Bøger af Mikkel Thykier

Tag med på en omvej, når Mikkel Thykier overvejer hvad og hvordan en læsning af en litterær klassiker kan lade sig gøre og ikke. Omveje til Mississippi er Mikkel Thykiers læsning af Huckleberry Finn af Mark Twain. Det sker i noteform fra en forelæsning på Forfatterskolen i 2021 som nu udkommer i bogform, fordi det er relevant for alle, der overvejer hvad og hvordan de selv læser."Klassikere er måske – det kan vi i hvert fald sige i dag – værker, hvor selv den første læsning får karakter af genlæsning. Spørgsmål om gensyn, genopdagelse og genkendelse hvirvler op: Evnen eller lysten til at dyrke min nysgerrighed, gøre opdagelser på egen hånd og lade mig overraske, som ellers ofte er mit udgangspunkt for at læse, må finde vej ind i læsningen efter gensynet, efter genopdagelsen, efter genkendelsen." - citat fra bogen.

Hvor finder man en litteratur, der tør mene noget, hvor andre tier? En litteratur, der terroriserer? Har den ikke hele tiden været dér? Antipyrine genudgiver nu Mikkel Thykiers tre daglig tale-bøger fra 2002, 2009 og 2010 samlet i ét bind. I maniske monologer og dybfrosne dialoger, rablende enetale og omsiggribende tavshed bevæger de sig ad snoede stier, trange gyder og hemmelige bagveje ind i unge, kaotiske liv, hvor intet hverken menneskeligt eller umenneskeligt er fremmed: pædofili, forarmet journalistik, revolutionær politik, væbnet kamp nationalt og internationalt, demonstrationer og opløb med forfatteren plantet midt i begivenhederne, asyludvisninger, Ungdomshuset, maskeringsforbud, tørklæder, psykisk sygdom, uventet død, partnervold, perifer eksistens, seksuel udsathed, ensomhed, længsel efter fællesskab, hudløshed, himmelstræbende poesi, musik, kunst, coke og cigaretter, cigaretter, cigaretter, cigaretter samt skrøbelige drømme om et alternativ til alt dette er kogt ind til en mørkt glødende mikstur, der brænder på tungen. Ved udgivelsen blev første bind favorabelt sammenlignet med bl.a. Thukydid, Louis-Ferdinand Céline, Maurice Blanchot og Hitler i Politiken og udnævnt til månedens bog i Weekendavisen. Tredje bind blev præmieret af Statens Kunstfond.

Narcis, en slægt med halvtreds arter, udbredt i Nordafrika, Mellemøsten og Sydeuropa, er flerårige vækster og tekster, der spirer fra en ægformet knold. De tykke, linje- eller tungeformede ark sidder enkeltvis eller er arrangeret i grundstillede rosetter. De seks tekster, som udgør bogens farvede bægerblade, danner et rør, som udmunder i en flosset krave. Under den findes frugterne: frøfyldte kapsler, hvorfra der drysser spørgsmål udover litteraturkritikkens golde landskab. Hele bogen er stærkt giftig, og saften er hudirriterende. Den er delt i to. Første del består af radiodramatik og essays om Marcus Aurelius og Louis-Ferdinand Céline. Det overordnede tema er Europas tilstand i fortiden, i dag og i fremtiden. Anden del er et hidsigt angreb på en litteraturkritik, der har opgivet at formulere sit eget forhold og sine egne spørgsmål til en verden, hvis niveauer af usikkerhed konstant øges. Modspillet til en kritik og kulturjournalistik, der stædigt insisterer på at underminere sig selv ved at dække sig bag sine traditioner og historiske rolle, kommer fra det 21. århundredes spirende hybridlitteratur, der på egen hånd griber ud i verden og udvikler nye alliancer med en underskov af kunstarter og institutioner for kritisk, aggressivt, undersøgende og undrende at adressere de nye niveauer af usikkerhed i kunsten, litteraturen og samfundet og for på ny at spørge til betingelserne for politikkens fællesskaber, samlingen om at tale til og for andre, ikke ved at samle folk, men ved at skabe usikkerhed omkring, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre længere. Bogens kortlægning af en impotent kritik og et landskab af politiske, litterære, kunstneriske og kritiske forkastelser munder ud i hundrede spørgsmål til en litteraturkritik for det 21. århundrede.Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.

