hos vore venner i vores historie.«— Palle Kjærulff-Schmidt, instruktør

Et halvt hundrede artikler, essays og causerende indlæg, om bl.a. barndom og erindring, rejser og steder, kunst og kritik. Udvalgt af Bodil og Niels Birger Wamberg. Indlæggene har tidligere været offentliggjort i aviser og tidsskrifter.

Klaus Rifbjergs femte digtsamling fra 1962 er en hilsen til Steen Steensen Blichers ”Trækfuglene”. Den er på højde med Klaus Rifbjergs bedste poesi og indeholder bl.a mesterstykket ”solsort”.

Trilogien handler om Esbern Dahlmann-Winther, der falder i Den Spanske Borgerkrig, om hans søn Kim, der er barn under den tyske besættelse, og endelig om den aldrende Kim, der meget symbolsk lever i teatrets kulisseverden. Samlet er det en familiehistorie og et danmarksportræt, tragisk og komisk.Trilogien udkom som enkeltbind - "Esbern", "Hovedløs" og "Rod" - i henholdsvis 2005, 2007 og 2008 og genudgives her for første gang samlet.

Blandede bolsjer indeholder 43 essays eller forsøg af Klaus Rifbjerg. De publiceres i den foreliggende bog for første gang men er skrevet gennem en del år. Det er blandede bolsjer der er både søde og syrlige og enkelte dameskrå. Emnerne er med andre ord mange og forskellige. Der er stykker om Chaplins maske om måltidet mere personlige erindringsstykker fra barndommens land over besættelsestid og efterkrig fra byen København til nutidens Spanien. Der er stykker om gamle venskaber og venskab som sådan om ungdom forlovelsestid og kærlighed om familie og slægtninge om at være født i 1931 og meget meget andet.

Prosadigte fra 1984, som tager udgangspunkt i noget meget konkret, men som ad svimlende associationsbaner gør det konkrete alment.

27 bidrag indvier os i kunsten at oversætte, især skønlitteratur, primært til dansk ‒ og belyser det danske sprogs rolle i udlandet, historisk og kulturelt. Nogle af vores bedste oversættere præsenterer mange praktiske og teoretiske overvejelser. Hvordan kan man bedst være tro mod originalteksten uden at oversætte ordret? Hvad skal en litterær oversætter kunne? Er maskinoversættelse blevet en allieret med et tveægget sværd? Foruden retstolkning, tegnsprog og kunstsprog kommer antologien omkring en halv snes nære og fjerne sprog fra oldtiden til det 21. århundrede og deres indflydelse på dansk.Klaus Rifbjerg: O, den vejLars Bonnevie: Oversætterens dilemmaerPeter Poulsen: Oversætterens anmærkningerSusanne Bernstein: Den finurlige proces med at oversætte til danskNiels Brunse: Buddenbrooks i dansk perspektivHans Christian Fink: En rejse i sprogetViggo Hjørnager Pedersen: Knap så sødt og velsignet – H.C. Andersen i engelsk oversættelseKai Møller Nielsen: Humor kontra satire – Om at oversætte Aristofanes' komedierSøren Schønberg Sørensen: At oversætte Petrarca – Motto: Det at oversætte digte kræver en digter.Anne Marie Bjerg: Det nære sprog, det svære sprog: SvenskThomas Harder: Italienske krimi-noterMette Tønnesen: Dansk skønlitteratur i italiensk oversættelseJudyta Preis & Jørgen Herman Monrad: Om at oversætte Bruno SchulzJean Renaud: Er det muligt at oversætte fra dansk til fransk?Jean Renaud: Dansk i Frankrig eller …? – Når franskmænd lærer danskJørgen Chemnitz: Sproget er et mellemrumAnders Bay: Brobygning mellem Holland og DanmarkMads Büchert Eskildsen: Lingvistiske aspekter af oversættelse fra russiskShëkufe Tadayoni Heiberg: At sætte sproget overEllen Wulff: Giv kejseren, hvad kejserens erBjørn Z. Simonsen: Kunstsproget ithkuilPeter Bjerre Rosa: Kampen mod uretClaus Thornby Larsen: Når maskinerne oversætterGitte Schmidt: Dansk i EUPhilip Thinggaard: Spøgelse på æggeskaller – Om at tolke fremmedsprog i retssalenSofie Jørgensen: Med tegnsprogstolken på arbejdeErik Skyum-Nielsen: Oversætterens dobbelte hensyn

