Bøger af Mille Eigard Andersen

I begyndelsen af 2. G erkender Mille, at hun har et problem med mad. Det bliver starten på et mere end 11 år langt forløb med sult, overspisning, opkast, afføringspiller, selvhad og ensomhed – kulminerende med to måneder på en psykiatrisk afdeling. I samtlige 11 år har Mille Eigard Andersen minutiøst ført dagbog over sine lidelser. "En anoreksipiges dagbog" giver et enestående blik ind i hovedet på en helt almindelig, meget syg pige. Samtidig fortæller bogen den rørende historie om de svære år fra stort barn til ung voksen med alt hvad de indebærer af fremtidsdrømme, kærestesorger, forelskelser og branderter. Mille Eigard Andersen er i dag 28 år og har fået sin sygdom under kontrol. Med udgivelsen af sin dagbog håber hun dels at kunne hjælpe piger, der selv er på vej ud i en spiseforstyrrelse, dels at give verden omkring dem en forståelse af en meget kompleks og alt for udbredt sygdomstilstand.Er tidligere udgivet under titlen "Lad mig bare forsvinde".

Var det så slemt? Jeg gjorde ikke modstand. Var det min egen skyld? Jeg skammer mig. Jeg skal bare tage mig sammen. Jeg er uren. Vi hører mest om de virkelig grumme familiesager med omsorgssvigt, misrøgt og seksuelle overgreb. Men hvad med alt det, der foregår i "det små"? Faderen, stedfaren, vennen, chefen, onklen, kæresten... der liiiige piller lidt, krænker verbalt, liiiige går over grænsen på en måde, så man nemt vender det mod sig selv og kæmper med skyld og skam i mange år. Det er også overgreb, som kan give senfølger, hvis man ikke får snakket om det. Der er ikke noget, der er "for småt"! Vi er to kvinder fra to generationer. Begge med en overgrebshistorie. Nu bryder vi tavsheden.

En spiseforstyrrelse er en kæmpe rustning, som du tager på for ikke at mærke dine følelser. Og det er vanvittigt, hvor godt det virker! Du flytter fokus fra alt det, du ikke kan holde ud at forholde dig til. Og efterhånden forsvinder det, der er inde i selve rustningen – dig! Tilbage er rustningen uden indhold, og hverken krop, følelser, identitet eller seksualitet mærkes. Men hvad ligger bag en spiseforstyrrelse? Hvorfor tager man en rustning på? Hvad er det, der er svært at forholde sig til af følelser, kropslig udvikling og oplevelser?Og bunder en spiseforstyrrelse i en forstyrrelse i seksualiteten, eller forstyrrer spiseforstyrrelsen seksualiteten? Er der en sammenhæng på nogen måde? Det dykker jeg ned i, når jeg i denne bog lader 15 modige og dejlige kvinder fortælle deres historie med spiseforstyrrelse men med en særlig twist på: seksualitet. Jeg kommer også ind på, hvad en sund seksualitet vil sige, samt hvordan man starter med at lære at være i sin krop.

Bog nr. 2 i trilogien om Milles spiseforstyrrede år. Bog nr. 1 hedder "En anoreksipiges dagbog" og nr. 3 hedder "Ih, du Mille".

Bog nr. 1 i trilogien om Milles spiseforstyrrede år. Bog nr. 2 hedder "Hvor ser du godt ud" og nr. 3 hedder "Ih, du Mille"

Det er ret vildt for mig at skrive denne bog. Jeg troede, at ”Resten skal nydes” blev min sidste bog om spiseforstyrrelser. Jeg stod SÅ godt på mine ben, da jeg skrev den bog. Jeg brugte alle de sætninger og øvelser, jeg selv havde fundet på, og jeg havde fundet MIT balancepunkt, som jeg vippede så fint omkring. Men det var ikke helt integreret i mig, kan jeg nu se. Jeg blev gravid, blev mor, forholdet blev taget til et nyt level, og samtidig havde jeg sat mig selv i en redder-rolle. Jeg følte mig ikke spiseforstyrret mere – jeg var jo ikke inde i den glasklokke mere! – men jeg følte mig tit fanget i mig selv. Jeg glemte simpelthen at holde fast i at gøre de ting, der hjælper mig. Jeg havde ikke lavet min værktøjskasse med de vigtigste redskaber, jeg skal huske! For jeg er en fed anorektiker, en brækfri bulimiker. Det tør jeg godt sige højt nu og stå ved. Jeg må have nogle holdepunkter og redskaber, fordi spiseforstyrrelsen har været så stor del af mit liv. Jeg vil gerne kunne det hele, være helt normal. Men det er jeg ikke. Jeg har brug for min egen værktøjskasse, så jeg altid kan svinge omkring MIT balancepunkt. Det er ikke et nederlag at erkende. Det er faktisk en kæmpe befrielse!! Jeg skal ikke KÆMPE hele tiden. Jeg skal LEVE! Hvis jeg føler, at jeg skal KÆMPE, så er der noget galt. Så er det fordi, jeg ikke lytter til mig selv og til mine behov, og fordi jeg ikke bruger min egen værktøjskasse.

Bog nr. 3 i trilogien om Milles spiseforstyrrede år.Bog nr. 1 hedder "En anoreksipiges dagbog" og nr. 2 hedder "Hvor ser du godt ud!".

I begyndelsen af 2. G erkender Mille, at hun har et problem med mad. Det bliver starten på et mere end 11 år langt forløb med sult, overspisning, opkast, afføringspiller, selvhad og ensomhed – kulminerende med to måneder på en psykiatrisk afdeling. I samtlige 11 år har Mille Eigard Andersen minutiøst ført dagbog over sine lidelser. Lad mig bare forsvinde giver et enestående blik ind i hovedet på en helt almindelig, meget syg pige. Samtidig fortæller bogen den rørende historie om de svære år fra stort barn til ung voksen med alt hvad de indebærer af fremtidsdrømme, kærestesorger, forelskelser og branderter. Mille Eigard Andersen er i dag 28 år og har fået sin sygdom under kontrol. Med udgivelsen af sin dagbog håber hun dels at kunne hjælpe piger, der selv er på vej ud i en spiseforstyrrelse, dels at give verden omkring dem en forståelse af en meget kompleks og alt for udbredt sygdomstilstand.

Vil du vide, hvordan det videre er gået Mille efter "Lad mig bare forsvinde" og "Hvor ser du godt ud"? Så er bog nr. tre her, hvor du tit får lyst til at sige "Ih, du Mille...!". God læselyst!