Bøger af Mathias Herup Nielsen

’Hvis man kan, så skal man!’ Sådan lyder argumentet ofte, når politikere argumenterer for at skrue ned for ydelsesstørrelsen eller op for de krav, der stilles til udsatte borgere.Gruppen af udsatte, der vurderes godt at kunne, ekspanderer løbende. Udsatte borgere ses nemlig ikke længere som skæbner, der er ramt af vanskeligheder, men med et optimistisk blik som mennesker, der rummer ressourcer og potentialer, som kan bruges på arbejdsmarkedet.Systemet har, så at sige, taget ja-hatten på. Et nyt og langt mere positivt sprog har over de seneste årtier gradvist indtaget socialpolitikken og fortrængt tidligere tiders sprog. Færre end tidligere får tilkendt førtidspension, og i dag beskrives selv de mest udsatte mennesker i kontanthjælpssystemet som ’aktivitetsparate’.Konsekvensen er, at flere og flere udsatte betragtes som uværdigt trængende: Som mennesker, der godt kan, men alligevel ikke gør, og som det derfor er legitimt at møde med kontante midler. Dernæst retter det politiske system krav imod udsatte borgere – krav, som de oplever, at de er ude af stand til at honorere.Bogen dokumenterer denne udvikling og viser, hvordan skiftet frem imod et mere og mere positivt syn på den udsatte borger gradvist har vundet frem over de seneste årtier. Den udpeger nogle af de konsekvenser, udviklingen har haft.Mathias Herup Nielsen (født 1984) er kandidat i forvaltning fra Roskilde Universitet og ph.d. i Statskundskab fra Aalborg Universitet. Han arbejder som forsker og underviser i samfundsvidenskab på Aalborg Universitet.

Optimismens politik har bred politisk opbakning på tværs af fløjene. Et positivt sprogbrug har fortrængt tidligere tiders sprog om udsatte borgere. I stedet er den udsatte borger blevet 'aktivitetsparat', og det afgørende forhold er ikke længere, hvilket problem borgeren vurderes at kæmpe med, men hvor godt vekommende matcher arbejdsmarkedet. De er ikke længere personer fanget i vanskeligheder, men rummer i stedet ressourcer og potentialer, som kan bruges på arbejdsmarkedet.Sygdom eller sociale problemer sættes i anden række. Det vigtigste bliver i stedet at få borgeren ud på arbejdsmarkedet lige meget hvad, selv hvis det blot bliver til en endeløs række af jobprøvninger. De ledige bliver til uværdigt trængende, som godt kan, men alligevel ikke gør noget – og derfor er det rimeligt at møde dem med hårdføre midler, mens de udsatte borgere ikke føler, at de kan leve op til de utallige krav.Optimismens politik dokumenterer denne udvikling og viser, hvordan et skift mod et stigende positivt syn på den udsatte borger gradvist har vundet frem over de seneste år. Bogen udpeger nogle af de konsekvenser, som udviklingen af haft.