Bøger af Lisbeth Brun

Norske Siv møder danske Niels og flytter ned til Løgstør, hvor hun tror, hun skal leve sammen med sit livs kærlighed. Det skal hun ikke, for han har ikke kun svært ved at flytte fra sin kone, han har måske også nogle helt andre planer? ”Du må ikke lyve”, siger det ottende bud. Det har store omkostninger at møde en mand, der ikke efterlever buddet. Med romanen Det ottende bud lukker forfatteren Lisbeth Brun atter sin læser ind i et fortættet psykologisk rum.

En unavngiven kvinde fortæller om sin opvækst i Nordjylland fra hun bliver født i begyndelsen af 1960'erne og til hun i begyndelsen af 80'erne midlertidigt flytter til Schweiz. Moderen er tandlæge, faderen advokat, og forældrene tilhører provinsbyens bærende borgerskab. Moderen har - til stor forundring og fortielse i den danske tandlægeverden - kastet sig over et forskningsprojekt, der skal finde en sammenhæng mellem mælketænder og sygdomme i voksenlivet. Hendes allierede er en (lige så kugleskør) italiensk tandlæge, dr. Broccoli, med hvem hun korresponderer heftigt. Faderen engagerer sig ligeligt mellem logebrødre og bønders tvister, og pigen er dagligt under opsyn af en husholderske eller 'ung pige i huset'. Hun lever i sin egen verden, passer sit skoleliv, kender alt til Billed Bladet og sætter i øvrigt sin lid til sine nærmest telepatiske evner: hun har syner og følges det meste af sit liv af en indre stemme, der dikterer hende, hvad hun skal gøre. Hun er en ensom pige, der har svært ved at finde veninder, men da hun som teenagepige får en hest, bliver hendes verden forandret: den bliver hendes redning og fortrolige, og da hun ydermere får et forhold til ridelærerens søn, bæres hun igennem gymnasietiden. Da hun som student tager på interrail, møder hun i Grækenland en schweizisk mand, som hun flytter sammen med i hans hjemland, men da hun ikke rigtig trives som sygehjælper på det lokale plejehjem og i et efterhånden for trygt og velkendt ægteskab, bryder hun op og rejser hjem. Forinden ruller hun det tæppe sammen, som hun har fået med af sine forældre, og lader det symbolsk gå til bunds i den lokale bjergsø. Tæppet er hjembragt fra Marokko, og vores hovedperson er avlet på det. Romanen formår at tilsætte en ellers solidt funderet psykologisk realisme en gang galskab og humor, ikke mindst pga. de lidt "skøre" personer, der optræder, og hovedpersonens helt særlige, vel nærmest ekstrasensoriske sanseapparat giver det hele et svagt magisk skær. Beskrivelsen af jeg'ets barndom og ungdomsliv, hendes egentlig ret ensomme, længselsfulde og gammelkloge gang på jorden, hendes halvneurotiske og mere eller mindre forliste mor, hendes distante far, hushjælperne, ja, hele miljøet i huset og lillebyen er godt og indlevende skildret. Det er ikke, fordi der sker så meget - pige vokser op i nordjysk lilleby - men alligevel er den verden, der skildres, så fuld af mærkelige hændelser og særegne mennesker, at man drages ind i universet.

Historien om en vildfaren hund, en mand og et venskab – og om en kat der går sine helt egne veje. Alder: Fra 3 år

Adoptivbarnet Helle køber familiegården og får succes med ridelejr for børn, men følelsen af svigt og rodløshed plager hende stadig. Kan hun nogen sinde tilgive sin biologiske mor, og tør hun elske en mand? "Resten af livet" er båret af en fortættet stil og en fantastisk evne til at beskrive naturen. Den handler om at vende hjem og turde acceptere, at dét er anderledes end ventet.