Lone Hertz: “Glæden ved sproget – og sorgen” (s. 9-14)Anne Marie Helger: “At labbe sproget i sig” (s. 15-25)Jytte Abildstrøm: “Glæden ved at læse” (s. 27-32)Asger Baunsbak Jensen: “Den sidste samtale” (s. 33-40)Birgit Pettersson: “At nå hinanden gennem sproget” (s. 41-46)Klaus Rifbjerg: “Det rige sprog” (s. 47-51)Lars Bonnevie: “Vi har kun det” (s. 53-58)Johan de Mylius: “Sprog som binder og forløser” (s. 59-67)Erik A. Nielsen: “Hvad Gud har sammenføjet …” (s. 69-78)Claus Tilling: “Hvad børn dog hører: Tanker i anledning af Ib Michaels ‘Vanillepigen‘” (s. 79-83)Jesper Hoffmeyer: “Max erobrer virkeligheden – i sproget” (s. 85-91)Lene Johansen: “Glæden ved sproget – begejstringen for livet” (s. 93-97)Per Jespersen: “Samtalens nødvendighed” (s. 99-103)Modersmål-Prisen 1996 ved Gerda Thastum Leffers (s. 105-108)

I Sprog og sex fortæller en række forfattere om deres møde med det seksuelle sprog, fra Højsangens antydende erotik med overraskende dybder til det helt ucensurerede, men måske alligevel en smule grænseoverskridende.IndholdNiels Birger Wamberg: »Det unævnelige« (side 13‒22)Klaus Rifbjerg: »Sex og samfund« (side 23‒27)Thorstein Thomsen: »Der må være en grænse« (side 29‒36)Jens Juhl Jensen: »Amor og Adam« (side 37‒43)Christian Graugaard: »Når bimboer guffer gren (en rundtur i det seksuelle slangsprog) (side 45‒55)Lars Chandresh Henriksen: »Samlejet som kommunikationssituation« (side 57‒87)Marianne Rathje: »Sex i sproget« (side 89‒102)George Hinge: »Det kønsneutrale sprog« (side 103‒117)Georg Stubkjær Adamsen: »Jeg er min elskedes, og min elskede er min« (side 119‒138)Tine Byrckel: »Kulturel omskæring« (side 139‒157)

Efterkrig fra 1957 er Klaus Ribjergs anden digtsamling.

Blandede bolsjer indeholder 43 essays eller forsøg af forfatteren Klaus Rifbjerg (1931-2015). Teksterne er skrevet gennem en del år. Det er blandede bolsjer, og der er både søde og syrlige og enkelte dameskrå i posen. Der er stykker om Chaplins maske, om måltidet, mere personlige erindringsstykker fra barndommens land, over besættelsestid og efterkrig, fra byen København til nutidens Spanien. Der er stykker om gamle venskaber og venskab som sådan, om ungdom, forlovelsestid og kærlighed, om familie og slægtninge, om at være født i 1931 og meget meget andet. Samlingen udkom oprindeligt 2014.

Ved at bevæge sig frem og tilbage i Klaus Rifbjergs mange noveller, romaner og stykker sammensætter forfatteren Kim Leine en ny, fremadskridende livsfortælling. Udvalget begynder med tekster, der skildrer den første barndom, og går derfra gennem de forskellige livsfaser frem til den gamle mand. Derved tegner Kim Leine en almenmenneskelig udvikling og tilføjer forfatterskabet en helt ny titel.

År er et skuespil om besættelsestiden skrevet af en af Danmarks mest synlige og produktive forfattere i anden halvdel af 1900-tallet.

Syv kronikker centreret omkring erindring. Teksterne kaster lys over både forfatterpersonligheden Rifbjerg og en række af hans værker.

VORES ÅR udspiller sig omkring en fiskerfamillie på Langeland. I fire afsnit følger man spillets personer fra provinsen til København og tilbage igen, gennem halvfjerdserne. Den periode, hvor tressernes optimisme bliv afløst af stagnation, krise, arbejdsløshed og rådvildhed.Anden del dækker årene 1977-1979. »Selv om jeg ved, at Klaus Rifbjerg lagde en plan, og selv om jeg selv var med under hele skrivearbejdet, opleves det alligevel som om vi havde udvalgt en gruppe mennesker i 1971, og efter at have skildret deres liv i det år, så nysgerrigt havde fulgt de veje, skæbnen sendte dem, helt frem til 1979. For at opdage, lidt til min undren, at den væsentlige forandring ikke lå i de ydre rammer, men i de indre. Fortvivlelsen og usikkerheden, magtesløsheden over for en udvikling, som enten går forkert, eller kræver forandringer, som er for store til at de kan overskues. Det synes at være de tydeligste signaler, jeg kan ane hos vore venner i vores historie.«— Palle Kjærulff-Schmidt, instruktør

Narrene er et skuespil om sandheden, og om man skal sige den højt eller ej.