Coda er det afsluttende bind i Thykiers essayserie. Et nyt liv kan begynde. Coda viser, at seriens slutstation hverken er det intense liv, det poetiske liv, det filosofiske liv, det religiøse liv, det politiske liv eller det moralske liv, men et liv der med alle dets vildveje og blindgyder leves lige så naturligt og selvfølgeligt som en drøm for i denne amorfe tilstand at finde en intimitet, der hverken er udtryk for inderligt at blive berørt af guds ånd, af poesiens, filosofiens eller politikkens ånd eller den moralske sjæls væsen eller andre eksempler på dybe indsigter og lidenskabelige overbevisninger, men tværtimod er en vedvarende udsættelse og undvigelse af disse vrængbilleder, kræfter og institutioner og deres kuende former og dominerende indgreb i livet. Bogen består af længere essays, dagbogsnotater og mindre udkast og skitser, som foretager et tværsnit gennem det 20. århundredes kunst og litteratur. Udgangspunktet er en tilstand af personlig udmattelse, som sættes op mod erfaringer fra det 20. århundredes litteratur, hvor en ganske lille ændring af skriftsproget fremtvinger erfaringer, der minder om religiøse, mystiske traditioner. I et essay om maleren Francis Bacon anvendes drømmen som et eksempel på en lignende kraft, der overmander én, så drømmeren aldrig kan sige jeg tænker, kun opleve, at der tænkes eller drømmes gennem mig. I et essay om Andy Warhols tegninger og deres reduktion af menneskefiguren til en følsom streg følges en tilsvarende reduktion gennem det 20. århundredes nihilismediskussioner og minimalismen i 1950’erne og 1960’ernes amerikanske billedkunst. Dertil kommer en række mindre teksters gennemspilning af beslægtede temaer: Simone Weils selvskabende og selvskadende adfærd, T.S. Eliots feber, Iris Murdochs generthed, fotografiets og fotografens synlighed, selvbillede og selvblindhed. Samlet set står bogens tekster for en dramatisk omvending af den litterære og kunstneriske arv fra det 20. århundrede og en nyorientering mod erfaringer, der stadig venter på deres sprog. Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.

Dias, et forældet medie, levn fra forskellige lektioner, både anvendt materiale og materiale fra forberedelsestiden. Hvor lang tid er der gået, siden “de studerende forberedte foredrag med dias?” I dag er vi alle sammen dias gennemlyst af vores arbejde. Dias er næstsidste bind i den essayserie, Mikkel Thykier indledte i bogform med Entré (2009). Endnu en sort mursten af en essaysamling fra en forfatter, som er blevet kaldt “ubetinget den mest interessante kritiker af litteratur, kunst og film her i landet, som offentligheden aldrig hører om” (T.A. Nexø) Snarere en gravsten over et land, hvor statens museer fejrer idéen om, at kunsten giver privilegeret adgang til intimitet, og litterater flæbende beretter om deres egen sentimentalitet; et bundt brændenælder lagt ved samme grav til de digterdominatrixer og flagellanter, der deklamerer deres poesi i Pia Busks dampende grotte og på hemmelige kælderadresser; og en suppe kogt på samme nældebundt til alle de, der i det stille må gå og sulte efter en mere søgende og spørgende litteraturkritik end den gængse. For Thykier omslutter intimiteten mennesket i alle forhold, men trækker sig væk i kunsten. Derfor har han utrætteligt opsøgt og afsøgt litteratur, kunst og filosofi, der gør intimitetens grænser håndgribelige, for selv at skrive sig frem til en intimitet, der ikke kun lader litteraturen og kunsten handle om at kombinere tegn, billeder og kroppe. For Thykier er der ingen litteratur uden reaktioner på filosofiske, kunstneriske og politiske nicher, ingen bøger uden en opblomstring af andre skriftlige medier og formater, prædigitale såvel som digitale. Derfor kan han både kritisere en litteraturkritik, som formulerer sig i absolutter, hylder “det vilde” og kroner sig med etiske forbehold, og selv slippe ethvert ressentiment i forhold til bogen, litteraturen og andre forældede medier og kulturinstitutioner. Fra Thykiers mere end ti år gamle skitsering af en kommende litteratur, der er lige så lidt selvbiografi, som den er fiktion, til de seneste års opgør med magtfuldkomne forlag, generationstænkning, tidsmodeller og samtidslitteratur, det hele er samlet her sammen med tidligere uudgivne notater, essays, interviews, forfatterskabsportrætter, forhørsprotokoller, breve og andet materiale fra undervisning på forfatterskoler, højskoler og bibelskoler, deltagelse i seminarer, studiekredse, diskussioner og samtaler under mere private forhold.

