Bøger af Lise Wied Kirkegaard

For år tilbage kunne hanen, der – skudt og død – kom farende gennem luften med sikker kurs mod Bulders hoved, have gjort jagten på Holmegaard til Bulders sidste. Det skete heldigvis ikke. Som otteårig knægt på Søholt fik Bulder sin første luftbøsse, en ”Diana”, af sin far. En gråspurv blev hurtigt indskrevet i jagtjournalen og fik snart følgeskab – mere end 100.000 stykker vildt er det blevet til. Da Bulder i 1975 overtog Søholt efter sin far, var de faste holdepunkter i hans liv landbrug og jagt – nå ja, måske især jagt. Og fantastiske er jagtlegendens fortællinger, heriblandt moosejagt i Alaska og duer i Argentina, kuduer i Kenya og bøfler i Botswana, springbukke i Sydafrika, urfugle i Rusland, foruden moskuskalvene i Grønlandsekspeditionen, 1964, og de utallige træk-, klap- og bukkejagter herhjemme. ”Jeg har været privilegeret hele mit liv og har ikke noget til gode,” siger Bulder, og det forstår man. Uddrag af bogen Fætter Steffen og jeg, der gennem årene havde været på mange fine jagtture sammen, troede næsten ikke vores egne ører, da far i sensommeren spurgte, om vi ville med ham til Afrika på safari i anledning af hans 70 års fødselsdag. Allerede inden vi tog til Afrika, havde far spekuleret over, om og hvordan han kunne overdrage Søholt til mig. Sagfører Truelsen blev sat på sagen og udarbejdede papirerne til overdragelsen, som blev fastlagt til den 1. juli 1975. Så skete det altså alligevel: Adam havde overtaget Knuthenborg i 1970, da hans far døde – i øvrigt på Lindholm – og med min overtagelse af Søholt blev der sat endeligt punktum for vores mange overvejelser gennem årene om ejerskifte og manglende forventninger til at følge i vores fædres fodspor. Om forfatteren Lise Wied Kirkegaard (f. 1963) er uddannet jurist og har en master i Professionel Kommunikation. Opvæksten på Sydhavsøerne inspirerede hende for år tilbage til at indgå aftale med lensgreve Adam Knuth om at skrive hans erindringer om Knuthenborg Safaripark. Under besøgene på Knuthenborg lærte Lise Frans Marcher at kende; det blev til et spændende samarbejde om fortællingen om den tidligere godsejer på Søholt og naturelskerens utrolige og lange liv med jagt og landbrug.

For år tilbage kunne hanen, der – skudt og død – kom farende gennem luften med sikker kurs mod Bulders hoved, have gjort jagten på Holmegaard til Bulders sidste. Det skete heldigvis ikke. Som otteårig knægt på Søholt fik Bulder sin første luftbøsse, en ”Diana”, af sin far. En gråspurv blev hurtigt indskrevet i jagtjournalen og fik snart følgeskab – mere end 100.000 stykker vildt er det blevet til. Da Bulder i 1975 overtog Søholt efter sin far, var de faste holdepunkter i hans liv landbrug og jagt – nå ja, måske især jagt. Og fantastiske er jagtlegendens fortællinger, heriblandt moosejagt i Alaska og duer i Argentina, kuduer i Kenya og bøfler i Botswana, springbukke i Sydafrika, urfugle i Rusland, foruden moskuskalvene i Grønlandsekspeditionen, 1964, og de utallige træk-, klap- og bukkejagter herhjemme. ”Jeg har været privilegeret hele mit liv og har ikke noget til gode,” siger Bulder, og det forstår man.Uddrag af bogenFætter Steffen og jeg, der gennem årene havde været på mange fine jagtture sammen, troede næsten ikke vores egne ører, da far i sensommeren spurgte, om vi ville med ham til Afrika på safari i anledning af hans 70 års fødselsdag. Allerede inden vi tog til Afrika, havde far spekuleret over, om og hvordan han kunne overdrage Søholt til mig. Sagfører Truelsen blev sat på sagen og udarbejdede papirerne til overdragelsen, som blev fastlagt til den 1. juli 1975. Så skete det altså alligevel: Adam havde overtaget Knuthenborg i 1970, da hans far døde – i øvrigt på Lindholm – og med min overtagelse af Søholt blev der sat endeligt punktum for vores mange overvejelser gennem årene om ejerskifte og manglende forventninger til at følge i vores fædres fodspor.Om forfatterenLise Wied Kirkegaard (f. 1963) er uddannet jurist og har en master i Professionel Kommunikation. Opvæksten på Sydhavsøerne inspirerede hende for år tilbage til at indgå aftale med lensgreve Adam Knuth om at skrive hans erindringer om Knuthenborg Safaripark. Under besøgene på Knuthenborg lærte Lise Frans Marcher at kende; det blev til et spændende samarbejde om fortællingen om den tidligere godsejer på Søholt og naturelskerens utrolige og lange liv med jagt og landbrug.

”Et langt liv i dyrenes tjeneste” er den ultrakorte beskrivelse af dyrlæge Erik Eriksens meritter. I den udvidede version viser det sig, at interessen for de vilde dyr blev grundlagt allerede i barndommen, hvor Eriksen trofast fulgte med i radioen, når ZOO’s direktør, Axel Reventlow, tonede frem ”Foran burene”. Undervisningen på Landbohøjskolen efterfulgt af soldatertiden i Lægekorpset og siden tiden som nyuddannet dyrlæge i landpraksis er farverige fortællinger om en længst svunden tid og tilløbet til dyrlægelivet, som for alvor tog fart, da Eriksen i 1959 blev ansat som videnskabelig assistent på Ambulatorisk Klinik, Landbohøjskolen. Uanset om dyrlægen gik stuegang i Zoologisk Have, var i Østen efter vilde dyr, på isbjørne- og moskusokseekspeditioner i Grønland eller meget andet, havde dyrenes behov førsteprioritet. ”Han er Danmarks første dr. Skyd,” skrev medierne med henvisning til Eriksens arbejde med at udvikle skånsomme metoder til bedøvelse af vilde dyr. Eriksens behandling af dyrene, som gjorde ham både efterspurgt og afholdt blandt zoologiske haver og dyreparker, bragte som sidegevinst de mest utrolige historier med sig – heriblandt løvens kejsersnit på Odense Sygehus, aflivningen af Tembo, Zoologisk Haves store afrikanske hanelefant, håndteringen af ulvene til optagelserne af filmen Ulvetid efter Helle Stangerups roman og mange, mange flere.