Klaus Rifbjerg (f. 1931) havde skrevet flere revyer og skuespil bl. a. DISKRET OPHOLD (Gyldendals Teater) sammen med Jesper Jensen før han skrev UDVIKLINGER (1965) og HVAD EN MAND HAR BRUG FOR, der havde premiere på Det kgl. Teater i september 1966.Hovedrollen spilles af en mand, der er kørt træt. Han kan ikke finde ud af livet og går derfor til teaterdirektøren og instruktøren og beder dem om at anskueliggøre for ham, hvad det er, han har brug for.

Jonas og Berthe har købt et hotel i provinsen, hvor der aldrig sker noget. Jonas er den hårdtarbejdende hotelejer, mens Berthe passer deres barn og snakker med gæsterne, men en aften kommer tre unge mænd til hotellet. Til at begynde med bliver de ikke lukket ind, men da de giver sig til at tisse ind ad nøglehullet, kommer der gang i sagerne. Pludselig er det ikke længere så sikkert, om Jonas nu er så regelret, som han ser ud på overfladen, og Anders, de tre unge mænds selvbestaltede leder, har han nu egentlig fat i den korte eller lange ende?Med dette skuespil mere end antyder Rifbjerg, at svaret blæser i vinden — min ven.

Janus og Tore er nære venner og går i skole sammen. For Janus er Tore det store ideal. En høvding, hvis selskab Janus er så taknemmelig over, at han er tilfreds med bare at blive betragtet som hofnar. Pludselig en dag sker det, at Tore bliver dybt forelsket i den smukke Helle. Janus føler både, at hun er en drømmepige og en trussel mod hans venskab med Tore. Da han ser deres ubrydelige forhold, nøjes han med håbet om, at der bare er en lille plads til ham.Helle er strengt opdraget og drengene går ud fra, at moderen er en stramtandet sippe. Fru Junkersen er billedskøn - men som slangen i Paradis. Hun lægger en dødsensfarlig plan. Ved Helles studenterfest forfører moderen uden skrupler Tore med en rystende tragedie som følge.

Klaus Rifbjerg's 1958 novel has become a constantly reprinted classic of twentieth-century Danish literature. It is the story of the unequal friendship between two teenagers, Janus and Tore, told from the point of view and in the schoolboy slang of the hero-worshipping Janus. Tore is a gifted student, mature beyond his years, effortlessly able to impress teachers and fellow pupils alike with his knowledge and charm. It is a foregone conclusion that he will fall in love at the school dance with the equally peerless Helle, and she with him; together they are the school's golden couple. It seems they will achieve a perfect union; but there is a snake in Paradise in the form of Helle's mother, fru Junkersen. Janus watches helplessly as the golden dream turns into a nightmare which destroys the two young lives, and he realises his own complicity in perpetuating an unsustainable myth. Rifbjerg has been a central figure in Danish literary life - as novelist, poet, playwright and cultural commentator - for the last sixty years, publishing works at an astonishing rate, around 175 in all. This novel, which was his first, is generally acknowledged to be his masterpiece.Original title: Den Kroniske Uskyld

Tæppet går op, og der har vi hr. Stangert og hans kone Bib, som begge i den kolde morgen har en fornemmelse af, at hverken de eller verden er til. Men det er de selvfølgelig, og mens lydene fra den vågnende by trænger ind til dem, bereder de sig på endnu en konfrontation med „virkeligheden“. Den venter i kulissen, grotesk eller gribende – alt efter behag – og personificeres i en reklame og marketing-specialist og hans tilsyneladende modpol, partisekretæren hr. Bram.Begge har de et ærinde, som omfatter Stangert, og begge forsvarer de systemer, der griber afgørende ind – ikke kun i den sølle funktionærs liv, men i vort fælles.Bagtæppet skifter, personer veksler, men da det går op for Stangert, at hans overordnede vil have ham til at omvende en narkoluder i ideologiens tjeneste, bliver hans uvirkelighedsfølelse til et håndgribeligt mareridt. Og en komedie.Ligesom René Clair brugte commedia dell’arten på sin måde, bruger Klaus Rifbjerg den her på sin. I Pantomimekomedien kan alt ske, også folk som ikke tror de er andet end skeletter, bliver til rigtige mennesker.

Klaus Rifbjergs omfattende skønlitterære forfatterskab – digte, romaner, noveller – bygger i høj grad på hans erindringskunst, den blændende evne til at huske fotografisk. Ikke kun begivenhederog stemninger, men også lugte, lyde, stederne og hvordan der så ud.Til rette vedkommende er hans erindringer – fra begyndelsen til slut.