Bøger af Marie Bregendahl

Sødalsfolkene 1-4 beskriver sindigt og lunt skæbner i et jysk bondesamfund i tiden mellem 1864 og 1885 i en stil beslægtet med Selma Lagerlöfs. Nogle af personerne optræder ofte, og et tilbagevendende tema er: en kvinde betages af en fremmed. I Sødalsfolkene 2 er det Else, der bliver forelsket i en musiker og flytter til Viborg. Hun får et barn og søger at holde det skjult for familien. Et andet tema er krigen i 1864, hvor flere af egnens unge mænd deltog.Sødalsfolkene 1-4 beskriver sindigt og lunt skæbner i et jysk bondesamfund i tiden mellem 1864 og 1885 i en stil beslægtet med Selma Lagerlöfs. Marie Bregendahl 1867 – 1940 blev kendt for fortællingerne om Sødalsfolkene. "De foregår alle i den samme gammeldags, noget bortgemte egn, og i tidsrummet mellem 64 og 85," skriver hun i forordet.Hun skildrer miljøet fra sin opvækst på egnen mellem Skive og Viborg i en tid med forandringer. Også Maries livsbane tager en usædvanlig drejning. Som 20-årig bliver hun forlovet med en ung bonde, men hun tager på højskole og påvirkes af det grundtvigske menneskesyn. Hun møder desuden Jeppe Aakjær, forelsker sig, bryder sin forlovelse og følger med sin nye kærlighed til København. I 1892 opretter hun for sin arv et pensionat, og året efter bliver hun gift med Jeppe Aakjær, som hun forsørger, mens han læser til student. De får en søn, men bliver skilt i 1900. Samme år lukker pensionatet, og Marie forsørger sig selv og sin søn ved korrekturlæsning og ved at holde hus for sin bror. Marie tager navnet Bregendahl efter sin fødegård, men bliver boende i København resten af sit liv. Hun kan efterhånden leve af sit forfatterskab.

Marie Bregendahl arbejdede i mange år med "Holger Hauge og hans hustru", der skildrer Danmarks udvikling under Estrups diktatur - fra 1877 til 1901. Bind 1 omfatter romanværkets to første dele, der udspiller sig i 1877 og 1883."I 1877 køber det unge ægtepar Hauge den forsømte proprietærgård Harreborg, og dermed planter de en ny tid i sognets muld. Holger vil forandring og fremskridt, han er ungdommelig, begavet, dygtig og optændt af andelsbevægelsens ideer. Han er andelsøkonomiens, foreningernes, folkehøjskolernes, forsamlingshusenes og folkestyrets mand, men samtidig opfattes han som en fremmed i sognet. De lokale sladdermaskiner er klar med fordommene, da Kirstine indlægges med nyrebetændelse, og der kommer en yngre pige i huset på Harreborg, for Holger anses for at være et lumskt driftsmenneske:..Holger er ikke af gammel bondeæt og bærer ikke traditionens arvelod, men er tidligere løjtnant og forvalter. På den måde udgør Holger Hauge og Kræn Højgaard modsætninger, som navnene også antyder i det gamle bondebrugs højgård over for den dyrkede have. Holger skaber omstilling og indfører det moderne, så han er romanens tilsyneladende helteskikkelse, der erobrer den Thorsted'ske offentlighed og fører den ind i det moderne. Hans fremmedhed og mangel på forankring i de gamle traditioner udvikler sig imidlertid til dæmoniske modkræfter, fordi han ikke bare repræsenterer den ny tids foretagsomhed, men også dens individualisme og egoisme. Holger vil ikke bare den ny tids andelsbevægelse, han vil også i høj grad sig selv, hvorfor han i stigende grad gør andelsbevægelsen til en løftestang for sine personlige ambitioner. På den måde viser hans værk og liv sig efterhånden dybest set at være koncentreret om at tilfredsstille egne mål. Så Holger Hauge vinder nok livtaget med Kræn Højgaard og den tunge traditionskultur, men han taber samtidig på et andet plan det ideale sigte og dermed selve sagen, fordi den undervejs forandrer sig fra fællesskab til et individuelt projekt. Holger er altså ikke i stand til at forløse idealerne i det fællesskab, han er stedt i. Den fremmede Holger Hauge fører nok de nødvendige forandringer ind i sognet, men fremskridtet savner folkelig forankring. Derfor får projektet et tragisk forløb og en tragisk udgang, hvilket afspejles i ægteskabshistorien." (Dansk Litteraturs historie)

"Filtret høst" består af digte, Marie Bregendahl skrev over en periode på fyrre år og udgav på et sent tidspunkt af sit liv. Det er måske ikke den store lyrik, hvad hun selv var klar over, men de prunkløse digte giver et smukt indblik i hendes sind og fortæller en historie om den store forfatter, hvis bog "En dødsnat" senere blev beundret af Sigrid Undset, der sagde, at den var blandt perlerne i den danske litteratur.