I 2009 dør landmanden Villy omgivet af sin ekskone Marie og de tre halvsøskende Ole, Jens og Helle. Efter dødsfaldet vender Helle tilbage til den egn, hun forlod 22 år tidligere. Første gang kom hun inkognito og var fuld af vrede. Hun blev nemlig bortadopteret efter fødslen, fordi Marie skulle giftes med Villy, og han ville ikke have det barn, hun ventede med en anden. Da Helle kom og blev medhjælper på Villys rideskole, gik det langsomt op for Marie, hvem hun havde boende. Det endte ikke med forsoning, men med Helles replik til Marie: "Du solgte mig. Du byttede mig væk for en elendig bondegård."I 2010 prøver Helle igen. Hun vender tilbage til det sted, hvor hun aldrig har været velkommen, drevet af længslen efter at vende hjem."Som brødre vi dele" er tredje, selvstændige bind i Lendrup-serien, hvor lokaliteten er den samme, men personerne skiftende.

Femten noveller, der med stille humor og klart blik for tilværelsens mere bizarre sider skildrer temaer, episoder og hændelser i helt almindelige (hvis de findes?) menneskers liv, fx sidespring, skilsmisse, julefrokost, nabostrid, familiebånd - og så alt det, der drifts- og følelsesmæssigt sker mellem mænd og kvinder.

Da den hårdtarbejdende og succesfulde 40-årige arkitekt Lærke Holm Larsen bryder sammen af stress, tvinges hun til at gøre op med sin tilværelse og fortid. Hun flytter tilbage til sin nordjyske barndomsegn, og herfra fortælles historien om hendes opvækst hos nogle elskelige plejeforældre, om hendes livslange forelskelse i naboens søn, om stedets stille eksistenser, om venner og om, hvordan voksenlivet kunne ende med at blive så ensomt og arbejdstynget.

I 1949 kommer Frode Agersnap til Hobro med et omrejsende tivoli, som han har arbejdet for et stykke tid, men han beslutter sig for at "hoppe af". Han får hurtigt arbejde på det lokale værtshus, hvor han træffer servitricen Ruth, kaldet Tut. De falder for hinanden, og snart efter bliver hun gravid. De køber det ledige Hobro Dampvaskeri og får hurtigt stor succes, fordi Frode kan tale med kunderne, især damerne, som alle elsker ham, og så kan han noget med kemikalier og pletter. Han opfinder faktisk et fantastisk rensemiddel, der senere gør hans kone meget rig. For det ender ikke helt så lykkeligt, som det begynder. Frode og Ruth får lille Tom, et særegent barn, der helst vil være en kat, og som ikke trives i skolen, fordi han i flere år har levet i sit eget, lille paradis, og det vil han ikke rykkes ud af. Han har igennem flere år besøgt den ældre fru Andersen i hendes store hus med den pragtfulde have. Fru Andersen passer sin meget syge mand, ingeniør Andersen, en tyran af guds nåde, som hun nu, hvor han er syg og svag, holder indespærret og bundet. Fru Andersen har en hushjælp, den søde, erotiske Elsa, der nok har hareskår, men alligevel har mænds bevågenhed pga. sin sødme og sin meget sexede regnfrakke, som hun altid går med, også i solskin. I dette kvindefællesskab, hvor Tom feteres og får så meget at vide om livet, elskes han betingelsesløst, men verden styrter sammen, da Elsa pludselig sendes væk, fordi hun skal have et barn. Tom bliver kastet ud i den barske tilværelse og erfarer, at den kan være hård. Han opdager, at hans far står op om natten og går ned i vaskeriet, hvor han ynder at tage de indleverede kjoler på - en opførsel, Tom ikke helt forstår. Det gør Ruth - pludselig går det op for hende, at de mørklagte år i Frodes fortid har handlet om at leve denne skjulte lidenskab ud. Hun smider ham ud, og den hårde side i hendes væsen, som hans øm- og blødhed har holdt i skak, kommer til fuld udfoldelse. Hun sætter med stor succes Frodes vidunderlige pletrensemiddel i produktion og ender i en af de store eftertragtede villaer i byen. Tom hutler sig igennem, kan ikke rigtig finde ud af det med piger, og hvad han i det hele taget skal stille op med sig selv, men han ender med at få dampvaskeriet foræret af sin mor og ved et lykketræf genfinde Elsa, der har mistet både barn og ægtemand og nu lever som plejer på et handicaphjem. Ved bogens slutning tilbyder Tom, at hun kan flytte ind hos ham. "Paradisets have" er en underfundig, varm, humoristisk og underholdende skildring af en tid, en provinsby og nogle mennesker, der har det svært med sig selv og seksualiteten. Frode vil helst gå i dametøj, Ruth er (for-)hærdet af sin stærkt indremissionske og syndsbevidste far, der selv hyppigt kontrollerede, om hendes mødom var intakt (!), Tom er aldrig rigtig kommet ud af Elsas skørter, og selv om han både yder særtjenester for områdets kvinder, når han bringer vasketøj rundt, og forsøger at være kæreste med Conny, længes han efter barndommens Elsa. Alle har deres at slås med, og selv om personerne på en eller anden måde kommer overens med de vilkår, de er blevet budt, ender det ikke lykkeligt. Der er en grundlæggende accept af hinanden og hinandens særheder, for der skal trods alt være plads til alle, men der er ingen, der for alvor er lykkelige. Alle har længsler, der ikke besvares. 

