Bøger af M.A. Goldschmidt

Ligesom "Decameron" handler "Breve fra koleratiden" om nogle mennesker, der er flygtet fra den dødbringende epidemi i byen - koleraeepidemien i sommeren 1853 kostede 5000 mennesker livet alene i København - og ud på landet. Fætrene Frants og Ernst skriver breve om opholdet på landet - ikke til hinanden, men til hver sin korrespondent. De gengiver undertiden samme begivenheder, men set gennem forskellige øjne. Og begge finder de deres livs kærlighed under det ufrivillige ophold i provinsen, så bogen ender med et dobbeltbryllup. "Breve fra koleratiden" er dokufiktion - Goldschmidt har benyttet virkelige breve fra koleraåret, men bearbejdet dem og forvandlet dem til fiktion.

Simon Levi optræder først som biperson i Goldschmidts roman "Ravnen", men skikkelsen blev så populær, at Goldschmidt senere skrev flere noveller om denne fiffige, gamle jøde.

Romanen skildrer den unge jøde Jacob Bendixens problemer med at finde sin plads i det danske samfund. Han er splittet: På den ene side er han dybt forbundet med sine jødiske rødder og nærer en indgroet mistænksomhed over for danskerne som følge af barndommens forfølgelser og spot. På den anden side er han forelsket i det danske og ønsker at blive accepteret. Den megen hån, han tidligere er blevet mødt med, og hans nærtagenhed i den anledning, betyder, at han dels reagerer uhensigtsmæssigt voldsomt på den spot, han stadig kan møde, og også ofte ser forhånelser, hvor der ingen er, eller har svært ved at lade andres velvilje tælle for velvilje og ikke nedladenhed. Romanen er allerstærkest i skildringerne af dette psykologiske kompleks, hvor den knivskarpt holder balancen mellem samfundskritik og psykologisk karakteristik. Disse vanskeligheder lader sig i sidste ende overvinde af Bendixens talentfuldhed, af hans egen gradvise frigørelse fra de jødiske miljøer og af hans møde med mere fordomsfri venner i studentermiljøerne. Men da raceforskellene i sidste ende betyder, at han mister sin forlovede, den kristne Thora, hvis navn patetisk-ironisk er identisk med den jødiske helligskrift, brister det for ham, og han vender sig i formørket had bort fra det kristne samfund og overtager den mest foragtede jøderolle, samfundet overhovedet kan tilbyde ham: ågerkarlens. Han, der hele tiden har kæmpet imod at blive låst fast i kulturens vrængbillede af en jøde, ender som selvsamme vrængbillede.(Dansk Litteraturs Historie)

Seks år gammel kom Meïr Goldschmidt i huset hos sin onkel, der var købmand i København, og blev der i to år, til hans far slog sig ned som købmand i Valby. Indtryk fra købmandsgårdene er brugt i disse noveller fra den gamle købmandsgård, hvor købmanden herskede uindskrænket over de mange butikssvende og piger, men hvor de unge svende alligevel kunne finde ud af at mødes hemmeligt med pigerne. Novellen "Tømmerpladsen" fortæller om sådanne møder, en ny udgave af den gamle historie om Pyramus og Thisbe.

Meïr Aron Goldschmidt hentede stof til sine fortællinger mange steder fra: fra det jødiske miljø, han kendte så godt, fra almueliv på landet, hvor han sine steder kan minde om Blicher, og fra rejser i udlandet.

Goldschmidt fortællinger om det jødiske liv i Danmark i midten af det 19. århundrede giver et klart indblik i et miljø, de færreste kender. Troen spiller en stor rolle, og forholdet mellem forældre og børn er af afgørende betydning, selv for voksne børn. Men Goldschmidt har i mange af sine noveller en lys tro på, at kærligheden besejrer alt og overvinder alle hindringer.

"Ravnen" handler om tre brødre, der vil hævne den uret, der overgik deres far, da han efter et skibsforlis blev snydt for forsikringssummen og ruineret. Blandt sønnerne er det skibsdrengen Ferdinand, der fører an, mens teknikeren Morten og studenten Vilhelm bidrager på hver deres vis. Efter mange eventyrlige oplevelser og genvordigheder lykkes deres foretagende, takket være den jødiske kommissær Simon Levi, hvis skrutryggede, sortklædte skikkelse minder om ravnen - den fugl, der ifølge en spådom skal give brødrene oprejsning."Ravnen" udkom i 1867 og blev den mest læste af alle Goldschmidts romaner. Den forener realismen med det eventyrlige og giver samtidig et indblik i den bevægede tid omkring treårskrigen 1848-50.