Hendrik i Bakken har undertitlen „Et Billede“, sådan som Bregendahl også senere kalder en romanrække Billeder af Sødalfolkenes Liv (1914-1923). Der er da også tale om en roman med en meget enkel komposition. Hendrik i Bakken er opdelt i tre næsten lige store afsnit. Det første udspiller sin handling over knap en dag i sensommeren, og Hendrik skildres som en autoritær, vringlet, sur og urimelig husbond, der med hård og klodset hånd styrer såvel sit folkehold som sin kone, Mariane, og deres børn. Han styrer ikke bare arbejdet og dagsrytmerne, men lægger også med sit tavse, indelukkede gemyt og sit uberegnelige sind en ubehagelig stemning over hele det sociale rum, der udgøres af gården...Marie Bregendahls socialpsykologiske indsigt er således ikke bare skarp, men også uden nåde. Mariane og Hendriks ægteskab kuldsejler, fordi liv og følelser ikke kan nå hinanden.(Dansk Litteraturs Historie)

Andet bind af Marie Bregendahls store roman om Holger og Kirstine Hauge er delt i to afsnit, der foregår i 1892 og 1901, hvor Kirstine dør. Dertil kommer et Efterskrift, der fortsætter historien frem til tyverne."Kirstine er således skildret som den, der med sin særlige kvindelige generøsitet ville have kunnet mediere den hårde konflikt mellem de gamle og de nye værdier, fordi hun rummer de menneskelige sider af traditionen såvel som begæret efter det nye, men i takt med at Holger i stadig højere grad bliver vidtløftig og kræmmeragtig, udvikles sygdommen i Kirstines krop. Hun dør på samme tragiske vis, som en række af de Bregendahl'ske kvinder må dø, for det er ikke deres værdier, der vinder. Og Holger bliver på en måde aldrig menneske mere. Kirstine var hans balance, repræsentanten for det menneskelige og dermed hans egentlige styrke.På den måde slutter bondestandens udviklingshistorie i en slags værdiernes tragedie, for nok lykkes det at løbe den gamle halstarrighed og stivhed over ende, men desværre kun for at etablere en ny kapitalistisk kynisme. Sådan er Bregendahls epos om bondestandens værdiopbrud, og sådan er historien om ægteskabet mellem Holger og hans hustru. Undervejs folder Bregendahl et lokalt landskab ud, som er stærkt symbolsk og dog realistisk med Igelmose-folkene, der er drikfældige og uordentlige. Som det symbolsk antydes med 'igel', der på ældre dansk betød en igle eller et pindsvin, har de suget sig fast eller stritter imod enhver form for forandring. Topografien omfatter Thorsted landsby, der med Kræn Højgaard i spidsen holder på de gamle dyder, sådan som aserne og dermed oldtiden antydes i navnet. I dette landskab udfolder Hauge sig på Harreborg, harre betyder harve, som den ny tids bonde, der skal dyrke folkestyrets og de folkelige idealers ager. Men begæret efter vinding og individualitet løber af med sejren for Holger, mens Kirstine må dø og hendes medierende kraft dermed gå under.I et „Efterskrift“, der også er romanens sidste kapitel, hedder det indledningsvis:Mere end et kvart Aarhundred er forløbet og vi er kommet langt ind i Tyverne.Det er Vintertid, og med Slud og Søle og raa Kulde i Følge hujer Blæsten op over det danske Land.Men værre endnu er den Blæst, der raser over det øvrige Europa, og med endnu raaere Slud og Søle og endnu mere bidende Kulde efter sig.Det er Krigens, – den forfærdelige, den blodige, den for alle sunde Mennesker ufattelige Krig, – dens Følger er det, der raser over Landene, dens raa Pestaande er det, der ætser og forgifter alt og alle, alle Folkeslag, alle Samfundslag, alle menneskelige Forhold.Romanens forløb er tilrettelagt, så handling, erfaring og bevidsthed bevæger sig frem mod erkendelsen af værdiernes forfærdende sammenbrud i verdenskrigens slagtehus ude i den store verden, og som også spejler sig i den lille historie, i Thorsted sogn, hvor det gamle bryder op og erstattes af nye, store idealer, som ikke viser sig bæredygtige. Den alvidende stemme fortæller, eller er det den erfarne forfatter, der som modent menneske lader sider af sit liv passere? Den lille, moderløse pige fra udkanten søgte håbet og lyset. Men var der lys? Kunne de personlige og de samfundsmæssige drømme bære?"(Dansk Litteraturs Historie)