Monsieur Antipyrine åbner en ny genetisk massegrav i det kapitalistisk-postmarxistiske imaginære og nærmeste omegn: en virkelig fesen, sen, blå-i-blå affære. Vi kan slet ikke blive ortolitterært-tænksomme eller akademisk-normative eller kunstnerisk-klæbrige eller dumkritisk-medløberiske eller poetisk-idiotiske nok. Vi kan ikke tilstrækkeligt bekræfte al den vederhæftige kanonicitet, på størrelse med et fordøjelsessystem-forvekslet-med-et-kønsorgan, eller alt det mægtig, mægtig sukkersubtile. Og ganske specielt ikke når det drejer sig om dem, der for eksempel måtte bilde sig noget særligt ind vedrørende nogen som helst fordrejnings strategiske habitus, status eller vomitus lige nu. Se blot alle disse fodnoter hos Monsieur Antipyrine: en interplanetarisk forvokset klump af møllesten, der ikke kan kyles noget sted hen, men kun være på en eller anden fæl forkant hos hele den godmodige bestand af for længst givne individer. Rundtomkring gnider alt mod alt. Alle disse uendelige litteraturlister: amazon.coms demokratiske genitalier, Marx the Profit. Fra skridtets forfængeligheder og helt ned i knæ på de højere læreanstalter. Monsieur Antipyrine kan simpelthen ikke komme af med sig selv, det er ikke nogen misforståelse. Og der bliver ingen metastasering til nye, hidtil usete højder af modifikation, heller ikke denne gang, ikke en globalobskøn skid. Monsieur Antipyrine tager afstand fra al etableret diskurs og tænker mere eller mindre, som en tumpe tegner, og fatter ikke, hvad der menes, når andre påstår i det hele taget at kunne ‘se noget’ i en tegning. Nogle vil sikkert spørge: Tager Monsieur Antipyrine afstand fra eller afstand fra al etableret diskurs? Altså, er det ikke diskursen i sig selv, den er gal med, så må det fandme være det etablerede — etableringen og, øh, snarere diskursen, den skrumper rent faktisk iøjnefaldende for dernæst at eskalere sit verdensomspændende grovæderi, sit mentale tyngdepunkts objektive diktatur. Ja, vi kender det jo alligevel ikke. Det private er sgu da ikke nulpunkt nok. Ærlig talt, det er snarere Monsieur Antipyrine, den er gal med: Antipyrine-i-kapitalismen. Og vi kan godt gentage det, bare med os selv som modsat fortegn. […]Følgende har bidraget til de rørende scener:Claus HandbergSimone WeilEva La CourJørgen MichaelsenAnne-Louise BosmansGayatri Chakravorty SpivakMathias SæderupCæcilie H. PoulsenErik SteinskogRoswitha ScholzRobert KurzJonas Georg ChristensenLaura JacksonAlexander TrocchiHenriette HeiseMorten Holm LarsenElizabeth BishopLaureNaja Vucina PedersenMikkel ThykierMikkel BoltHenrik HaveDen redaktionelle uorden varetages af: Mikkel Bolt Claus Handberg Mathias Kokholm Jørgen Michaelsen Mikkel Thykier

Monsieur Antipyrine er et tidsskrift, der allerede er ude af sync med fortid, fremtid, nutid, samtid, sommertid og vintertid og befinder sig godt dér, mellem årstiderne og Statstidende. De voldsomme følelser og de intense udsving, den store uret og den pinefulde uretfærdighed, intet er andet end en leg. Følgende har bidraget til de rørende scener: Søren Andreasen, Jørgen Michaelsen, Jacob Wamberg, Mikkel Thykier, X:YU142, Mikkel Bolt, Jan Bäcklund, Kasper Opstrup, Kristine Kemp, Rasmus Graff, Maja Lee Langvad, Claus Handberg Christensen, Claire Fontaine, Carsten Juhl, Sarah Rifky, Franco “Bifo” Berardi, Ida Börjel, Janus Kodal, Lars-Emil Woetmann. Den redaktionelle uorden varetages af: Mikkel Bolt, Claus Handberg Christensen, Mathias Kokholm, Jørgen Michaelsen og Mikkel Thykier. Alle andre er gået hjem.

I Mikkel Thykiers novelle kan hjem lige så godt være knyttet til et andet menneske som til et sted.Vi kommer alle et sted fra. 12 yngre danske forfattere, herunder Mikkel Thykier, har skrevet et bud på en hjemstavnsnovelle anno 2008. Novellen 'I stedet for en dagbog' er en del af serien 'Moderne hjemstavnsnoveller', der blev trykt første gang i DSB's magasin Ud & Se i 2008. E-novellen er udgivet i samarbejde mellem forfatteren, Lindhardt og Ringhof og Ud & Se.Vi kommer alle et sted fra. 12 yngre danske forfattere har skrevet et bud på en moderne hjemstavnsnovelle. Novelleserien blev trykt første gang i DSB's magasin Ud & Se i 2008. E-bogen er udgivet i samarbejde mellem forfatteren, Lindhardt og Ringhof og Ud & Se.Noveller: Christina Hagen: Hjemstavn, fuglekvarteret, Kristian Bang Foss: Om Olsen, Julia Butschkow: Solskin på den høje himmerlandske himmel, Majse Aymo-Boot: Karakteristik af eleven, Katrine Buchhave Andersen: Fjellerad, Kasper Nørgaard Thomsen: Bonny von Bøjden, Jesper Wamsler: e, Anne-Louise Bosmans: Bruxelles - Fredensborg, Marius Nørup-Nielsen: Ritualer, Lene Asp Frederiksen: Jeg ville helst aldrig have mødt min frisør, Mikkel Thykier: I stedet for en dagbog, Harald Voetmann: Den lærdes hjemkomst, Novellerne er både udgivet samlet og separat.Mikkel Thykier (f. 1977) debuterede i 1997. Thykier har ikke et sædvanligt forhold til bogen som udgivelsesform. Bogen knytter, ifølge ham, blandt andet med dens fremvisning af et forfatternavn, an til allerede eksisterende måder at leve på og lukker på den måde litteraturen inde i Bogen. Konsekvent har han i en periode undersøgt korrespondancen og brevet som alternativ udgivelsesform og i flere tilfælde udgivet anonymt.