I "Den vægelsindede på Gråhede" konkurrerer med Blicher om at skildre en kvinde, der lader sig optænde fysisk og følger sine lyster som var hun en mand.

Hjemløs blev offentliggjort løbende i Nord og Syd i årene mellem 1852 og 1857, og den er med sine henved 1000 sider i moderne udgaver (omkring 1600 sider i originalen) en af den danske litteraturs første virkeligt omfangsrige romaner.Hjemløs er en dannelsesroman, der beskriver den unge og talentfulde Otto Krøyers udvikling gennem tre faser: „Hjemme“, „Hjemløs“ og „Hjem“. Vægten er lagt på hjemløshedsfasen, der fylder 2/3 af bogen. Den er mere beskrevet som Ottos søgen efter skæbne og mening end som hans eksil. Otto bevæger sig fra den intime lilleverden i barndomshjemmet til et langt møde med det fremmede i den omkringliggende verden, først i København, siden under en lang udenlandsrejse i revolutionsåret 1848. Efter udenlandsrejsen vender Otto hjem først til København, hvor han imidlertid hurtigt viser sig ikke at høre hjemme, og siden til sin hjemegn, hvor han besinder sig på et mere ydmygt kald som meningsgivende for sin tilværelse. Men efter kort tid dør han af en skade, han har pådraget sig under en redningsaktion i forbindelse med en brand.Hjemløs er ambitiøs i sit oplæg. I Otto Krøyers liv tegner den et omfat-tende skæbnemønster, hvor hans jagt på en skæbne, som er værd at have, får ham til at vokse i format. Men samtidig løber hans liv ligesom ud i sandet. Han forbryder sig imod kærligheden i en følt, men samtidig kynisk kærlighedshistorie med småborgerdatteren Pauline, og det kommer i sidste ende til at spærre for fuldbyrdelsen af hans store kærlighed. Han vinder alligevel til sidst en stor skæbne, da han dels går i et med det store projekt, han har hjulpet vennen Peter Krøll med at sætte i værk, dels giver sit liv i forsvar for mennesker, han elsker og også før har beskyttet. Den grundlæggende forestilling i bogen, nemesistanken, formuleres af den idealt sindede verdslige jøde de Castro, som Otto møder under sit ophold i Rom:(…) den himmelske Retfærdighed er forskjellig fra den jordiske, der slaaer Hovedet af Synderen. Nemesis tilsigter med al sin Strenghed noget positivt Godt. Der er i Tilværelsen en overskydende Sum af Kjælighed, som gjør, at vi lønnes lidt mere, end vi menneskelig taget have fortjent, og straffes lidt mindre, end vi have fortjent, og deraf opholdes Verden. (Dansk Litteraturs Historie)

"Arvingen" (1865) er fra et overordnet synspunkt Goldschmidt selv, da han via fru Stillings vejledning i Rom er vendt tilbage til den hjemlige arv: dansk sprog og litteratur. Det litterære bo optræder i romanen som en herregård. Besiddelse forpligter. "Arvingen" er frugten af en sådan forpligtelse. Hovedpersonen Axel er fortælleren, hvilket giver selvbiografien en subjektiv forståelsesramme og form. Han er vokset op som arving til en dansk herregård. Faderen begår imidlertid et fejlgreb, da han kvitterer for et lån uden at få beløbet udbetalt. Uretmæssigt mister han derfor ejendommen.Under et forskningsophold i Rom møder Axel sin ungdomskæreste Astrid. Paradisisk har de sværmet for hinanden i de skønne haver på Østerbro (der dengang var ude på landet). Alene deres navne signalerer, at de er bestemte for hinanden som Adam og Adaminde. Men begge forsynder de sig imod kærligheden. Astrid vælger et rigt fornuftsægteskab for at kunne forsørge en afdød søsters børn. Som trøst kaster Axel sig i favnen på huspigen, hvilket får følger. For hendes æres skyld skingiftes de for kort tid efter at blive skilt. Da Axel og Astrid genses i Rom, blusser forelskelsen op igen. En lang række turbulente begivenheder i revolutionernes krigslarm fører dem til Ehden, der rigtignok er en paradisisk plet udenfor Tripolis. Cirklen er sluttet, men de får ikke hinanden. Astrid mister kræfterne og dør. I samme moment kaldes Axel hjem til faderens kiste. Under hans hjemrejse testamenterer de nye ejere ham herregården, som han lover sig selv at ville forvalte i Astrids ånd og som hendes 'arving'.(Epoke)