35-årige Kristina forlader efter otte års ægteskab sin norske mand og flytter ind i et gammelt arbejderhus i nærheden. Det er tid til at gøre status. Hvad har opvæksten på den småflippede højskole gjort ved hende? Hvad med tiden i København med de mange erotiske affærer? Hvorfor valgte hun jordemoderuddannelsen fra for at blive designer - når hun alligevel endte som almindelig dameskrædder? Hvornår finder hun ud af, hvad hun egentlig vil? Hvem er hun?

Marie har allerede fået et barn med en tilfældig mand, da hun bliver husbestyrerinde for Villy på Fjordagergård ved Løgstør. Hun er gravid igen, da hun ankommer, men Villy, der hurtigt tilbyder hende ægteskab, tvinger hende til at bortadoptere barn nummer to. Marie og Villy lever sammen i hen ved tyve år, slider og slæber i et landbrug, der er præget af krise, og hvor truslen om konkurs er en tro følgesvend. De er to ensomme mennesker, der lever lidenskabsløst, nærmest fremmede for hinanden, under samme tag.Det er en roman om hårde eksistensvilkår, det er en landbrugs- og hjemstavnshistorie, men det er først og fremmest en kvindeskildring. "Det du ikke ved" er en selvstændig fortsættelse af "Vejs ende" (2006) – kanalhusene med arkitekten Holger, hans bibliotekarkone Anne og deres adoptivdatter Lærke er bifigurer i dette naturskønne, men barske og hårde romanlandskab.Læs mere om forfatteren, Lisbeth Brun: http://gyldendal.dk/lisbeth-brun

Bogens hovedperson, Ellen, er født i et arbejderhjem i Ribe og uddannet sygeplejerske i København. Hun har i mere end tyve år været bosat i Schweiz, hvor hun er gift med den succesrige gynækolog og plastikkirug Peter Haubenthal. Han er en korrekt mand, strengt opdraget af sin oberst-far, landet er rent og pænt, børnene velopdragne, manererne gode, kvinderne hjemmearbejdende, tilværelsen materielt velfunderet og kedsomhenden fremherskende, i hvert fald for Ellen, der efter mange års ægteskab falder for den flirtende Marcel og indleder en affære med ham. Chokket kommer, da Ellen en dag opdager, at Peter også har en affære. Hun afbryder forholdet til Marcel, opgiver sit arbejde som halvtidsansat sygeplejerske, og langsomt går der skred i tingene.