"Med åbent sind" fortæller om de to små piger, der optræder som kusiner på besøg i "En dødsnat". Her følger vi deres oplevelser af stort og småt, en landsbyverden i 1800-tallet, set i knæhøjde. Her er ingen sentimentalitet, det der sker registreres ganske nøgternt, som når nabobørnene fortæller om, at deres gård er brændt ned: Et andet Sted havde Karlene fundet alle Grisene, de laa sammen i en stor Klynge, og var aldeles sortbrankede at se paa. Huf! Huf -. Hvor det saa’ uhyggeligt ud. - Og saadan ækel Stank her var. Børnene var lige ved at kaste op, saa fæl var den. - Alle vore Svin, de er jo døde. Vi har slet ingen Grise mere, sagde Poul. Og Ordene lød saa skrækkelig sørgelige i hans Barnemund. - Ja, og vores bitte Søster, Ane, hun er jo ogsaa død, - sagde Stine. Bemærkningen faldt som en jævn Tilføjelse til Pouls om Grisene… - Det var jo saa meget sørgeligt, - forklarede Poul - fordi at hun var saadan en bitte rar Søster

Marie Bregendahls "Sødalsfolkene" er en bred og både farverig og dybdeborende beretning om det danske bondelands udvikling i anden halvdel af det 19. århundrede. Værket udkom oprindelig 1914-23 som en række selvstændige romaner, der i 1935 samledes i to bind under fælles titel. Værket kan sammenlignes med Amalie Skrams "Hellemyrsfolket" og "Juvikingerne" af Olav Duun. Det er et stortværk, alle danske bør læse for at forstå vores historie og rødder. Dansk Litteraturs Historie siger om "Sødalsfolkene" blandt andet:Romanrækkens handling udspiller sig i samme „noget bortgemte Egn“, som hun jo kalder det i et forord, og den ydre tid er 1864-84, fra nederlaget ved Dybbøl til provisorietiden, mens dens indre tid er det gamle bondesamfunds tid, sognets tid, hvor årstidsbestemte gøremål og traditionsbundne gentagelser ofte dominerer over den mere kronologisk definerede tid. Det er de relativt velstillede selvejerbønder, der sammen med et par få standsfolk som eksempelvis provsten har de centrale roller, mens tyende, husmænd, løse folk og kræmmere alene eksisterer som en periferi. Og her er ordet roller valgt med omhu, for ingen af personerne træder egentlig frem som psykologiserede individer. Det er kollektivet, sognebondekulturen, der handler, også selvom det sker gennem personernes handlinger. Andelsbevægelse, jernbanedrift, højskoleoplysning, alt det fornyende har endnu ikke sat spor. Sødalen er et billede af bondesamfundet lige før den nutid, Bregendahl selv skrev og levede i.... Marie Bregendahl har med Billeder af Sødalsfolkets Liv skrevet et hovedværk, når det gælder skildringen af værdier og moral i afgrænsede og sig selv afgrænsende samfund, ligesom hun har skrevet et afgørende værk om brydningen i en bestemt historisk periode, hvor kvinderne på landet blev til selvbevidste højskolekvinder og dermed sprængte alle normer. Bregendahl havde selv gjort det. Og betalt prisen.Det er karakteristisk for Bregendahls fortælleform, at hun opløser individcentreringen. Det er alle steder i hendes fortællinger landsbyen, sognet, der mener dette eller hint. Det er kollektivet, der anser én for at være sådan eller sådan. Det er de nedtonede dramaer mellem mennesker, der er stedt i et fællesskab, hun lader udspille sig i den særlige ikke-dramatiske form, hvor det usagte og tavse taler tydeligere end ordenes plapren. Den enkelte, der bryder koden, er straks uden for det lukkede fortolkningsrum, fordi dette er tavst eller i al fald ordknapt, og fordi det fælles rum er styret af uudsagte og underforståede koder. Ord og handlinger er derfor farlige i dette miljø, for når ordet først er sagt, så er koden brudt og vejen tilbage lukket. Er man først udenfor, er man fremmed, og kun galskaben eller den ubodelige ensomhed er tilbage.Bregendahls stemmeføring og indsigt i de små fællesskabers underspillende sprogkoder har sat spor i nye stemmers bøger. Således har Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt , Knud Erik Pedersen, Jens Smærup Sørensen, Hans Otto Jørgensen og Ida Jessen taget arven op fra Bregendahl, ligesom hun selv forvalter en arv fra Blicher."

Hovedpersonen i debutromanen Hendrik i Bakken fra 1904 er en indesluttet mand uden evne til at vække kærlighed, sær, tavs og grim. Hustruen er hans modsætning, blid og stærk, beundret og elsket. Hendes tidlige død efterlader hovedpersonen i en fortsat følelsesstivnen. Begge personer har, som flere parallelle skikkelser i forfatterskabet, lånt træk fra Bregendahls forældre uden at være portrætter.

Marie Bregendahl var en af Danmarks mest særprægede og folkelige realister. Hendes forfatterskab forener naturalistisk virkelighedsskildring med en nærmest grotesk realisme, der har rod i den mundtlige tradition. Næsten alle hendes værker handler om, hvad hun selv betegnede som "den samme gammeldags, noget bortgemte Egn", således hovedværket SØDALSFOLKENE Som fortæller er Bregendahl i slægt med Selma Lagerlöf, og som psykologisk realist har hun haft betydning for Sigrid Undset. Hun var iøvrigt en årrække gift med Jeppe Aakjær.